|
1
registreret
(1 usynlig),
29
gæster og
1500
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Tro
|
Vores sande selv
Fra bogen "Den Lykkelige Forening" - Grundbog i Katolicismen - af Niels Arbøl:
Nogle vil sige, at mennesket allerede i kraft af sin natur er en del af Gud, for den skabte natur er identisk med den guddommelige natur. Gud og naturen er ét. Det er den såkaldte panteisme, der altid har optrådt i menneskehedens historie, og som findes i Østens religioner og de bevægelser, som er inspireret herfra. Gud er en intetanende kosmisk kraft, der gennemstrømmer alt og gør verden til sin krop. Der er følgelig ikke nogen skelnen mellem guddommeligt og naturligt. Mennesket er slet og ret en del af Gud. Ifølge denne opfattelse forenes menneskets sjæl med Gud på samme måde som en dråbe vand, der opløses i havet. Men det betyder naturligvis dråbens endeligt. Menneskets sjæl eller "jeg" ophører at eksistere. Andre religioner som jødedom og islam skubber derimod Gud så langt væk fra den skabte naturs verden, at det helt forsvinder fra den.
I spørgsmålet om Gud og mennesket afviser kristendommen både identifikationen og adskillelsen, men understreger foreningen: Hele formålet med at vi eksisterer er at blive forenet med Gud og optaget i hans liv. Og det er kun kristendommen, der har en forestilling om, hvordan menneskesjælen kan blive optaget i Guds liv og stadig forblive sig selv, ja i virkeligheden først her finde sin sande identitet.
Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.
Det sande selv
Vi har tidligere gjort opmærksom på, at menneskets forening med Gud ikke ophæver den menneskelige personlighed, men at den først herved for alvor bliver sig selv. Når Paulus siger: »Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig (Gal. 2:20) kunne man ellers godt få det indtryk, at personligheden ville forsvinde, eller at vi alle ville blive nøjagtig ens. I virkeligheden går det lige modsat: vi bliver mere os selv end nogensinde før.
Det skylder vi en forklaring på, men vi vil gøre det ud fra det mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er vort sande selv? Og dette giver os mulighed for at uddybe det for katolicismen så betydningsfulde tema som den kristne mystik.
De kristne mystikere er kendetegnet ved deres fordybelse i det indre menneske, ofte kaldet sjælen. En af dem er den store spanske mystiker Juan de la Cruz (1542-1591), der i de senere år er kommet til større kendskab i Norden, særlig gennem Wilfrid Stinissens bøger. Johannes af Korset hævder, at mennesket ligesom har tre niveauer: en yderside og en inderside samt det, han kalder sjælens centrum. Menneskets yderside er for ham el sentido, d.v.s. sansen eller sanseverdenen. I dette niveau har vi at gøre med kroppen, følelseslivet, lidenskaberne som glæde, håb, sorg og angst, alle vore fristelser og begær, som får os til at sige: "jeg kan lide jeg kan ikke lide", fantasien og forstanden i det omfang, den er afhængig af sanserne. Dette ydre niveau er den personlighed, som psykologien plejer at tale om, og som er et produkt af arv og miljø. Det er dette ydre niveau, som har at gøre med, om vi er unge eller gamle, smukke eller grimme, intelligente eller dumme, fredelige eller temperamentsfulde. Næsten alle menneskelige handlinger går ud på at styrke denne ydre personlighed. Vi forsøger at se lidt bedre ud, fysisk og psykisk. Vi dyrker kroppen og ungdommen som aldrig før, fjerner rynker, farver hår og retter bryster, vi håber kunstigt at forlænge livet, og vi strømmer til foredrag og kurser om psykologi.
Og det gør vi, fordi der selvfølgelig ikke er noget mere interessant i denne verden end mig og det indtryk, jeg kan gøre på andre mennesker. De fleste mennesker mener, at dette niveau udgør deres virkelige personlighed. De er ikke klar over, at den snarere er et rollespil (personaen ifølge Jungiansk Psykologi) et liv der er formet ud fra hvad andre mennesker mener og tænker, en samling etiketter af egenskaber, som andre har udstyret én med, og som man ofte selv har svært ved at genkende eller at leve op til, fordi de ikke er ens egne.
Det er ikke fordi kroppen og sindet ikke er virkelige; men de er ikke det væsentlige ved virkeligheden, på samme måde som facaden ikke er det væsentligste ved huset. Men de fleste mennesker er så optaget af at male og pudse facaden, at de ikke får tid til at tænke på det indre liv. Det synes, som om den vestlige civilisation i særlig grad er befolket af udadvendte, støjende, rastløse og aktive mennesker, der har travt med at komme fra det ene øjeblik til det næste. Alene den informationsstøj, der omgiver os gør, at ord, meninger og holdninger bogstaveligt talt fyger om ørerne på os døgnet rundt. Derved glemmer vi let den stilhed, der er vejen til det indre menneske.
