Det er ikke fundamentalisme at sige, at vi skal efterleve Jesu befalinger, som er kærlighed - en vidunderlig kærlighed.

Det er ikke ukritisk at elske. Ej heller er det teologi.

"Hvad forfattere foretrækker at Jesus skulle have sagt" - sikken en ringeagt for hans ord, som du i dit hjerte burde kunne føle er kærlighed og derfor af Gud.

Jesus ER sandheden, vejen og livet (hvilket "forfattere også har sagt"!). Hold derfor fast i hans ord - de kommer fra den højeste autoritet.

Hej anonym og anonym og anonym og anonym og anonym og anonym og anonym og anonym og anonym og anonym osv.

Kan I dog ikke se, at jeres anonym-nick names gør debatten (eller hvad I nu kalder det?) ret så uforståelig - eller i hvert fald grumset.

Kunne I dog ikke i det mindste kalde jer for fx anonym 1 ... anonym 2 osv eller anonym x ... anonym xx osv.

Hilsen fra
Jerry
Jerry
Jerry
osv

Tal med Arentzen hvis du er utilfreds med de muligheder, som forummet tilbyder.

Hej Anne, som du siger er vi alle forskellige, der er ingen der siger at vi skal være éns.Jeg har da lyttet når I taler om Kristusbegivenheden, det er jeres virkelighed. Der er intet forkert ved det.

Problemet opstår når man forsøger at fortolke og spekulere. Alt hvad der er sket i kristendommen efter Kristusbegivenheden, fra Paulus over alle tiders teologer til nutidens teologer, falder indenfor rammerne af menneskelig spekulation.

Når man derfor ser bort fra selve Jesu liv og virke og koncentrerer sig om Kristusbegivenheden og de efterfølgende teologiske udredninger, så er man allerede forvildet ind i de menneskelige spekulationers spind.

Jeg synes at det er udmærket at man tror, for troen er et udtryk for hvem man er og så vidt jeg kan forstå så havde Jesu ord og virke netop det formål at man skulle tro på ham og derved udvikle kærlighed i sit hjerte på grund af denne tro.

Jeg kan ikke sluge Jesus og Paulus i samme mundfuld.

Det er udmærket at være kristen, at udmønte sit liv i et kristent fællesskab eller indenfor en kristen begrebsramme, som i yderste instans må være at elske hinanden. Et sådant liv kan aldrig være spildt.

Men der er en virkelighed udenfor enhver forståelsesramme og denne virkelighed er det vi selv er. Vi er mennesker der lever indbyrdes forbundne og vi må forstå os selv og disse forhold til andre mennesker. Vi må også lære at kunne give slip og bare leve uden at ønske at forstå.

Men ligemeget hvad vi gør er der altid denne opmærksomhed, som er forstanden. Forstanden vil aldrig acceptere andet end sandheden ellers ville den ikke være forstand.

Det er ikke nødvendigt at have en hellig bog som mellemled mellem sig selv og Gud. Dybest set kan man kun gå vild hvis man lader sig vildlede af menneskelige spekulationer.

Vejen til Gud er ikke bogen, men det virkelige liv. Og det virkelige liv er os selv og den anden.

Det er derfor jeg afviser HansKrists indlæg som tankespind. Der er ikke en udvikling i gang hvor vi skal iklæde os Kristus eller hvor Gud skal være alt i alle.

Det er Han allerede.

Det er os, som ikke forstår os selv og derfor forstår vi heller ikke livet eller den anden og det er der virkeligheden bor, det virkelige liv med alt dets glæde og fortrædeligheder.

Det er det liv vi lever. Vores eget virkelige liv.

Men bagved dagligdagens fortrædeligheder er der en anden virkelighed, som jeg kalder stilheden og det uendelige rum.

Denne virkelighed er, evindelig. Det er blot os, der ikke forstår hvordan tingene forholder sig. Og derfor er den eneste vej til denne virkelighed at vi forstår os selv og at forstå sig selv er at være sig selv.

Denne virkelighed er Gud, den er kærlighed. Det betyder ikke at man bliver Gud eller en anden end den man er, det betyder blot at der er en anden dimension og i denne dimension kan man udfolde sig som det man er uden at der er retfærdiggørelse eller fordømmelse.

