|
#43926 - 26/06/2024 14:02
Re: Tro
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3984
Sted: Nørresundby
|
|
Arne:
Jeg har mistanke om, at visdom ligger i det enkle - men om dét er sandt, ved jeg jo ikke Jo men der er jo også meget visdom i at et menneske ikke skal grave sine talenter ned og ej heller sætter sit lys under en skæppe. At Gud har en mening med alle menneskers liv som aktualiseres eller virkeliggøres gennem de Gud Helligåndens Karismatiske Åndsgaver vi er modtager af "i Kristus". Og der er slet ingen tvivl om at Gud har udset mig til at vidne (især skriftligt) i verden om Begivenheden Guds Kærlighed Kristus; den Gud Helligåndens Ny Væren og Virke Virkelighed ind i verden ved mennesket Jesus - der skaber de kristne samfund og Kirkerne gennem de Nye Skabninger vi som sagt er i Kristus qua Gud Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os. Mit kristne engagement (skriverier især) er ikke noget jeg har villet (jeg er født ordblind), men det er udelukkende Guds helt paradoksale planer og kald med mig og mit liv (som chokerede mine omgivelser fra Århus Universitet og min mor - det var ikke lige hvad de havde set komme). De tilhører de Gud Helligåndens Karismatiske Åndsgaver der er med inde over mit liv. Og det er på et forbavsende højt akademisk og videnskabeligt, især tværvidenskabeligt niveau, men til trods medrivende læsning har jeg fået fortalt utallige gange ("du har en utrolig god pen og det må du aldrig opgive uanset hvor stor modstand og spot du bliver udsat for her i livet" skrev en forsker fra Århus Universitet pludselig til mig). Godt Bjørn og Simon ikke læser med. Det ovenfor er min kommentar til at du prikkede til mig om at "visdom ligger i det enkle". Jeg kan ikke flygte fra forholdet selv om guderne skal vide jeg har prøvet. Dette KALD er en opgave jeg har fået. Men Gud og mit sande selv eller KRISTUS'JEG vil mere end denne opgave han har kaldet mig til (nok allerede i mors mave - fra fødslen af), Gud ønsker også at jeg får et fuldkomment liv - et helt og fuldt og godt liv hvor mine dybeste længsler der er så meget mig, i et vist omfang bliver realiseret i den grad det er i overensstemmelse med at kunne være Guds Vilje og ja jeg har økonomisk råderum dertil. Min Guddommelige overvældende overstrømmende Agape Kærligheds Bidrag til verden - mine medmennesker og naturen skabelsen og vel også mig selv. Du har da noget som et Guds Barn at kunne berige og velsigne dine omgivelser med - dine brødre og søstre her på jorden med igennem disciplineret arbejde at skabe og opbygge rammer for HEALING samvær HEALENDE samvær, gennem ægte SPIRITUALITET som glæde spontanitet og jubel, latter (dette at grine meget, "joke"), humor og højt humør - sang og dans eller lette ubesværede bevægelser, rask rørighed, som fx leg og sport kan komme til udtryk mennesker imellem - men også da ikke mindst hvor der er muligheder for at kunne opleve at være i harmoni med naturen hvor denne er mest storslået. Jeg har fået fortalt at jeg er en fantastisk naturguide og i Rødhus er jeg kendt for min den Hellige Frans af Assisi jubel og glæde over fuglenes sang og naturens skønhed og storslåethed. Og hvor der også er tid til at påskønne at livet er fyldt med Hellighed og Gud. Mit liv bliver fyldt med husgerninger - husbestyrerinde gerninger - masser af rengøring, og masser af havearbejde køkkenhave arbejde, hvis det skal lykkes mig at skabe disse rammer jeg redegjorde for ovenfor. Så det er meget ydmygt også og fast arbejde med store forpligtelser og jeg må forvente en masse asketisk disciplineret afsavn af min frihed og fritid. For mig drejer inspirationen sig altså om hvad jeg skal gøre aktivt - mine aktive gøremål og aktiviteter - disciplineret arbejdindsats fra min side. Mine venner forstår ikke jeg gider og ikke hellere ville nyde det og slappe af og holde ferie, tage på ferie og ellers bare have megen frihed og fritid - fx til at skrive også. Men det er en indre drift af ønsker og drømme og længsler og visioner der gør sig gældende overfor mig. Jeg har talt med en meget meget klog katolik om forholdet. Især kan det også ses som en Jungiansk Psykologi's INDIVIDUATIONs proces i samtale med det ubevidste. Selvaktualiseringens svære vej til os selv.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#43927 - 26/06/2024 16:38
Re: Tro
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3984
Sted: Nørresundby
|
|
Vores sande selv
Fra bogen "Den Lykkelige Forening" - Grundbog i Katolicismen - af Niels Arbøl:
Nogle vil sige, at mennesket allerede i kraft af sin natur er en del af Gud, for den skabte natur er identisk med den guddommelige natur. Gud og naturen er ét. Det er den såkaldte panteisme, der altid har optrådt i menneskehedens historie, og som findes i Østens religioner og de bevægelser, som er inspireret herfra. Gud er en intetanende kosmisk kraft, der gennemstrømmer alt og gør verden til sin krop. Der er følgelig ikke nogen skelnen mellem guddommeligt og naturligt. Mennesket er slet og ret en del af Gud. Ifølge denne opfattelse forenes menneskets sjæl med Gud på samme måde som en dråbe vand, der opløses i havet. Men det betyder naturligvis dråbens endeligt. Menneskets sjæl eller "jeg" ophører at eksistere. Andre religioner som jødedom og islam skubber derimod Gud så langt væk fra den skabte naturs verden, at det helt forsvinder fra den.
