1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#21011 - 27/06/2016 13:40
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon Smukke smukke ord af Morten Nielsen. Han er poesiens unge poet med en langt ældre visdom. Så fint og næsten jomfrueligt drømmende, så dybt og tænksomt, så let og elegant trods alvorens tyngde af virkelighed ... At se livet i øjnene og elske det for hvad det er som Virginia Woolf har udtrykt det. Ikke fordi jeg vil sammenligne de to. Jeg kom blot til at tænke på denne sætning og det at være i stand til at elske livet, også når det bider og slår fra sig. Ja, måske netop på grund af og ikke kun på trods af. Man kan sige om dem begge, at de også er i stand til at elske livet med vrangen ud. De ved, at livet er andet og mere end forsidens glatte retstrikning ;)) Og nu må jeg så vende tilbage til Søren Ryge og det direkte haveprogram, som lige for tiden og på flere måder også vender med vrangen ud. Her viser han både sig selv og haven som et menneske, der ikke magter alt. At naturen og omstændighederne af og til viser sig med større kræfter... og at man ikke er et mindre menneske af den grund. At se livet i øjnene og elske det for hvad det er... med eller uden skvalderkål :))) Og helt oplagt bli'r det nu, at ta' en svingom sammen med Benny, som netop gæstede haven (og nok også huset) i det seneste SR Direkte Skvalderkålblues
At dyrke blomkål og kartofler var et af mine store mål og et bed med persille det smager godt til stegte ål men i min lillebitte have gror det udelukkende skvalderkål
Jeg er en fredelig mand syns at krig burde være forbudt Jeg er en fredelig mand ville ønske alle krige var slut Ja jeg går ind for fred så jeg foretrækker ukrudt frem for krudt
Jeg sprøjter ikke med gift farer ikke frem med brand og bål Jeg vil ha fred i min have så nu dyrker jeg kun skvalderkål Med et par kolde snapse til kan den spises til de stegte ål - skål!
Men når min nabo ser min have så udstøder han et skrål At drøfte havebrug med ham kræver nerver af rustfrit stål Næst efter mig er det værste han ved nemlig skvalderkål!
At skabe fred i min have er stadig mit højeste mål men når min nabo ter sig som stukket af en indre nål må jeg vel se at få gjort kål på al min skvalderkål!Nynnende hilsner til regndråbers musik RoseMarie https://www.youtube.com/watch?v=N18HZJLG9jg
Redigeret af RoseMarie (27/06/2016 14:04)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21013 - 28/06/2016 02:24
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i natten, RM…
Himlen bombarderer ved aftenstid sommerens små flyvere med vandkanon, de ser så deres snit til at finde ly her; jeg selv er ikke så hys, men jeg har jo også lige været til time hos Sjöberg – apropos danser snabelsugerinderne let i luften, mine trusler om Sjöbergs Auschwitz-metode bider overhovedet ikke på dem, hvorimod lyden af en avis i det fjerne synes at sætte sig visse spor. Jaja, måske man sku erhverve sig en pumpe mage til Sjöbergs, rende rundt og té sig som en anden skypumpe, og så ud-pumpe danserinderne i vor herres fri natur, bare for at ta mig elskværdigere ud end hende med den vrede avis, hmm…
Det er fine betragtninger: Morten Nielsen og Virginia Woolf brugte jo samme værktøjer, og begge gnistrende af erkendelser fra et mangesidigt liv der trængte sig ind på dem, ja på alle i samtiden, ikke mindst fra samme politiske forhold, men fra forskellige erfaringers kant. De havde begge stjerner i øjnene, og forstod til fulde deres eget værd gennem omgivelsers anerkendelse, og et selvkritisk engagement. Livets indhold har for begge været yderst værdifuldt, mens måden livets omstændigheder udviklede sig på, med krigen der satte humanismen og den blotte overlevelse i perspektiv, har medvirket til at fokusere på sprogets udviklingsmuligheder, det der beskæftigede dem. Begge har de værdsat arbejdet alene ved bordet som noget primært, et indre behov for at finde de sublime udtryk for sindbilleder der havde rod i det omgivne, uden på nogen måde at underkende sociale og kærlighedsmæssige behov. Men for VW spillede jo psykiske faktorer ind, omkostninger fra yderligere omstændigheder, der på et tidspunkt indgød hende til at tage de sidste skridt, velvidende at tomheden ville omfavne hendes mand Leonards livsglæde. Omkostningerne ved at leve kan være uoverkommelige, når angsten for at gå i tusind biter helt bemægtiger sig handlefriheden, og dermed berøver én muligheden for at udvikle det man sætter størst pris på i livet. Uden sit indhold er livet en tom skal, i en Sjöbersk terminologi: en flue der har mistet sin flyvefærdighed. Tilgangen til at værdsætte, hvad vi nu værdsætter i livet, kan jo blive så forstyrret af kemien under luen, at sansebombardementer ikke længere skaber gnistrende øjne, og det tror jeg skete for VW. Og sikke en forfatterinde verden mistede, du milde skaberinde! – ja jeg går altså udfra at guden var en ’inde, der er ikke nær så meget vé i os mænd, forstår du.
