1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
162
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#17884 - 02/07/2014 07:43
Re: Universets kærlighed
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
”Forsøg på "meningscensur" har ikke min sympati”.
- Der er nu ingen forventning om din sympati, men forståelsen for ikke at fylde debatter med samme meningsløse spørgsmål og anskuelser i indlæg der bare gentager sig hver gang du kommer tastaturet nær. Det mindste du ku’ gøre, var da at begrunde hvorfor disse gentagelser skulle ha’ relevans og være nødvendige for dig, hvilket ikke synliggøres ved bare at henvise til hvad andre måtte have ment eller sagt tilbage i tiden; for du hedder Arne og ikke Einstein, og hvad andre har ment i deres liv, forklarer ikke pointen med gentagelser i dit liv, vel Arne! ;)
Spørgsmålets historie er ikke din, din historie må du finde på, nøjagtig som troende fandt på historien om deres guder. Universets begyndelse eksisterer ikke som kendt historie, men som en videnskabelig teori, viden – falsificerbare antagelser –, og taler vi om universets udvikling er vi nærmest ude i tidsforhold vi slet ikke kan realisere som udviklingshistorie, men må bruge vores fantasi. Dine ”store spørgsmål” render dermed ret ud i det meningsløse, de har intet at gøre med universet men beskriver kun din egen forestillingsverden, og hvilken relevans har vel den med astrofysik? Tankefigurerne rækker bare ikke Arne, de ville intet forklare os om universet, og det samme gælder dine forestillinger om det ”guddommelige” som noget universelt udenfor din forestillingsverden, som altså derfor bare bliver en historie der beskriver din egen fantasis rækkevidde.
Det er værdiløse spørgsmål du stiller, mytologien og symbolismen er menneskers sprog til at forme historierne, ikke viden om universet, og handler egentlig mere om at tilføre livet mening, for dermed at tilskrive menneskelig forgængelighed, døden, livets ophør, en mening i det omgængelige. Men også døden er reelt meningsløs, den er en før-fødsels-tilstand og derfor ingenting at spørge ind til; den er ophøret af liv og dens indvirkning findes kun i de efterladtes liv, ikke i døden. Så reelt gentager du bare samme spørgsmål andre før dig stillede sig, uden at stoppe op og tænke efter og tilføre debatten et eget og nyt tankeforhold. Det er denne runddans du i årevis bare har foretaget dig, der indeholder en meningsløshed. Disse ”store spørgsmål” får jo ingen relevans med livet eller universet, bare fordi du gentager hvad andre har sagt, ligesom cirkelslutninger ikke slutter om andet end sig selv. Universet vi befinder os i, ku’ være sidste resultatet af en knopskydning for 13-14 mia. år siden, muligt det sidste fra et utal i noget endnu mere omfattende, måske endda i ét blandt flere paralleluniverser. Men udover at dette kun viser noget om en menneskelig forestillingsverden, er dette en tidshorisont som vi der end ikke kan begribe evolutionens tid, næppe vil nærme os med andet end det at skabe historier. Måske mennesker engang ude i en tidslomme vil kunne undersøge rummet omkring os nærmere, det vil i så fald være interessant som faktisk observation for dem, men at bygge science fiction over deres mulige bestræbelser, vil befinde sig i vores egen tidslomme. Pointen er imidlertid den, at dine egne meninger slet ikke kommer til udtryk, og at du jo ikke er astrofysiker men bare gentager dig selv.
Nu har du jo i årevis snakket dig rundtosset om et nærvær til livet, så hvorfor ikke i stedet forklare eller beskrive hvad det ér i livet der gør dig så rundtosset, hvad det ér for sanseindtryk der medfører denne meningsfylde der gør det er værd at lade de gamle ben få fæste i morgensolen – det ville da i det mindste være et personligt engagement med substans i et livssyn der var noget værd, og ville lægge afstand til kreationismen, være absorberende, indtagende, noget ville måske synke ind i spørgsmål mennesker har indflydelse på.
Men nej, det nytter selvfølgelig ikke med dig, du sidder ubehjælpeligt fast i andres forestillinger om livets meningsfylde sat i svind med atter andres historier om universet skabt af guder, så det er jo ret beset en meningsløs forventning fra dig, der tværtimod fortsat vil skrive det samme indlæg om og om igen, uden at den historie nogensinde vil komme til at vise nogen noget om din udsigt til livet, tiden i dit liv. Mit forslag er såmænd bare, at vil du snakke naturvidenskab, jamen så snak da for fanden om naturvidenskaberne, de er jo fuldt ud observerbare og nærværende, ja de handler slet ikke om ”ikke-eksistens” og fravær af liv. Derved ville dine indlæg ikke være spildtid. Du ku’ jo også digte om livet i lyrisk form, lidt a la’ biblen, koranen osv. Dermed ku’ du tilskrive livet en historie, din egen, som måske akkurat vedkom nogen i livet. Også dét ville være en værdiladet ytring. Man kan bare ikke forklare naturvidenskaber med lyrik og poesi, men man kan beskrive det indtryk noget i livet gør én – men du er jo mere en ”lille stemmes” gentagelser, så det har selvfølgelig ingen interesse ;)
mvh Simon
Redigeret af Simon (02/07/2014 08:01)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#17886 - 02/07/2014 10:33
Re: Universets kærlighed
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Du vil altså ikke svare på de spørgsmål, Arne, som du selv har givet anledning til med dine postulater. Du påstår gang på gang, at videnskaben (og dermed dens udøvere) mangler noget, som du har.
Du påstår, at dit spørgsmål om årsagen til verdens eksistens er meningsfuldt, for det "føler du" det er for dig, så når andre mennesker mener noget andet, så tager de efter din mening fejl.
