Vi ser i disse tider, at kulturkampen er blevet forkrampet af specielt Dansk Folkepartis bagstræber-funktion. DF er et mærkeligt parti, der nok bedst kan beskrives, som det blev af Peter Norsk i Politiken (han er medlem af Det Konservative Partis hovedbestyrelse). Han omtalte DF som et nationalistisk socialdemokratisk parti – og jeg vil hæfte mig ved det 'nationalistiske'.

Forkrampelsen består i, at partiet ikke er up to date i forhold til verdens foranderlighed – nøjagtig som Enhedslisten. Da verden blev en anden efter Berlinmurens fald (globaliseringen blev lige pludselig virkelighed) blev DF kustodeagtig over for det, som var det danske. Det danske (med de af DF såkaldte 'danske værdier') blev det, der engang var. Det globale, verden uden for Danmark, var det sted, det onde ville komme fra. DF (og Enhedslisten) forstod/forstår ikke, at uanset deres mishag, så går tingene deres mere eller mindre skæve gang.
Med denne indstilling er DF havnet i en benægter-situation. DF vil ikke forstå, at Danmark i meget højere grad end nu, må åbne sig over for omverdenen, må tillade en øget (kontrolleret) immigration for at undgå at den øvrige verden løber fra os og efterlader os som museumsfolket par excellence.


Danske værdier

Når der skrives om danske værdier, er udgangspunkterne forskellige.
Nogle synspunkter er meget historisk orienteret, traditionalisterne.
Andre er optaget af det nutidige, af den aktuelle situation. Hvad gør vi nu?
Nogle tredje har synet rettet mod fremtiden, hvilke værdier holder?
Der er dog ikke nogen klar adskillelse mellem disse tre udgangspunkter, og måske nås et svar bedst gennem en sammensmeltning af disse tre.

Arbejdsmarkeds-Etisk Råd (nedlagt i 2007) skrev:
"Der er meget i værdi-debatten der tyder på, at begrebet ”danske værdier” er ved at blive et gummi-ord, som den enkelte kan forme og danne efter smag, behov og egne hensigter."
Og henviste til en udtalelse af Karen Jespersen:
De værdier hun konkret nævner, er demokrati, fælles folkeligt ansvar for samfundet, lighed og kønnenes ligestilling.
Nu er det nok kun den anden værdi (fælles folkeligt ansvar for samfundet), der kan siges at nærme sig et værdibegreb, som vi ikke deler med så mange andre.

Er det rigtigt, at begrebet ”danske værdier” er ved at blive et gummi-ord, som den enkelte kan forme og danne efter smag, behov og egne hensigter?

Jeg prøver, at finde de 'værdier', de forskellige politiske partier vægter højest.

Socialdemokraterne:
"De socialdemokratiske kerneværdier er frihed, lighed og solidaritet. Men verden forandrer sig, og derfor skal vi finde nye svar til nye tider."

Det radikale Venstre:
"Det Radikale Venstre tror på det frie og ansvarlige menneske, der virker i samhørighed med andre mennesker. Mennesket udvikler sig gennem sine valg og handlinger i samspil med andre."

Det konservative Folkeparti:
"I konservatismen er menneskets rettigheder i centrum. Den enkeltes frihed til selv at forme sin tilværelse - i respekt for andres ret til at gøre det samme - er helt central."

Socialistisk Folkeparti:
"… bedre samfund, som sætter menneskers frihed og mulighed for at realisere deres drømme og livsprojekter i centrum ….. værdier som frihed, lighed, solidaritet og bæredygtighed"

Kristendemokraterne:
"Det vigtigste for os er, at vi kan leve et liv, hvor vi selv kan udfolde os. At tale om ansvar og pligter over for fællesskabet er ikke længere i så høj kurs. … Vi må generobre det, som vi er ved at miste: Fornemmelsen for det fælles liv og det fælles værdigrundlag."

Dansk Folkeparti:
"… hævde Danmarks selvstændighed, sikre det danske folks frihed i eget land samt bevare og udbygge folkestyre og monarki . . . . forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk . . . . frie danske borgere, som gives muligheder for at klare sig selv og bestemme over sig selv"

Venstre:
". . . ethvert menneske har ret til ansvar for sit eget liv. Det enkelte menneske har også pligt til ansvar for sit eget liv. . . . Når det enkelte menneske får størst mulig frihed til at stræbe efter et godt liv, bliver der skabt værdier, som kan komme fællesskabet til gode."