I spørgsmålet om Gud og mennesket afviser kristendommen både identifikationen og adskillelsen, men understreger foreningen: Hele formålet med at vi eksisterer er at blive forenet med Gud og optaget i hans liv. Og det er kun kristendommen, der har en forestilling om, hvordan menneskesjælen kan blive optaget i Guds liv og stadig forblive sig selv, ja i virkeligheden først her finde sin sande identitet.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Det sande selv
Vi har tidligere gjort opmærksom på, at menneskets forening med Gud ikke ophæver den menneskelige personlighed, men at den først herved for alvor bliver sig selv. Når Paulus siger: »Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig (Gal. 2:20) kunne man ellers godt få det indtryk, at personligheden ville forsvinde, eller at vi alle ville blive nøjagtig ens. I virkeligheden går det lige modsat: vi bliver mere os selv end nogensinde før.
Det skylder vi en forklaring på, men vi vil gøre det ud fra det mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er vort sande selv? Og dette giver os mulighed for at uddybe det for katolicismen så betydningsfulde tema som den kristne mystik.
De kristne mystikere er kendetegnet ved deres fordybelse i det indre menneske, ofte kaldet sjælen. En af dem er den store spanske mystiker Juan de la Cruz (1542-1591), der i de senere år er kommet til større kendskab i Norden, særlig gennem Wilfrid Stinissens bøger. Johannes af Korset hævder, at mennesket ligesom har tre niveauer: en yderside og en inderside samt det, han kalder sjælens centrum. Menneskets yderside er for ham el sentido, d.v.s. sansen eller sanseverdenen. I dette niveau har vi at gøre med kroppen, følelseslivet, lidenskaberne som glæde, håb, sorg og angst, alle vore fristelser og begær, som får os til at sige: "jeg kan lide jeg kan ikke lide", fantasien og forstanden i det omfang, den er afhængig af sanserne. Dette ydre niveau er den personlighed, som psykologien plejer at tale om, og som er et produkt af arv og miljø. Det er dette ydre niveau, som har at gøre med, om vi er unge eller gamle, smukke eller grimme, intelligente eller dumme, fredelige eller temperamentsfulde. Næsten alle menneskelige handlinger går ud på at styrke denne ydre personlighed. Vi forsøger at se lidt bedre ud, fysisk og psykisk. Vi dyrker kroppen og ungdommen som aldrig før, fjerner rynker, farver hår og retter bryster, vi håber kunstigt at forlænge livet, og vi strømmer til foredrag og kurser om psykologi.
Og det gør vi, fordi der selvfølgelig ikke er noget mere interessant i denne verden end mig og det indtryk, jeg kan gøre på andre mennesker. De fleste mennesker mener, at dette niveau udgør deres virkelige personlighed. De er ikke klar over, at den snarere er et rollespil (personaen ifølge Jungiansk Psykologi) et liv der er formet ud fra hvad andre mennesker mener og tænker, en samling etiketter af egenskaber, som andre har udstyret én med, og som man ofte selv har svært ved at genkende eller at leve op til, fordi de ikke er ens egne.
