I For åben Dør fortæller han ægte og selvfølgeligt om glimt af evig natur - øjeblikke hvor den nære virkelighed udvider sig til at omfatte altet og evigheden.
Nogle vil genkende disse glimt; Anker Larsen gennemlevede dem og gjorde dem til livsførelse.
Dette kapitel af Hartmut Rosa fra bogen "Det ukontrollerbare" sætter Anker Larsen ind i en moderne nutidig kontekst men også ind i en større overordnet sammenhæng uden at vi går glip af de levende detalje rige medrivende beskrivelser hvad vi taler om.
Jeg vil forsøge at lave fed skrift der hvor forbindelsen til Anker Larsen er tydeligt, der hvor det er tydeligt de snakker om det samme.
Følger her:
Kapitel IV:
Verden som resonanspunkt
Fremmedgørelse betegner en tilstand af en relationsløs
relation, hvor subjekt og verden står over for hinanden uden
inderlig forbundethed, ligegyldige eller endda fjendtlige. I denne modus af relation ligger der allerede kim til et aggressionsforhold, vel at mærke et aggressionsforhold, der har gjort de spektakulære resultater af videnskab, teknik og velstandsudvikling mulig. Som jeg læser det, består modernitetens kulturpræstation netop i, at den på det nærmeste har perfektioneret den menneskelige evne til både at bringe verden på afstand og inden for manipulerbar rækkevidde. Denne form for et distanceret-aggressivt forhold til verden mener jeg er uundværlig, og evnen er formodentligt dannet antropologisk. Det hører til forudsætningerne for det "excentrisk positionerede" væsen, mennesket, både at være i stand til og også tvunget til at kunne træde et skridt tilbage fra sig selv og sit forhold til verden, mens det samtidig ser sig selv udefra. Men denne aggressionsmodus i relationen til verden bliver her og der et problem, når den bliver til grundmodus for alle livsytringer, fordi den underkender, at
subjektet og verden ikke bare forud findes som uafhængige entiteter, men at de først opstår i deres gensidige relation og forbundethed. Subjekter er altid i verden eller "af verden"; de befinder sig allerede indenfor, omgivet af og i relation til en verden som helhed. "Jeg vedgår mit slægtskab med alle væsener, jeg er ikke andet end én, der er i stand til at være ekko for dem, at forstå dem, at svare", har Merleau-Ponty formuleret det. Responsivitet eller netop resonans bliver derfor samtidig til "essens" for ikke alene den menneskelige væren, men for alle tænkelige verdensrelationer. Den går forud for evnen til at bringe verden på afstand, at kunne beherske verden. Denne evne - eller rettere:
Denne anvisthed på resonans er ikke alene konstitutiv for den menneskelige psyke og socialitet, men i lige så høj grad for menneskets kropslighed, det vil sige, for den måde, det taktilt og i stofskiftet, følende og tænkende er i et gensidigt forhold til verden. Ikke ved at kunne kontrollere tingene, men ved at træde i resonans med dem, ved at bringe dem til at svare ud fra deres egen formåen selvvirksomhed og derpå at gå ind på det svar, der er grundmodus for den levende, menneskelige væren; det er netop det, jeg har forsøgt at udarbejde i min bog Resonanz med alle til rådighed stående filosofiske og videnskabelige midler. Men hvordan kan man nærmere bestemme
denne modus forstået som en slags verdensrelation, der kan sættes op imod en aggressionsmodus og den erfaring af fremmedgørelse, der hænger sammen med den?
Min tese er, at resonans ikke kun er en metafor for en bestemt erfaring og heller ikke er subjektets følelsesmæssige tilstand, men at resonans betegner en relationsmodus, der mere præcist kan defineres af fire kendetegn.1) Punktet, hvor man bliver påvirket (afficering):
At komme i resonans med et menneske eller måske et landskab, en melodi eller en idé betyder, at det når én "inderligt", at man bliver rørt eller bevæget. Man kan også oversætte punktet, hvor man bliver berørt, med "kaldelse".