Menneskets inderside kalder Johannes af Korset for el espiritu, ånden, med lille bogstav for at betegne, at det er menneskets ånd. Denne ånd eller sjæl (hvormed det transcendente aspekt ofte bliver fremhævet) er menneskets adelsmærke, den gør os i særlig grad til personer og dermed forskellige fra dyrene. Den menneskelige ånd er en realitet, som udtrykker sig gennem kroppen, men den kan ikke reduceres til sine kropsfunktioner. Mennesket kan jo til forskel fra dyrene anvende kroppen til at forstille sig eller nægte kroppen og psyken at få deres vilje igennem, såsom sult, tørst, sexualitet og aggression. Altså er ånden overordnet i forhold til kroppen og psyken. Dens eksistens bevises af kærlighed, godhed og humor, men også af had og dæmoni - alle de menneskelige egenskaber, som dyrene ikke kan reproducere. Menneskets person er præget af sit miljø, sin tid og omstændigheder, men netop ånden giver os friheden til at søge andre mål, andre idealer og andre veje til at nå dem. Friheden, viljen og kærligheden hører derfor til på åndens niveau, i det hele taget bevidstheden, for så vidt den er uafhængig af sanserne De kan kalde det for åndelig vished, en intuitiv højere eller dybere bevidsthed. Her bor også de dybere "følelser", som ikke er lænket til sanserne: mening, fællesskab, tryghed.
På dette åndens niveau findes det jeg, som spørger om sig selv, og det gør alle mennesker. Nogle tror, de kan finde sig selv ved at rejse tusinder af kilometer jorden rundt eller ved at leve primitivt og mens andre er klar over at det eneste, som ville kunne give dem svar, vil være en indre rejse.
Altid har mennesket søgt efter deres sande selv - og hvad er det så? Måske kan følgende eksempler lede os lidt på sporet. Om et menneske spørger: Hvilken karakter har jeg? og beder andre om at besvare det. idet han mener at det vil give et mere sikkert svar end om han selv svarer, da vil han ved at høre eller læse denne beskrivelse næsten helt sikkert blive skuffet. Det, som de andre kalder hans karakter, svarer nemlig ikke til det dybeste af hans personlighed. De siger, at han er opfarende, men de ved ikke hvordan han i årtier har kæmpet med sig selv og længtes efter at falde til ro. De har aldrig anet noget til den indre kamp, han har ført, og derfor vil han opfatte deres beskrivelse som uretfærdig. Eller et menneske er blevet sat i fængsel for nogle forbrydelser. Men selv om dette menneske vedstår sine fejl og fortryder dem, kan det slet ikke få de andre menneskers billede af sig selv som forbryder til at passe. Det stemmer ganske enkelt ikke med det, som han inderst inde føler. Og med hvad hans mor føler, for øvrigt.
Er dette ikke noget karakteristisk for mennesket? Og vi kan med psykologens eller psykiaterens hjælp bore endnu dybere, til vi når det underbevidste. Men selv ikke denne indsigt giver en udtømmende beskrivelse af menneskets sande væsen. At det som barn har fået for lidt kærlighed og på grund af dette har visse komplekser, gør nok livet vanskeligt, fører måske til sociale problemer, men det berører ikke personens dybeste kerne. Det kender sine komplekser som en fremmed magt, som virker i sig, men som ikke er det selv. Det ved: i dybet af mit indre er jeg anderledes. Det er et udpræget katolsk synspunkt, som stemmer med erfaringen at et menneskes længsel er er meget nærmere dets sande væsen end det, som han eller hun faktisk præsterer.
Dette finder sin forklaring i, at mennesket er mere end en yderside og en inderside. Det har et tredje og dybeste niveau, som Johannes af Korset kalder sjælens centrum. Det er Kristus, vort sande selv. Det er der hvor Gud er nærværende i nåde. Han er nærværende i vort hjerte, hvor han venter at vi opdager ham. Hans kærlighed er den inderste kerne i vor personlighed. Det er dér, hvor vi er guddommelige, beslægtet med Gud. »så sandt han ikke er langt fra en eneste af os; for i ham lever og røres og er vi ... Vi er også af hans slægt (Ap.Ger 17:27-28). Vi er væsener, der i kraft af vor natur har vor tilværelses midtpunkt uden for denne, nemlig i Gud. Og alligevel er han på et transcendent plan, d.v.s. på forunderlig usynlig og ubegribelig vis, os nærmere end denne natur. Som Skt. Augustin har sagt: Gud er mig nærmere, end jeg er mig selv.