Det er ikke fordi kroppen og sindet ikke er virkelige; men de er ikke det væsentlige ved virkeligheden, på samme måde som facaden ikke er det væsentligste ved huset. Men de fleste mennesker er så optaget af at male og pudse facaden, at de ikke får tid til at tænke på det indre liv. Det synes, som om den vestlige civilisation i særlig grad er befolket af udadvendte, støjende, rastløse og aktive mennesker, der har travt med at komme fra det ene øjeblik til det næste. Alene den informationsstøj, der omgiver os gør, at ord, meninger og holdninger bogstaveligt talt fyger om ørerne på os døgnet rundt. Derved glemmer vi let den stilhed, der er vejen til det indre menneske.
Menneskets inderside kalder Johannes af Korset for el espiritu, ånden, med lille bogstav for at betegne, at det er menneskets ånd. Denne ånd eller sjæl (hvormed det transcendente aspekt ofte bliver fremhævet) er menneskets adelsmærke, den gør os i særlig grad til personer og dermed forskellige fra dyrene. Den menneskelige ånd er en realitet, som udtrykker sig gennem kroppen, men den kan ikke reduceres til sine kropsfunktioner. Mennesket kan jo til forskel fra dyrene anvende kroppen til at forstille sig eller nægte kroppen og psyken at få deres vilje igennem, såsom sult, tørst, sexualitet og aggression. Altså er ånden overordnet i forhold til kroppen og psyken. Dens eksistens bevises af kærlighed, godhed og humor, men også af had og dæmoni - alle de menneskelige egenskaber, som dyrene ikke kan reproducere. Menneskets person er præget af sit miljø, sin tid og omstændigheder, men netop ånden giver os friheden til at søge andre mål, andre idealer og andre veje til at nå dem. Friheden, viljen og kærligheden hører derfor til på åndens niveau, i det hele taget bevidstheden, for så vidt den er uafhængig af sanserne De kan kalde det for åndelig vished, en intuitiv højere eller dybere bevidsthed. Her bor også de dybere "følelser", som ikke er lænket til sanserne: mening, fællesskab, tryghed.
På dette åndens niveau findes det jeg, som spørger om sig selv, og det gør alle mennesker. Nogle tror, de kan finde sig selv ved at rejse tusinder af kilometer jorden rundt eller ved at leve primitivt og mens andre er klar over at det eneste, som ville kunne give dem svar, vil være en indre rejse.
Altid har mennesket søgt efter deres sande selv - og hvad er det så? Måske kan følgende eksempler lede os lidt på sporet. Om et menneske spørger: Hvilken karakter har jeg? og beder andre om at besvare det. idet han mener at det vil give et mere sikkert svar end om han selv svarer, da vil han ved at høre eller læse denne beskrivelse næsten helt sikkert blive skuffet. Det, som de andre kalder hans karakter, svarer nemlig ikke til det dybeste af hans personlighed. De siger, at han er opfarende, men de ved ikke hvordan han i årtier har kæmpet med sig selv og længtes efter at falde til ro. De har aldrig anet noget til den indre kamp, han har ført, og derfor vil han opfatte deres beskrivelse som uretfærdig. Eller et menneske er blevet sat i fængsel for nogle forbrydelser. Men selv om dette menneske vedstår sine fejl og fortryder dem, kan det slet ikke få de andre menneskers billede af sig selv som forbryder til at passe. Det stemmer ganske enkelt ikke med det, som han inderst inde føler. Og med hvad hans mor føler, for øvrigt.
Er dette ikke noget karakteristisk for mennesket? Og vi kan med psykologens eller psykiaterens hjælp bore endnu dybere, til vi når det underbevidste. Men selv ikke denne indsigt giver en udtømmende beskrivelse af menneskets sande væsen. At det som barn har fået for lidt kærlighed og på grund af dette har visse komplekser, gør nok livet vanskeligt, fører måske til sociale problemer, men det berører ikke personens dybeste kerne. Det kender sine komplekser som en fremmed magt, som virker i sig, men som ikke er det selv. Det ved: i dybet af mit indre er jeg anderledes. Det er et udpræget katolsk synspunkt, som stemmer med erfaringen at et menneskes længsel er er meget nærmere dets sande væsen end det, som han eller hun faktisk præsterer.
