De fleste ateister har ingen problemer med at acceptere de troende, hvis de opfører sig rimeligt pænt, og afholder sig fra at missionere. Men det kniber gevaldigt med tolerancen den anden vej.
Jer aggressive ny-ateister I missionerer konstant for at vi ikke må tænke os selv med. Mennesket må ikke være beskæftiget med hvordan selv og universet; eller selv og verden hænger sammen. Eksistentialisterne såvel som biologerne har lært os at mennesket som alle andre levende væsner har det vi kunne kalde for Eigenwelt eller Selbstwelt. Mennesket er et helt univers eller verden i sig selv, vi taler om det kosmiske menneske, og vi taler om vores samhørighed naturen, universet, verden eller vore omgivelser, måske en sammensmeltning, hvor subjekt objekt spaltningen, er transcenderet, ophævet, uden at være en ødelagt struktur ved vores normale fornuft og forstandighed.
Jeg bryder mig ikke om arne's måde at formulere sig på, og jeg ville bestemt formulere mig anderledes end han gør det. Men jeg prøver at kode, afkode, hvad det er arne forsøger at sige, som hvilken suveræn oplevelse det er han taler ud fra. Men jeg forstår godt at jer ateister og arne I kommer op at slås, fordi jeg finder at arne i alt for høj grad sammenblander hvordan universet naturvidenskabeligt ser ud for os, med hvordan vi og universet, vi og verden, er sammenfiltret, i og for sig selv, uafhænig af objektiv naturvidenskabelig
det genstandsgjort viden og forståelse.
Jeg er sikker på at arne tænker sig selv med, så det altså er hans følelse som oplevelse af samhørighed univereset, altet, der er tale om. Hvorfor naturvidenskabelige astrofysiske forhold faktisk ikke har den store relevans, bort set fra at det måske i alt for høj grad præger vores hverdagsfornuft og tænkning, så vi glemmer at tænke os selv med i samhørighed universet, altså vi glemmer de kosmiske religiøse erfaringer vi som mennesker råder over som mulighed, fordi naturvidenskabelig objektiv
det forskning forhindrer os i at tænke suverænt os selv med, hvordan tingene er i og for sig selv, uafhængig af naturvidenskabelig tænkning og forståelse. Spinoza og Einstein blev dog begge bekræftet af den naturvidenskabelige forskning på en sådan måde at det affødte kosmiske religiøse følelser og forestillinger, religiøse betyder at det affødte en for dem mystisk samhørigheds følelse som oplevelse med universet, hvor de følte sig hjemme, som også at være en levende del deraf gennem netop deres cognitive indsigt i naturen/universets beskaffenhed.
Skal jeg anstrenge mig til det yderste for at forstå arne (ham og mig har gennem årene haft de største vanskeligheder med at forstå hinanden) så tror jeg at arne i forbindelse sine levende sanselige såvel som følelsesmæssige og ja endda cognitive oplevelser og erfaringer af samhørighed universet, af at være et med universet, sammensmeltet med universet i en kosmisk enhedsoplevelse, at han der kun finder et JA, eller en stor stor bekræftelse, kun finder at VERDEN ER. Altså at arne føler sig mere levende, især sanseligt levende, når han erfarer at skellet mellem ham selv og universet ligesom er ophævet, altså at hverdagsfornuftens subjekt objekt spaltning er overvundet i en suveræn noumenal i sig selv oplevelse der bare
BEKRÆFTER. Og det er denne mystiske
BEKRÆFTELSE erfaring eller oplevelse der får arne til at forundres over at verden ER.
Personligt har jeg haft flere kosmiske religiøse erfaringer, hvor jeg føler mig et med universet, naturen, mine omgivelser, i en afstandsløs sansning, hvor jeg ikke følte jeg kunne afgøre om jeg var månen eller månen var mig, eller om den store sten ude i vandet over århus bugten, var mig eller jeg den. Jeg sad der alene om natten nedenfor Risskov ved den permanente badeanstalt, hvor jeg oplevede eller erfarede denne mystiske enhedsoplevelse eller samhørighedsoplevelse mellem mig og universet, kosmos, hvor jeg var et med alt, ALTET.
Fra hjerneforskningen ved man lidt om at parietal lapperne
(1)* sørger for at vi kan skelne mellem os selv og omgivelserne, altså at vi råder over den der sunde fornuftige forstandige subjekt objekt sans og forståelse såvidt vore sansninger (mig her og det der). Man har derfor også kunnet registrere at når mediterende oplever en sammensmeltning universet, har disse enhedsoplevelse, så svækkes hjerneaktiviteten i parietallatpperne markant.
Sjovt nok har jeg altid tænkt på disse erfaringer som tyngdekrafts felt oplevelser, hvor mit eget kropslige kinæstetiske tyngdepunkts centrum (hvormed jeg opretholder mig selv i fysisk forstand), bliver forenet med jordens tyngepunkts centrum, så der ikke en konflikt de to imellem, fordi jeg ikke længere er opmærksom på at skulle opretholde mig selv, holde mig selv oppe i fysisk forstand i forhold til noget eller nogen genstand i den fysiske virkelighed eller mine omgivelser. Altså jeg behøver ikke være på vagt overfor en relation i mine fysiske omgivelser, hvorfor vi kan forenes i harmoni og fredelig sameksistens, et storslået øjeblik af en fredelig 'kærlig'
verden, betegnet som ren nåde.
Mange kærlige hilsner HansKrist
(1)*:Our brain-scan studies of contemplative forms of Buddhist and Christian meditation show that when activity in the parietal areas decreases, a sense of timelessness and spacelessness emerges as a sense of a loss of self-consciousness. This allows the meditator to feel at one with the object of contemplation: with God, the universe, peacefulness, or any other object upon which he or she focuses.
However, when Pentecostals speak in tongues, parietal activity increases. This gives them the sense that a separate entity is communicating with them.
Thus, they do not report the experience of feeling at one with God. Since the parietal area also plays a role in language formation and articulation, it makes sense that we would see this type of activity during the Pentacostal experience.
We don't fully understand this phenomenon, but we suspect that one would need to maintain a strong sense of self in order to maintain an internal dialogue with God. Andrew Newberg.
Den skarpe iagttager vil hurtigt opdage at jeg har en forkærlighed for pinsefolket, for Albert Schweitzer og den paulinske pinsemystik:
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Så jeg foretrækker en
jeg du mystik og relation.
Svar
Citer