Pludselig er der noget, der kalder på én, noget, som udefra bevæger én og får betydning for én for dets egenværdi. Sagen eller det menneske, som vi oplever en kalden fra, virker også indefra (intrinsisk) og har ikke kun instrumentel betydning og vigtighed. Den form for berøring kan kendes på, at et menneskes sløve blik pludselig lyser op. eller at vi med ét får tårer i øjnene. Det viser, at det panser af tingsliggørelse, som vi normalt arbejder med i en verden, hvor det drejer sig om vækst og optimering, om beregning og beherskelse, et øjeblik er brudt, og at vi har forladt vores aggressionsmodus. Ud fra et fæno- menologisk perspektiv betyder det, at en resonansmodus skiller sig ud fra tilstanden af fremmedgørelse ved en
samtidig og gensidig bevægelse mellem subjekt og verden: På den ene side bliver subjektet afficeret af verden, det vil sige påvirket eller bevæget på en måde, så det udvikler en interesse, der kommer indefra, for det udsnit af verden, som det møder og samtidig føler sig "adresseret".2) Punktet med selvvirksomhed (svar): Man kan dog på den anden side først tale om resonans, når denne berøring (eller kaldelse) bliver fulgt op af ens eget aktive svar. Det ytrer sig også altid i en kropslig reaktion, som i hverdagssproget udtrykkes med "at jeg får gåsehud", "at håret rejser sig på hovedet af mig" eller "at det løber mig koldt ned ad ryggen", og som medicinsk kan måles som en forandring i hudens modstand, i åndedrættet eller i pulsen og blodtrykket." Til resonans hører altså for det andet, at vi reagerer på den kaldende impuls, og at vi går det i møde, som har bevæget os. Begrebet emotion dækker præcist dette andet kendetegn, for det betegner bevægelsen udadtil (e-movere), svaret. Ud fra dette perspektiv er der
først tale om resonans, når det lykkes at nå den anden side, når vi føler os virksomt og levende forbundet med verden, fordi vi selv formår at bidrage med noget (afficerende) til verden. Jeg betegner derfor dette andet punkt som selvvirksomhed.
Det mest enkle eksempel på er resonansforhold er en udveksling af blikke eller en samtale, hvor de to involverede skiftevis hører på hinanden og svarer. Øjne er resonansvinduer; at se én i øjnene og at mærke den andens blik, der svarer, betyder at være i resonans med den anden hvis ikke vi afspærrer os fra det, idet vi afviser den anden med et fjendtligt blik eller ignorerer den anden med et sløvt blik. Hvis det sidste er tilfældet, befinder vi os i en tilstand af fremmedgørelse, det vil sige i en relationsmodus af ligegyldighed eller fjendtlighed.
At blive adresseret og nået af en stemme, der svarer, og omvendt ikke alene at høre sin egen stemme, men også at opleve den som virksom, er en menneskelig grunderfaring, der endda ligger forud for en udveksling af blikke. Denne grunderfaring (grunderfaring af BØN) hører lige så meget til spædbarnets livgivende opdagelse som til demokratiets løfte om lykke når det vel at mærke praktiseres i en modus af tiltale og svar og ikke som en måde, hvor der bliver talt ned til én eller den anden spiller døv. Vi oplever ikke alene os selv som selvvirksomme og samtidig bevægede i en mellemmenneskelig kontakt, men for eksempel også, når vi spiller på et instrument, når vi springer i vandet og svømmer, eller når vi bager et brød. I en subtil forstand kan man også tale om selvvirksomhed, når vi ikke blot læser en bog, men også begynder at bearbejde det læste.
3) Punktet med forvandling (transformation). Uanset hvornår vi kommer i resonans med et andet menneske, en bog, et stykke musik, et landskab, en idé, et stykke træ, transformeres vi i mødet, selvom det sker på mange forskellige måder. Der er møder, som vi taler om og siger, at "de gjorde mig til et andet menneske", og der er forvandlinger, der knap nok mærkes og måske også kun er forbigående forvandling, og som kun for eksempel påvirker vores stemning. Men
i alle tilfælde er forandringen i forholdet til verden et konstitutivt element i resonanserfaringen. Uanset hvornår vi oplever resonans med verden, er vi ikke mere de samme. Resonanserfaringer forvandler os, og netop deri ligger der en erfaring af levendegørelse. Hvis vi ikke mere lader os kalde på af noget og lader os forvandle, eller hvis vi ikke mere selvvirksomt evner at svare på de talrige stemmer udefra, er vi indvendigt døde, forstenede eller kort sagt: Resonansresistente. Det er kendetegnende for en depression, at det er en tilstand, hvor alle resonanslinjer er blevet døve og stumme for os, så der ikke mere er noget, der bevæger os, og hvor vi samtidig har fornemmelsen af, at vi ikke mere kan nå nogen, at vi er "indefrosne" og dermed ikke i stand til at forvandle os. Udenfor er alting dødt og tomt, og inden i mig er alting stumt og koldt, siger vi så, og i den tilstand er der ikke nogen udvidelse af rækkevidden i verden, der kan redde os. Ud fra dette perspektiv beror levendegørelse mere præcist på forvandling forstået som en tosidet transformation. Selv hvis man ikke vil gå ind på forfattere som Bruno Latours eller Philippe Descolas argument om, at det er betænkeligt og ensidigt, at det er et kendetegn for et rationalistisk-videnskabeligt moderne verdensbillede (og den tilsvarende aggressionsmodus) at betragte universet som stumt og "dødt" og kun at ville tillægge mennesket evne til resonans, er det åbenbart, at også objekterne forandrer sig signifikant (for os) med resonanserfaringen.
