Hej Arne.
Jeg synes at dit svar følger fint op på mit indlæg. Jeg er godt klar over, at vores liv først og fremmest foregår mellem os selv og vores nærmeste, familie, venner og arbejdskolleger og jeg ved også godt at det nogle gange er afhængigt af mit humør hvordan jeg opfatter de ting jeg ser.
Det er ikke min opgave at gå ind i andre menneskers hoveder for at prøve at begribe hvordan de opfatter, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at undre mig når jeg står ved busstoppestedet overfor en pige, som taler i mobiltelefon. Jeg, som står lige overfor hende, i virkeligheden, eksisterer ikke for hende, men det gør de, som hun taler med i telefonen. Nogle gange tror jeg at mobiltelefonen er den værste opfindelse der nogensinde er gjort.
Da jeg var yngre drømte jeg nogle gange om at alle mennesker en dag vågnede op og forholdt sig til det nuværende. Det ville være enden på al krig, vold og fattigdom. Mennesket ville være tvungent til af forholde sig til sig selv og de mennesker som omgiver dem lige nu.
I stedet fastholder vi vores tilknytning til de som udgør vores omgangskreds og ignorerer den person, som står overfor os, i virkelighedens her og nu.
Jeg oplever at de unge som vokser op i vores nuværende samfund kommer til at mangle de mest grundlæggende sociale færdigheder, måske ikke indenfor deres egen kreds men i høj grad med hensyn til at forholde sig til andre mennesker. Dem vi kalder fremmede. Ikke alene det. Det er klart at vi lever i en social sammenhæng med andre mennesker men når vi bliver afhængige af denne sammenhæng bliver vi ude af stand til også at være alene. Vi folder os ud når vi føler os trygge sammen med dem vi kender men ellers lukker vi af og dermed risikerer vi også at lukke af for virkeligheden.
Vi er måske så fordybede i det vi kalder vores liv, at vi ikke engang lægger mærke til træerne som rækker deres grene op mod himlen. Vi er så optagne af vores tanker, ideer og meninger at vi ikke lægger mærke til det som sker rundt om os. I vore sind er vi altid på vej fra det ene sted til det andet, men livet er altid her og nu.
Tiden er vores erindring om det liv vi har levet og vores forventning om fremtiden og i denne bevægelse lægger vi aldrig mærke til evighedens rolige bølgeskvulp. Jeg synes ikke at det er sørgeligt at erkende at nuet er evigheden, jeg synes at det er helt aldeles vidunderligt.
Min oplevelse med manden i bussen fik mig til at tænke på Jesu ord om at vi mennesker er Jordens salt og hvis saltet mister sin kraft med hvad skal det da saltes.
Jeg så for nogle år siden en udsendelse, jeg tror fra Thailand, om nogle mennesker som levede under kummerlige forhold i rod og snavs. De havde ikke råd til at flytte et andet sted hen, sagde de. Man kunne ikke lade være med at tænke på, at de kunne da i det mindste rydde op, der hvor de var.
Man kan ikke nærme sig Gud medmindre man forstår sig selv. Den eneste forhindring er éns egen forståelse af sig selv. Det er en del af denne forståelse at se, at vi lever i forbindelse med andre mennesker. Hvis vi vil være hele mennesker må vi forstå denne sammenhæng. Hvis vi er selviske så isolerer vi os inden i os selv og og lukker derfor af for at opleve livet i sin helhed. Helheden er selvfølgelig verden som den er omkring os, livet som det sker, de indviklede menneskelige forhold samt accepten af os selv som vi er.
Når man forstår at livet leves i forbindelse med andre mennesker forstår man også sandheden i Jesu ord om at vi bør gøre mod andre hvad vi vil, at de skal gøre mod os. Vi kan selv konstatere det i vores hverdag i og med hvordan vi handler overfor andre, at vi dermed skaber det forhold som de etablerer til os. Ultimativt ved vi hvordan et smil kan forvandle hele vores dag.
Så forstår vi også hvad Jesus mente da Han sagde at Han er vintræet og vi er dets grene. I dag ville man sige ‘’No man's an Island’’. Mennesket kan ikke leve i isolation, hverken psykologisk eller socialt. Man må gå ud og leve blandt andre mennesker, åbne sit sind for både glæden og smerten og blive jordens salt med sin egen kraft.
Eller med andre ord: spørg ikke om hvad andre kan gøre for dig. Spørg hvad du kan gøre for dem. Thi jo mere du gør for andre desto rigere bliver du og desto mere du tager desto fattigere bliver du. Som en lille underfundighed kan man nævne, at det er klogt, ikke at tage, men at give andre lov til at give. En af de mere uhåndterlige psykologiske love er den, at vi hader dem vi har gjort uret, mens vi elsker dem vi har hjulpet.
Nu skal jeg nok tie stille, men jeg var glad for dit svar.
Når jeg kaldte mit indlæg for Kristus var det en lille henvisning til vintræet, virkeligheden uden ord, i modsætning til den, for mig, temmelig uinteressante Paulus version, som man finder på den anden debat.
Svar
Citer
