0
registrerede
744
gæster og
170
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#41893 - 16/11/2023 19:33
Re: Det 5. bud
[Re: Hanskrist]
|
|
Namaskaram... Punkt 1... Jesus blev korsfæstet (som en forbryder) på Golgatha... Punkt 2... Gud elskede Jesus, men han var ikke uden synd... Punkt 3... Hvad kender vi til Jesus og hans liv... https://vandrermodlyset.dk/ardors-beretning-11/https://vandrermodlyset.dk/kommentar-xi/Nu skal vi ikke tale om det, men om forsoningslæren. Som sådan skriver Lau dette i kapitel 2 i sin bog... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Forsoningslærens logik Der er naturligvis den mulighed, at Paulus slet ikke er ophavsmand til idéen om forsoningsdøden, men fik den overleveret fra de tidligste menigheder. Det er der nogle, der mener, da Paulus skriver til menigheden i Korinth, at han >>overleverede ... hvad jeg også selv har modtaget<< (1. Kor. 15, 3). Og dér, hvor Paulus angiveligt skulle have sit budskab fra, er en gudstjenestetradition, der går tilbage til de første menigheder under apostlene. I samme brev til korintherne angiver han imidlertid Gud selv som kilden til hans viden >>For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer...<< (1. Kor. 11, 23). Og senere:
>>Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren. Hvis en ikke anerkende det, bliver han ikke selv anerkendt<< (1. Kor. 14, 37-38).
Paulus hævder altså at have fået sine indfald direkte fra Gud, ikke en forudgående gudstjenestetradition. Paulus er også den, der giver forsoningstanken form og får den nedfældet og udbredt, og Romerbrevet rummer en så udførlig gennemgang af denne idé, at kun en person, som er dybt inde i dens udformning, ville kunne skrive det. Nu er Paulus ikke nogen stor systematiker, men først og fremmest brevskriver, så enhver strukturering af hans tankeverden er en fortolkning. Men når han i sine breve - som er de ældste af de nytestamentlige skrifter - irettesætter de vildfarne, viser der sig røde tråde i hans tænkning, og én af dem er koblingen mellem døden på korset og menneskets frelse. Man kan i sagens natur kun gisne om, hvordan Paulus fik tænkt sig frem til den idé, da man jo ikke kan kravle ind i hovedet på ham, men man kan prøve at rekonstruere den logik, den er båret af, og som blev en bærende tankefigur i den kristne fortælling. Og forsoningsdøden afslører af sig selv sin oprindelse:
>>Ham (Jesus) gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede<< (Rom. 3, 25).
Idet Paulus bruger betegnelsen sonoffer om Jesus, siger han, at den Gud, han ser for sig, er en Gud, som accepterer offergaver, ja, han modtager et menneske som offer. Paulus opfatter altså fra begyndelsen af sit virke Gud som én, der billiger det jødiske offersystem, og det er præcis, fordi han tænker sådan om Gud, at han kan få døden på korset til at give mening: Hvis Jesus var et sonoffer, så var der en mening med, at han døde. Så er der en forklaring. Når først forsoningstanken er på plads, begynder den kristne fortælling at tage form: Hvis der var brug for forsoning, må der forud have været et brud. Og hvis der var sket et brud, må der oprindeligt have være en harmoni. Og hvis bruddet skal heles, venter der en ny harmoni. Sådan ser forløbet ud: Harmoni - brud - ny harmoni. Ligesom en Hollywood-film. Men for Paulus er det ikke bare et billede eller symbol. Det er et forløb, han ser udspille sig i historien, dvs. i konkrete fortidige (og fremtidige) begivenheder, og som forsoningstanken binder sammen til en fortælling, der forklarer korsdødens nødvendighed. Og det hele begynder med Guds skabelse:
>>I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham<< (Kol. 1, 16-17).