Liberal Alliance:
"Jeg tror på . . .". Sådan begynder alle partiets principper – og så er resten almene ønsker. Ikke noget som er særskilt dansk.

Enhedslisten:
Ikke "lighedstegn mellem danske værdier og fremmedfrygt, intolerance samt kulturel ensretning.
. . . . vil derimod have et åbent og kreativt samfund med respekt for minoriteter og anderledes tænkende."

Det er ikke så ligetil, at uddrage essensen af de politiske partiers principper vedrørende de højest prioriterede værdier.

Umiddelbart er det nok mest påfaldende, at der er en så stor overensstemmelse, at man kan undre sig over, at der i en valgkamp kan blive de store afstande mellem partierne.
Kan det skyldes, at principprogrammerne er et skønmaleri, som ingen rigtig kan have noget imod, og at de reelle forskelle slet ikke kommer til udtryk her, at der i virkeligheden kun er tale om ligegyldige 'skåltaler'?

Bemærk! Du vil lede forgæves efter de danske værdier, som partierne mere eller mindre mener at kende!

Ved du måske, hvilke de danske værdier er?

Hej Ransom!

Oplægsholderen copy paster en artikel, der er strækt kritisk over for Dansk Folkeparti, som kaldes ”forkrampet” og ”kustodeagtig” i relation til de nationale danske værdier. DF er ganske enkelt ikke fulgt med tiden, men søger at holde fast i en dansk fortid som ikke er mere, deri ligger forkrampningen må man forstå. For en sikkerheds skyld trækkes også en gammel traver af stald: DF lægger vægten på det nationale og det sociale, ergo må partiet bekende sig til en slags nationalsocialisme – nazisme light med racisme øverst på programmet. De er med andre ord moralsk defekte politiske afvigere som alle anstændige mennesker må tage afstand fra. ”Stuerene bliver I aldrig”, som en nu meget forhenværende socialdemokratisk statsminister pustede sig op til at sige fra Folketingets talerstol. DF sidder dog nu til højbords med regeringen mens den meget forhenværende statsminister er smidt ud af stuen og sendt på aftægt i et pseudodemokratisk parlament i EU.

Diskussionsoplægget afsluttes med det som kaldes et godt spørgsmål: Ved du måske, hvilke de danske værdier er?

Skal det forstås således, at hvis man ikke ved det, så findes der ingen danske værdier?

For at kunne besvare spørgsmålet må man først give en overordnet definition af hvad kultur er, for værdier udspringer af en given kultur.

Med kultur kunne forstås: Den totale sum af åndelige og materielle frembringelser, sociale institutioner samt tillært og meningsfyldt adfærd, som et fællesskab af mennesker har skabt og givet mening og betydning gennem interaktion og ved hjælp af sprog og tradition har videregivet og som derpå påvirker og regulerer fortsat interaktion mellem kulturens medlemmer.

Kultur kunne altså forstås som omfattende en lang række dele af den menneskelige tilværelse: den åndelige dannelse (virkelighedsopfattelse, erkendelseskategorier, tro, forestillinger, filosofi, viden, videnssystem, livsindstilling, moral, normer, mentalitet, kunst etc.), de materielle aspekter (artefakter, brugsgenstande, redskaber, teknologi etc.), de sociale institutioner (økonomisk organisation, politisk system, retsregler etc.), samt tillært adfærd (sprog, sædvaner, skikke, roller etc.).

Hele dette felt af de med hånden eller ånden bearbejdede bestanddele udgør et for fællesskabet unikt og særpræget kulturmønster. Helheden eller kultursyntesen af dette er dog mere en blot summen af de enkelte bestanddele, idet den ligeledes omfatter de talrige indbyrdes meningsrelationer delene imellem. Kulturens egenart eller holistiske enhed kan dermed være svær at favne, konceptualisere, intellektualisere eller verbalisere, selv for det fællesskab, der er bærer af den kulturelle sammenhæng - ja, måske netop for medlemmerne af dette fællesskab, hvis tilværelse og selvforståelse via dannelse og indlæring er indspundet i dette kulturelle netværk. Det kan med andre ord være svært for kulturmedlemmet at "træde ud af sig selv" for derved at foretage en dybdegående selvanalyse. Men de kulturelle bestanddele har dog ikke desto mindre en for kulturens medlemmer fælles umiddelbar forståelig (skønt til tider ubevidst) mening eller betydning, tilskrevet ved interaktion, tradition og dannelse.

