Kære Peter
Pyh, jeg ved ikke, om det er det rette tidspunkt, at jeg besvarer dit indlæg, men da jeg har lånt en vens pc til denne fredag aften, vil jeg nu gerne nå omkring dit indlæg. "Problemet" er imidlertid, at jeg ikke er afklaret med, hvordan jeg skal gribe dine spørgsmål an.
Dette skyldes, at jeg ikke mener, vi kan stille Helligånden op som et begreb, vi just kan begribe og forholde os til rationelt. Jeg mener heller ikke, at en teoretisk udlægning er relevant for dine spørgsmål. Derfor bliver jeg nødt til delvis at benytte mig af troens sprog som de oplevelser eller den tro, jeg knytter til Helligånden.
Hvis jeg som kristen kommer i tvivl om hvad der er rigtigt eller forkert, skal jeg så spørge helligånden til råds, eller søge svar i bibelen, eller spørge min min præst til råds.
Hvad mener du?
Jeg kunne så spørge dig, Peter, hvor finder vi Helligånden?
Hvad er bedst, Helligånden, Bibelen eller præsten?
For mig at se er Helligånden det begreb vi bruger for 'Guds Ånd med os', eller for at være mere præcis kommer ordet, Helligånden, af det grænske 'pneuma', der betyder ånd.
Jesus taler i Johannesevangeliet om, at han vil sende os Talsmanden, som er Ham, der kommer efter Jesus. Paulus skriver om, at vi - de Kristusbekendende jøder - har fået Guds Søns Ånd. Det giver os forholdet: Gud, Søn og Ånd - Vor Herre Jesus Kristus - skaber, forløser og opretholder. Guds treenige Ånd. Paulus var klar over, at troen på evangeliet blev givet med Ånden og ikke i kraft af mennesker (mener det står i Galaterbrevet og ellers løber som en rød tråd gennem NT).
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at kristendommen operer med en Åndens dimension, som jeg så ofte har fremsat med ordene om, at det horisontale korrelerer med det vertikale jfr. Kristus-begivenheden, menneske-Gud forholdet, ja, selv korset symboliserer dette forhold.
Det giver os en fornemmelse af, at Gud henvender sig til os som Ånd, nogle kalder det for den "usynlige Gud", andre siger blot Gud men uanset hvad, er Helligånden ikke en figur i Bibelen, der berettes os men en dimension, der gør sig gældende i de troendes liv, fordi Gud har sendt Helligånden.
Derfor bliver mit svar på dit første spørgsmål noget i retning af, at du må spørge Gud til råds, ja, simpelthen Helligånden. Det kan da sagtens være, at du finder svar i Bibelen i kraft af Helligånden eller på baggrund af de mange ords visdom, fordi du på en eller anden måde går i en dialog med Gud.
Jeg mener, at der bag beretningen om Jesus og hans liv, virke, død og opstandelse ligger nogle dybere betydninger, der til hver en tid konfronterer os i vores eksistens. Gudsforholdet er således Bibelens omdrejningspunkt, og det er et forhold vi qua Bibelen finder som en fortællingens form, mens vi i det levede og virkelige liv har Gud som far/mor, forsoner/frelser og vejleder/opretholder. I den treenige Guds Ånd kan vi lidt forsigtigt sige, at Hellingånden er den vejledende..
Når jeg spørger Gud til råds, sker det gennem mine tanker og gennem en enten bevidst eller ubevidst bøn. Jeg ved, at det handler om, at jeg skal skelne og mærke efter og ikke mindst være tålmodig. Nogle gange kan der kommer et stikord fra en person, og det sætter en indre bevægelse i gang, hvorefter jeg mærker, hvad jeg skal gøre - dvs. noger letter i mig, noget falder på plads og går pludselig op i en større sammenhæng. Men processen mod denne erkendelse kan ofte fordre en given slip på sig selv (vi kan nemt have strukturer eller impulsstyrede behov, der vil noget andet end det, Gud vil med os, akkurat som du sikkert kender det fra far-søn/datter forholdet).
At spørge Helligånden til råds bliver derfor ikke et spørgsmål om Bibelen, Helligånden eller præsten men om, hvordan du går ind i processen med Gud og dit eget hjerte.
Jeg kan ikke - og vil helst ikke - give et specifikt bud på, hvor man skal rette sine spørgsmål og finde svar, for det er et trosforhold, der er svært at sætte ord på, og det er et forhold, der ikke skal missioneres men (op)leves. Både til Bibelen, til præsten og ikke mindst til kristendommen hører altså for mig at se, Åndens dimension.
Det er netop denne dimension, der bør vejlede os i spørgsmål om kristendommens forhold til f.eks. kvindelige præster og homoseksuelle. Og vi kan spørge os selv om, hvad Jesus i dag ville have sagt/gjort, ham, som netop spiste med toldere og syndere og talte om, at de små skal blive de største etc. Her mener jeg, at vores stillingtagen - vores blotte holdning til hinanden - er vigtigere end skriftsteder, der er skrevet af forfattere og rettet til at redaktører før selve kanoniseringen fanst sted i det 4. århundrede.
Paulus giver os også eksempel på det, kristentroen fordrede af ham: nemlig opgøret med Peter i Antiokia i spørgsmålet om, hvorvidt man som jøde-kristen må spise med hedninge også forstået som forholdet mellem troen på Kristus og lovgerninger. Paulus og hans samtidige stod i et nært forhold til loven (Torahen), men med Kristus-begivenhedn er en ny virkelighed trådt i kraft, nemlig en virkelighed, hvor alle - selv jøder, grækere og hedninge - er lige i Gud
Jeg tror, at jeg vil slutte her. Du er velkommen til at vende tilbage, hvis ikke jeg har formået at besvare dine spørgsmål tilstrækkeligt.
Mvh
Anne