Kære Michael

Du skriver, at du ikke synes, at jeg jfr. mit indlæg d. 23 dec. 16.50 ikke er helt fair over for dig.

Jeg ved godt, at jeg skrev indlægget meget hurtigt i min iver over dette for mig at se indlysende forhold omkring nuet, som jeg i en anden tråd selv lige havde uddybet, dog på en lidt kreativ måde med det treenige Guds-aspekt. Men jeg vil gerne gøre det klart, at det faktisk ikke var ment som en opposition mod dig. Jeg er ked af, at jeg fik bragt Hanskrist's ord ind på den måde, fordi jeg kommer til at bygge videre på hans diskurs uden, at jeg havde fulgt ordentlig med i debatten mellem jer to.

Jeg er nok ikke altid helt klar over, hvad du mener omkring dette med nuet, fordi du bruger nogle formuleringer og aspekter, som jeg nok ikke selv ville. Men uanset hvad, må du undskylde, at jeg fik lagt mig ind her med mit indlæg på den måde, jeg gjorde. Jeg forstår godt din irritiation over at blive påduttet noget, du ikke selv mener at stå inde for, og som sagt var det slet ikke min hensigt at række ud efter dig. Jeg ville nok bare dele nogle tanker, der lå lige for, og som i den stund berørte mig personligt (og erfaringsmæssigt, det var meget virkeligt for mig og ikke bare Rasmus-modsat-ord), hvilket jeg også følger op på i indlægget.

Så kan man jo sige, at vi slet ikke er så uenige - det "overblik", du følger op på, er vel der, hvor vi med mine ord er tilstede/tilstedeværende uanset, om det føles rart, overskudsagtigt eller bare smerteligt. Det er netop her, at man tager ansvar for sig selv og andre, ja, især i relationer, fordi man ikke lader ting fra fortiden eller fremtiden bevæge sig som ubevidste strukturer, der er mere ødelæggende end opbyggende.

Mvh
Anne

Hej Anne

Tak for dit svar. Du har nok ret i, at jeg ikke altid har været god til at beskrive hvad jeg egentlig mener. Men lige netop ’’det tomme, indholdsløse nu’’ er Hanskrists egen opfindelse, som han nu efterhånden i flere år her påstået er det, jeg skriver om.

Tolle har jeg aldrig læst og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det, så hvad han mener med ’’Nuets kraft’’ har jeg ingen anelse om, men selve titlen virker ikke tiltrækkende på mig.

Selvfølgelig har alle gårsdagene eksisteret såvel som morgendagene vil komme til at eksistere, men gårsdagene eksisterer som det vi er lige nu, ligesom morgendagene først bliver til virkelighed i nuet. Derfor kan man sige, at de handlinger vi gør nu, skaber den fremtid vi går i møde. Og disse handlinger er et resultat af hvem livet har gjort os til. Vore handlinger er som regel baseret på fortiden.

Derfor fortsætter fortiden konstant ind i fremtiden og intet nyt bliver til. Først når vi frigør os af vores bundethed af fortiden kan vi handle frit og skabe en ny fremtid som ikke blot er fortidens fortsættelse.

Vi bliver selvfølgelig nødt til at forholde os til tiden, hvis vi vil leve vores liv. Samfundet, andre mennesker, stiller hele tiden krav til os.

Men hele dette liv og samfund findes ikke kun udenfor os, det findes også inden i os og vi er en del af det.

Vore følelser og tanker eksisterer i forbindelse med det liv vi har levet og lever nu. Følelser og tanker eksisterer ikke blot i sig selv, de er forbundet med noget eller nogen i vores liv. Vi knytter os til disse begivenheder og mennesker og så åbner vi op for både at blive glade såvel som kede af det. Frygt og vrede eksisterer heller ikke isoleret, vi er altid bange FOR noget eller vrede OVER noget.

