Hej Treram..

"Men jeg har da også beundret de fantastiske malerisamlinger m.m. i Vinterpaladset i Skt.Petersborg allerede i 1978, Taj Mahaj i Indien, det gamle danske Trankebars bastioner og gl.kirke, ja selv Jerusalems,Bethlehems og helligdomme osv".

- Jamen, man ska' jo tænke på hvem de pengestærke arbejdsgivere var, hvem det var der reelt havde råd til at betale de ofte fattige kunstnere og at arbejdsgiveren faktisk dekreterede kunstværkernes symbolske værdisyn m.m. De skulle ofte signalere magt, ved enten guddommelige loftudsmykninger som det Sixtinske, malerier af mægtige (tanke)fyrster eller mænd der kigger ned på seeren, ja som tit ved deres størrelse skulle få beskueren til at opleve sig som umjådelig lille og ubetydelig, m.a.o. som underdanig selve stats eller kirkemagten. Der var rigtig ofte tale om en igrunden ganske bevidst politisk holdning, der afgørende var dikteret kunstnere, der ingen som helst indflydelse havde på det de lavede. De var blot redskaber der kunne smides væk bagefter. Det har ikke været let, at være billedkunstner, skulptør eller bygningsarkitekt tilbage i tiden, man skulle jo ha' mad på bordet og nogen betalte kun for det de havde bestilt.

Det er jo som dér skrives: fjernede man mennesket, ja da fjernede man så sandelig kærligheden og de værdisyn mennesker kan tillægge universet, samfundet osv.osv. M.a.o. er det godt nok smukke kunstneriske syn der bombarderer nethinden i fx. Florence/Firence, men i guder, hvor de beretter historier om lidelser, underdanighed og frygt for statsmagten i en eller anden forstand. Og i princippet, gør nøjagtig det samme sig gældende idag - har du penge, ka du få, har du ingebn...osv. - og her taler vi altså om et "Social"-demokrati, et Socialistisk "Folke"-parti, et Dansk "Folke"-parti; hvor man må spørge, hvem der egentlig repræsenterer hvem?...osv.

Kunsten vi beundrer rundt om i verden, er jo oftest mangesidig, og den der udelukkende romantiserer kunstværkerne i beskuelsen, tænker nok sjældent over bagsiden af den "mønt" han/hun nok kigger på, men måske ikke helt ser..;)

Forøvrigt, ka' kærligheden jo fint trives i et anerkendt materialistisk verdensbillede og humanistisk menneskesyn, helt uden at man underdaniggører sig de gamle trosanskuelser i sin søgen efter tryghed. Ja, man kan endog bygge velordnede etisk/moralske konventioner til sameksistens, der i modsætning til Arnes romantiske syn på fortidens mægtige pengemænd - for det var hva' de var - frigør mennesket, ved netop at sætte individet og ikke guddommelig overtro i centrum (humanismen). Man ka' jo sagtens ha' respekt for love og menneskers rettigheder i det fælles rum, uden derfor at skulle underkende sig andre menneskers synspunkter med falske tilkendegivelser af en respekt man slet ikke har. Vi ska' jo heller ikke elske kunstværker, det række at forstå noget i dem, ligesom vi ikke skal elske andre mennesker, men kan det, dersom forudsætninger er tilstede. Der må være plads til forskellen mellem mennesker, i det fælles, hvilket fx. er stik modsat den rabiate tulling ABB's syn på mennesker og samfund. Så længe leve uenigheden, ja skænderier, al den tid det drejer sig om at påvirke synspunkter med ordrige betragtninger fra andre synsvinkler, for den slags skaber nemlig udvikling, der igennem finder vi inspiration m.m. Alt sammen til fordel for samfundsudvikling, ikke mindst - kunsten.

mvh
Simon

Ja, Arne, det er den fulde videnskabelige sandhed om, hvad verden består af. Den kan forklare en masse, også hvorfor du ikke tør se sandheden i øjnene og har behov for at digte noget ikke-eksisterende ind i din verdensopfattelse.

Du er dybt religiøs, Arne, selv om du ofte fremstiller dig selv som en, der står udenfor religionerne. Du har bare konstrueret din egen tro, som ikke adskiller sig principielt fra de mere end 5.000 andre religioner, som benægter virkeligheden, og erstatter den med fantasiforestillinger.

Du kan ikke fremvise et eneste objektivt konstaterbart faktum, der sandsynliggør, at din tro er andet end en fantasi i din hjerne. Den indflydelse, du tillægger et malet stykke træ, bekræfter det til fulde, selv om du ikke vil indse det.

Psykologien kan også forklare, hvorfor du har så travlt med at nedgøre, hvad du kalder "materialistiske synspunkter", og beskylde ateister for en mangelfuld forståelse. Vi har skam masser af fantasi, men vi bruger den på rette sted, ikke til at opstille et urealistisk verdensbillede. Men at anerkende, at du tager fejl, ville jo rive tæppet væk under, hvad du er blevet indoktrineret til at tro, og efterlade dig i psykisk kaos, så det er forståeligt, at du stritter imod.

Ingen vil genere dig for din tro, hvis du holder den for dig selv, men når du begynder at missionere for det synspunkt, at ateister med et verdenssyn i overensstemmelse med, hvad vi ved om verden, tager fejl og mangler forståelse for "åndelige værdier", så må vi jo tage til genmæle. Vi har nemlig kendsgerningerne på vor side, og behøver ikke en religiøs fantasi for at stive os af. Vi ser verden, som den er i virkeligheden.

Du tror, der er mere. Vi ved, at der er mere, men vi ved også, at det er os, der vil finde det, og ikke de religiøse, der beskæftiger sig med tro i stedet for med kendsgerninger.

Dette er ikke en trosbekendelse, men en konstatering af fakta.

Ole Bjørn :o)