Hej..
Hvorfor skulle det være specielt etisk at forføre folk med ”smukke ord”, når det i forbindelse med religiøse trosanskuelser ret beset viser sig bare at være formalisme med retorik der omspænder et forfejlet menneskesyn og verdensbillede, der så i øvrigt aldrig har beskæftiget sig med de politiske forhold hvorved mennesker måtte leve i den fattigdom der skabte sygdom?
At tillægge kærlighed til smukke ord betydning, har ufattelig mange diktatorer gjort gennem tiden, det er selve demagogiens redskab. Smukke ord må vise deres relevans ved deres praktiske anvendelighed, ellers er det bare ord uden mening. Her viste det sig at være til ubetinget fordel for mennesket at kunne tænke abstrakt og se skeptisk på den poetik der blev serveret fra gamle religioner, for dermed var man i stand til at gendrive smuk sofisme med krav om fornuftige og påviseligt sande ord. Dette betød, at man var i stand til overfor de selvgode troende, at argumentere for en filosofisk sund politik der såmænd sagtens kunne gå hånd i hånd med selv ekstatiske former for kærlighed, idet disse to forhold slet ikke har en tankenødvendig sammenhæng. Kærligheden til de smukke ord, kunne således kræves tilbageleveret som et anliggende mellem mennesker. Historien viser alt om, hvordan mennesker gjorde medmennesker uret udfra kærlige følelser overfor ideologier og trosanskuelser, der reelt bare var fejlagtige og slet ikke så smukke endda.
Det er muligt det er dig alt rigeligt at ord er smukke, men din kærlige hang til omgang med smukke ord rækker bare ikke, hvis ikke du kan vise at dine ord har et faktisk meningsindhold, og ikke bare er agitation for kærligheden selv.
mvh
Simon