Hvis vi lever uopmærksomt er vi ikke klare over hvorledes vi skal forholde os til dette. Det, jeg i den anden tråd kalder meditation er, at trænge ind i disse forhold og forstå dem. Hvis man er bange f.eks., så lytter man til sin frygt og de ord den siger, de tanker vi tænker i forbindelse med den fortæller os hvad vi er bange for. Vi bliver klar over det.

Så begrebet klarhed eksisterer heller ikke, ligesom nuet ikke gør, i sig selv. At se noget klart indbefatter, at der er noget der ses og det der ses er én selv og éns forhold til omverdenen.

At noget sés klart betyder ikke at det går væk. Man kan måske forstå helt klart hvorfor man er ked af det, men det er der stadig, blot er man nu klar over hvordan det forholder sig.

Tilknytningen går meget dybt i éns sind. Hvis man er ked af, at én man elsker dør, så er det alle de erindringer vi har i forbindelse med denne person som medfører smerten. Men der er ingen smerte hvis man forstår fortiden og træder ud i nuet, hvilket ikke er ensbetydende med, at man udsletter sig selv. Det betyder, at man glemmer sig selv i det nuværende øjeblik.

Man glemmer sig selv, som er fortiden, erindringen. Tanken bliver stille på et meget dybere plan end kun i overfladebevidstheden.

Dette problem, at tilknytning medfører smerte, har man forsøgt at løse ved ikke at knytte sig til noget, men knytter man sig ikke til noget, så bliver livet tomt og indholdsløst og éns sind mister evnen til at elske. Det drejer sig derfor ikke om enten at tilknytte sig eller ikke tilknytte sig, men derimod om at rumme dem begge, at vælge at leve sit liv blandt andre mennesker og dermed indbyde såvel glæden som smerten.

At forstå, at livet består af begge dele og så ellers holde balancen livet igennem.

Når jeg skriver om stilhed er det snarere en sindets egenskab, jeg skriver om. Normalt lytter vi udfra en masse forudfattede meninger og vi måler og vejer det, der bliver sagt. Vi kan derfor i virkeligheden ikke høre noget for den støj vi selv skaber og de egeninteresser som får os til at godkende eller afvise det hørte. Mange mennesker lytter på denne måde. De hører hvad der passer i deres kram og afviser at høre det, de ikke kan bruge.

Men hvis vi lytter i stilhed, uden nogen forudfattet mening, så hører vi sandheden i det der bliver sagt og når vi lytter til os selv uden en forudfattet mening, så sér vi sandheden om os selv.

Hvis vi altid lytter sådan, i stilhed, så vil vi opdage at dette at lytte og se, det er selve opmærksomheden, som er noget helt andet end tankevirksomhed. Når først der er opmærksomhed, så vil der altid være det, ikke som en villet anstrengelse, men som noget der altid er virksomt i vores liv.

Det er ikke alle de tekniske betegnelser, der har betydning men derimod deres indhold. Opmærksomhed, klarhed, stilhed og nuet kan ikke skilles ad. De mødes alle sammen i det, du kalder tilstede/tilstedeværende hvor man også kunne tale om nærvær/vedkommende.

Det er dette, at være nærværende, jeg kalder nuet og det er ikke bare en teknisk detalje.

I nærværet er hele mennesket tilstede her og nu.

Når nærværet bliver til samvær, så viskes den enkeltes ego væk og så er vi, hver især tilstede med hele vores personlighed.

Hej Michael,

jeg vil lige benytte, at jeg har lidt strøm til min computer, hvor længe ved jeg ikke, for selvom jeg har lånt en ledning fra Fona, da er problemet desværre inde i computeren.