Gud er Skaberen og Opretholderen af verden. Den suveræne himmelmagt, vi skal bøje os ind under, uanset hans veje kan virke uransagelige (Rom. 9, 14-21). Og Gud har villet, at verden skulle være en retfærdig orden. Der er nogle love og rammer, man skal overholde, og hvis man bryder dem, bliver Gud vred, og hans vrede
>>åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed<< (Rom. 1, 18).
Men fordi Gud er retfærdig, bliver han ikke bare vred uden varsel eller grund. Han har åbenbaret sin retfærdighed både i Skabelsen og i de gamle skrifter. Når de, der ikke har adgang til de skrifter, Guds love er optrykt i, altså hedningene, indianerne i Amazonas etc., indimellem >>af naturen<< gør det rigtige, er det, siger Paulus, fordi de har Guds love >>skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne<< (Rom. 2, 14-15). Alle har med andre ord haft adgang til hans love og er blevet givet i hvert fald chancen for at overholde dem. Alt andet ville også have været uretfærdigt. Gud har i såvel Skabelsen som i historien givet sig til kende for os mennesker og fuldstændigt åbent lagt frem, hvem han er:
>>Hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud<< (Rom. 1, 20-21).
Når Guds vrede rammer os, er det altså ikke, fordi han er uretfærdig. Han handler bare i overenstemmelse med sin egen orden. Men fordi verden er retfærdig, risikerer mennesket at stå i et brudt forhold til Gud. At synde er at bryde med Guds orden og vende sig fra hans kærlighed, og det var dét, der skete i Faldet, hvor mennesket satte sig op imod ham og påkaldte sig hans vrede. Og straffen for gudsoprør falder som et tordenbrag over vores hoveder: >>syndens løn er død<< (Rom. 6, 23).
>>Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede<< (Rom. 5, 12).
Det ene menneske er naturligvis Adam. Med ham kom synden ind i verden, og døden fulgte den. Uanset hvordan man forstår syndens indtog i verden, er det bedrøvelige faktum ifølge Paulus, at alle står i et brudt forhold til Gud, >>alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud<< (Rom. 3, 23). Sådan er Guds retfærdighed: Lever man i synd, bringer man død over sig. Sætter man løgn over sandhed og lever opfyldt af >>griskhed, usselhed; ... misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed<< (Rom. 1, 25 og 29-31), ender det galt. For >>Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø<< (Rom. 1, 32). Og >>alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste<< (Rom. 3, 12 (9-18)). Ja, hele verden er korrumperet.
>>Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham (Adam), der gjorde det<< (Rom. 8, 20).
Mennesket lever derefter i en forvandlet verden. Både vi og verden er forandrede, forgængelige: Et sted i historien blev vi skilt fra Guds herlighed og kærlighed, og det er i sagens natur ikke hans skyld, men vores. Det fortvivlende er så, at vi ikke selv kan gøre noget for at vriste os fri af denne ulykkelige tilstand. Vi kan ikke leve os til udødelighed, uanset hvor ædelt vi gør det. Om vi så troligt og ydmygt og uden at vakle følger Guds love fra vi fødes, til vi dør, vil det ikke hæve os fri af døden. Eftersom mennesket lever i en selverhvervet syndighed og dødelighed, kan end ikke det værdigste liv af det kærligste menneske bringe det i det rette forhold til Gud. Synden og døden er gået "i kødet" på os. Vi lever i et fangenskab, som Paulus beskriver det i sin konstatering af, at det gode, vi vil, gør vi ikke, og omvendt med det onde (Rom. 7, 19). Men hvordan frelses vi så? Hvor er håbet i disse fortvivlende kår? >>Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?<< (Rom. 7, 24). Hvem vil redde os, når vi ikke kan redde os selv? Paulus´ svar er: Det vil Gud.
>>For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet<< (Rom. 8, 2-3).
Da vi ikke kan komme Gud i møde, kommer han os i møde og sendte sin søn, som blev menneske af kød og blod og led den samme død, vi lider, for derefter at overvinde den. Han døde på vores vegne, i vores sted og sonede én gang for alle det, der skulle sones. Kun på den måde kunne synden og døden ophæves.
