Kære Michael.
Overdriver du ikke din patetiske attitude lidt? For en, der er parat til at kalde andre for idioter og tølpere og meget andet snavs, og som føler sig hævet over alt og alle virker det ærligt talt lidt latterligt.
Når du kritiserer andre i en foragtelig tone, kalder dem selvoptagede, hånligt afviser videnskabelige kendsgerninger som vrøvl, frakender mennesker der har beskæftiget sig indgående med et emne i årevis indsigt i dette emne, og stiller dig selv op som en ekspert på et område, du overhovedet ikke kender noget til, så må du også forvente at dit åndshovmod medfører reaktioner.
Hvis man ikke kan tåle kritik, så skal man helt afholde sig fra at kritisere andre.
Nej, Michael, jeg føler mig ikke opfyldt af kærlighed. I lyset af dit teatralske indlæg er det mere medlidenhed jeg føler. Ikke fordi du har det hårdt, der er milliarder af mennesker i denne verden, der har det betydeligt hårdere end dig, men fordi du på trods af alle de fordele du har frem for dem ikke kan finde ud af, at lykke ikke er fordybelse i sig selv, men samvær med andre mennesker.
Der er intet attraktivt ved mennesker der klynker over deres liv, når de burde glæde sig i stedet over deres enorme held ved at leve i et veludviklet samfund, have en uddannelse, en bolig, mad hver dag, sygesikring, økonomisk sikkerhedsnet og en ytringsfrihed næsten uden grænser.
Du ynder at udstille dine ulykkelige følelser. Tror du denne taktik vil skaffe dig kærlighed og venskaber, så tager du ganske fejl.
Verden ligger lige uden for din dør, Michael. Gå ud i den og vis interesse for andre menneskers problemer, så vil dit liv tage en drejning til det bedre. Det kan navlebeskuelse, åndshovmod og skældsord ikke hjælpe dig med.
Mvh
Ole Bjørn