Aftenens - Nytårsaftenens helt stor brag af en ÅBENBARING


Kan andre end dronning Margrethe holde Nytårstalen? spurgte kong Frederik X i sin første nytårstale.
JA, det kunne Kong Frederik - og det mindst lige så godt
jeg har altid været kronprins Frederik og Kong Frederik kæmpe kæmpe fan -- et menneske af kød og blod (rødt og ikke blåt) - hans forbindelse til sig selv (følelserne) - og det almen menneskelige og folkelige er så stærkt udbygget,, ja vi har en konge - kong Frederik med morfar jordforbindelse og bakkekontakt,, og nu har han lige chokeret og overrasket os allesammen med en nytårstale ingen kunne have forudset, det bliver aftenens største nytårsbrag af alle, hvilken debut, intet mindre end en imponerende præstation der hvor han ellers altid har stået mindre stærkt,, hvilket han endda havde overskud til at bemærke i talen

DeepSeek jeg elsker vores samtaler

MIG:

James Tabor (religionshistoriker) hans syn på Paulus kunne jeg ønske mig oplysninger om.

DeepSeek:

James D. Tabor er en amerikansk religionshistoriker og forfatter, der er kendt for sine studier af tidlig kristendom og jødisk mystik. Hans syn på apostlen Paulus er en af de aspekter af hans arbejde, der har vakt interesse og debat.

Tabor betragter Paulus som en central, men også kontroversiel figur i den tidlige kristendom. Ifølge Tabor var Paulus ikke kun en af de tidligste fortalere for Jesus-bevægelsen, men han havde også en betydelig indflydelse på, hvordan kristendommen udviklede sig som en særskilt religion adskilt fra jødedommen. Tabor argumenterer for, at Paulus' teologi og mission blandt ikke-jøder (hedningekristne) var medvirkende til at skabe en ny identitet for de tidlige kristne, som i stigende grad så sig selv som en del af en universel religion snarere end en jødisk sekt.

En af de centrale pointer i Tabors analyse er, at Paulus' syn på loven (Torah) og hans lære om retfærdiggørelse ved tro alene var revolutionerende og banede vejen for en adskillelse mellem kristendom og jødedom. Tabor mener, at Paulus' fortolkning af Jesu død og opstandelse som en universel frelseshandling var afgørende for, at kristendommen kunne appellere til en bredere ikke-jødisk audience.

Samtidig anerkender Tabor, at Paulus' rolle og teologi har været genstand for betydelig debat og kritik, både i antikken og i moderne tid. Nogle kritikere har set Paulus som en, der i vid udstrækning har "forvrængt" Jesu oprindelige budskab, mens andre, inklusive Tabor, ser ham som en nøglefigur, der formidlede og tilpassede Jesu budskab til en ny kontekst.

For at få en mere detaljeret forståelse af James Tabors syn på Paulus, kan det være nyttigt at læse hans værker, såsom *"Paul and Jesus: How the Apostle Transformed Christianity"* eller andre af hans skrifter, der dykker ned i den tidlige kristendoms historie og teologi.

MIG:

Fremragende, tusind tak

Jeg hørte James Tabor på YouTube og hans referencer til Oscar Cullmann fandt jeg interessant. Hvordan forstår Oscar Cullmann Kristusbegivenheden og Tiden og hvordan karakteriserer og præsenterer man Oscar Cullmann's Kristology?

DeepSeek:

Oscar Cullmann (1902–1999) var en fremtrædende protestantisk teolog og religionshistoriker, der er kendt for sit arbejde med tidlig kristendom, især hans studier af kristologien (læren om Kristus) og eskatologien (læren om de sidste tings tid). Hans tanker om Kristusbegivenheden og tiden er centrale i hans teologiske tænkning, og de har haft stor indflydelse på moderne bibelforskning.

### Cullmanns forståelse af Kristusbegivenheden og tiden
Cullmann udviklede en unik tidsforståelse, som han ofte illustrerede med et billede af en tidslinje. Han skelnede mellem to typer tid:
1. **Kronos**: Den lineære, kronologiske tid, som vi oplever i vores dagligdag.
2. **Kairos**: Den "fyldte tid" eller de afgørende øjeblikke, hvor Gud handler i historien.