Vi er alle almindelige mennesker, men det har ikke gyldighed at vi tror på det ene eller det andet, kun sandheden har gyldighed.

Når jeg nu ved, i sandhed, at stilheden og det uendelige rum, at kærligheden, er den eneste virkelighed, hvorfor skulle jeg så benægte det?

Skulle jeg hellere bevæge mig rundt i tankens og spekulationens verden? Måske jeg engang imellem farer vild i tankens korridorer, men jeg kommer altid tilbage her til den eneste virkelighed.

Et menneskes tro er et udtryk for hvad dette menneske er og det er smukt, men det er ikke sandheden.

Sandheden er stilheden og det uendelige rum samt friheden til at være det, man er. I stedet for at spekulere dybsindigt over gamle tekster skulle man hellere leve med i livet fuldt og helt.

I går gav min lille nevø mig et lille stykke pap, hvor han havde broderet et juletræ på i gave. Og i dag til min fødselsdagsfest havde jeg taget det på i stedet for et slips. Hans lille kusine på samme alder havde broderet et lille hjerte til mig og selvom hun genert og bange holdt fast i det mindst en time før hun gav mig det, så gjorde hun det alligevel til sidst.

Det er det liv jeg elsker, ikke at læse gamle bøger. Men det er bare min virkelighed. Jeg fortæller om den, men jeg forventer ikke at andre opfatter på samme måde.

(Min søster har forøvrigt taget orlov fra sit teologistudium, hun føler sig ensom i sit studie. Der er åbenbart intet fællesskab blandt de studerende, 80% falder fra. Men hun har da hørt at der er meget bedre forhold i Århus og hun tænker på om hun måske skulle fortsætte der. Det er ikke usædvanligt at der er ældre studerende, så jeg kunne godt begynde et studium hvis jeg ville, jeg tror godt at jeg fra en prædikestol kunne tale dunder til alle disse velbjergede, magelige kirkegængere og give dem noget at tænke på, men?)

Men i mit stille sind smiler jeg lidt. Jeg er godt klar over at jeg ikke både kan tjene kirken og Gud.

Så jeg vælger Gud og livet.

Det var en god fødselsdagsfest så jeg føler mig godt tilpas

Hej Michael, dette bliver et ganske hurtigt svar, og jeg beklager den evt. sjusk, der måtte være undervejs..

På mange måder præsenterer du jo nogle genkendelige og humane synspunkter, der giver et positivt og varmt indtryk af manden (forfatteren) bag, men jeg vil alligevel have lov til at kalde det for en banal relativisme og subjektivisme.

Fra dit ståsted mener du at have et begreb om sandheden og virkeligheden, som de, der tænker i videnskabelige, filosofiske eller teologiske optikker forvilder sig væk fra. Du forenkler begreber, der aldrig har været entydige, for i samme omgang at sætte lighedstegn mellem sandheden og stilheden/det uendelige rum. Jamen, Michael, er dette ikke netop et udtryk for en tanke eller spekulation, som det er en virkelighed og det på trods af, at du finder en fin korrelation mellem din virkelighed og dit sandhedsbegreb?

I min profil skriver jeg, at tro og teologi korrelerer med livet. Hermed mener jeg, at den tro og teologi jeg beskæftiger mig med først bliver autentisk, når den opstår enten som en dialog med eller del af vores virkelighed. Det handler ikke om min lukkede virkelighed men om virkeligheden, som den dag efter dag omgiver os.

Nøglen til forståelsen af denne er fortolkningen, dvs. den hermeneutiske nøgle er uundværlig og er i mere eller mindre grad inkorporeret i vores tilværelsestydning. Jeg tror på, at Gud er en del af denne, og det er mange gennem en del tusinde år kommet med forskellige tydninger af. Det er klart, at vi ikke tyder det samme, da vi mennesker er forskellige, hvilket bl.a. skyldes det socio-kulturelle miljø, der har omgivet os fra fødslen.