Bjerget, som jeg har besteget, er (for mig) et andet end det, jeg kun så på lang afstand eller kendte fra fjernsynet, og på samme måde forandrer bogen, musikken, sproget, idéen sig i forvandlingsprocessen. Men som "Ding an sich" er de ikke kontrollerbare for os.
Resonansforhold er altså for det tredje kendetegnet ved at subjekt og verden forandrer sig i mødet. Det kan netop ikke siges om en sag, man bare tilegner sig. Jeg kan købe en bog og endda læse den, uden at den på nogen måde rører, bevæger eller forandrer mig. Og med det samme resultat kan jeg bede, gå til koncert, bestige bjerge eller gifte mig. Uden triaden afficering (i betydningen at blive bevæget af noget andet), e-motion (som selvvirksomt svar, hvorigennem der opstår en forbindelse) og forvandlende transformation bliver tilegnelsen ved med at være en relationsløs relation.
Nødvendigheden af samspillet mellem de tre punkter bevægethed, selvvirksomhed og forvandling gør det tydeligt, at vi på den ene side som en violin eller en guitar - må være tilstrækkeligt åbne for at kunne lade os bevæge og på den anden side må være lukkede nok til at kunne svare med egen stemme og selvvirksomt. Én, der for eksempel er traumatiseret på grund af voldserfaringer og derfor har oplevet berøring som krænkelse, vil i tiden efter værge sig mod og afspærre sig fra enhver berøring; én, der omvendt bliver påvirket af alt og alle, mister evnen til at høre og udfolde sin egen stemme. Én, der ikke tiltror sig selv en påvirkende virksomhed, én, som ikke har haft den erfaring eller har glemt, at han kan bevæges indefra og udløse et imødekommende svar, indskrænker sig til at møde menneskeverdenen og tingsverdenen aggressivt manipulerende.
4) Punktet med det ukontrollerbare: At de ovenfor nævnte "patologiske" (eller ganske enkelt ulykkelige) tilstande ikke kan forandres med en viljesbeslutning,
at resonans ikke kan frembringes instrumentelt eller ikke kan bringes under kontrol, er det fjerde punkt i resonansforholdet (og det afgørende punkt for denne bog), som jeg beskriver med begrebet det ukontrollerbare.
Det betyder først og fremmest, at der ikke findes en metode eller en syv- eller ni-trins-vejledning, der kan sikre, at vi kan komme i resonans med mennesker eller ting. Selv hvis vi kan kontrollere alle subjektive, sociale, rumlige, tidslige og atmosfæriske forudsætninger og på alle måder forsøger at gøre en resonanserfaring mulig, sker det alligevel eller måske netop derfor, at mødet i skæret fra stearinlyset, bjerget i morgenrøden, musikken fra de bedste pladser i koncertsalen "lader os kolde"; vi bliver ikke bevægede og kan ikke få en forbindelse i stand. Den erfaring gør vi måske juleaften, når vi forsøger at ryste adventstidens stress af os, at skrue ned for tempoet og helt at ville være der for vores kære og at lade os bevæge af juleevangeliet, de kendte julesalmer, af stemningen; kort sagt: At høre og at svare. Aldrig er faren for fremmedgørelse større end denne aften, selvom det også kan ske ved en Candlelight-Dinner med den elskede eller i koncertsalen med ens yndlingsstjerne. Om resonansen indfinder sig, og hvis, hvor længe den så varer, kan aldrig forudsiges.