Den danske kultur er derfor den totale sum af åndelige og materielle frembringelser, sociale institutioner samt tillært og meningsfyldt adfærd, som det danske folk som et menneskeligt fællesskab, har skabt og givet mening og betydning gennem indbyrdes interaktion (samhandlen, indbyrdes ageren og påvirkning) og ved hjælp af dansk sprog og tradition har videregivet og som derpå påvirker og regulerer fortsat interaktion mellem medlemmerne af den danske kultur.

Ved hjælp af den kulturelle læreproces eller dannelse, hvor selve kulturmønstret finder sit udtryk og gøres meningsfyldt for individet, bliver der lagt visse grundlæggende rammer for enhver fremtidig social interaktion - for selve livet i kulturen. Individet oplæres altså fra barndommen til at opleve, tænke og færdes i overenstemmelse med den kultur han/hun er født i og opdraget under. Man"optager" via opdragelsen uundgåeligt den givne kultur "i sig" således, at den bliver en del af ens personlighed, selvforståelse, identitet og således at man rustes til socialt at færdes i den givne kultur. Denne proces er dog ikke tilfældig, idet den fortsatte dannelse eller kulturelle konstruktion, der foregår under opdragelse og socialisering - i selve livet i den givne kultur - er sat i en bestemt retning og kontekst bestemt af historien og traditionen. Derved præges og forudsætter den kulturelle læreproces som ovenfor nævnt en allerede given kulturdannelse - en kulturel arv.

Kritikken af Dansk Folkeparti kommer navnlig fra Socialdemokratiet, det radikale venstre og fra venstrefløjspartierne, mens de borgerlige partier siden systemskiftet i 2001 har fundet grundlag for et pragmatisk samarbejde, med DF som loyalt støtteparti for de borgerlige regeringer. Dermed har DF fået langt større indflydelse på dansk politik end dets mandater egentlig berettiger til, og har således til dels overtaget den rolle som de radikale havde i dansk politik fra 1929 og indtil systemskiftet i 2001.

For at forstå forskellene mellem et parti som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er det nødvendigt at tage de historiske betingelser hvorunder de opstod i betragtning.

Socialdemokratiet blev født som et revolutionært parti tilknyttet den internationale arbejderbevægelse og vægten var derfor fra start af lagt på international solidatitet og samarbejde med arbejderklassen i andre nationalstater samt en pacifistisk grundholdning.

I løbet af 1920erne og 1930erne udviklede de skandinaviske socialdemokratier sig mere og mere i en demokratisk socialistisk retning, primært inspireret af den tyske socialdemokratiske teoretiker Karl Kautsky. Navnlig tre erfaringer eller omstændigheder var afgørende herfor.

Ved uddbruddet af første verdenskrig stemte flertallet af de europæiske socialdemokratier for krigsbevillinger. Hermed bristede troen på en international arbejderbevægelse, og de skandinaviske socialdemokratier orienterede sig mod nationen.

Kommunismens ideer om ”proletariatets diktatur” og Lenins ”permanente revolution” lå fjernt fra de skandinaviske socialdemokratiers traditionelle synspunkter, som blandt andet var, at den kapitalistiske fase i udviklingen måtte føres til ende, før socialismen kunne indføres.

De fascistiske og nazistiske bevægelser i Europa førte til en stærk betoning af gennem samarbejde med andre befolkningsgrupper at værne om demokratiet og nationen.

De skandinaviske socialdemokratiers vej blev derfor ikke revolutionens men evolutionens: gennem det demokratiske, parlamentariske arbejde at sikre sig indflydelse på staten for herigennem at værne nationens interesser og arbejde for en stadig bedring af befolkningens levevilkår. Socialisme kom til at betyde ”at vise samfundssind”.

På det danske socialdemokratis kongres i 1935 blev den nye tids målsætning formuleret med slagordet ”Danmark for folket”, hentet fra Oscar Hansens digt fra 1934 af samme navn.

Sidste vers lyder:



Var der nogen der sagde national-socialisme?

På kongressen i 1935 sagde statsminister Th. Stauning blandt andet:



Det afgørende brud med denne national-socialistiske tradition manifesterede sig præcis 10 år efter, at Danmark blev medlem af EF i 1973. Den sidste socialdemokratiske statsminister som lagde vægten på det nationale frem for det internationale var Anker Jørgensen. I 1973 vedtog et stort flertal i Folketinget, at Danmark ikke er et indvandrerland. Samme år fordømte Anker Jørgensen Ægyptens og Syrens militære overfald på Israel og udtalte sin solidaritet med det israelske folk og dets ret nationalt selvforsvar. Svaret kom promte fra OPEC, der satte Danmark på listen over fjendtligtsindede nationer, sammen med USA og Holland - lande som skulle totalt olieboycottes.