Din tilgang til kristendommen er på en måde udelukket knyttet til en Jesus, der i NT siger nogle ord. Jeg er slet ikke uenig i, at der i disse ord gemmer sig en skat, nemlig ånden. Men vi ved jo også, at enhver tekst har sin forfatter, som i sig selv er fortolker af Jesus-begivenheden; det at en tømrersøn fra Nazaret udrettede store ting på et plan, som hverken lyste af rigdom eller politisk initiativ. Det vi bedst kan konkludere ifølge overleveringen er, at han var menneske med de, der var sat uden for samfundets mere prestigefyldte og religiøst-politiske korrekte lag. At du er optaget af denne mand og ikke mener, at vi skal videre med Ham, mener jeg ikke er Guds egentlige hensigt med sin åbenbaring. Her kan du vælge bogen OM Jesus mm. (som jo er det, du tit har fremhævet) eller Guds kilde, som hverken er en bog eller en religion, men som derimod åbenbarer sig gennem hele Kristus-begivenheden nedfældes i Bibelen, din næste, din bolig her på jorden, Guds hus osv.

Jeg kan ikke afvise din påstand om, at der efter Jesu død og opstandelse har fundet en masse spekulationer sted, der har været med til at transformere kristendommen til det, den er i dag. Men kristendommen er ikke en statisk religion, det er noget den kirkelige højrefløj har fundet tryghed i, men de glemmer, at vi har fået Helligånden som pant, og Bibelen må læses fra dette ydmyge sted. Disse ”spekulationer”, som du banaliserer, har været nødvendige, og Paulus var sammen med Peter (Kefas) blandt de første og mest centrale apostle (udsendinge), der kunne forkynde budskabet om Jesus Kristus, fordi de forstod, at han var en skelsættende begivenhed og meget mere end det fornedrede menneske fra Nazaret: Kristus var Guds søn, han var den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus. Var der ikke sket noget efter Kristus-begivenheden, så var intet blevet ”fuldbragt”, der var ingen kristendom og måske heller ingen overlevering om Jesus (læs Ole Bjørns fortræffelige indslag om Paulus' betydning for kristendommen og læs evt. Gal. brevet om, hvordan Paulus gør op med omskærelsen for at forkynde friheden i Kristus).
Jeg er derfor ikke enig i, at Kristus-teologer (fra Paulus til Luther osv) har forvildet sig ind i menneskelige spekulationers spind, men jeg ved, at der kan finde meget ordkløveri sted i en verden, hvor der i stedet for kunne fokuseres mere på det levede liv, ja, på den levende kristendom.

Troen er derfor et vigtigt led i Kristus-begivenheden. Det er med andre ord at sige JA til Gud, ikke kun som forældede ord i en bog men som det, at Guds Ånd kan tage bolig i os, fordi vi ønsker at give os selv (eller i hvert fald at gå i proces med det). Derfor er troen ikke bare et udtryk for, hvem man er. Igen mener jeg, at du forenkler ud fra din egen selvforståelse og dermed gang på gang konkluderer (a la serotonin), at virkeligheden er det, vi selv er. Vi er da for hulen ikke bare vores egen virkelighed, men vi er en del af virkeligheden, om vi forstår denne eller ej, eller om vi kalder den kristen eller muslimsk. Her er teologens opgave at systematisere de træk, der har noget med Gud at gøre, bl.a. for at undgå bogstavelige banaliteter, lukkede systemer og relativering af en gammel overlevering.

Derfor bliver det blot en gentagelse, når du skriver dette:

”Det er ikke nødvendigt at have en hellig bog som mellemled mellem sig selv og Gud. Dybest set kan man kun gå vild hvis man lader sig vildlede af menneskelige spekulationer.”

- Det har hverken Hanskrist eller jeg sagt. Men vil du læse Jesu-ord, må du slå op i bogen, Bibelen, og er det ikke netop, hvad du gør? Med Kristus-begivenheden lader vi en overlevet begivenhed tyde ind i vores virkelighed, fordi den repræsenterer vejen til Gud, og denne ”akt” er jo netop noget, der sker i det virkelige liv, i os selv og i relation med den anden. Så jeg synes ærlig talt, at du modsiger dig selv lidt, når du skriver:

”Vejen til Gud er ikke bogen, men det virkelige liv. Og det virkelige liv er os selv og den anden.”

