0
registrerede
827
gæster og
200
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23256 - 28/05/2017 21:07
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM.. Her et Ryge-program jeg aldrig før har set, og om noget så usædvanligt som striktrøjer – selv om det er noget vi alle går med, og sikkert har én eller to der er vores allerbedste – og der ér vitterlig striktrøjer der er usædvanlig flotte (og dyre!), netop den han fik foræret er jo ligefrem smuk, og sikke et arbejde, ja man får sgu’ næsten lyst til selv at knitre naturens farver ind på brystkassen: https://www.youtube.com/watch?v=Z1el2-yMhqwmvh Simon
Redigeret af Simon (28/05/2017 21:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23259 - 31/05/2017 00:36
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon Et dejligt Ryge program om en smuk trøjes tilblivelse, tidløs og helt enestående som en femte årstid ... :)) Den femte årstid
Lugten af den femte årstid overdøver det, der har fortryllet: Vintergækker og erantis er forsvundet, ligeledes tulipan og pinseliljer, også kornblomst og lupiner er et overstået fænomen som asters,
lugten af den femte årstid hænger som en vild erindringssky, vibrerer midt i lyset, sætter sig i næsebor og lunger, sjæl, den har sin start i alle årets tider, hvirvler fortsat fremad i sublim spiral
lugten af den femte årstid rummer vejrets uafbrudte skiften, sol, som veksler brat med regn, derefterfølges hårdt af hagl, og derpå blæst, som raser mellem huse, finder ind i smalle sprækker,
lugten af den femte årstid kendes ikke fuldt, fornemmes kun, den femte årstid udgør altid nu og ikke næste år og næste, lugten af den femte årstid er en labyrintisk fordring, kræver kvantespring,
lugten af den femte årstid transformerer frem foralt, så den er kød, der bli'r til jord, og jord, som formes om, når himlen får sit farvespil af støv, og støvet omvendt himmelsk farveskær,
lugten af den femte årstid viser liv brudt op af rædselstankers lyn, komposition erstatter de komposition, det nye rejser sig med skønheds duftpartikler fanget ind af sindets frygt for kaosstorme og afmægtighed,
lugten afden femte årstid vækker hjernens stjerneår, utopisk lugt som en fin membran, en før usynlig åbning, hvorfra jeg kan slippe ud med ukendt puls, forsvinde i forvandlingsord
Pia Tafdrup https://www.youtube.com/watch?v=4-LXHcsKNJYSnarlige sommerhilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (31/05/2017 00:45)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23261 - 31/05/2017 00:55
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Hej RM...
To sjæle én...ja, et herligt program, sandt at sige er det ikke meget Ryge jeg ser for tiden, for ikke at tale om strikketøj ;)
Til gengæld ka' jeg honorere Den femte årstid med lidt poesi fra en tid hvor strikkepinde ganske sikkert har knitret i de fleste hjem, og jeg sku' ta' meget fejl hvis ikke også mange selv farvede det, mellem hulens mange andre gøremål - poesien var nok ikke lige det første man tænkte på, når man fik øjne, men Edgar Allan Poe var måske en af de første økonomisk selvstændige poeter/forfattere, en hård levevej også dengang.
Her et smukt digt til gemalen fra Virginia E.C. Poe (musen i E.A. Poe's Annabel Lee) – og fra tiden hvor poesien duftede af romantik, og hvor gentlemen rejste sig og trak stolen ud for de sarte violer:
Ever with thee I wish to roam — Dearest my life is thine. Give me a cottage for my home And a rich old cypress vine, Removed from the world with its sin and care And the tattling of many tongues. Love alone shall guide us when we are there — Love shall heal my weakened lungs; And Oh, the tranquil hours we'll spend, Never wishing that others may see! Perfect ease we'll enjoy, without thinking to lend Ourselves to the world and its glee — Ever peaceful and blissful we'll be.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23262 - 31/05/2017 03:35
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej til dig i natten
Edgar Allan Poe, hold da helt op ... det er poesi når det er bedst :)) Jeg vil nu alligevel fortsætte med mere lugt af sne på trods af, at den første sommermåned nærmer sig med hastige skridt.