Hun nåede så betydeligt mere end hvad MN nåede i sit korte liv, fabelagtige fortællinger, og man tænker jo derfor på de fantastiske arbejder der sikkert ville være kommet fra hans hånd, dersom han og kæresten Tutti dog bare havde fået mulighed for at bygge deres liv op sammen. Men det gjorde den sure Citron altså en ende på. Det var den satans krig, der skabte grobund for så mange læssioner i følsomme sind allevegne, og frygten den krig skabte, tror jeg at man skal ha levet dengang, for helt at forstå konsekvenserne af, ikke mindst for at forstå, hvorfor så mange satte livet ind for at undgå udsigterne. Det ka mange ex-jugoslaver sikkert berette om. Men de ting MN så fik skabt, er jo frygtelig smukke, – jeg tror oprigtig talt at han var ret hidsig med livet, sugede mindste blodsdråbe i sig med højlydt smasken, og at kærestesorgerne omvendt skar dybt, du ved: åh, det er også den satans røde kam! Han var sikkert en skide irriterende herlig fyr, en lyslevende deltagende iagttager, det vidner hans breve om.
Men her lidt fra Halfdan, dengang han var en vemodig spinkel humoristisk skørtejæger med en hjerteknusende rødmen – sikkert en rødmen der matchede Morten Nielsens hår og fregner – hvad han sgu sikkert var livet ud; dette indtagende ranglemenneske med vid og bid, men altså, lige bortset fra tiden hvor livet var tonstungt og hjertet sank, når døden høstede bedstevenner af begge køn.
Han har skrevet så mange dejlige ting, tunge, alvorlige og livsnødvendige, hans egen overlevelse krævede det – for hvad gør man, når nogen man elsker og behøver og som man er vant til at vende livet med, pludselig ligger bleg tilbage i en rosensal og alle er tavse? – at jogge eller cykle sine sorger en afstand til, endsige erklære sorgerne kriseterapi, det har nok næppe været værktøjet i brug. Sorgen og vreden har krævet tiden til at bundfælle sig, det vidste de alle, for omsider så at skulle afarbejdes i tankebilleder, som hos Seamus Heaney:
Øksedunk udenfor som bølgers slag gennem en natfærge: du, som jeg trofast holder ved, du kløver trofast ved.
- District and Circle.
Som forord i Halfdan Rasmussens ’Korte skygger’ står disse strofer:
Sig det med blomster. Syng om det pæne liv. Syng om en pige du kendte. Folk vil ha kærlighed. Roser og favntag og stjerner. Borgerlugt tidsfordriv. Syng! Men hold kæft om alverdens besværlighed.
Folk vil ha pæne ord. Fuldskæg og flødeskum. (Nogen gik bort en nat. Ud i det store rum. Ud til en ensomhed. Ud hvor de aldrig ser roserne, stjernernes, sollysets verden mer).