- For det første vil du ikke tale om Gud eller om Kristus-begivenheden, men du taler gerne om ord fra Bibelen eller fra en anden religiøs bog. Det gør du vel fordi, at disse ord griber ind i dit liv og på den måde giver en mening og en sammenhæng mellem det Jesus på sin tid repræsenterede og det, du finder meningsfyldt i dag. Kristus-begivenheden gør det samme, men i stedet for kun at knytte an til Bibelens gode guldkorn (og lommefilosofier), så kalder den mennesket ud af sit skjulested (noget Bonhoeffer forstod), opfordrer mennesket til at tage sit kors på sig og følge Jesus. Det er, hvad vi kan kalde for vort opstandelsesliv, og dette liv starter først i lyset af Kristus-begivenheden. Så tak du Markus, Matthæus, Lukas, Johannes og Paulus for, at de gik ud for at udbrede det glædelige budskab. Og hvad består denne glæde så i? Lommefilosofiske floskler? Jesus-ord? At Jesus blev henrettet pga. sin menneskelighed? Kunne det tænkes, at glæden har noget at gøre med opstandelseslivet?

Så jo, der er med Kristus-begivenheden sat en ny udvikling i gang, den hedder hverken etik, humanisme eller menneskerettigheder and so on men akkurat det, som Hanskrist sætter op, men som du afviser med ordene:

”Det er derfor jeg afviser HansKrists indlæg som tankespind. Der er ikke en udvikling i gang hvor vi skal iklæde os Kristus eller hvor Gud skal være alt i alle.
Det er Han allerede.”

- Har Kristus vundet skikkelse i dig? Og er Gud alt i alle? Så vidt jeg ved, så hører det ”at Gud skal være alt i alle” (1. Kor. 15) til kristendommens eskatologi – men som får en præsens betydning i kraft af Kristus-begivenhed og troen; vores opstandelsesliv.

Du skriver:

”Men bagved dagligdagens fortrædeligheder er der en anden virkelighed, som jeg kalder stilheden og det uendelige rum […] Sandheden er stilheden og det uendelige rum samt friheden til at være det, man er. I stedet for at spekulere dybsindigt over gamle tekster skulle man hellere leve med i livet fuldt og helt.”

- Ja, jeg sigter her på din afsluttende del af dit indlæg. Du sondrer ikke mellem teologien og forskningen og så det levede liv, hvori kristendommen udspiller sig. Du skriver selv, at virkeligheden er Gud. Det betyder, at du tror på Gud, og at du ligesom jeg (og Hanskrist) tror på, at der en dimension i vores liv, en friheds-dimension, hvor ånden og livet kan udfolde sig. Jeg kalder så denne dimension det vertikale og ser altid korset for mig, hvor mennesket og Gud (det horisontale og vertikale) krydser og korrelerer med hinanden. Smerten og glæden, døden og livet. Jeg ved så ikke, hvorfor du altid vil kalde dette rum for ”stilheden” og ”det uendelige rum”? Hvorfor er dine virkelighedsbegreber (tanker osv) mere sande end f.eks. mine eller for den sags skyld Hanskrist’?

Mvh
Anne

P.S
Jeg er ked af at høre, at din søster oplever sit studie som ensomt. Men jeg kan godt følge hende, og når jeg kigger tilbage på mine første studieår i sin tid på humaniora var de i og for sig også en smule ensomme. Nu er jeg så et andet sted i dag (rent personligt) og ikke mindst et nyt stude, har givet mig det studiemiljø, jeg har brug for (her er behovene forskellige, mit er ikke så stort, da jeg er noget ældre og har et bredt netværk i forvejen). Jeg kender ikke til teologistudiet på Københavns Universitet, men jeg ved, at de i Århus netop i denne tid arbejder på at få flere studerende socialiseret bl.a. gennem en miljø-lounge (eller hvad den nu hed), og til februar er der mulighed for at deltage i et højskoleophold på de studerendes præmisser. Hvis din søster overvejer at studere videre i Århus, er hun velkommen til at tage kontakt til mig, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe. Jeg er selv ca. 6 år ældre end gennemsnitsalderen, men jeg synes, at folk generelt snakker på tværs af årgange, og det giver en bredere og mere åben socialisering. Jeg har i det hvert fald godt på mit studie, men jeg er ret sikker på, at der er nogle, der går meget alene, som man ikke lægger mærke til i dagligdagen, desværre. Der er mange fagrelevante tilbud så som foredrag og højskoleophold, og så er der jo altid fredagsbaren (hvilket der vist er alle steder), kor, årsfester og endelig er der studentermenigheden, hvor jeg befinder mig som rådsmedlem.