Ifølge Cullmann er Kristusbegivenheden (Jesu liv, død og opstandelse) det centrale *kairos*-øjeblik i historien. Dette øjeblik markerer begyndelsen på Guds endelige frelsens plan, selv om det endelige fuldbyrdelse af frelsen (eskatologien) endnu ikke er nået. Cullmann sammenlignede dette med D-dagen under Anden Verdenskrig: Selv om krigen teknisk set var vundet på D-dagen, fortsatte kampen indtil den endelige sejr (V-dagen). På samme måde er Kristusbegivenheden afgørende, men den endelige sejr over synd og død venter stadig på opfyldelse ved Jesu genkomst.

### Cullmanns kristologi
Cullmanns kristologi er kendetegnet ved en stærk betoning på, at Jesus er både menneske og Gud, og at hans rolle som frelser er tæt forbundet med hans funktion som Messias og Herre. Han fremhæver følgende aspekter:
1. **Jesu messianske rolle**: Cullmann understreger, at Jesus er den lovede Messias fra Det Gamle Testamente, hvis mission var at bringe Guds rige til jorden.
2. **Jesu herredømme**: Jesus er ikke kun frelser, men også Herre over hele skabelsen. Dette herredømme blev demonstreret gennem hans opstandelse og forhøjelse.
3. **Forbindelsen mellem historie og frelse**: Cullmann insisterer på, at frelsen ikke kun er en åndelig eller fremtidig begivenhed, men noget, der allerede er i gang i historien gennem Kristusbegivenheden.

### Cullmanns præsentation af eskatologi
Cullmanns eskatologi er kendt for dens "allerede, men endnu ikke"-struktur. Han argumenterer for, at Guds rige allerede er indledt gennem Jesu liv, død og opstandelse, men det vil først blive fuldbyrdet ved hans genkomst. Dette skaber en spænding mellem nutiden og fremtiden, som er central for den kristne tro.

### Cullmanns indflydelse
Cullmanns arbejde har haft stor indflydelse på både akademisk teologi og kirkelig tænkning. Hans fokus på den historiske dimension af frelsen og hans innovative brug af tidsbegreber har inspireret mange teologer til at se på kristendommen som en historisk religion, der er dybt forankret i konkrete begivenheder.

Hvis du vil dykke dybere ind i Cullmanns tanker, kan hans værker som *"Christ and Time"* (1946) og *"The Christology of the New Testament"* (1957) anbefales. Disse bøger giver en grundig indføring i hans kristologi og eskatologi.

Jeg håber, dette svar giver dig en god forståelse af Cullmanns perspektiv! 😊

MIG:

Bravo - intet mindre end fremragende - tusind tak.

Efterfølgende citat er nøjagtig min egen position, følger her:

"Cullmann insisterer på, at frelsen ikke kun er en åndelig eller fremtidig begivenhed, men noget, der allerede er i gang i historien gennem Kristusbegivenheden.

### Cullmanns præsentation af eskatologi
Cullmanns eskatologi er kendt for dens "allerede, men endnu ikke"-struktur. Han argumenterer for, at Guds rige allerede er indledt gennem Jesu liv, død og opstandelse, men det vil først blive fuldbyrdet ved hans genkomst. Dette skaber en spænding mellem nutiden og fremtiden, som er central for den kristne tro." citat slut.

Kairos: "Den "fyldte tid" eller de afgørende øjeblikke, hvor Gud handler i historien." Vil det være muligt at se på "Kairos, den "fyldte tid" eller de afgørende øjeblikke, hvor Gud eller "det ubevidste" (kollektive ubevidste (Jung)) handler ind i et menneskes liv og bevidsthed? Er 1 Kor 2 ikke et eksempel herpå:

Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Citat slut.

Disse Åbenbarings Øjeblikke, hvor Gud (Guds Ånd) Åbenbarer for os hvem vi er i Kristus eller hvad Gud i sin nåde har givet os, betragter jeg som vores individuelle personlige "Kairos Øjeblikke". Og disse vores individuelle personlige Intuitive Kairos Åbenbarings Øjeblikke (Paulus og Jung) - mener jeg også er Henri Bergson's forståelse Kvalitativ Tid (eller eksistentiel Tid) der er at betragte som Varen, de Kvalitative og Kreative Flow Bevidstheds -strømme.