>>Ham (Jesus) gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed<< (Rom. 3, 25).
>>Ham (Jesus), som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os<< (Rom. 4, 25).
>>Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden, efter Guds, vor Faders vilje!<< (Gal. 1, 3-4).
Det er helt tydeligt med Guds vilje og velsignelse, efter Guds plan, at Jesus dør. Guds kærlighed til os er formidlet gennem det sonoffer, Jesus som Kristus bar frem, da han led og døde på korset for vores synders skyld:
>>Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld<< (Gal. 3, 13).
>>Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset<< (Kol. 2, 14)
Paulus kobler soningsdøden direkte sammen med lovens offerbestemmelser. Han er meget klar i mælet: Somofferet er givet i overensstemmelse med Moseloven: >>Kristus døde for vore synder efter Skrifterne<< (1. Kor. 15, 3). Det er, siger Paulus, Loven, Skrifterne, der dikterer offerets natur og nødvendighed, og det er fra Gud, initiativet til forsoningen udgår.
>>For i ham (Jesus) besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset<< (Kol. 1, 19-20).
Dette udtog fra Kolosserbrevet peger frem mod det næste led i forsoningslærens logik: Eftersom Jesus ikke kan overvinde synden og døden som menneske - det er jo den saks, vi sidder i - må han være mere end et menneske. Gud har givet sig til kende i ham: >>I ham (Jesus) bor hele Guddomsfylden i kød og blod<< (Kol. 2, 9). Paulus´ ophøjelse af Jesus til Kristus er afgørende for han teologi. Kristus (på hebraisk: Messias) betyder den salvede og betegner, at Gud har udvalgt én til en særlig opgave - og Paulus er den første, der bruger denne titel som egennavn om Jesus. At det er ham selv, der finder på det, understreges af hans vision på vejen til Damaskus, hvor Jesus præsenterer sig for ham som Jesus fra Nazaret (ApG. 22, 6-8). Dvs. Jesus præsenterer sig med sit jordiske navn, ikke Kristus-titlen, og det er påfaldende, fordi Jesus her en håndfuld år efter sin død og opstandelse vel var fri til at afsløre sin sande identitet, hvis han virkelig var den Kristus, Paulus påstår, han var? Tager man Damaskusøjeblikket på ordet, anså Jesus åbenbart ikke sig selv for den gudelignende figur, Paulus ophøjer ham til. Når Paulus forbinder Kristus-titlen med Jesu person, må det betyde, at han anså Jesus for ikke bare at kunne noget særligt, men for at være noget særligt. Måske har hans kærlighed til Jesus og den tomme gravs gåde som nævnt fået ham til at tænke Jesus større end et menneske, men om han ligefrem anså Jesus for at være Gud er omstridt. Han omtaler flere steder Gud og Jesus som separate væsner, men mente helt klart, at Gud var i Jesus på en særlig måde, for i sit brev til kolossenserne siger han, at Kristus er >>den usynlige Guds billede<< (Kol. 1, 15 (gentages i 2. Kor. 4, 4)), og at >>i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod<< (Kol. 2, 9) - men betyder det, at Paulus så Faderen og Sønnen som det samme væsen? Det er tanker, som peger frem mod inkarnationen - idéen om at Gud blev menneske i Jesus, og at de derfor var det samme væsen (en idé det altså er uklart, om Paulus købte ind på) - men det centrale her er, at ifølge Paulus forbinder Guds ånd sig til den syndige, dødelige verden ved helt konkret at gå "i kødet" på den. Når Paulus ophøjer Jesus til Kristus, er det som sagt, fordi det er nødvendigt: Jesus skal være mere end menneskelig - nærmere bestemt: stærkere end synden og døden - for at forsoningen kunne lykkes. Jesus måtte være et menneske, der >>ikke kendte til synd<< (2. Kor. 5, 21), og ved at dø som lydefrit menneske og opstå efter sin død satte han os alle fri fra døden og synden. Dermed havde Kristus opvejet det Fald, som indtraf ved Adam. Men synden og døden er tydeligvis ikke visket ud af hverken verden eller vores liv, for vi både synder og dør i et ret stabilt tempo. Så hvordan kan Kristi sejr siges at have gjort en forskel for os? Mennesket er jo stadig ikke i stand til selv at sejre over døden. Detaljerne i forsoningens teknik tager jeg senere, men Paulus´ (og den kristne traditions) svar er, at vi får del i frelsen ved troen på Kristus, for >>Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror<< (Rom. 10, 4). Det er ikke nok at følge Moselovens bud om, hvordan man skal handle, for >>af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for (Gud)<< (Rom. 3, 20). Vi skal handle rigtigt indefra, og det gør vi først, når vi giver os hen i tro.