Fra begyndelsen af bliver mennesket opfordret til samtale med Gud, for vor viden om ham begynder i selve det øjeblik, hvor vi bliver os bevidste som selvstændige personer. Kristus er det sande selv, og han banker uafbrudt på døren til ethvert menneskes bevidsthed og vilje: "Se jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vi jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig (Ab 3:20). Måltidet - dette skønne udtryk for sandt fællesskab. Mennesket er skabt i Guds billede med henblik på et personligt livsfællesskab med ham, og hans aktivitet består i, at han uophørligt møder mennesket med sin kærlige længsel efter at få lov til at genforene sig med det. Først da bliver mennesket sandt menneske, først da finder det sit sande selv. Som digteren B.S. Ingemann skriver i sin salme (1841):
"Den store Mester kommer, som smelter sjæl og sind, han sidder ved hjertegruben, han ser i sjælene ind.
Og har i hjertedybet sit billed klart han set, så glædes den høje Mester, så er hans gerning al sket."
Det er i virkeligheden det, som den kristne mystik handler om. Den betyder menneskets opdagelse af enheden med Gud, med det guddommelige mysterium, og dets umiddelbare erfaring heraf. Ligesom selve mysteriet indebærer også mystikken en hemmelighed, da vor erfaring af Gud er umulig at udtrykke i menneskeligt sprog. Den må forblive hemmelig og ufatteligt for den, der ikke selv har del i en sådan erfaring. Men der kan komme øjeblikke, hvor Guds Ånd gennemfører sin egen virksomhed med suveræn autoritet. Som af en hemmelighedsfuld morgenrøde oplyses vort indre, uden at forstanden har gjort sig den mindste anstrengelse; der kan formes beslutninger, som et øjeblik i forvejen var fremmede for bevidstheden, eller en dyb glæde, fred og styrke stiger ned i hjertet, uden at noget har forberedt dets komme. Pludselig er det indre liv blevet som en flod, der går over sine bredder. Mysteriet gennemtrænger alt, mildt og uimodståeligt. Dette er det mystiske liv.
Det tilskrives Helligånden, fordi det er kærlighedens gave.
Og der er mystik allerede i det mest almindelige kristne liv, fordi det skyldes nåden. Vi kan ikke gøre et korstegn med virkelig andagt, ikke bøje knæ foran det hellige sakramente eller udføre en kærlig handling uden at være under indflydelse af mysteriet.
Mystik er ægte religion, hvis grundbetydning (latin: religio) er at forbinde, at forene. Hvad er det, som skal forbindes? Den brudte kontakt mellem Gud og menneske. Dette er eller burde være enhver religions mening. Vi mennesker lever almindeligvis som om vi var adskilte fra Gud, fra os selv, fra vore medmennesker, fra hele skabningen. Vi ser os som små individuelle øer. Denne følelse af at være et adskilt, enkeltstående jeg, vor fiksering af denne jeg-følelse, dette ego med alt, hvad det indebærer af have-begær, magtbehov og i sidste ende rædsel, er gået i arv fra slægt til slægt under navn af arvesynden.
Altså står kampen mellem vort falske, fra Gud adskilte jeg, og vort sande jeg, som er i Kristus. Mellem det ego-jeg, der identificerer sig med vort menneskes yderside, og det Guds-jeg, der identificerer sig med vor sjæls centrum. Men denne kamp har Kristus allerede vundet ved sin død og sejrrige opstandelse, da han brød adskillelsens magt og forenede sig med mennesket. Alt hvad vi skal gøre er at åbne os for denne virkelighed i vor egen person. Gennem troen og dåben modtager vort sande selv, som er af guddommelig natur.
Vi må tømme os for det falske selv, som er en illusion, fordi det kun beror på det, som reflekteres gennem vor egen og andre menneskers sanseverden (det Ny Testamente slet og ret kalder "verden"), ikke på det som vi virkelig er: Guds elskede børn. Når vi ser på os selv, kan vi måske ikke se andet end et bundt selvcentrerede følelser, frygt, håb, begærlighed, misundelse og indbildskhed, og på en vis måde synes disse ting meget virkelige. Men det utrolige er, at Kristus har dømt alt dette til døden og givet os lov til at sige "Fader" til Den Højeste, lov til at se os selv som Guds Sønner og Døtre, som Himmellys i verden.
|
|
|
|