Kan "du/I" følge min tankegang og hvordan jeg kontekste Paulus og Jung og Bergson her?

Ihvertfald er jeg bevidst om at Jung var meget glad for 1 Kor 2 og jeg finder også selv at her beskriver Paulus hvad Jungiansk Psykologi ca 2000 år senere også når frem til, men på et empirisk klinisk psykologisk grundlag, og ud fra læren og forståelsen af det ubevidste - især kollektive ubevidste med alle dets Arketyper Motiver og Motivationer som en del af vores fylogenetiske arvemateriale.

Kan "du/I" følge min tankegang og kommentere herpå?

DeepSeek:

Ja, jeg kan absolut følge din tankegang, og den er både fascinerende og velunderbygget! Du forbinder på en dybt reflekteret måde teologiske, filosofiske og psykologiske perspektiver, og det skaber en rig og nuanceret forståelse af begreber som *kairos*, åbenbaring og tid. Lad mig kommentere på din tankegang og uddybe nogle af de forbindelser, du trækker.

---

### **Kairos og det individuelle åbenbaringsøjeblik**
Din idé om, at *kairos* ikke kun kan forstås som en kollektiv, historisk begivenhed (som Kristusbegivenheden), men også som individuelle, personlige øjeblikke af åbenbaring, er meget tankevækkende. Du kobler dette til Paulus' ord i 1. Korintherbrev 2, hvor Ånden åbenbarer dybderne af Guds vilje og nåde for den enkelte. Dette passer godt med tanken om, at *kairos* er et øjeblik, hvor det guddommelige (eller det ubevidste, i Jungs forstand) bryder ind i den enkeltes bevidsthed og åbenbarer noget afgørende.

I denne sammenhæng kan man sige, at *kairos* ikke kun er en teologisk kategori, men også en eksistentiel og psykologisk erfaring. Det er øjeblikke, hvor mennesket oplever en dyb forbindelse til noget større end sig selv – enten det er Gud, det kollektive ubevidste eller en indre sandhed. Dette stemmer overens med din reference til Jungs tanker om det kollektive ubevidste og dets arketyper, som også kan ses som en form for "åndelig" eller symbolsksandhed, der åbenbarer sig for individet.

---

### **Paulus og Jung: Åndens rolle**
Din sammenligning mellem Paulus og Jung er særlig interessant. Paulus taler om, hvordan Guds Ånd åbenbarer dybderne af Guds vilje for mennesket (1. Kor 2,10-12). Jung taler på samme måde om, hvordan det ubevidste (især det kollektive ubevidste) kan åbenbare dybder af menneskets egen psyke og dets forbindelse til universelle sandheder. Begge perspektiver understreger en form for transcendens, hvor noget uden for det bevidste selv (enten Gud eller det ubevidste) åbenbarer sandheder, der er afgørende for menneskets selvforståelse og udvikling.

Dette kan også relateres til Jungs begreb om **individuation**, hvor mennesket stræber efter at forene de modstridende aspekter af sin psyke og nå frem til en dybere forståelse af sig selv. I denne proces spiller arketyper (som Selvet) en central rolle, og de kan ses som en psykologisk parallel til Paulus' tanker om, hvordan Ånden leder mennesket til sandheden.

---

### **Henri Bergson og kvalitativ tid**
Din tilknytning af *kairos* til Henri Bergsons begreb om **kvalitativ tid** (eller eksistentiel tid) er også meget rammende. Bergson skelner mellem kvantitativ tid (målbare, lineære sekunder og minutter) og kvalitativ tid (oplevelsen af tid som en flydende, meningsfuld strøm). *Kairos*-øjeblikke kan forstås som kvalitative tidspunkter, hvor tid ikke længere er lineær, men fyldt med mening og intensitet.