Dette finder sin forklaring i, at mennesket er mere end en yderside og en inderside. Det har et tredje og dybeste niveau, som Johannes af Korset kalder sjælens centrum. Det er Kristus, vort sande selv. Det er der hvor Gud er nærværende i nåde. Han er nærværende i vort hjerte, hvor han venter at vi opdager ham. Hans kærlighed er den inderste kerne i vor personlighed. Det er dér, hvor vi er guddommelige, beslægtet med Gud. »så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; for i ham lever og røres og er vi ... Vi er også af hans slægt (Ap.Ger 17:27-28). Vi er væsener, der i kraft af vor natur har vor tilværelses midtpunkt uden for denne, nemlig i Gud. Og alligevel er han på et transcendent plan, d.v.s. på forunderlig usynlig og ubegribelig vis, os nærmere end denne natur. Som Skt. Augustin har sagt: Gud er mig nærmere, end jeg er mig selv.
Fra begyndelsen af bliver mennesket opfordret til samtale med Gud, for vor viden om ham begynder i selve det øjeblik, hvor vi bliver os bevidste som selvstændige personer. Kristus er det sande selv, og han banker uafbrudt på døren til ethvert menneskes bevidsthed og vilje: "Se jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vi jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Ab 3:20). Måltidet - dette skønne udtryk for sandt fællesskab. Mennesket er skabt i Guds billede med henblik på et personligt livsfællesskab med ham, og hans aktivitet består i, at han uophørligt møder mennesket med sin kærlige længsel efter at få lov til at genforene sig med det. Først da bliver mennesket sandt menneske, først da finder det sit sande selv. Som digteren B.S. Ingemann skriver i sin salme (1841):
"Den store Mester kommer, som smelter sjæl og sind, han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind.
Og har i hjertedybet sit billed klart han set, så glædes den høje Mester, så er hans gerning al sket."
Det er i virkeligheden det, som den kristne mystik handler om. Den betyder menneskets opdagelse af enheden med Gud, med det guddommelige mysterium, og dets umiddelbare erfaring heraf. Ligesom selve mysteriet indebærer også mystikken en hemmelighed, da vor erfaring af Gud er umulig at udtrykke i menneskeligt sprog. Den må forblive hemmelig og ufatteligt for den, der ikke selv har del i en sådan erfaring. Men der kan komme øjeblikke, hvor Guds Ånd gennemfører sin egen virksomhed med suveræn autoritet. Som af en hemmelighedsfuld morgenrøde oplyses vort indre, uden at forstanden har gjort sig den mindste anstrengelse; der kan formes beslutninger, som et øjeblik i forvejen var fremmede for bevidstheden, eller en dyb glæde, fred og styrke stiger ned i hjertet, uden at noget har forberedt dets komme. Pludselig er det indre liv blevet som en flod, der går over sine bredder. Mysteriet gennemtrænger alt, mildt og uimodståeligt. Dette er det mystiske liv. Det tilskrives Helligånden, fordi det er kærlighedens gave.
Og der er mystik allerede i det mest almindelige kristne liv, fordi det skyldes nåden. Vi kan ikke gøre et korstegn med virkelig andagt, ikke bøje knæ foran det hellige sakramente eller udføre en kærlig handling uden at være under indflydelse af mysteriet.
Mystik er ægte religion, hvis grundbetydning (latin: religio) er at forbinde, at forene. Hvad er det, som skal forbindes? Den brudte kontakt mellem Gud og menneske. Dette er eller burde være enhver religions mening. Vi mennesker lever almindeligvis som om vi var adskilte fra Gud, fra os selv, fra vore medmennesker, fra hele skabningen. Vi ser os som små individuelle øer. Denne følelse af at være et adskilt, enkeltstående jeg, vor fiksering af denne jeg-følelse, dette ego med alt, hvad det indebærer af have-begær, magtbehov og i sidste ende rædsel, er gået i arv fra slægt til slægt under navn af arvesynden.
Altså står kampen mellem vort falske, fra Gud adskilte jeg, og vort sande jeg, som er i Kristus. Mellem det ego-jeg, der identificerer sig med vort menneskes yderside, og det Guds-jeg, der identificerer sig med vor sjæls centrum. Men denne kamp har Kristus allerede vundet ved sin død og sejrrige opstandelse, da han brød adskillelsens magt og forenede sig med mennesket. Alt hvad vi skal gøre er at åbne os for denne virkelighed i vor egen person. Gennem troen og dåben modtager vort sande selv, som er af guddommelig natur.
