|
1
registreret
(1 usynlig),
28
gæster og
1453
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Tro
|
Det sande selv i Kristus fortsættelsen:
Det forekommer indlysende, at vi burde forlade denne falske jeg'forestilling. Hvem vil i længden ønske at leve på en illusion, fremfor i virkeligheden? Hvem vil foretrække at bygge på menneskelig magt, når vi ser hvad den har påført vores jord, i stedet for på Guds kærligheds magt? Og det falske jeg er, når det kommer til stykket, lille, svagt og skrøbeligt, for det kræver hele tiden at blive forsvaret og beskyttet over for andre menneskers opfattelse, deres kritik eller krav, Alligevel er det ikke let at opgive det. Vi er så afhængige af, hvad andre mennesker synes om os, for vi tager også gerne imod deres ros og anerkendelse. Vi lader os gerne smigre, for det svarer helt til den forelskelse, som vi har i os selv, på samme måde som den græske yngling Narcissos forelskede sig i sit eget spejlbillede. Før synden var det stadige spørgsmål: Hvad vil du, Gud? Ved synden blev dette forvandlet til: Jeg vil. Mennesket nægtede at kredse om Gud og begyndte nu at kredse omkring sig selv. Kærligheden blev forvandlet til narcissisme. Gud skabte mennesket overmåde underfuldt (Salme 139:14). Men derved løb han risikoen for, at mennesket forelskede sig i sig selv. I stedet for at opdage Gud overalt, ser mennesket nu ofte sit eget spejlbillede. Når du en mørk aften har lyset tændt på dit værelse og ser ud gennem vinduet, kan du enten se virkeligheden udenfor eller også dit eget spejlbillede. Du vælger selv,« siger Wilfrid Stinissen.
Jo mere vi er forankret i den falske jeg-illusion, desto sværere er det at opgive den. Men Kristus går ikke på kompromis; han kom ikke til verden, led og døde for vor skyld blot for at lave lidt bedre mennesker ud af den gamle slags, men han kom for at skabe en helt ny slags mennesker. Han beder om, at vi skal udlevere ham hele det falske selv. vi har opbygget, al vor egenvilje - alt det i livet, vi opfatter som vort, alle vore ønsker og forbehold, intet mindre. I stedet vil han give os et nyt selv, det sande selv, sig selv. Hans vilje skal blive vor. Denne frigørelsesproces, overgangen fra illusion til virkelighed, vil ofte kunne forme sig som en dødskamp, for vi er ved at miste det, vi hidtil har betragtet som vort jeg. »Tag dit kors op og følg mig (Mk. 8:34), siger Jesus, og ingen der vil være hans discipel vil sige nej hertil. Men vi har lov glædes ved de ord, der følger efter: »For mit åg er godt, og min byrde er let (Mt. 11:30). Han mener begge dele. For om det kan være aldrig så svært at bære korset, at forlade illusionen om os selv og overgive alt til Kristus, så vil denne byrde være god og let i sammenligning med den syndige byrde af menneskefrygt, slaveri og rædsel, der følger af at være underlagt verdens magter. Når vi lever i ham, i sjælens centrum vil vi have del i Guds egen frihed og lykke, kraft og styrke, vi vil eje "Guds fred, som overgår al forstand" (Fil. 4:7), og alt det vil da også komme til at præge vor ydre personlighed.
Det er noget meget mærkeligt og paradoksalt: det moderne menneske, som vil være sig selv og derfor give frit afløb for sine lidenskaber, sin aggressivitet, alle sine ønsker, er mindre end nogensinde sig selv. Ærligheden er et monumentalt selvbedrag. Det er ikke ægte ærlighed at give efter for alle sine impulser og indfald. Du er mere sand, når du forsøger at holde et irriteret udbrud tilbage, eller når du overvinder din dovenskab og dit dårlige humør. For da er du ærlig over for dit inderste og over for det guddommelige liv, du har inden i dig (Stinissen).
Når de kristne lever i Kristus, danner de tilsammen ligesom én kæmpemæssig og universel organisme - de udgør, som vi har sagt, Kristi mystiske legeme, som er kirken. Thi vi blev alle døbte til at være ét legeme, siger Paulus, hvor ingen del af dette legeme kan undværes, hverken foden, hånden, øret, øjet eller næsen, og Gud har sat lemmerne på legemet således som han ville (Ef. 12:13-18). Som et billede på de kristnes indlemmelse i deres Herres mystiske legeme kunne man også tale om et menneskelegemes milliarder af celler. Ligesom enhver af legemets celler er forskellige fra hinanden med hensyn til udseende, sammensætning, placering eller funktion - så er hvert eneste menneske skabt helt unikt og enestående. Og på samme måde som enhver af cellerne trods deres mangfoldighed indeholder ganske den samme genetiske information, da strømmer den ene og samme form for guddommeligt liv gennem Kristi legeme ud i millioner og atter millioner af mangfoldige små Kristus'er.
Hvert menneske er skabt af Gud som noget ganske enestående og er bestemt til at indtage sin særlige plads i dette gigantiske og mangfoldige åndelige legeme. Så snart vi forstår dette, holder vi op med at dømme og bedømme os selv og med at sammenligne os og konkurrere med andre. At blive en ægte personlighed sker bare ved at åbne sig for Kristus og leve i ham, som er sjælens centrum.
Der findes altså ikke et virkeligt, originalt jeg, for vi har overgivet Os til Kristus. Et menneskes »jeg bliver først til i mødet med et "du", og dette gælder så meget mere, som denne anden person er Kristus. Alle vore virkelige jeg'er venter på os i ham. Der findes ingen virkelige personligheder noget andet sted. Der findes endda ikke nog spændende liv andre steder. Som C.S. Lewis siger: »Hvor ensformigt har ikke alle de store tyranner og erobrere været, og hvor herli forskellige er ikke helgenerne!"
Kristus vil i sandhed give os en virkelig personlighed, men vi bør ikke komme til ham af den grund. Så længe man bekymrer sig om sin egen personlighed, er det ikke ham, man henvender sig til. Det virkelige, sande selv kommer, når vi leder efter Kristus og giver slip os selv. Vi ved jo også, at vi aldrig vil gøre et godt indtryk på andre før vi holder op med at tænke på, hvilket indtryk vi gør. Og ingen kunstner, der anstrenger sig for at være original, bliver det. Det enest han kan gøre, er at prøve at være tro over for sandheden, og så kan det være han bliver original uden nogensinde at vide det.
Det ligner en åndelig naturlov, at den der vil redde sit liv, skal miste det, men at den, der mister det for Jesu skyld, skal vinde det. Vi er så optaget af at holde på de velsignelser, som også kommer fra Gud, at de bliver målet i sig selv. Vi skulle hellere lære af en ganske almindelig blå glasvase. Den er kun blå, fordi det er den eneste af alle lyset bølgelængder, som den kaster tilbage. Vi må give slip på vort liv for at frelse det. Vi må være villige til at forlade det selv, vi troede var vort eget, ja endda opgive vore mest brændende selviske ønsker - være villig til at lade det altsammen dø så at sige og til sidst underkaste vort jordiske legemes død. Først da vil vi finde det evige liv. Intet i vort liv, som ikke således har været underkastet døden, vil nogensinde blive oprejst fra døden.
Men da vil vi også erfare den lykke, der ikke kan sammenlignes med noget andet: at Kristus er alt, og at han skænker os alt med sig.
|
|
|
|