Venner der gik og kom. Jer vil jeg synge om. Synge med fattige ord. Dæmpede fattige ord- Drømme som I har drømt før altings mørke kom. Dem vil jeg synge om. Dem vil jeg laane ord
*
Digtsamlingen Korte Skygger er tilegnet mindet om Morten Nielsen, men er ikke bare som et smil gennem tårer, den bruser af mindeværdige stemninger fra et fælles liv i dem alle, alle disse forventningsfulde unge kunstnere med ambitioner og forsigtige smil, og mange af dem skrev jo vitterlig vidinderlige ting der stadig ånder af tidens liv. Her ler forleden nærmest én ret ind i ansigtet:
SAMMENSKUDSGILDE 1943
Vi larmer og vi griner. vi synger sjove sange og drikker øl og sodavand og hjemmegjort likør- Vi spiser fedtemadder med landlig spegepølse og tegner smaa figurer i de spildte sjatters øer.
En starter grammofonen og vælger sig en plade med Armstrong eller Calloway, saa vi kan faa en dans. Vi vralter rundt paa gulvet og snakker med en pige og har gjort det sjovt og hyggeligt til hotte negerbands.
Vi koger røde pølser og skaaler med hinanden og brænder vittigheder af og tier sidenhen. Saa vælter én en flaske og dingler ud af stuen paa lange gyngevorne ben, og kommer bleg igen.
Vi puffer til hinanden og tar hinandens koner og ser dem dybt i øjnene og siger ingenting. Et par gaar lidt alene og tier stille sammen og kommer ind med læberødt om mundens tavse ring.
Vi smøger cigaretter. Vi ryger osse pibe og tigger lidt tobak af en som har en god ration. Saa danser vi og sveder og smider slips og jakke og lægger nye plader paa den laante grammofon.
Ny synger Dan og Karen. Nu er her ganske stille, og der er ingen angst og frygt og ingen tomhed mer. Og vi er meget fulde og meget meget unge og klamrer os til livet, der er varmt og aabent her.
Nu smækker en entrédør. - Aa. gaar I allerede! Der ligger en og snorker tungt i stuens bedste stol. Saa tier grammofonen. Vi taler dæmpet sammen til ruderne tar rødme af den første morgensol.
Vi staar i korridoren og prøver mange frakker og taler lavt om den og den, som flygtede i gaar. Saa vandrer vi i klynger ad morgentomme gader og skilles med et lydt farvel som ingen helt forstaar.
*
Her et tilbageblik i et lige før, nethindebilleder fra sorgens indre lag – der er intet kyndigt "Rifbjerg-hængemulesmil” i det, du ved: Uhh, det var svært, men vi klarede den! Mere den blotte erkendelse af de dystre kvaler:
Stemmen
Engang var vi arbejdsløse. Husker du dengang, ven? Ensomme, kærlighedshungrende gled dagene hen.
Bagerbutikkens jomfruer lo naar vi bad dem hjem. Ingen kom indover gaarden og bød sig frem.
Ingen fandt vej til de trapper hvor nætternes sejlende skridt gled ind i en lampes cirkler af taaget hvidt
og førte en dreng til et kammers søvnløse munkebo, til nætternes hvide kuldes urolige ro.
Nætterne kom med somre og levende grønne træer, kom fra den dybe himmel, der var dig nær,
nær som de unge pigers latter og lyse skridt, fra haver hvor sommerkjoler lyste hvidt
og toner fra små orkestre og dufte af æbleblomst hviskede til dig om menneskers sammenkomst.
Morgenen kom med skygger af bord og stol ind i den alt for skarpe og hvide sol,
kom med en ny forventning, en ny klar dag, der tonede hen i drømme og nederlag.
Vinteren kom med kulde. En haandfuld brød. Vandring til Samaritanens havregrød.
Graadigt slubrende munde. Hvert blik var to. Den ene. Ensomhed. Drømme. Fortinnet ro.
Det andet var trodsigt. Aabent. Lyste af oprørsaand. Blev til hvidnen om knoerne i din haand.
Brændte af had og feber, der blev til ord og vrede mod denne haarde fordømte jord. - - -
Skørner og smerter tænderne i din mund. Tænker du på dengang i samme stund?
Sønderrives din lunge hver taaget dag? Smager din mund den rustne blodramme smag?
