Tillid er/eller kan være det at turde tage skridtet ud, hvor man tror, man ikke kan bunde, det at turde give slip, ja, det at være sand (over for sig selv og andre).

Tillid er det at kunne sætte sin lid til en anden.


Mvh
Anne

Uha, Anne.

Tror du ikke at der er mange der er blevet såret i tidens løb, fordi de har givet deres tillid til en anden og denne anden har så svigtet.

Tillid er en usvigelig sikkerhed på Guds kærlighed og så kan man ikke gøre andet end, i stedet for at forvente en andens tillid, selv at være den som er en andens tillid værdig.

Tillid er det du kalder tro. Tillid til at Gud er kærlighed.

Nej serotonin. Du tænker stadig.

Din bestræbelse er fin nok, men hvad er det du søger?

Sandheden kan aldrig diskuteres og den ser aldrig forskellig ud.

Er det virkelig så svært at forstå at tingene forholder sig lige netop som de forholder sig og ikke på en anden måde?

Man taler om det man erkender, ikke det man har læst sig til.

Ja, jeg tænker stadig, men jeg er nu blevet bevidst om at jeg tænker, og dermed er der opstået et rum imellem tankerne som jeg ikke før har oplevet, og dette rum, ja, det er der jeg oplever bevidstheden om en anden dimension end vores tankeverden/begrebsverden.

Nej, Sandheden kan aldrig diskuteres, og det er også umuligt at diskutere med sandheden, fordi den altid har ret.

Det vi kan hjælpe hinanden med er, at vi tillader hinanden at være dem vi i sandheden er, og det sker kun ved at være sig bevidst om hvem man selv er.

Erkendelse fører også til en større og dybere bevidthed, som så gør det muligt at tale udfra oplevelsen af det dybere inde i os mennesker.

Ligesom fisken som kun levede på havets overflade, og var bange for det som var i havets dyb. Fisken havde fået en ide om, at det som var i havets dyb var farligt, og levede så i en meget begrænset bevidsthed om det element det levede i, og var kun bevidst om livets overflade. Fisken hørte om andre som kendte til den enorme dybde der var i havet, men fisken turde ikke at begive sig på opdagelse, fordi fisken hele tiden fortabte sig i sine ideer(tanker). Fisken identificerede sig med overfladen(sine tanker), og det begrænsede fiskens opfattelse af det hav det var en del af, og dermed var fisken begrænset til dens egne ideer om virkeligheden.
Det den kunne fortælle andre var kun dens egne begrænsninger, og det den kunne se i andre var også kun dens egne begrænsninger.
Fisken levede i sin egen tankeverden, og denne verden var fyldt med lidelse og frygt, og de som havde oplevet skønheden og friheden på havets dyb, ja, de bragte bevidstheden om det altomfattende hav med sig op til overfladen, og bragte lys til dem som havde fanget dem selv på overfladen.

Men en dag havde fisken fået nok af dens lidelse, og stoppede op et kort øjeblik, og i dette øjeblik opstod der pludselig en oplevelse af ikke at være fanget i dens tankeverden, og bevidstheden fra havets dyb kunne skinne ind af den sprække som opstod imellem fiskens tanker. Nu startede der en bevidst proces inde i fisken, og fisken begyndte at gå på opdagelse i dens tankeverden. Hvor den før dømte dens tanker/tankeverden(fordi den søgte efter en form for identitet), så kunne den nu mere og mere adskillle sig fra dens tanker, og der opstod mere og mere rum i dens bevidsthed om sig selv. Fisken gav mere og mere slip på det den havde lært sig selv, og det den troede på om sig selv, og når den gav slip, ja, så sank den fredeligt dybere og dybere ned i den altomfattende bevidsthed som var i havet. På vejen ned mødte den alt det som den havde "skabt" i dens tankeverden/begrebsverden, men hvor der før var en reaktion(virkeliggørelse af dens ideer, tankeverden), var der nu mere og mere blot en iagttagelse, hvilket frigjorde fisken fra sin identifikation med dens tankeverden.

Fisken blev mere og mere bevidst om, at den var bevidstheden bag tankerne, og ikke var tankerne selv. Hvor den før var bange for de skygger som dens tanker afkastede(verden, og medfisk ), så kunne den nu se forbi tankerne og skyggerne, og dens adfærd og handlinger kunne nu afspejle kærlighed og ikke frygt.

Den kunne nu være på overfladen uden frygt, fordi den hvilede i bevidstheden om havets uendelige og fredelige natur. Den kunne hjælpe de som stadig var fanget på overfladen, fordi den bragte lyset med sig fra havets dyb. Lyset antog en form som kunne forståes og accepteres, men det budskab som lyset formidlede, førte til en oplevelse af det som var hinsides formen.

Det vi ikke kan se, ja, det er vi som regel også bange for. Og så er det vi fortaber os i vores ideer og tro, og er som regel os ikke bevidste om hvad det egentligt er vores tanker indeholder.

Jo, jeg læser meget, men jeg har nærmet mig en dybere forståelse og erkendelse af hvad der er sandt og hvad der er falsk inde i mit sind, og så er det meget enkelt at kunne "fortolke" på sådan en måde, at man altid kan se det sande budskab. Hvis man har fanget sig selv i fortiden og nægter at give slip, ja, så vil ens fortolkninger også være baseret på fortiden, og fortolkningen bliver så en gentagelse af fortiden, og ens oplevelse bliver så reaktionen på fortolkningen. At være tilstede i nuet, ja, det gør at der opstår en ny fortolkning som ikke er begrænset af fortiden, og det kan så give en oplevelse af det som ligger hinsides fortolkningen, og ikke fortidens reaktion.

Jeg søger den ikke-dømmende opmærksomhed/bevidsthed. Min sande væren.

Hvad søger du, jmp?

Jeg tænker stadig.