>>Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt<< (Gal. 2, 16).
Når Paulus her taler om lovgerninger, er det den ydre efterlevelse af Moselovens bud om omskærelse, sabbatten etc., som er noget andet end at følge de naturlige love, Gud har indskrevet i vores hjerter, og som konfronterer os med valget mellem at følge Gud eller det onde og fortæller os, hvad vi må og ikke må. Og det er, siger Paulus, ikke nok at efterleve ydre regler, uanset hvor retfærdige de er. Det frelses man ikke af. Éns handlinger skal springe af et kærligt hjerte, og hjertet bliver først kærligt, når troen er kommet derind. Selvom Paulus tager afstand fra lovgerninger, mener han ikke dermed, at det er "hjertets gerninger", der frelser os. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi handler af et kærligt hjerte, for det vil sætte livet i det rette perspektiv, men vi retfærdiggøres i troen på Kristus. Med Kristus er der, siger han, sket noget absolut afgørende. Den gamle verdens regnskab er gjort op, og en ny orden, en ny æra, er indledt:
>>loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus<< (Gal. 3, 24-26)
Uanset om man udlægger denne passus som en beskrivelse af det enkelte menneskes indre forvandling eller et nybrud i verdenshistoriens forløb, er det tydeligt, at Paulus indsætter Kristi komme som den nødvendige overgang til livet som frelst. I troen er vi som forvandlede, nyskabte, sat fri af loven - og vejen mod frelsen ligger åben.
>>Fordi døden kom ved et menneske, er også de døde opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus<< (1. Kor. 15, 21-22).
Den tro, der gør os levende igen, er en ubetinget tillid til Guds nåde, altså en indre forvandling. Og der står alt på spil for enhver af os - men det forstår man kun, hvis man er troende:
>>For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft<< (1. Kor. 1, 18).
Om Paulus mente, at nogen uundgåeligt vil fortabes, eller forsoningen vil omfatte alle, kan diskuteres. Pointen er, at med Kristus indtraf et vendepunkt i historien: Engang opstod der et brud mellem os og Gud, og selvom vi stadig lider under eftervirkningerne, er selve bruddet overvundet af Kristus, og forude venter nu den evige lykke, det evige liv - og i troen på dét ligger vejen ind i evigheden åben.