Husker du da hvad livet og landet gav? - - - - - - - - - Min ven, jeg husker din fattige nøgne grav.
*
Der er flere smuksakker i Korte Skygger, dem må du så sole dig lidt i, når gartnerinden træt af ”broen” trænger til at ildne øjne og sjæl. Det er et rigtigt nissevejr, det her, jeg nisser storartet, i tide og utide…;)
Flodsengen, udtørret, halvfuld af blade. Vi, lyttende, til en flod i træerne.
Bedste hilsner, for nu er det sengetid! Nissen
Redigeret af Simon (28/06/2016 02:40)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#21027 - 29/06/2016 03:57
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej RM..
Lige stået ud af fjerene, de fleste redebyggere krummer sig endnu i deres, på nær enkelte der lige nu gjorde som jeg og synger mit godmorgen. De er vidunderlige, disse morgenstunder, hvor alt ånder fred, ikke en lyd – end ingen snorken – udover Fitzgeralds svage sødmen i baggrunden for kaffekoppens klirren: det er nemlig festtid, Søren Ulrik Thomsens stemning af byforladthed; jeg oser af fryd, når mine tæer vrikker under kaffebryg og blikket søger efter træerne morgensangen stammer fra.
Så mojn’ dér, din sovetryne: svagt risler det i græsset, man aner små følehorn der vejrer fredfyldt snorken, og nu sagte pejler sig ind på gartnerindens frydefulde forrådskammer! Apropos, her lidt af Seamus Heaneys feltarbejde af øjeblikke, som på dansk er kaldet Markarbejde, udvalgte digte. Efter frokost i byen i går, steg jeg efter hjemkomsten atter ind i hans ’Fornemmelser for stedet’; den gubbe er som Tranströmer et slumretæppe af mageløse sanseiagttagelser at gibbe i, man svømmer pladask i ham, så han burde igrunden ha været kvinde…;)
Østers
Vore skaller smædede mod tallerkenerne. Min tunge var en flodmunding der fyldtes, min gane behængt med stjerners lys: da jeg smagte de salte plejader dyppede Orion sin fod i vandet.
Levende og skændede, lå de på deres lejer af is: tvedelte: havets kløvede hvælv og forførende suk. Flået op i hobevis, flækket og spredt.
Vi var kørt ud til kysten gennem blomster og kalksten og der sad vi nu og skålede på venskab lagde et fuldendt minde på plads i stråtags og lertøjs svalhed.
Over alperne slæbte romerne deres østers pakket dybt i halm og sne til Rom: jeg så fugtige vidjekurve udspy deres bregnelæbede, saltvandsbidte fråds til de privilegerede
vred over at jeg ikke kunne hvile i tillid til det klare lys, der som poesi eller frihed skrånede ind fra havet. Jeg åd dagen med overlæg, så at dens snert kunne vække mig til verber, rene skære verber.
*
Slåenlikør
Enebærs klare vejr mørknede til vinter. Hun nærede slåen med gin og forseglede glasset.
Da jeg lukkede det op lugtede jeg en busks forstyrrede stramme stilhed stige op i spisekammeret.
Da jeg skænkede den havde den en bidende snert og flammede som Betelgeuze.
Jeg drikker din skål i røgsværtede, blåsorte blankpolerede slåen, bitre og pålidelige.
*
Pejlinger
xlii
Lyng, plantestængler, tørvestakke viser sig stadig sommer efter sommer, med græshopper og det hele, ligesådan med sjældnere: de næsten saliges marker
hvor knoglede fyre i skjorteærmer bøjede sig og gravede eller stod for sig selv i tusmørketog så udover mosebredder nu er de syner, men stadig virksomme
og territoriale, stadig sikre på deres ståsted, stadig interesserede, uden viden om hvor langt skyggernes land er blevet skubbet tilbage,
for hvor længe siden lærken er forstummet udenfor disse marker og kun synes umulig at standse for dem fanget som en fjern bakke i et uventet solstrejf.
- Seamus Heaney.
Morn’ fra Nissen – som lige pointerer, at der nu kun er 178 dage igen, før grøden dampende pifter efter én…;)
Redigeret af Simon (29/06/2016 04:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|