Hej Michael du skriver:



Jeg (som Heidegger og Tillich vi) må opponere på det kraftigste imod denne form for nu'ets mystik, der intet har at gøre med fx Tillich's Kairos forståelse som hans redegørelse for "det evige i nuet", som du ellers tidligere har påstået det.

Det strider imod al sund fornuft hvad du skriver, det strider imod alt hvad der er tænkt siden E. Kant. Du går udenom enhver erkendelsesteori, og slår fornuften og vores apperceptioner fra, hele forhjernen, vores bevidsthed og tænkning, sætter du ud af spil, kraft og virke.

Jeg må spørge bekymret om du overhovedet ikke har dig selv med i hvad du oplever? Er du virkelig kun oplevelsen selv? Kun i arkaisk østlig religiøs mystik finder man tendenser til at menneskets selv, ego-self (konstitueret fysisk i forhjernen, homo sapiens hjernen, først og fremmest), skal gå i opløsning og ikke er omfattet af eller medintegreret i nuet, det/de usædvanlige øjeblikke.

Hvis dit nu, kører udenom fornuften og dig selv, tænkningen og sproget, hvad skal det så gøre godt for, hvem har glæde og gavn deraf. Skal det blot slå tiden, vores liv, ihjel? Er det selvmord, eller forsøg på at flygte fra vores bevidsthed og bevidste reflekterende eksistens. Man kunne lige så godt tage lsd, stoffer eller drikke sig pløre fuld, for at komme udenom fornuften, dit bevidste selv. Sjovt at tænke sig, at du ikke har dig selv og dine reflektioner med i dit nu, som vi nu har hørt om i årevis.

Nå men fordi dit standpunkt er så fuldstændig forskelligt, ja diamentralt modsat eller anti, hvad jeg står for, har vi dog haft nogle vældige gode debatter igennem årene. Vi to er forskellige som øst og vest, og ja du er et tydeligvis et barn af øst, som jeg er et barn af vestens tænkning og spiritualitet. Et sjovt møde, et spændende møde, hvor jeg dog ofte rystes over hvad du kan finde på at skrive. Men fint vi med arne's initiativ begynder at få styr på vores forskellige ståsteder og virkelighedsbillede og ja spiritualitet og religiøsitet om nogen har denne dimension med inde over.




Her følger hvad jeg lige har skrevet om forholdet, sagen, problemstillingen:


Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel.

Hvis fornuften gribes af det ubetingede (Kristus; det Helliges og Noumenale Guds nærvær) drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse...

Fornuft er forudbetingelsen for tro, og tro er fuldbyrdelsen af fornuft. Tro er således ekstatisks fornuft. Der er ingen modstrid mellem troens væsen og fornuftens væsen. Paul Tillich (undtaget parentesen som er min)


Paulus bliver også kaldt for tænkningens skytshelgen fordi der hos ham ingen modsætning er mellem tro og tænkning (fornuften). Og en tro der tilintetgør fornuften, tænkningens struktur, tilintetgør sig selv. Tro er derfor ikke opposition til fx astrofysik eller evolutionsbiologien, hvis den gør sig selv dertil, undergraver og tilintetgør den sig selv, ved at fjerne fornuften (vores intellektuelle integritet, forhjerneaktiviteten), som er troens forhåndsbetingelse. Tro er med fuld forhjerne aktivitet, tænkende reflekterende bevidsthed og forstandighed hos Paulus, dette er religionshistorisk uset/uhørt og enestående at en mystiker har fuld integreret forhjerneaktivitet, forstandigheden med inde over sin mystik, men det skyldes at den paulinske Gudsmystik er Kristusmystik:


Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18


På dine vegne, jeg er lidt bekymret og ked af det, fordi du mere og mere som årene går mister grebet om det du udtaler dig om. Hvad er det dog der sker i dit liv michael? Er du forvirret mht hvad du mener, som dit ståsted, hvad du gerne vil repræsentere og præsentere os andre for, altså i voldsom indre oprør med dig selv? Du virker meget usikker og fortvivlet som forvirret, den ene dag skriver du et, næste dag noget helt andet. Er du i syv sind med dig selv? Altså uden afklaring og forståelse i øjeblikket. Jeg har fulgt dig i mange år nu, men aldrig set dig være så svingende og usikker som du er i øjeblikket, hvor der nærmest ikke er hovede eller hale i hvad du skriver. Du har lige sagt at jeg har svært ved at udtrykke mig klart, jeg tror det gælder for nogle (arne fx), men for andre udtrykker jeg mig krystalklart og uden svinger og forvirring som uden at have skiftende standpunkter, siden 2003.

de bedste hilsner HansKrist.

I TROSFRIHEDENS "HELLIGE" NAVN

Som interesseret læser af diverse indlæg i dette debatforum, må jeg med beklagelse erfare, at tonen fra visse skribenters side er blevet tiltagende skinger og grænsende til det perfide.

Forhåbentlig er det et forbigående fænomen, idet niveauet sænkes betydeligt på denne måde, for ikke at tale om troværdigheden.

Og så er vi inde på essensen af trosfriheden.

Naturligvis er der frihed til at tro eller lade være, men mon ikke disse personer mangler en dimension? Deres mere eller mindre uforskammede og nedladende bemærkninger signalerer en vis angst, for hvad mon? For hvad der kommer efter døden? For den drømmeløse søvn, det store sorte ingenting? Selv den mest forhærdede trosfornægter må jo erkende, at vi alle skal dø, så hvorfor ikke vænne sig til tanken og nyde det skønne og mirakuløse liv mens vi har det?

