Hej Zebedæus.

Tror du skulle nærlæse biblen lidt, det ser ikke ud til du har læst andet end det dine skyklapper tillader.
Hvad med bl.a. den kærlige guds totale nedslagtning af menneskeheden lige pånær Noah og hans familie osv.

Der er utallige eksempler hvor morderrisk din kære gud er, hvis man ellers kunne stole på fortællingerne, men det gør de troende jo, men overser med vilje de kedelige historier om en "kærlig" gud.

Hej Arne

Jeg er enig med dig hele vejen i din argumentation, og også i din analyse af hvordan religionerne er præget af omstændighederne ved deres opståen.

Men når jeg langer så kraftigt ud mod Islam, er det fordi jeg bliver mere og mere klar over de store forskelle, der på helt afgørende punkter er mellem den religion og kristendommen. De kan simpelt hen ikke begge være sande samtidigt, man bliver nødt til at træffe et valg.

Det vil jeg prøve at belyse nedenfor:

For de klassiske religioner gælder det typisk, at man har et meget kontant forhold til sin gud. Man ofrer så og så meget på alteret, og får til gengæld en god høst eller godt vejr eller lignende. Hvis man ikke opfører sig efter reglerne bliver man straffet. Der er tale om en regulær byttehandel, og det forhold man har til er guddommen er kontant og til tider skræmmende.

Sådan er det også med Islam. Koranen er et lovkatalog som beskriver hvordan menneskene skal forholde sig til Allah, og sammen med Sharia og Hadith er regelsættet udmyntet i de mindste detaljer, både hvad angår den enkeltes livsførelse og samfundets indretning. Derfor kan menneskeskabte love ikke stå over Sharia. Allah er så mægtig at det ikke nytter at udforske naturlovene, for han kan til enhver tid lave om på dem. Videnskab og selvstændig tænkning som går ud over Koranens forstillingsverden, er meningsløs og bandlyst.

Muslimen modtager Allahs kærlighed og nåde ved at minutiøst at overholde reglerne og være lydig - ellers falder hammeren.

Det kunne lyde som om det er det samme med kristendommen, men hvis man graver et spadestik dybere opdager man fundamentale forskelle.

Når man læse Det nye Testamente, fremgår det tydeligt at Jesus forkynder, at Gud er kærlighed. Da han blev spurgt om hvad det største bud var, svarede han at det er budet om at elske Gud og sin næste som sig selv. Man elsker Gud ved at elske sin næste. Hvordan det udmøntes i praksis er op til ens samvittighed og den situation man er i, uanset om man lever i dag eller om 10000 år eller færdes i cyberspace eller hvorsomhelst man møder andre mennesker.

Der er ingen andre faste regler eller forbud eller påbud ud over det, som man udleder af næstekærlighedsbudet, budet som man er alene om at administrere.

Det er allerede en markant forskel til Islams lovkatalog.

Men hvad sker der, hvis man ikke kan leve op til kravet om næstekærlighed, er Gud så den straffende Gud?

Lignelsen om den fortabte søn viser at Gud virkelig er kærlighed, for han tilgiver kritikløst knægten, der i et udsvævende liv havde formøblet formuen.

Netop billedet af Gud som Faderen, der tilgiver sine børn, går igen mange gange. At være som et barn, der i tryghed kan lege og udforske verden, som ikke behøver at spekulere på meningen med tilværelsen, og som bliver tilgivet af forældrene trods alle gale streger, det er det forhold Gud har til os.

Igen ganske anderledes forstået end i Islam.

mvh Zebedæus