Hey Arne, du skriver:

Men bare fordi vi selv er mennesker, hvorfor skulle menneskeheden så være så allerhelvedes vigtig her i universet?


Nej mennesket spiller ingen rolle set fra Universets side af, eller i den astrofysiske virkelighed med disse enorme ødelæggende kræfter der her er tale om, der spiller mennesket ingen rolle.

Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det, medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.

Om mennesket spiller en rolle i den evolutionsbiologiske udvikling, er straks lidt sværere at svare på, der er en mulighed for at mennesket skaber en kulturel evolution hvorved det bevarer sig selv og sin art over tid. Meget tyder dog på at det er ret så tilfældigt at vi er kommet her på scenen og står her i dag (flere tilfældigheder i fortiden spiller ind). Det der dog nok ikke er tilfældigt er at biologisk liv tilsyneladende har en evolutionsmæssig retning imod til stadighed mere og mere komplekse og avancerede former for liv, hvor et centralnervesystem eller et hovedorgang, vil dannes. Så i den sammenhæng kunne noget tyde på at biologisk evolution altid vil gå imod en form for intelligens. Men derfra og så til at det nødvendigvis vil ende op med, som hos os, at intelligensen ligger i de samfundsmæssige kulturelle extra-genetiske forhold, som det er tilfældet med os, det er svært at sige. Dette kan tænkes at være enestående. Dog er kommunikation/sproglighed jo ikke enestående zoologisk set (dyreverdenen) eller biologisk set (biosemiosis), men måske kultur som redskaber (det der førte til teknikken) og skriftsproget (det der førte til viden/videnssamfund) er et særtilfælde i universet. Dersom vi fandt liv 1000 andre steder i universet kunne det måske tænkes at der ingen kultur og civilisation ville være nogle af stederne, måske ikke engang et centralnervesystem, et hovedorgan.

Det er jo ikke den medfødte intelligens der er imponerende hos os mennesker. Men den kæmpe viden og tekniske kunnen vi bygger op år for år og samler op kulturelt, og som hver generation skoles til at kunne bruge og beherske.

Uden viden og uden skoling, ville Einstein eller Bohr jo aldrig have kunnet gøre deres opdagelser (så det er ikke medfødt viden og intelligens/forstandighed vi taler om (som både Einstein og Freud da også siger, vi står på skuldrene af mange andre før os)).

Både viden og skoling grunder på at vi er sproglige væsner, der kan lære at beherske mange forskellige former for sprog ud over det talte og læste og skrevne, som musik (noder) og matematik og logik fx ud over hvad vi ellers kender.

Gåden om hvorfor vi dør og ældes løser vi snart (hvorfor cellerne kun har så og så mange delinger) og så er evigt liv lige om hjørnet og skulle et organ så svigte os når vi når de tusind år, da har vi jo stamcelleforskningen der kan skænke os et nyt organ. Kommer der en komet der vil udslette al liv på jorden, flyver vi den imøde ude i rummet og med A-våben bragt til sprængning ændrer vi dens bane så den går udenom jorden. Og når vores sol er blevet træt og ikke kan mere, da har vi forlængst transporteret os selv til en mere venlig og yngre solsystem. Blot er det ret irriterende at man ikke tilhører de udvalgte.


Jeg hader Universet og den astrofysiske natur, for den er stum og dum, idiotisk og uden mening. Derfor skal den gennemskues og overvindes. Og om nogen kan, vi kan.

Kort sagt har jeg ingen respekt for "det", for natur. Mennesket har natur, men er ikke udelukkende natur, mennesket ved det er dødelig fra naturens hånd, men mennesket gennemskuer denne natur med sin ånd og river os ud af naturens hånd, frelser os ud af naturens hånd og skæbne.


Hypotesen om begivenheden Kristus er en dristig hypotese, og herpå bygger den kristne tro. Og her er mennesket ikke en sølle lille del af universet men hele universet er en del af mennesket i Kristus, der står over kosmos og universet, over naturen. Og dette takket være ordet/sproget, tanken, har vi hævet os op over universet og formår at gennemskue universet og naturen. Naturen og univereset er stum og dum og gennemskuer ikke os, men vi gennemskuer den og den kloge narrer altid den mindre kloge. Personligt er jeg glad for at være placeret på Ordets side, at være født tænkende.



Tanken skaber menneskets storhed.
Jeg kan godt tænke mig et menneske uden hænder, uden fødder, uden hoved (det er kun erfaringen der lærer os at hovedet er mere nødvendigt end fødderne). Men jeg kan ikke tænke mig et menneske uden tanke; det ville blive en sten eller et umælende dyr. Blaise Pascal.