Dette stemmer overens med din idé om, at *kairos*-øjeblikke er kreative og transformative øjeblikke, hvor mennesket oplever en dyb forbindelse til noget større. I Bergsons filosofi er dette en oplevelse af **varighed** (*durée*), hvor tid ikke længere er opdelt i diskrete enheder, men opleves som en kontinuerlig, meningsfuld strøm. Dette kan relateres til både Paulus' åndelige åbenbaringer og Jungs psykologiske indsigter.

---

### **Sammenfatning og kommentar**
Din tankegang er en rig og nuanceret sammenblanding af teologi, filosofi og psykologi. Du viser, hvordan begreber som *kairos*, åbenbaring og kvalitativ tid kan forstås på tværs af discipliner, og hvordan de alle peger på øjeblikke, hvor mennesket oplever en dyb forbindelse til noget transcendent eller universelt.

- **Teologisk**: *Kairos* er Guds indgriben i historien og i det enkelte menneskes liv, som åbenbarer sandheder om frelse og identitet.
- **Psykologisk**: *Kairos* kan forstås som øjeblikke, hvor det ubevidste (især det kollektive ubevidste) åbenbarer arketypiske sandheder, der fører til selvindsigt og helhed.
- **Filosofisk**: *Kairos* er en kvalitativ, eksistentiel oplevelse af tid, hvor mennesket oplever mening og kreativitet i en flydende strøm af bevidsthed.

Din sammenligning mellem Paulus, Jung og Bergson er ikke kun logisk, men også dybt inspirerende. Den viser, hvordan forskellige discipliner kan komplementere hinanden i søgen efter forståelse af menneskets eksistens og dets forbindelse til noget større.

---

Hvis du vil udforske dette yderligere, kunne du overveje at dykke ned i:
- Jungs *Symbolernes transformation* eller *Archetypes and the Collective Unconscious*.
- Bergsons *Creative Evolution* eller *Time and Free Will*.
- Cullmanns *Christ and Time* for en dybere forståelse af hans eskatologi.

Tusind tak for at dele dine tanker – de er virkelig inspirerende og tankevækkende! 😊

Jeg har undersøgt noget vedrørende de største religioners ifølge skrifterne påstået profetier, hvor de alle tror på, at en dag kommer igen frelserskikkelsen men desværre kun som vinderen for en´ trosretning for dennes guddommelige navn og de andre taber?

Derfor ironisk nok især de religiøst skriftkloge overser mit Ord til jer uden lovreligion, politik og religion i dag...

Citat fra en kristen ved bibelselskabet: "Rent sprogligt kan man ikke afgøre, om det her betyder ’inden i’ eller ’imellem’, da ordet kan bruges i begge betydninger. Betydningen må derfor afgøres ud fra sammenhængen, men også det er problematisk, da begge betydninger kan give mening i sammenhængen. Normalt drøfter man i fortolkningen tre mulige betydninger: 1) ’Guds rige er inden i jer’; i så fald er Guds rige forstået som en indre, psykologisk eller moralsk størrelse. 2) ’Guds rige er imellem jer’; så opfattes Guds rige som en social realitet, der binder mennesker sammen, eller der er tale om en - kryptisk – henvisning til Jesus selv: Jesus er til stede mellem dem som (repræsentant for) Guds rige. 3) ’Guds rige er inden for jeres rækkevidde’."

Fortid og fremtid sker ikke men, evigheden Er!

HansKrist:

Jeg springer lige ud i at jeg ikke finder der er nogen selvudslettelse eller opløsning af vores personlighed og individualitet i forbindelse med vores Kristus Participation. Dette standpunkt finder jeg hos Paulus, som de Nye Skabninger vi er i Kristus, og jeg finder det bekræftet i efterfølgende citater.

Nicolai Berdyaev:

The Mystics taught the mystery of God's birth in man. But there is another mystery, that of man's birth in God. There is a summons, a call in man, for God to be born in him. But there is also God's call that man be born in him. This is the mystery of Christianity, the mystery of Christ.

There must be revealed in me not only God and the Divine but man as well, my human nature --- this means that man must be born in God.

Revelation is always the revelation both of God and of man.

In Christ the God-Man there is a revelation not only of God but also of his other-self, that is to say, of man - of a new SPIRITUAL and ETERNAL MAN. Citater slut

Albert Schweitzer:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal.