Nu har jeg læst dit indlæg her nogle gange, og jeg har umiddelbart svært ved at komme med en længere kommentar, fordi vi, som jeg ser det, er inde på et område, hvor vi vælger vores ord ud fra, hvad vi har erfaret og erkendt. Det kan gøre sådan en udveksling meget dyb, men også sårbar. Jeg vælger derfor at tro, at vi kender hinanden godt nok på en række områder til, at jeg kan sige, at vi taler om noget, der ikke ligger langt væk fra hinanden, og som ikke nødvendigvis behøver at blive hakket i stykker pga ord om f.eks. nuet, stilheden osv. Det vigtigste er lige nu, at jeg forstår og kan tage det ind, du skriver, ligesom du vel også forsøger med mine indlæg. I den forbindelse kan jeg kun (og det burde jeg måske så have undladt at gøre) pege på en enkel passage i dit indlæg, der volder mig lidt vanskeligheder: "Men der er ingen smerte hvis man forstår fortiden og træder ud i nuet, hvilket ikke er ensbetydende med, at man udsletter sig selv. Det betyder, at man glemmer sig selv i det nuværende øjeblik.
Man glemmer sig selv, som er fortiden, erindringen." Og dog så kan jeg sagtens omsætte sætningen i mit "eget univers", dvs. ud fra mine egne erfaringer. For måske skal det ikke betones som det at træde ud af smerten ud i nuet væk fra smerten og sig selv, men mere som en beskrivelse af, at det kan være godt at evne det at gå lidt ud af smerten, hvis den fylder så meget, at man risikerer ikke at se virkeligheden omkring en. I bund og grund må vi jo ikke bliver så indentificerede med vores sind eller følelsesmæssige tilstande, at vi ikke kan komme til stede i øjeblikket/nuet, for da er det fortiden og måske fremtiden (f.eks. i form af bekymringer), der skaber de kræfter, der får taget i os - og så har vi sandelig mistet os selv.

Men vi skal ikke undgå konfrontationen, hvad enten den består i sorg, vrede eller glæde og forventning. I sådanne situationer må vi lytte til vores følelser og lade vrede være vrede og sorg være sorg. Sådan noget som forløsning og forsoning kan ikke bare løses med et sind, der tænker positivt og tilgivende, nej, det forudsætter en proces, jeg med Desmond Tutu vil kalde Sandheds- og Forsoningskommissionen. Hermed sigter jeg ikke bare til en sydafrikansk kontekst, men til det individuelle; der, hvor vi er personer, under overfladen og maskerne; der, hvor ting må siges højt, grædes, råbes eller blot hviskes. Ja, der, hvor vi tør stå ansigt til ansigt med Gud.

Nuvel, jeg tror, at jeg vil slippe bolden her, da jeg skal se filmen "The Phantom of the Opera".

Mvh
Anne

P.S
Nu er det jo ikke sikkert, at det jeg giver udtryk for får den samme betydning hos dig, da vi er to forskellige mennesker. Men vil du mene, at mine tanker og erfaringer her er i overensstemmelse med den livsholdning, vi finder i Bhagavadgita?

Glædelig jul Michael

du skriver:

Hej Anne

Tak for dit svar. Du har nok ret i, at jeg ikke altid har været god til at beskrive hvad jeg egentlig mener. Men lige netop ’’det tomme, indholdsløse nu’’ er Hanskrists egen opfindelse, som han nu efterhånden i flere år her påstået er det, jeg skriver om.

Det har du så sandelig ret i jmp, for i årevis har det lydt, igen og igen og endda med tykke streger under, som følger:

Dette tomme, indholdsløse ingenting. Enhver jeg-bevidstheds værste mareridt.

Det eneste der findes, nogensinde har fandtes og nogensinde vil komme til at findes

Vi kan opgå i Kristus, indhylde os i Pauli lidenskab eller lade os opfylde af Helligåndens salighed.

Alligvel holder jeg fast ved dette tomme, indholdsløse nu.

Fordi det er det eneste der findes.


Enten er du rasende dårlig til at give udtryk for hvad du mener eller også har du skiftet standpunkt. Helt tydeligt har du forsøgt at skifte mening og løbe fra tidligere tiders standpunkter, som dog er gået dig så meget i blodet at de igen og igen dukker op.

