Arne konstruerer med sin fantasi problemer ved det at undersøge og beskrive en observeret verden i et konsistent logisk sprog (dvs. en anerkendt videnskabelig metode). Problemet konstruerer Arne imidlertid kun, fordi han selve har store problemer med at få placeret sin ”ikke-umiddelbart-observerbare” gud i som udenfor selve den verden der omgiver ham.
For at få tilgang til guden, da omformulerer Arne derfor den menneskelige intuition som selve redskabet med hvilken han har en særlig tilgang til guden – dette er i sig selv et postulat om, at han kan argumentere med og forklare guden m.m. alene med sine følelser, m.a.o. forsøger Arne at forklare verden omkring sig med kun sit eget sanseapparat. At selv antikke videnskabsfolk havde en nogenlunde klar forestilling om problemet med menneskets sanser som et ustabilt redskab, bekymrer tilsyneladende ikke Arne det mindste. Og når man tænker på hvor stor en viden der i dag findes om menneskets følsomme cerebrale biokemi, da fremstår det nærmest fantastisk at Arne ikke forholder sig mere kritisk til sit eget sanseapparat som arbejdsredskab til forklaring af verden omkring ham. Og det viser faktisk ikke så lidt, kan man sige, om et gammelt fantasiprojekt der iden grad har udkonkurreret Arnes evne til at tænke selvkritisk.

Arne tillægger i realiteten sine egne følelser en ganske overmenneskelig betydning, men for ikke helt at fremstå som en ren ”Arnold” overfor omverden, da tolker han derfor samtlige menneskers intuition som en ”kanal” til en guddommelig fantasiverden (det endogene, som også den kristne Hans m.f. er fængslet i), lidt som tankeøer i et poetisk landskabsmaleri, hvor symboler her og dér ingen fast reference har, hvilket gør det umuligt at orientere sig og kommunikere med præcision. Og dette er præcis Arnes problem: han kan ikke præcisere sine symbolers værdi, for den værdi han tildeler dem, kan være helt forskellig fra værdier andre måtte tillægge dem.

Det virker derfor som om Arne helt har afskåret sig fra at kunne vide noget om den gud hans tanker svæver rundt omkring, og det er helt almindeligt at se hos religiøse troende – hvilket han imidlertid fejlagtigt anslår som en agnostisk stillingtagen, idet han ikke helt forstår, at den agnostiske stilling derimod har udspring i en a-teistisk stillingsgrund, hvor fx. evidenskrav forestilles enhver påstand, og dvs. spørgsmål der måtte besvares til fx. den gud hans tanker ivrigt svæver omkring, men som han i stedet argumenterer udfra!
M.a.o. er Arne langt fra agnostiker. Når han betegner sig som agnostiker, da kan dette kun skyldes et forsøg på at fremstå som noget han på forhånd må have en anelse om han ikke er. M.a.o. har han heller ikke her ønsket at undersøge hvad han taler om til bunds. For hvis han havde, da ville han også her fremstå som uredelig. Eller i det mindste som en der bare slynger om sig med ord og begreber han ikke helt forstår.

Så er vi nået til dette med at flytte fokus fra fantasier om guden til fantasier om videnskabers utilstrækkelighed (som værktøj til forklaring af verden). Arne må her, som alle andre, vide, at videnskaber har stor forklaringssucces – i modsat fald, havde alle fundet et andet værktøj, for det koster hver dag massevis af penge at udforske verden, ja universet omkring os. Det nærmeste vi kan komme en fornuftig grund til Arnes skepsis overfor videnskabers arbejdsmetoder, er faktisk en misundelse over ikke selv at kunne præstere noget der bare ligner, med sin ”intuition” som redskab og tilgang til det guddommelige. Men også dét har vi skam en fornuftig forklaring på. For Arnes intuition refererer jo kun til tankestof hans hjerne i forvejen kender – nemlig, fantasier om det guddommelige, men som altså kun består i en endogen tankeproces som derfor ingen referent har til noget eksogent. M.a.o. siger Arne i grunden, når han favoriserer sin intuition til kun en fantasi, at det er meget vigtigere for ham at fordybe sig i sine egne fantasier, end i verden omkring ham. Arne ønsker m.a.o. ikke at fremme viden, men fantasi. Derfor kritiserer Arne videnskaber der forklarer eksogene forhold på endogene præmisser – det i sig selv er sigende for enhver der ikke selv er videnskabsmand, og videnskabsmænd m/k ville naturligvis heller ikke gide bruge 2 min på den slags nonsens, det er de hørt/set for tit fra religiøse troende.
Hvad nogen her måtte se, er såmænd bare en Arne der gentager hvad han har skrevet 100 gange før; intet nyt og spændende at observere, desværre næppe heller frem, holdningsmæssig naturligvis.

mvh
Simon

Hvis nogen udover Arne Thomsen ikke kan forstå, hvad jeg skriver, eller er i tvivl om min holdning til viden og religiøs tro, så bedes de venligst melde sig her.

Jeg skal med glæde igen "klippe min holdning ud i pap", selv om det ikke har hjulpet på Arnes forståelse af hverken min holdning eller af videnskabens samt af begrebet ateisme.

Ole Bjørn :o)

Ja, Arne, jeg mener at mine ord skal tydes præcis som de står, og ikke som i din udlægning.