Du påstår, at universet er opfyldt af kærlighed, for det gik op for dig, da du for tyve år siden kyssede et stykke malet træ på en ø i Grækenland.
Hvorfor er det så vigtigt for dig at prøve at få verden omkring dig til at tro, at du har ret og at andre tager fejl. Synes du, at vi behøver at blive reddet fra "vore vildfarelsers lykkelige uvidenhed?". Er vores behov for at vælge vores egen opfattelse af livet og universet helt ligegyldigt for dig?
Det er muligt, at et begreb som selverkendelse aldrig har fundet plads i din bevidsthed, men det må da været gået op for dig, at dine synspunkter ikke deles af dine omgivelser. Hvorfor holder du dem så ikke for dig selv, i stedet for at plage os andre med dem? Under du os ikke retten til at have en anden mening end dig?
I årevis har du nu stillet det samme spørgsmål, som du ikke mener, at hverken du selv eller andre nogensinde kan svare på, og alligevel kalder du det meningsfuldt. Jeg synes, at du gennem din optræden her, og din afvisning af at svare på spørgsmål til dig, håner ikke blot andre menneskers meninger, men også selve idéen i at debattere for at lære andres synspunkter at kende, for bedre at forstå dem.
Du ønsker helt klart ikke at forstå andre mennesker, men kun at påstå, at din måde at opfatte livet på er den eneste rette. Det vil du aldrig få held med, for den første betingelse er, at man forstår, hvad der foregår i andre menneskers tanker. Den forståelse har du ikke, Arne, og du ønsker den åbenbart heller ikke.
Derfor vil jeg fremover undlade at argumentere med dig, for med din indstilling er det som at slå vand på en gås. Men jeg vil fortsat påpege, at du tilbeder uvidenheden og har en negativ indstilling til alle andre meninger.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#17893 - 02/07/2014 16:33
Re: Universets kærlighed
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7544
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Hanskrist.
Så fik jeg lidt mere tid til at læse dit indlæg #17873 - 01/07/2014 13:09.
Du gør dig umage for at udholde en måde, jeg udtrykker mig på, som du ikke bryder dig om. Tak skal du ha' for det!
Du skriver bl.a.:
Jeg bryder mig ikke om arne's måde at formulere sig på, og jeg ville bestemt formulere mig anderledes end han gør det. Men jeg prøver at kode, afkode, hvad det er arne forsøger at sige, som hvilken suveræn oplevelse det er han taler ud fra. Men jeg forstår godt at jer ateister og arne I kommer op at slås, fordi jeg finder at arne i alt for høj grad sammenblander hvordan universet naturvidenskabeligt ser ud for os, med hvordan vi og universet, vi og verden, er sammenfiltret, i og for sig selv, uafhænig af objektiv naturvidenskabelig det genstandsgjort viden og forståelse. Jeg forstår jo, tror jeg, at du holder "forskellige verdener" adskilt - "Eigenwelt" eller "Selbstwelt" i modsætning til, hvad du vist kalder "Umwelt" - det subjektive og det objektive. Men sådan adskillelse magter jeg ikke - tværtimod - al viden og al anden oplevelse er for mig ét - og hvis det er dét, der er ubehageligt for dig, ville det være løgn for mig at gemme det bort.
Jeg har en vis, uklar fornemmelse af, hvad verden er for dig, når du skriver:
- vi glemmer at tænke os selv med i samhørighed universet, altså vi glemmer de kosmiske religiøse erfaringer vi som mennesker råder over som mulighed, fordi naturvidenskabelig objektiv det forskning forhindrer os i at tænke suverænt os selv med - Men jeg er ude af stand til at opfatte naturvidenskaben som en hindring. Den hjælper mig bl.a. til at indse hvor næsten totalt ubetydelig sådan en som mig er Men den hjælper mig også til at opleve mig selv som dog en del af det ufattelige mirakel: Verden - og dermed også jeg - ER!
Hvis jeg har forstået dig nogenlunde rigtigt, håber jeg, at vi kan udholde og anerkende forskellene i den måde, vi hver især oplever verden - og os selv - på
Og hvis jeg ikke har forstået dig rigtigt, håber jeg, du orker at hjælpe mig til det
M.v.h. Arne
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#17895 - 02/07/2014 17:24
Re: Universets kærlighed
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7544
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej anonyme T.
Tak for din usædvanligt store anerkendelse - som jo giver stor glæde - og motiverer mig til at stræbe efter størst mulige klarhed og højest mulige debat-etik (Sådan kan man også opdrage hundehvalpe - men jeg mistænker dig nu ikke for forsøg på sådan manipulation)
Jeg har problemer med at forstå dine ord:
VERDEN ER, siger du. Er du nu også sikker på det? En lille parallel-metafor: Du kunne se mod stjernehimlen og sige, "wow, stjernehimlen er", men øjeblikket efter kunne du vågne op og erkende, at det er en drøm.
Kan du - i din agnosticisme og så længe du ikke er kommet til gnosis - ikke kun være sikker på, at DU ER? Jeg kan jo godt se, at min oplevelse af verden meget vel kan være en illusion - som vist også buddhisterne siger - og det samme kan jo meget vel gælde, tror jeg, oplevelsen af, at egen VÆREN.
Det hele kan være en drøm - indenfor vore begrænsede menneskelige muligheder. Men gnosis - ægte viden - det ligger, tror jeg, udenfor menneskers muligheder.
Dine ord kunne antyde, at du har noget på hjerte om gnosis, gnosticisme - at være gnostiker?
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens mirakel. Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler De Evige Sandheder. M.v.h. Arne.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|