|
0
registrerede
32
gæster og
178
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Glædelig jul Michael
du skriver:
Hej Anne
Tak for dit svar. Du har nok ret i, at jeg ikke altid har været god til at beskrive hvad jeg egentlig mener. Men lige netop ’’det tomme, indholdsløse nu’’ er Hanskrists egen opfindelse, som han nu efterhånden i flere år her påstået er det, jeg skriver om.
Det har du så sandelig ret i jmp, for i årevis har det lydt, igen og igen og endda med tykke streger under, som følger:
Dette tomme, indholdsløse ingenting. Enhver jeg-bevidstheds værste mareridt.
Det eneste der findes, nogensinde har fandtes og nogensinde vil komme til at findes
Vi kan opgå i Kristus, indhylde os i Pauli lidenskab eller lade os opfylde af Helligåndens salighed.
Alligvel holder jeg fast ved dette tomme, indholdsløse nu.
Fordi det er det eneste der findes.
Enten er du rasende dårlig til at give udtryk for hvad du mener eller også har du skiftet standpunkt. Helt tydeligt har du forsøgt at skifte mening og løbe fra tidligere tiders standpunkter, som dog er gået dig så meget i blodet at de igen og igen dukker op.
Du er så præget af østens tidløse betragtninger at det næsten er helt umuligt for dig at forstå vestens helt modsatte betragtninger over tiden, altså tidslighed og skabelse, newness.
Vesten er modsat østen, for vest er havet der fylder dråben og ikke dråben der skal opløses i havet.
Det er Guds ja til mennesket i tiden. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.
Inkarnationen, Guds menneskeblivelse, Kristusbegivenheden, betyder at Skaberen/Gud blev skabning, at evigheden blev tid.
Det er meget vigtig at forstå at vesten, at kristendommen, er den omvendte bevægelse og den omvendte bekræftelse, af den græske diskurs og østens diskurs (inklusivt den gnostiske diskurs).
Det er et valg, ethvert menneske må gøre op med sig selv, om hvor det vil investere sin libido og sit engagement (tro og lidenskab), finde ud af hvad (eller snarere HVEM (det konkrete og de konkrete mennesker)) det tør leve sit liv på og død på. Tør man som Jesus; Paulus; Marx og Freud med flere, at satse på det konkrete menneske i tiden (1)*, eller stiller man sig som en stor idiot og narhovede/tossehovede på evighedens side, fx den udødelige sjæls side eller på det udifferentierede noget's side: ’det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende’ om det upersonlige brahman som sandheden bag altings væren. Det er netop set i det her perspektiv at Kritian/Kræn-p er meget mere religiøs end Jesus, Paulus og Hanskrist nogensinde har været, hvorfor jeg også ryster lidt på hovedet når han siger at han hverken tror på Gud, Fanden eller hans pumpestok (mener det er sådan Kristian udtrykker sig) og erklærer sig selv for ikke at være religiøs.
Der er en verden til forskel på om et menneske vælge vesten eller østen.
Se på frugterne, og ja der findes kun den vestlige civilisation i dag, også østen vil ha vest, vil ha mennesket, troen på mennesket og ikke troen på noget udifferentieret noget der svækker menneskets konkrete differentierede liv, evner og udtryk. Også derfor friheden, forskelligheden og spragletheden og personlighederne trives i vest (individualitet og personlighedernes udvikling), hvorimod mennesket i øst var en art eller type, ensartet og typisk menneske der ikke må falde ud af moderskødet/paradiset, og derfor ingen syndefald gives og syndsforladelse får, altså der er ingen frihed. I vesten, med kristendommen, drejer alt sig om menneskets frihed og Guds frihed fra sig selv, inkarnationen.
Alle ønsker samfund i forandring og mennesket i forandring. Vestens forståelse af mennesket, af tiden, historien og skabelsen har altså sejret. Østens statiske opfattelse af tingene har vist sig ikke at kunne holde.
Nietzsche er vigtig, er en nøgleperson for kristendomsforståelsen i moderne tid. Også derfor sammentænkes og sidestilles Paulus og Nietzsche, laves der masse af synopsis over de to.
Og flere førende moderne filosoffer i europa der er marxister og psykoanalytiker er Paulus positivt stemt og peger på kristendommens særkende og værdi.
At kristendommen er så meget anderledes end det folk forbinder med det religiøse (det tidløse og evige) og det sjælelige og Gud osv, begynder at dages i takt med at Pauls Kristusmystik bliver forstået.
Meget groft stillet op drejer spørgsmålet sig om:
Gud eller mennesket. (her er 2 muligheder; og østen valgte kvietistisk monisme, panteisme og Gud (eller intet),,,alt i alt en svækkelse af mennesket i tiden, altså det konkrete historiske menneske)
Det sekulære samfund valgte mennesket og det alt for menneskelige og dyriske eller naturlige.
Kristendommen var et alternativ, her valgte Gud mennesket i tiden og historien. Hvorfor et menneske er et Gudmenneske, ikke ved egen naturlig fortjeneste men i syndsforladelse og frihed/ånden og nåde. Skabelse og Åbenbaringsdimensionen (Friheden) står over naturen som det der er. Hvorfor både mennesket og samfundet i Kristus er i nyskabelsens/forandringens æon.
mange kærlige hilsner Hanskrist.
(1)*:
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein og hovedmanden bag Barmenerklæringen).
|
|
|
|