Anker og lille Danmark blev banket på plads af EF med Frankrig og Vest-tyskland i spidsen, og der udsendtes straks en fælleserklæring som i et og alt støttede den arabiske politik over for Israel. Herved blev grundstenen lagt til det samarbejde mellem EF/EU og Den Arabiske Liga som i de tre følgende tiår i stadig højere grad orienterede udenrigspolitikken mod en islam venlig og ukritisk holdning over for de arabiske diktaturstaters politik, en solidarisering med det ”palæstinensiske folks rettigheder og frihedskamp” og en skarp fordømmelse og afstandtagen af Israel og USA.

Implementeringen af principbeslutningen fra 1973 om, at Danmark ikke er et indvandrerland, kom til udtryk i det forslag til en lidt strammerede udlændingelovgivning som et udvalg nedsat af Anker Jørgensen barslede med i 1983. Den borgerlige Schlüter-regering som havde overtaget regeringsansvaret efter at Anker var løbet af pladsen, da han havde have kørt økonomien i sænk uden at udskrive nyvalg til Folketinget, støttede de stramninger på udlændingeområdet som udvalgsflertallet havde fremlagt.

Her var det så, at et spøgelse gik gennem dansk politik – det såkaldte alternative politiske flertal manifesterede sig og påtvang den borgerlige regering verdens mest liberale udlændingelovgivning og fodnotepolitikken over for NATOs dobbeltbeslutning fra 1979, som socialdemokratiet ellers havde støttet da de besad regeringsmagten.

Det var her den politiske korrekthed opstod som lagde det nationale og den nationale danske kultur for had og orienterede Danmark mod det nye multikulturelle imperium EF-toppen havde aftalt med araberne – et EURABIA med sammensmeltning af islamiske og europæisk postkristne værdier og arabisk kolonisering af Europa gennem masseindvandring af det arabiske fødselsoverskud.

Hvis man elskede sit fædreland, dets traditioner og de værdier som der havde været bred enighed om så var man enten bagstræberisk, forkrampet eller halvfascistisk racist, prøvede de alternative at bilde vælgerne ind. Under alle omstændigheder var man ond og ikke politisk korrekt lød parolen fra de alternative som havde taget patent på sandheden og anstændigheden.

Efterhånden fandt større dele af befolkningen ud af, at islamiseringen af det dansk samfund ikke skyldtes en naturlov som lod det regne med muslimer som mana fra Himlen ned over det danske samfund, men at islamiseringen beroede på storpolitiske beslutninger truffet i EU-toppen bag ryggen på de demokratiske vælgere.

Dansk Folkeparti opstod i protest mod at vi gradvist havde mistet vor nationale selvbestemmelsesret gennem stadig mere omfattende suverænitetsafgivelse til EU-mastodonten og var blevet oversvømmet muslimer som var yderst integrationsresistente, idet de fleste af dem holdt fast i deres islamiske kulturtraditioner og foretrak at danne parallelsamfund frem for at lade sig integrere.

Det var denne voksende bevidstgørelse omkring at vi var ved at miste os selv som folk og nation der førte til systemskiftet i 2001.

Oplægsholderen gør et stort nummer ud af at sammenligne de forskellige politiske partiets principprogrammer, for at finde hvilke værdier der vægtes højest. Lad os da prøve at se nærmere på forskellene mellem de principper som hhv. DF og Socialdemokratiet fremhæver i programerklæringerne.


Socialdemokraterne citeres for følgende:



Her må jeg konstatere, at man har udeladt den nok så vigtige indledning i forordet til principprogrammet: ”Politik handler om værdier. Værdier som afgør, hvad vi finder rigtigt og forkert, hvad vi vil ændre, og hvad vi vil bevare i den verden, vi lever i.”

Jeg hæfter mig ved, at der ikke står så meget som eet ord om folkestyre eller ”Danmark for folket”. Frihed og lighed er selvfølgelig udmærkede værdier, men problemet for socialisterne har altid været, at de har vægtet ligheden over friheden og fortsat gør det. Og hvem kan have noget mod solidaritet? Spørgsmålet er imidlertid hvem vi skal være solidariske med? Islam? Eller skal vi være solidariske med det demokratiske Israel og det demokratiske USA eller med EUs planer om at gennemføre projekt EURABIA gennem samarbejde med muslimske fascistiske og racistiske diktaturstater?

