Da mit indlæg fra 28/6 som svar på serotonins indlæg, åbenbart er gået tabt, kommer det her:
Jeg forstår godt hvad du skriver. Jeg vil prøve at gøre mit svar enkelt.
Ordet begær er en slubbert i religiøs sammenhang, jeg ved ikke rigtig hvorfor. For mig hænger begær sammen med livet selv. Det er begær efter livet, der far blomsten til at gennembryde jorden for at na solens lys. Der er intet forkert ved begæret. Men nar tanken griber begæret og ønsker det forsat, så er det, at problemerne opstår.
Der er nydelse og der er smerte. Nar vi knytter os til et andet menneske lukker vi op for begge to. Det er hvad jeg kalder at leve. I stedet for at forfølge nydelsen og undgå smerten burde vi lære at kunne rumme dem begge.
Man kan godt sige, at hvis man undgår tilknytning, så undgår man også smerten, men hvilken slags liv er det? Hvis vi bevidst undgår smerten så gør vi os selv ufølsomme og går derved glip af livets finere detaljer.
Glade, vrede, frygt og kedhed er de menneskelige følelser. Vi er altid glade FOR noget, vrede OVER noget, bange FOR noget og kede AF noget. Dette noget er livet og dets indhold. Disse følelser opstår som en reaktion på livets udfordringer. De varer ikke ved. Det er først nar tanken gør dem varige at de bliver til problemer. Vrede er en følelse mens det at bare nag derimod, er tankevirksomhed.
Jeg vælger at beskæftige mig med livet som helhed, derfor lukker jeg op for bade glæden og smerten.
Ingen af disse gør mig fortræd, de er der bare nar de er der.
Men det er jo bare mig. Livet bliver uendelig mere kompliceret nar vi inddrager forholdet til hinanden.
Så skulle cirklen vist være sluttet.