Du er så præget af østens tidløse betragtninger at det næsten er helt umuligt for dig at forstå vestens helt modsatte betragtninger over tiden, altså tidslighed og skabelse, newness.

Vesten er modsat østen, for vest er havet der fylder dråben og ikke dråben der skal opløses i havet.

Det er Guds ja til mennesket i tiden. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.

Inkarnationen, Guds menneskeblivelse, Kristusbegivenheden, betyder at Skaberen/Gud blev skabning, at evigheden blev tid.

Det er meget vigtig at forstå at vesten, at kristendommen, er den omvendte bevægelse og den omvendte bekræftelse, af den græske diskurs og østens diskurs (inklusivt den gnostiske diskurs).

Det er et valg, ethvert menneske må gøre op med sig selv, om hvor det vil investere sin libido og sit engagement (tro og lidenskab), finde ud af hvad (eller snarere HVEM (det konkrete og de konkrete mennesker)) det tør leve sit liv på og død på. Tør man som Jesus; Paulus; Marx og Freud med flere, at satse på det konkrete menneske i tiden (1)*, eller stiller man sig som en stor idiot og narhovede/tossehovede på evighedens side, fx den udødelige sjæls side eller på det udifferentierede noget's side: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren. Det er netop set i det her perspektiv at Kritian/Kræn-p er meget mere religiøs end Jesus, Paulus og Hanskrist nogensinde har været, hvorfor jeg også ryster lidt på hovedet når han siger at han hverken tror på Gud, Fanden eller hans pumpestok (mener det er sådan Kristian udtrykker sig) og erklærer sig selv for ikke at være religiøs.

Der er en verden til forskel på om et menneske vælge vesten eller østen.

Se på frugterne, og ja der findes kun den vestlige civilisation i dag, også østen vil ha vest, vil ha mennesket, troen på mennesket og ikke troen på noget udifferentieret noget der svækker menneskets konkrete differentierede liv, evner og udtryk. Også derfor friheden, forskelligheden og spragletheden og personlighederne trives i vest (individualitet og personlighedernes udvikling), hvorimod mennesket i øst var en art eller type, ensartet og typisk menneske der ikke må falde ud af moderskødet/paradiset, og derfor ingen syndefald gives og syndsforladelse får, altså der er ingen frihed. I vesten, med kristendommen, drejer alt sig om menneskets frihed og Guds frihed fra sig selv, inkarnationen.

Alle ønsker samfund i forandring og mennesket i forandring. Vestens forståelse af mennesket, af tiden, historien og skabelsen har altså sejret. Østens statiske opfattelse af tingene har vist sig ikke at kunne holde.

Nietzsche er vigtig, er en nøgleperson for kristendomsforståelsen i moderne tid. Også derfor sammentænkes og sidestilles Paulus og Nietzsche, laves der masse af synopsis over de to.

Og flere førende moderne filosoffer i europa der er marxister og psykoanalytiker er Paulus positivt stemt og peger på kristendommens særkende og værdi.

At kristendommen er så meget anderledes end det folk forbinder med det religiøse (det tidløse og evige) og det sjælelige og Gud osv, begynder at dages i takt med at Pauls Kristusmystik bliver forstået.

Meget groft stillet op drejer spørgsmålet sig om:

Gud eller mennesket. (her er 2 muligheder; og østen valgte kvietistisk monisme, panteisme og Gud (eller intet),,,alt i alt en svækkelse af mennesket i tiden, altså det konkrete historiske menneske)

Det sekulære samfund valgte mennesket og det alt for menneskelige og dyriske eller naturlige.

Kristendommen var et alternativ, her valgte Gud mennesket i tiden og historien. Hvorfor et menneske er et Gudmenneske, ikke ved egen naturlig fortjeneste men i syndsforladelse og frihed/ånden og nåde. Skabelse og Åbenbaringsdimensionen (Friheden) står over naturen som det der er. Hvorfor både mennesket og samfundet i Kristus er i nyskabelsens/forandringens æon.

mange kærlige hilsner Hanskrist.