Vi må tømme os for det falske selv, som er en illusion, fordi det kun beror på det, som reflekteres gennem vor egen og andre menneskers sanseverden (det Ny Testamente slet og ret kalder "verden"), ikke på det som vi virkelig er: Guds elskede børn. Når vi ser på os selv, kan vi måske ikke se andet end et bundt selvcentrerede følelser, frygt, håb, begærlighed, misundelse og indbildskhed, og på en vis måde synes disse ting meget virkelige. Men det utrolige er, at Kristus har dømt alt dette til døden og givet os lov til at sige "Fader" til Den Højeste, lov til at se os selv som Guds Sønner og Døtre, som Himmellys i verden.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#43928 - 26/06/2024 19:11
Re: Tro
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3984
Sted: Nørresundby
|
|
Det sande selv i Kristus fortsættelsen:
Det forekommer indlysende, at vi burde forlade denne falske jeg'forestilling. Hvem vil i længden ønske at leve på en illusion, fremfor i virkeligheden? Hvem vil foretrække at bygge på menneskelig magt, når vi ser hvad den har påført vores jord, i stedet for på Guds kærligheds magt? Og det falske jeg er, når det kommer til stykket, lille, svagt og skrøbeligt, for det kræver hele tiden at blive forsvaret og beskyttet over for andre menneskers opfattelse, deres kritik eller krav, Alligevel er det ikke let at opgive det. Vi er så afhængige af, hvad andre mennesker synes om os, for vi tager også gerne imod deres ros og anerkendelse. Vi lader os gerne smigre, for det svarer helt til den forelskelse, som vi har i os selv, på samme måde som den græske yngling Narcissos forelskede sig i sit eget spejlbillede. Før synden var det stadige spørgsmål: Hvad vil du, Gud? Ved synden blev dette forvandlet til: Jeg vil. Mennesket nægtede at kredse om Gud og begyndte nu at kredse omkring sig selv. Kærligheden blev forvandlet til narcissisme. Gud skabte mennesket overmåde underfuldt (Salme 139:14). Men derved løb han risikoen for, at mennesket forelskede sig i sig selv. I stedet for at opdage Gud overalt, ser mennesket nu ofte sit eget spejlbillede. Når du en mørk aften har lyset tændt på dit værelse og ser ud gennem vinduet, kan du enten se virkeligheden udenfor eller også dit eget spejlbillede. Du vælger selv,« siger Wilfrid Stinissen.
Jo mere vi er forankret i den falske jeg-illusion, desto sværere er det at opgive den. Men Kristus går ikke på kompromis; han kom ikke til verden, led og døde for vor skyld blot for at lave lidt bedre mennesker ud af den gamle slags, men han kom for at skabe en helt ny slags mennesker. Han beder om, at vi skal udlevere ham hele det falske selv. vi har opbygget, al vor egenvilje - alt det i livet, vi opfatter som vort, alle vore ønsker og forbehold, intet mindre. I stedet vil han give os et nyt selv, det sande selv, sig selv. Hans vilje skal blive vor. Denne frigørelsesproces, overgangen fra illusion til virkelighed, vil ofte kunne forme sig som en dødskamp, for vi er ved at miste det, vi hidtil har betragtet som vort jeg. »Tag dit kors op og følg mig (Mk. 8:34), siger Jesus, og ingen der vil være hans discipel vil sige nej hertil. Men vi har lov glædes ved de ord, der følger efter: »For mit åg er godt, og min byrde er let (Mt. 11:30). Han mener begge dele. For om det kan være aldrig så svært at bære korset, at forlade illusionen om os selv og overgive alt til Kristus, så vil denne byrde være god og let i sammenligning med den syndige byrde af menneskefrygt, slaveri og rædsel, der følger af at være underlagt verdens magter. Når vi lever i ham, i sjælens centrum vil vi have del i Guds egen frihed og lykke, kraft og styrke, vi vil eje "Guds fred, som overgår al forstand" (Fil. 4:7), og alt det vil da også komme til at præge vor ydre personlighed. Det er noget meget mærkeligt og paradoksalt: det moderne menneske, som vil være sig selv og derfor give frit afløb for sine lidenskaber, sin aggressivitet, alle sine ønsker, er mindre end nogensinde sig selv. Ærligheden er et monumentalt selvbedrag. Det er ikke ægte ærlighed at give efter for alle sine impulser og indfald. Du er mere sand, når du forsøger at holde et irriteret udbrud tilbage, eller når du overvinder din dovenskab og dit dårlige humør. For da er du ærlig over for dit inderste og over for det guddommelige liv, du har inden i dig (Stinissen).
