|
0
registrerede
56
gæster og
202
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Hej Michael,
jeg vil lige benytte, at jeg har lidt strøm til min computer, hvor længe ved jeg ikke, for selvom jeg har lånt en ledning fra Fona, da er problemet desværre inde i computeren.
Nu har jeg læst dit indlæg her nogle gange, og jeg har umiddelbart svært ved at komme med en længere kommentar, fordi vi, som jeg ser det, er inde på et område, hvor vi vælger vores ord ud fra, hvad vi har erfaret og erkendt. Det kan gøre sådan en udveksling meget dyb, men også sårbar. Jeg vælger derfor at tro, at vi kender hinanden godt nok på en række områder til, at jeg kan sige, at vi taler om noget, der ikke ligger langt væk fra hinanden, og som ikke nødvendigvis behøver at blive hakket i stykker pga ord om f.eks. nuet, stilheden osv. Det vigtigste er lige nu, at jeg forstår og kan tage det ind, du skriver, ligesom du vel også forsøger med mine indlæg. I den forbindelse kan jeg kun (og det burde jeg måske så have undladt at gøre) pege på en enkel passage i dit indlæg, der volder mig lidt vanskeligheder: "Men der er ingen smerte hvis man forstår fortiden og træder ud i nuet, hvilket ikke er ensbetydende med, at man udsletter sig selv. Det betyder, at man glemmer sig selv i det nuværende øjeblik.
Man glemmer sig selv, som er fortiden, erindringen." Og dog så kan jeg sagtens omsætte sætningen i mit "eget univers", dvs. ud fra mine egne erfaringer. For måske skal det ikke betones som det at træde ud af smerten ud i nuet væk fra smerten og sig selv, men mere som en beskrivelse af, at det kan være godt at evne det at gå lidt ud af smerten, hvis den fylder så meget, at man risikerer ikke at se virkeligheden omkring en. I bund og grund må vi jo ikke bliver så indentificerede med vores sind eller følelsesmæssige tilstande, at vi ikke kan komme til stede i øjeblikket/nuet, for da er det fortiden og måske fremtiden (f.eks. i form af bekymringer), der skaber de kræfter, der får taget i os - og så har vi sandelig mistet os selv.
Men vi skal ikke undgå konfrontationen, hvad enten den består i sorg, vrede eller glæde og forventning. I sådanne situationer må vi lytte til vores følelser og lade vrede være vrede og sorg være sorg. Sådan noget som forløsning og forsoning kan ikke bare løses med et sind, der tænker positivt og tilgivende, nej, det forudsætter en proces, jeg med Desmond Tutu vil kalde Sandheds- og Forsoningskommissionen. Hermed sigter jeg ikke bare til en sydafrikansk kontekst, men til det individuelle; der, hvor vi er personer, under overfladen og maskerne; der, hvor ting må siges højt, grædes, råbes eller blot hviskes. Ja, der, hvor vi tør stå ansigt til ansigt med Gud.
Nuvel, jeg tror, at jeg vil slippe bolden her, da jeg skal se filmen "The Phantom of the Opera".
Mvh
Anne
P.S
Nu er det jo ikke sikkert, at det jeg giver udtryk for får den samme betydning hos dig, da vi er to forskellige mennesker. Men vil du mene, at mine tanker og erfaringer her er i overensstemmelse med den livsholdning, vi finder i Bhagavadgita?
|
|
|
|