(1)*:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).

Hej Anne.

Med hensyn til dit sidste spørgsmål, så ja. Kernen i Bhagavadgita er bhakti yoga og bhakti betyder kærlighed, hengivenhed.

I Attende Recitation opsummeres gitaens budskab:

57. Idet du i tanken henfører alle handlinger til mig og er mig hengiven, søg da din tilflugt til indsigtens yoga, og hav til stadighed mig i tankerne.

58. Ved at have mig i tankerne vil du ved min nåde overvinde alle vanskeligheder, men hvis du på grund af jeg-følelsen ikke vil lytte hertil, vil du gå til grunde.

59. Hvis du ved at klynge dig til jeg-følelsen tænker: ’’jeg vil ikke kæmpe’’, så er denne din beslutning til ingen nytte; thi din iboende natur vil tvinge dig.

60. Bundet af egen handling, som er affødt af din egen iboende natur, vil du, Oh Arjuna, også mod din vilje komme til at gøre det, som du udfra din vildfarelse ikke ønsker at gøre.

61. Herren, Oh Arjuna, dvæler i alle levende væseners hjerte og får dem alle til at bevæge sig ved illusionens kraft som var de dele af en mekanisme.

62. Søg tilflugt hos ham alene, Oh Arjuna, med hele din væren, og du vil af hans nåde få den højeste fred og evighedens sted at være.

63. Således er den indsigt som er mere hemmelig end det hemmelige, blevet dig forklaret af mig. Når du har overvejet den fuldt ud, gør da, hvad du ønsker.

64. Hør igen fra mig det højeste budskab, det mest hemmelige af alle; for du er mig i sandhed kær, og derfor vil jeg fortælle dig, hvad der er til dit bedste.

65. Hav mig i sindet, dyrk mig, bring mig offer og bøj dig for mig i ærbødighed. Da vil du komme til mig; det lover jeg dig i sandhed, for du er mig kær.

66. Idet du opgiver alle pligter, søg da din tilflugt hos mig alene. Jeg vil få dig befriet fra alle onder; sørg ikke. (Bhagavadgita, Ny dansk oversættelse, side 164 -65).

Men Bhagavadgita er svær at forstå, man går let vild i al den snak om gunaer der virker i gunaer, sanser, der gennem sanseorganerne hæfter sig ved sanseobjekterne osv. Selve kernen i læren er gået tabt over tid og er, ligesom kristendommen, buddhismen og andre religioner degenereret til at blive noget man dyrker. Den vertikale dimension er fuldstændig gået tabt, så at sige.

Hvis du lægger mærke til vers 63, så lægges valget og handlingen fuldstændig over på Arjuna, der er ingen tvang eller noget at følge. Der er kun Gud, der taler og Arjuna, der lytter. Efter at have lyttet er det fuldstændig op til ham selv, hvad han vælger at gøre.

Og i vers 65 bruges ordet ærbødighed, som kendetegner en helt anden tilstand end ordet ærefrygt.

Uanset, at Bhagavadgita foregår i en historisk og religiøs ramme så omhandler den helt og holdent den individuelle personlighed. Dig og mig.

Man bliver nødt til at gå bag om ordene og her er jeg helt på linie med dig. Du skriver, at vi må turde, at stå ansigt til ansigt med Gud. Jeg ville nok have udtrykt det, at vi må turde stå ansigt til ansigt med os selv og vores eget liv, men det er i princippet det samme, selvom det måske er svært at forstå, at det er derinde hvor vi møder os selv, at vi møder Gud.