Man fristes til at tænke: Disse to mænd (deres alder kender jeg ikke) må da savne kærlighed i deres liv. I hvert fald virker deres snørklede tankegang og deres frustrerede meninger om andres holdninger som uforløst kærlighed både fysisk og mentalt. Et meget centralt element i vi menneskers tilværelse, og hvor mangelen på samme kan give de mest mærkværdige og uskønne konsekvenser som f.eks. bitterhed og aggressivitet, for ikke at tale om manglende forståelse for andres livsglæde.

Mit råd er derfor:
Elsk hinanden og elsk livet. Størst af alt er kærligheden, den kan overvinde alt! - Også selv om man ikke tror på noget som helst.

Dybest set har jeg lidt ondt af disse personer, der ikke kan se det vidunderlige i at eksistere, men derimod bruger enorme mængder af ord og tid på at nedgøre andres udtalelser, oven i købet uden at benytte sig af almindelig dannelse og pli.

Det er mit håb, at tonen i Trosfrihed må udvikle sig i en bedre retning fremover, således at vi alle kan læse diverse indlæg uden stødende og ubehagelige tilkendegivelser.

Kærlig hilsen
Afrodite

Hej Zeff,

Du skr. tilbage i tråden til Treram flg.:
”Jeg går helt ind for at afskaffe denne tåbelige blasfemiparagraf.
Straffelovens § 266 b, også kaldet racismeparagraffen måtte også gerne fjernes. Den er begrænsende for ytringsfriheden og fører ofte (oftest ?) til afsporing af samfundsdebatten; kriminalisering af ytringer bringer udsagnene i fokus og selve emnet bliver forplumret - og kritikere af emnet bliver affærdiget som racister”.

- Igen en tommel op! Så vidt jeg husker, blev senest nyligt afdøde Jesper Langballe idømt 10 dagbøder af 500,- kr. i henhold til netop denne paragraf. Nu behøver man hverken være politisk enig med noget parti eller nyde retorikken rundt om i øvrigt, for at se glidebanen en sådan paragraf ka’ sætte i sving. Det er fint med følsomhed, men man behøver nu ikke dyrke overfølsomheden (som det fx ses her i forummet), det går faktisk an at se bort fra udtalelser såvel som mennesker man ikke ynder, så det sku’ nu ikke være så svært at komme overens om det uens, hvorfor netop de gode uoverensstemmelser kan medvirke til at sætte gode debatter i sving til fremme for elegante argumenter! ;)
Så lad os endelig få reduceret disse blandt andre vissevasselove, som div. levebrødspolitikere har fået skabt men som udelukkende skaber forhindringer for sund fornuft.

Mvh
Simon

jeg vil forsøge alene at fokusere på hvad Afrodite her skrev:

Det er mit håb, at tonen i Trosfrihed må udvikle sig i en bedre retning fremover, således at vi alle kan læse diverse indlæg uden stødende og ubehagelige tilkendegivelser.

og så vil jeg glemme alt hvad der er gået forud om vi nærmer os dette ønske og håb som Afrodite udtrykker for Trosfrihed, os her på Trosfrihed

mange kærlige hilsner HansKrist.


PS:

Om noget jeg ønsker at vores forskellige synspunkter og ståsteder skal komme tydeligt frem og vi skal glæde os herover, vores forskelligheder, men vi skal ikke gøre personforfølgelserne, intimideringerne, latterliggørelsen og ringeagtelsen til det centrale i debatterne.

Det vigtigste må være at vi igen får lyst til at bruge det danske sprog, for at udtrykke os og beskrive, hvad vi finder væsentligt og som et ubetinget anliggende af ultimativ betydning for os og vores liv.

Det er nok det der gør mest ondt på mig, altså overgrebet imod det danske sprog, som er blevet voldtaget og ødelagt her på siden, ingen kan længere skrive noget og ytre sig, uden at det bliver groft mistydet og latterliggjort. Dette er vold imod sproget. Det er vold imod den gode samtale mellem mennesker. Det er vold imod ytringsfriheden, lysten til at skrive og formulere sig. Kors hvor er der gjort vold imod det danske sprog i den henseende og vi er i den grad blevet hæmmet og voldtaget dybt ind i vores indre, såvidt dette at turde skrive og ytre os frit.

Selv om jeg er meget robust, kan jeg dog tydeligt mærke den voldtægt og ødelæggelse der foregår. Men hvad med alle dem der ikke længere tør debattere frit, tør skrive her længere (tør lade munden flyde over med hvad de har på hjertet), fordi de kan se hvad det indebærer af risiko for at blive angrebet personligt og intimideret, latterliggjort og ringeagtet på det groveste, ud fra alene mistydninger og misopfattelser af hvad vi skriver. Det er denne voldtægt imod vores udtryk, vores tale og samtalen, brug af sproget, jeg begræder når jeg tænker på trosfriheds skæbne. At denne typiske akademiske angst, bluf og neurose, skulle sejre her på trosfrihed er sørgeligt. Jeg vil forsøge at gøre alt hvad jeg kan personligt for at få det ændret. Derfor har jeg også kigget kritisk på mig selv som debattør, hvilket jeg også synes et par andre burde gøre, hvilket jo er den dagsorden thomas forsøgte at sætte op, men så smuttede han igen, og som jeg engagerede mig i, men vi slås med det tavse flertal, der gemmer sig af konfliktskyhed, ellers var debat terrorismen nok ophørt for længst. Men jeg tror vi er ved at lykkes, at vi vil lykkes, jeg fornemmer det.