Den kristne fortælling (efter Paulus) Your friend forever Krishna
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#41898 - 17/11/2023 00:55
Re: Det 5. bud
[Re: ]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3416
Sted: Nørresundby
|
|
Den første til at sige at Jesus var et menneske som alle os andre er Paulus - det står sort på hvidt (så Lau Sander Esbensen vrøvler når han hævder noget andet) Jan ABC:
han levede da for sine brødre og søstre, og forsøgte at lære dem noget om Gud og kærligheden Nej han forsøgte ikke at lære dem noget om Gud og Kærlighed Han elskede og underviste ikke i kærlighed og når man elsker er man i kærligheden - praktiserer man kærlighed Og Gud og Guds Ånd var med ham - var i ham og med ham - nøjagtig som Paulus eleven, forfatteren til Johannes Evangeliet beskriver dette I Jesus mødte de Gud og møder vi Gud som virkelighed Derfor slutter al spekulation og alle gisninger om Gud som du Jan ABC og VML og Lau Sander Esbensen er så begravet i fordi I ikke kender Gud og vil tage imod Gud Deri jeres fejl består - I vil både sige hvem Jesus er og hvem Gud er - men tage imod Gud som virkelighed derom aner I ingenting I Jesus Kristus er Gud kommet os nær - nær og nærværende som virkelighed i vores liv Dette beskriver Paulus meget præcist som Begivenheden Guds Kærlighed Kristus udgydt i vore hjerter ved Helligånden der er givet os eller Begivenheden Guds Kærlighed Kristus - den Gud Helligåndens Ny Væren og Virke Virkelighed ind i verden ved mennesket Jesus. Paulus eleven, nemlig forfatteren til Johannes Evangeliet han forsætter med at beskrive hvordan vi møder Gud i Jesus - endda på fremragende vis Så du Jan ABC og VML og Lau Sander Esbensen - ødelægger det hele i menneskelig filosofi og spekulation og gisninger og teoretisering - I abstraherer og teoretiserer Begivenheden Guds Kærlighed KRISTUS er Guds fødsel i vores liv og det bliver også vores fødsel i Gud - de Nye Skabninger vi er i Kristus Jeg har læst Lau Sander Esbensen's redegørelse for den forsoningslære han mener at have fundet hos Paulus - hvis dette var Paulus evangelium så var det aldrig ud af en så indviklet og snørklet menneskelig filosofisk spekulation lykkedes Paulus at omvende en eneste hedning til kristendommen Men Paulus havde succes - så hvad Lau Sander Esbensen skyder Paulus i skoene har overhovedet ikke fyldt noget som helst i forkyndelsen - Paulus evangelium Nu siger Paulus det selv - det afhænger ikke af ord og forførende tale - men af at Kristus virkede mægtig i ham - Gud Helligåndens kraft og gerninger var på spil Når Ånden/Helligånden er over Paulus eller andre Apostle så bliver folk grebet af samme Guds Ånd - af samme gejst og begejstring og entusiasme = i Gud Væren = i Kristus Væren Det er Ånden der gør undergerninger - Gud Helligåndens vidunderlige forunderlige gerninger med os og midt iblandt os - der gjorde at folk tog imod Gud i virkeligheden Folk blev ikke fyldt med spekulationer om nogen forsoningslære hvilket enhver kan forsikre sig om ved at læse Paulus - ja som Paulus siger bogstaven slår ihjel det er Ånden der gør levende Men at Jesus ofrede sit liv for sit folks skyld kan ingen være i tvivl om - mange mennesker bringer iøvrigt sådant et offer - lever for nogen i kærlighed - altså de elsker Så at se på Jesus liv som et offer er der intet - intet overhovedet mystisk i - (min mor levede på samme måde (hun tænkte ikke på sig selv men tjente og elskede hendes næste, nærmeste)) I denne kærlighed er Gud - så den der elsker kender Gud VML og Lau Sander Esbensen's bog er alt alt for uÅndelig - alt alt for gudløs og alt for kærlighedsløs --- det har intet med Gud at gøre men er menneskelig spekulation - det er bogstaven der slår ihjel som Paulus siger - der er ikke den Guds Ånd der gør levende