Min hvide bog havde forputtet sig og har været ude af mine hænder alt for længe, så nu gør den sig godt med et glædeligt come back :)))
Reflektion over is og sne Lugten af sne er god, sneen lyver ikke, den er der, når den er der, som snestorm eller et kor af snefnug i luften, er ikke som skiltet på butiksdøren: Kommer snart igen. Sneen ligger som hilsen fra en fjern himmel, så langt næsen indsnuser den, blodet oplyses af sneen, den ene tanke griber den næste, uden at en sløjfe bindes. Går oprejst gennem sneen i isnende kulde, støvlerne gnaver hul på hælen, solen får krystallerne til at lyse, en blå tone skærer sig frem i det hvide, der selv i mørket forsøger at illuminere landskabet. Støvlerne synker ned i sneen for hvert skridt som om fast grund mangler. Tænker på isbjørne på jagt efter føde, på meldinger om, at isbjørnehanner er begyndt at parre sig med brune bjørne, fordi de instinktivt fornemmer, at isen er ved at smelte, og kun hunner kan lære unger at overleve. Vinteren har skrevet sneen af sig, det er ikke kun sletteknappen, der har fjernet den med ét klik, den faldt kun få dage i år, dækkede lige akkurat jorden og hjertet. Det var bare hjernen, der formede den af én stavelse, mig, der drømte den, drømte, at jeg gik i sne og frost, i det grænseløse, mat og lykkelig, bange for, at sneen havde forladt verden efter at have læst om smeltet is på havet, om at isbjørne, strandet på land, skal overleve på kropsfedt fra jagten i foråret, og nu lade sig nøje med fugleæg og bær. Tænker på isbjørne, der jager sæler og fisk, tænker på sne som dråber, is som dråber, isen på polerne smelter langsomt, jeg lærer at trække vejret i brændende hede, vand strømmer.
Forsommerhilsner i sne RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (31/05/2017 03:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23270 - 31/05/2017 16:27
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Mere om sne og lys, årstider og vejrlig her af Robert Jacobsen
Huset og hendene
To hender sa: Flytt inn her. Ikke regn, ikke frost, ikke frykt. Jeg har bodd i det huset uten regn, uten frost, uten frykt til tiden kom og rev det ned.
Nå er jeg ute på veiene igjen. Kappen er tynn. Det trekker opp til sne.
***
Inne i alle dager er det et lite hjerte og en åpen hånd. Kanskje hver dag er et liv for seg. Morgenen har sin lov og aftenen har sin og om natten er det en krone av ild over vårt hus ingen kan nå.
Sommerbekkens lille hvite pande er full av tanker den ikke kan holde fast på og hører til i en annen verden, krystallren men flyktigere, alltid musikk.
Grankonglen faller ned som et gongongslag og noen netter er fulle av et bronceaktig lys. Ørreten vandrer i sin elv som et spor av fruktbarhet dypt i hjertet, den har en munn som gaper og svelger uten å drikke.
Til denne verden hører også kvinnens små lykker: en katt i fanget, lave ord til barn og alt som vokser, trådene i en vev, tre fingerspor på vinduene om aftenen, det er for smått til å nevne men det er kanskje det lave gresset i vårt liv, den grønne bølgen som skyller om strandens sten og bekken med den hvite panden, tankeløs, full av musikk.
***
Dedikasjon Den som bærer en fred har stille lys om pannen ser sin lykke som et smykke. Bruden som i morgenstunden går med fjerne smil om munnen, går i glansen av en annen. Du som har et stille ord.
Du som har en langsom smerte som en søvn i dine hender, ser du hvor en stjerne brenner over skogene i nord: Lyset fra et annet hjerte.
***
Grønt lys
For dette har vi glemt, at Jorden er en stjerne av gress, en frø-planét, rykende av sporer som skyer, fra hav til hav, et fokk. Frø biter sig fast under brostenene og mellem bokstavene i mitt dikt, her er de.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|