Kun jmp og Kræn-p har ikke brug for tanken og ordet/sproget, og det skyldes at de har levet med Gîtâens sjæletro for længe og har glemt at det er Ånden og Ordet der skaber og kalder på det der ikke er til så det blir til. I Gîtâen er mennesket slet ikke i nærheden af en skaberkraft og en nyskabelse, og tanken om newness findes ikke. Heroverfor har kristendommen konstant været igang med at skabe nyt og forandre samfundet og mennesket, alene ved hjælp af Ånden/intelligensen og Ordet, som det der kalder på det der ikke er til, så det bliver til som også burde være der. Kristendommen har altid blandet ER og BØR sammen. Gîtâen er pessimistisk (Natur, slaveri og nødvendighed), her skal mennesket udelukkende tilpasses det den påstår der ER. Den der upersonlige det kraft og sjæl der gennemtrænger alt skal mennesket hele tiden tilpasse sig og underkaste sig. Dette er fuldstændig fremmed for en kristen tankegang, der kun er beskæftiget med kategorierne: Friheden og Ånden, skabelsen, ordet og ånden; spontanitet og karisma, når mennesket skal bestemmes (vel at mærke et helt unikt menneske hvor sjælen og legemet udgør en ubrydelig enhed). Og nogen udødelig sjæl eller noget upersonligt kommer slet ikke på tale.



Jeg er enig med kristendommen, der findes ingen udødelig sjæl (derfor er der en notefejl i Gîtâen om kristendommen desangående); men måske vi kan få mennesket til at leve evigt. Den Bibelske og urkristne tanke om at der ingen udødelig sjæl findes er en hård nyser, men troen på at vi kan få det hele menneske til at overvinde døden er lige om hjørnet rent videnskabeligt. Kristendommen har valgt at satse på det hele menneske, det konkrete unikke hin enkelte menneske, hvor legeme og sjælen er uløseligt forbundet, og kristendommen har valgt ikke at beskæftige sig med nogen udødelig sjæl, hverken personlig eller upersonlig. Kristendommens force overfor Gîtâen fx er at den ikke beskæftiger sig med en upersonlig sjæl som vi har del i, men kristendommen ser tværtimod mennesket som et enstående individ hvor sjæl og legeme udgør en helt uløselig enhed, hvorfor dersom der skal tales om udødelighed, vi må over i at det er dette hele menneske der på en eller anden måde overlever i legemlig forstand (den Paulinske tanke).






Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej Arne.

Vi kan også udaf svaret til dig se, at Hanskrist ikke mener der er nogen mening med livet, hvilket jo også er min mening.

Gu ved om han virkelig mener det? den stædige rad.

Kære Treram,

Meningen med livet er at elske. Og at opdage at kærlighed er mere end noget midlertidig kemi i hjernen.

Det begynder i det små - den, der er retfærdig i det små, er også retfærdig i det store. Efterhånden vil man opdage, at kærlighed er helt fundamentalt (og det højeste af alt!) i selve livets og virkelighedens struktur og essens. I den findes sandheden og livet.

Venlig hilsen
Thomas

Hej HansKrist

Det synes som, at du falder tilbage til dine gamle mønstre i stedet for at lytte og derved lære noget nyt. Selvfølgelig er universet en kæmpestor beholder af materie fra de fødende og døende stjerner og galakser til den mindste sten. Men i denne materie spirer livet frem som i Jordens Flora og Fauna.

At beundre naturens skønhed kalder vi for panteisme idet vi ynder at putte alting ned i kasser. Når vi så har puttet det i en kasse opfatter vi alt andet som modsætning hertil. Der er ikke langt fra forståelsen af det biologiske liv til erkendelsen af en åndelig dimension, som omfatter og når udover det rent fysiske.

Du må prøve at lære, at tænke abstrakt. Det er ganske rigtigt, at der i tusind år har hersket en misforståelse vedrørende det såkaldte ’’det’’. ’’Ordet ’’det’’ er ikke en tingsliggørelse af Gud, det er en hævelse sig op over at opfatte Gud som et antropomorft væsen.

Vi er kropslige væsener, men den kærlighed vi elsker hinanden med er langt mere end det. ''I himmerige gives der ikke og tages der ikke til ægte''.

Meditation er at trænge ind i kernen af alt det der er. Frygt er ikke kærlighed. Afhængighed er ikke kærlighed. Beundring er ikke kærlighed. Forfængelighed er ikke kærlighed. Besiddertrang er ikke kærlighed. Sentimentalitet er ikke kærlighed. Selvoptagethed er ikke kærlighed.

Sér man dette klart er der kærlighed.

Som ikke kan nås af tanken.