Du skriver:

’’For måske skal det ikke betones som det at træde ud af smerten ud i nuet væk fra smerten og sig selv, men mere som en beskrivelse af, at det kan være godt at evne det at gå lidt ud af smerten, hvis den fylder så meget, at man risikerer ikke at se virkeligheden omkring en. I bund og grund må vi jo ikke bliver så identificerede med vores sind eller følelsesmæssige tilstande, at vi ikke kan komme til stede i øjeblikket/nuet, for da er det fortiden og måske fremtiden (f.eks. i form af bekymringer), der skaber de kræfter, der får taget i os - og så har vi sandelig mistet os selv.’’

Og det er essensen i al yoga. Ordet tilknytning går igen i Bhagavadgita. Også Jesus taler meget om tilknytning, men man kan lige så godt bruge ordet identificering.

Ikke at identificere sig med en følelsesmæssig tilstand er ikke det samme som at afvise den. Den er der stadigvæk selvom man ikke identificerer sig med den. Ikke at identificere sig med den er, at nå ud over den og sådan er det med livet på alle planer, om det så er tanker, følelser eller menneskelige relationer. At møde sig selv og sit liv ansigt til ansigt er måske svært, men kun dér bor sandheden. Kun der når man udover det ved at omfatte det, hvilket er betydningen af ordet transcendens.

Der sted, hvor jeg arbejder er der en spagfærdig fyr. Han skulle kun have været der en begrænset periode, men han er blevet hængende. En dag faldt jeg tilfældigt over noget på computeren, som han havde skrevet. Han skrev om at blive ignoreret, om ikke at blive respekteret at han var til af andre mennesker, som blot gik forbi ham uden at registrere ham.

Det er hjertets dyb, ikke kun for ham men for os alle. Hjertets følsomhed, som vi bevarer for enhver pris.

Frygten for afvisning er den dybeste frygt vi har fordi vi der har bevaret vores oprindelige følsomhed. Det er dette smukke, vi træder under fode hver dag i forholdet til hinanden i det samfund vi har skabt, og det er her smerten bor.

Derfor kan jeg godt lide dit Løgstrup citat for det er her vi kan gøre en forskel, stor og lille, blot ved at komme hinanden ved. Når vi deler livet op ved kun at forholde os til de, som vi kender, mens vi ignorerer dem vi ikke kender, så lever vi ikke i nuet - så lever vi slet ikke.

Smerten eksisterer i forbindelse med vores daglige liv, men den er dog en del af en større sammenhæng og ikke det eneste der findes. Selvom der er meget vi kan blive kede af, er der også meget vi kan glædes over og hvis vi, i stedet for at fokusere kun på kun smerten, men i stedet ser den i en større sammenhæng, så bliver den lettere at bære.

De fleste af os bærer på en eller anden form for bedrøvelse, men vi lever da videre alligevel.

Men som du skriver, så er det en proces. En proces som foregår i det levende liv når vi hvert øjeblik møder os selv i forhold til andre mennesker. For det er hvad livet er, menneskelige forhold i bevægelse.

Denne bevægelse standser aldrig og vi kan aldrig sætte os ned og sige til os selv, at nu er vi nået frem. Før vi ved af det begår vi igen de samme gamle fejl og må endnu engang vikle os ud af dem.

Jeg ved ikke hvorfor nogen søger fred, måske de er trætte af at slide sig selv op. Hvorfor skal vi nå frem til noget og hvad er det vi vil nå frem til? Og når vi er nået frem, hvad så derefter?

Når livet banker på vores dør er det altid nu. Dette nu er evigt, det eneste der findes. Det eneste der nogensinde har fandtes eller kommer til at findes. Dette nu er evigheden, der vil aldrig komme noget andet. Når dette nu er fyldt med glæde accepterer vi det men hvis det er smertefuldt, så flygter vi fra det. Men vi må rumme både glæden og smerten for livet består af begge dele.

Nu må du undskylde hvis jeg lod mig rive lidt med og hav så et godt nytår.

Jeg har hørt om visse indfødte stammer som ved hvert års slutning brænder alle deres ejendele for at starte forfra på det nye år. Måske man skulle overveje, at gøre ligeså?