Resonans er konstitutivt ukontrollerbar, og vi oplever det med den, som når vi skal falde i søvn: Jo mere intenst vi ønsker at sove, desto mindre lykkes det os. Men omvendt betyder det ukontrollerbare også, at det aldrig kan udelukkes, at der opstår resonans (igen er det sammenligneligt med det at falde i søvn). Resonans kan opstå under de radikalt mest fremmede og dårlige omstændigheder, selvom det naturligvis er usandsynligt. Det specifikke for resonans er altså, at den hverken sikkert kan fremtvinges eller garanteret forhindres.
Men
resonans er også i en endnu vigtigere forstand konstitutivt ukontrollerbar. Når der optræder resonans, bliver vi forvandlet, men det er umuligt at forudsige, i hvilken retning vi bliver forvandlet, eller hvad resultatet af forvandlingen bliver.
På hvilken måde og hvor dybt vi bliver forvandlet, når vi virkelig indlader os med et andet menneske, en anden livsform, en idé, en bog, et landskab, kan man principielt ikke vide, før forvandlingsprocessen er afsluttet. Det betyder imidlertid, at de transformative virkninger af et resonansforhold altid og uundgåeligt unddrager sig subjektets kontrol og planlægning. Virkningerne kan ikke beregnes eller beherskes - og det er grunden til, at de er af afgørende betydning, sådan som jeg her udfolder det i sammenhæng med kritikken af det, vi kan kontrollere. Da resonans konstitutivt er åbent i forhold til udfaldet, er resonans altid i et grundlæggende spændingsforhold til den sociale logik om uophørlig vækst og optimering og til den tilsvarende holdning til verden, hvor verden altid fremstår som et aggressionspunkt. Til det ukontrollerbare i resonans hører også, at det ikke kan akkumuleres, oplagres eller instrumentaliseres. Enhver, der forsøger at gemme resonanspotentialet fra et enkelt øjeblik i et eller flere digitale fotos, ved det også. Derudover ligger det også implicit i det kendetegnende ved det ukontrollerbare, at man ikke kan tilkæmpe sig det. For så snart vi går ind i et kampforhold (eller slår over i aggressionsmodus), tvinges vi til en afslutning, hvor der ikke er meget resonans tilbage. Der vil vi jo netop ikke kunne nås udefra, men vil tværtimod sætte os igennem, der stiler vi ikke mod en afficerende selvvirksomhed, men mod en instrumentel-manipulerende. Vi kan købe os til den dyre safari til Sahara eller til et krydstogt, men ikke til resonans i forhold til naturen. Den måde, reklamen og det kapitalistiske marked fungerer på, er baseret på vores eksistentielle resonansbehov, det vil sige, at vores begær efter relation oversættes til genstandsbegær. Vi køber varen (safarien) og håber på en resonanserfaring i forhold til naturen. Det første er der garanti for, men ikke det sidste, for jo mere vi eftertragter resonanserfaringen, desto mindre sandsynligt er det, at den indtræffer. Jo, vi vil helt garanteret møde løven, men den skal lige så garanteret ikke komme for nær; det skal heller ikke vare for længe (vi vil jo også godt nå tilbage til aftensmaden), og vi vil ikke så gerne blive gennemblødte af regn eller solskoldede.
Ifølge min sociologiske tese, som jeg har fremlagt ovenfor, er moderniteten kulturelt henvist til og med sin institutionelle ramme tvunget til på alle måder at kunne beregne, beherske, forudsige og kontrollere verden med videnskabelig erkendelse, teknologisk beherskelse, politisk styring, økonomisk udbytte og så videre. Men resonans kan ikke kontrolleres. Det er den grundlæggende voldsomme ærgrelse for denne sociale formation, det er dens grundmodsigelse, det, der i forskellige nye variationer producerer "vredesborgere". Denne grundlæggende modsigelse kan man spore i dens mange forskellige fremtrædelsesformer og med alle dens sociale og psykiske konsekvenser, der hvor vi i vores hverdagsgøremål og på de sociale konfliktområder ikke havde regnet med den. Det er nu min målsætning i den anden halvdel af bogen at forfølge denne grundmodsætning
i håbet om at kunne kaste et opklarende lys på de vanskeligheder, som moderniteten befinder sig i i dens forhold til naturen og ligeledes i forhold til dens politiske og subjektive forhold til sig selv og verden. Ved tålmodigt at arbejde med de gensidige spændinger mellem resonansbegrebet og kravet om kontrol er det også et mål
at få ideer til, hvordan denne modsætning engang måske kan overvindes eller løses.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
Keder vi os 
Hvor er Krishna henne...
Svar
Citer