i det Gud og Gud Helligånden bliver hjemløs - forsvinder hvis vi skal lægge øren til sådan en gang spekulation, som der intet af er hos Paulus - det findes der ikke spor af hos Paulus Ja Paulus siger det selv - ikke jeg lever men Kristus levet i mig og virker mægtig - det er denne Gud Helligåndens Begejstring og Entusiasme - i Gud Væren - vi tager imod -- ikke en snørklet bog eller foredrag med filosofiske spekulationer om en tvivlsom opdigtet forsoningslære --- havde Paulus opført sig sådan da havde hans hegninger mission været totalt mislykket og kristendommen var aldrig blevet til noget I - du Jan ABC og VML og Lau Sander Esbensen - I opfører jer som artige skoleelever der skal snart lægge øre til dit og så dat af spekulationer over forsoningslære og andet menneskelig spekulation Alt sådan noget sagde Paulus fra overfor - vi skulle ikke lade os forføre af snedig menneskelig tale og spekulation Alt hos Paulus drejede sig om at vi blev grebet af ÅNDEN - Gud Helligånden - af Gud i Kristus - hvor vi har hele guddomsfylden i kød og blod - legemliggjort Vi skal tage imod Gud og det gør vi i Guds Kærlighed Kristus der er udgydt i vore hjerter ved Helligånden Her er Gud som virkelighed og dermed ude af vores spekulationer Hos Paulus møder jeg Gud i Kristus Det gør jeg bestemt ikke hos VML og deres artikler eller hos Lau Sander Esbensen eller hos dig Jan ABC - her møder jeg kun menneskelig spekulation
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#41903 - 17/11/2023 09:28
Re: Det 5. bud
[Re: Hanskrist]
|
|
Namaskaram... Hvad blev der af sonofferet? Hvorfor bruge den betegnelse? Hvilke baner tænkte Paulus i? Jeg vil desuden gøre dig bekendt med... https://vandrermodlyset.dk/fodnoter-2/Efter at Paulus ved Apostelmødet i Jerusalem i en Tale nøjagtig havde gjort Rede for sin Opfattelse af Jesus, en Opfattelse, der i saa høj Grad var i Strid med Apostlenes, vandt hans Forkyndelse om Jesus mere og mere Terræn overfor Apostlenes. Disse, der var ganske ulærde Mennesker, kunde, selv om de forstod noget Græsk, kun udtrykke sig paa Aramaisk og forstod ikke at belægge deres Ord som Paulus; de formaaede derfor ikke at føre Jesu Lære ind i det rette Spor, hvorfor det blev Pauli Lære, der trængte igennem og bredte sig viden om. De Breve, der er optaget i det Ny Testament under Pauli Navn, skriver sig ikke alle fra ham; nogle er skrevne af hans Disciple. Disse Breve er gennemgaaende Fragmenter af Pauli Taler blandet med Disciplenes egne Ord og med enkelte Apostelord. De Breve, der bærer Apostelnavne, har ikke andet med Apostlene at gøre end det, at enkelte Apostelord er blandet sammen med Fragmenter af Pauli Taler; »Brevskriverne« er Disciple af Apostlene eller af Paulus. Apostlene skrev ikke selv. Naar man tager det ny Testament for sig, vil man se, at de tre synoptiske Evangelier hovedsagelig er præget af Jesu og Apostlenes Aand, hist og her iblandet med Pauli Ord; hvorimod Brevene bæres af Pauli Aand blandet med enkelte Apostel-Ord. Det saakaldte Johannes Evangelium staar ganske for sig selv. (Se om dets Oprindelse i »Vandrer mod Lyset« pag. 217.) Der henvises til dette... https://vandrermodlyset.dk/kommentar-xxxiii/Ingen af Apostlene er Forfattere til Evangelierne. Det, der bærer Johannes’ Navn, er forfattet af en af hans Disciple, der var af græsk Afstamning. Evangeliet blev samlet og fuldført efter Apostelens Død i Slutningen af det første Aarhundrede. Mindre Brudstykker af dette Evangelium var dog nedskrevet før hans Død og oplæst ved Menighedsmøderne. Kun en ringe Del af det samlede Værk var kendt og godkendt af Apostelen Johannes. Til sidst kunne du måske lige besvare menneskenes spørgsmål? Hvorfra? Hvorhen? Hvorfor... Your friend forever Krishna
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|