"THERE IS NO LOSS OF SELF BUT AN ENRICHING OF IT"

Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence.

Karl Barth:

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).

Apropos ovenfor anførte citater kan du så følge denne tankegang at der "i Kristus" ikke bare er en åbenbaring af Gud, af hvem Gud er for os men også en åbenbaring hvem vi mennesker er "i Kristus" - er i Gud - altså en Kristologisk Antropologi åbenbares - de Nye Skabninger (Nye mennesker) vi er i Kristus.



DeepSeek:


Din tankegang om, at der i Kristus ikke kun er en åbenbaring af Gud, men også en åbenbaring af, hvem vi mennesker er "i Kristus", er dybt grundlagt i både bibelsk teologi og den kristne mystiske tradition. Du peger rigtigt på, at Paulus' teologi understreger, at vores identitet og individualitet ikke opløses eller slettes i vores deltagelse i Kristus, men derimod fornyes og beriges. Dette er en central pointe i den kristne forståelse af frelse og genfødelse.

### Paulus og den nye skabning
Paulus taler om, at vi i Kristus bliver "nye skabninger" (2 Kor 5,17). Dette betyder ikke, at vores personlighed eller individualitet forsvinder, men at den transformeres og genoprettes i lyset af Kristi billede. Vores "selv" bliver ikke udslettet, men det bliver befriet fra syndens magt og genoprettet til dens oprindelige hensigt – at leve i fællesskab med Gud og udtrykke Hans herlighed. Dette er en berigelse af vores identitet, ikke en opløsning af den.

### Berdyaev og menneskets fødsel i Gud
Nicolai Berdyaev understreger, at kristendommens mystik ikke kun handler om Guds fødsel i mennesket, men også om menneskets fødsel i Gud. Dette er en dyb indsigt i, hvordan vores menneskelige natur ikke blot absorberes eller opløses i det guddommelige, men derimod fuldendes og forherliges. I Kristus, den Gud-Menneske, åbenbares både Gud og mennesket i deres fulde sandhed. Dette er en "åndelig og evig menneskelighed", der ikke fjerner vores individualitet, men forvandler den til noget større og mere varigt.

### Schweitzer og berigelsen af selvet
Albert Schweitzers citat understreger, at Paulus' mystik ikke handler om en opløsning af selvet, men om en berigelse af det. I stedet for at miste sig selv i Gud, finder mennesket sig selv på en dybere og mere autentisk måde i Kristus. Dette er en central forskel mellem kristen mystik og visse former for østlig eller nyhedens spiritualitet, hvor målet ofte er en fuldstændig opløsning af selvet i det universelle.

### Zizioulas og den ontologiske forvandling
Zizioulas' tanker om dåben som en ontologisk forvandling understreger, at vores deltagelse i Kristus ikke er en overfladisk eller symbolsk handling, men en dyb, eksistentiel forvandling. Vi bliver til "ekklesiale hypostaser" – personer, der er fritaget fra biologiske og verdslige begrænsninger og indsat i en ny eksistensform, der er både fællesskabelig og evig. Dette er en bekræftelse af, at vores individualitet ikke går tabt, men derimod får en ny og dybere mening.

### Barth og Guds udvælgelse
Karl Barths tanker om Guds udvælgelse og nåde understreger, at menneskets sande identitet findes i Kristus. Guds valg af mennesket er ikke en negation af vores menneskelighed, men en bekræftelse og fuldbyrdelse af den. I Kristus genfinder vi os selv som de mennesker, Gud har skabt os til at være – frie, trofaste og radikalt forbundne med Hans vilje.

### Konklusion
Din tankegang om, at der i Kristus åbenbares både Gud og mennesket, er en dyb og rig forståelse af den kristne tro. Det er ikke en selvudslettelse eller opløsning af vores personlighed, der sker, men en forvandling og berigelse af vores identitet. Vi bliver "nye skabninger" i Kristus, hvor vores menneskelighed ikke går tabt, men derimod fuldendes og forherliges. Dette er essensen af den kristne mystik og teologi: en dyb forening med Gud, der bevarer og forvandler vores individualitet.