Når de kristne lever i Kristus, danner de tilsammen ligesom én kæmpemæssig og universel organisme - de udgør, som vi har sagt, Kristi mystiske legeme, som er kirken. Thi vi blev alle døbte til at være ét legeme, siger Paulus, hvor ingen del af dette legeme kan undværes, hverken foden, hånden, øret, øjet eller næsen, og Gud har sat lemmerne på legemet således som han ville (Ef. 12:13-18). Som et billede på de kristnes indlemmelse i deres Herres mystiske legeme kunne man også tale om et menneskelegemes milliarder af celler. Ligesom enhver af legemets celler er forskellige fra hinanden med hensyn til udseende, sammensætning, placering eller funktion - så er hvert eneste menneske skabt helt unikt og enestående. Og på samme måde som enhver af cellerne trods deres mangfoldighed indeholder ganske den samme genetiske information, da strømmer den ene og samme form for guddommeligt liv gennem Kristi legeme ud i millioner og atter millioner af mangfoldige små Kristus'er.
Hvert menneske er skabt af Gud som noget ganske enestående og er bestemt til at indtage sin særlige plads i dette gigantiske og mangfoldige åndelige legeme. Så snart vi forstår dette, holder vi op med at dømme og bedømme os selv og med at sammenligne os og konkurrere med andre. At blive en ægte personlighed sker bare ved at åbne sig for Kristus og leve i ham, som er sjælens centrum. Der findes altså ikke et virkeligt, originalt jeg, for vi har overgivet Os til Kristus. Et menneskes »jeg bliver først til i mødet med et "du", og dette gælder så meget mere, som denne anden person er Kristus. Alle vore virkelige jeg'er venter på os i ham. Der findes ingen virkelige personligheder noget andet sted. Der findes endda ikke nog spændende liv andre steder. Som C.S. Lewis siger: »Hvor ensformigt har ikke alle de store tyranner og erobrere været, og hvor herli forskellige er ikke helgenerne!"
Kristus vil i sandhed give os en virkelig personlighed, men vi bør ikke komme til ham af den grund. Så længe man bekymrer sig om sin egen personlighed, er det ikke ham, man henvender sig til. Det virkelige, sande selv kommer, når vi leder efter Kristus og giver slip os selv. Vi ved jo også, at vi aldrig vil gøre et godt indtryk på andre før vi holder op med at tænke på, hvilket indtryk vi gør. Og ingen kunstner, der anstrenger sig for at være original, bliver det. Det enest han kan gøre, er at prøve at være tro over for sandheden, og så kan det være han bliver original uden nogensinde at vide det.
Det ligner en åndelig naturlov, at den der vil redde sit liv, skal miste det, men at den, der mister det for Jesu skyld, skal vinde det. Vi er så optaget af at holde på de velsignelser, som også kommer fra Gud, at de bliver målet i sig selv. Vi skulle hellere lære af en ganske almindelig blå glasvase. Den er kun blå, fordi det er den eneste af alle lyset bølgelængder, som den kaster tilbage. Vi må give slip på vort liv for at frelse det. Vi må være villige til at forlade det selv, vi troede var vort eget, ja endda opgive vore mest brændende selviske ønsker - være villig til at lade det altsammen dø så at sige og til sidst underkaste vort jordiske legemes død. Først da vil vi finde det evige liv. Intet i vort liv, som ikke således har været underkastet døden, vil nogensinde blive oprejst fra døden.
Men da vil vi også erfare den lykke, der ikke kan sammenlignes med noget andet: at Kristus er alt, og at han skænker os alt med sig.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#43933 - 27/06/2024 22:09
Re: Tro
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7537
Sted: Sydsjælland
|
|
Mens Hanskrist fordyber sig i sin tro, siger jeg:
Hej du, som læser her, har du slet ikke lyst til at fortælle ldt om din tro? Min erfaring er, at det er umagen værd at formulere sig i ord.
Den enkleste tro, jeg kender til er den, der hedder: Der er mere mellem himmel og jord. Den så jeg oprindeligt lidt hånligt på, men ved nærmere eftertanke ser jeg nu på denne tro med dyb respekt.
Det kan være anstrengende at formulere sig, men det behøver jo ikke at være så fint og flot, bare vi læsere så nogenlunde kan forstå dig
Mvh. Arne.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|