Dansk folkeparti citeres i oplægget for følgende:



Et selektivt udvalg som jeg finder tegner et forkert billede af hvilke værdier DF sætter højest.
Indledningen til DFs principprogram lyder som følger:



Det lyder jo næsten som det socialdemokratiske partiprogram fra 1935 – Danmark for folket, når man ser bort fra, at sociallisterne ønskede det indskrænkede monarki afskaffet til fordel for en republik med en præsident.

I det socialdemokratiske principprogram fra 2004 har man ikke fundet anledning til at nævne folkestyret eller nationens selvstændighed med så meget som eet ord. Gad vist hvorfor? Det er måske ikke længere politisk korrekte værdier når man vægter multikulturalisme og værdirelativisme højere end folkestyrets værdier?

Så vidt jeg kan se er DF det nye arbejderparti der har de danske borgeres og nationens velfærd højest på programmet. Grunden til at der overhovedet blev plads til et nyt arbejderparti i det danske samfund siden 1995 hvor DF blev stiftet, er selvfølgelig, at det store gamle arbejderparti har opgivet alle sine traditionelle værdier og mærkesager til fordel for det nye grænseløse multikulturelle fællesskab i EURABIA. Det er Socialdemokratiet der har ændret sine grundholdninger og derved opstod der et politisk og værdimæssigt vacum som befolkningen fyldte ud ved at stemme på DF.

Om socialdemokraterne de radikale og socialisternes nye politik er udtryk for en højere moral end det som DF står for, må man overlade til vælgernes og historiens dom at afgøre. Set ud fra mine grundværdier er den politik der blev grundlagt med det alternative politiske flertal i 1983 direkte landsskadelig i relation til muligheden for at kunne opretholde vort folkestyre og nationale selvstændighed. Muligheden for at vi atter bliver i stand til at føre en mere selvstændig politik hænger direkte sammen med at EU og projekt EURABIA bliver afmonteret og afløst af det økonomiske samarbejde mellem selvstændige nationalstater som der opringeligt var lagt op til i Rom traktaten.

Den erkendelse og udvikling er så småt på vej blandt befolkningerne i EU medlemsstaterne hvor de befolkninger der er blevet spurgt har sagt nej til mere afgivelse af suverænitet, nej til Tyrkisk medlemsskab og nej til en forfatningstraktat der skal erstatte de nationale grundlove på praktisk taget alle punkter.

Hvis ikke vælgerne fælder dommen over de imperiale stormagtsdrømme i et EU som ingen grænser vil sætte hverken indadtil eller udadtil, så må vi nok som det russiske folk vente indtil systemet bryder definitivt sammen indefra – til historien fælder sin dom over EU som den i sin tid gjorde over kommunismen.

Hilsen

Ipso Facto


-----------------
”For alle glossokrater gælder, at desto mere meningsløse ordene er desto mere anvendelige er de til glossokratens formål. De glossokrater der formulerede den franske revolutions slogan: Frihed, lighed og broderskab "glemte" at fortælle befolkningen, at ordene i virkeligheden betød "masseterror", "nødretslove" og "diktatorisk styre", men det fandt befolkningen ud af, da den stod i blod til halsen.

For eliterne bag projekt EURABIA - sammensmeltningen af den post judeo/kristne sekulære humanistiske kultur med islam - var problemet, at definere islam så fredeligt som muligt, kristendommen så selvudslettende og intetsigende som muligt, jødedommen så farlig som muligt og den europæiske kultur som dekadent og udlevet med behov for fornyelse.” – Ipso Facto i et debatindlæg om EU som glossokrati.

Ipso Facto

Fordrejninger, ensidighed, konspirationsteorier og total emotionel tilgang til emnet gør debat ret ligegyldig!

Her er nogle eksempler:

Kære Ransom.

Jeg må give dig medhold. Ipso Facto synes fortsat at operere med sit sammensværgelses-postulat. Dette går ud på, at de europæiske stats- og regeringschefer lige siden 1973 har arbejdet bevidst efter en hemmeligholdt plan.

Planen går angiveligt ud på at afskaffe de nationale grundlove og erstatte dem med sharia. Tillige skal det repræsentative demokrati vige pladsen til fordel for et muslimsk præstestyre.

Disse planer, som for eksempel Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller skulle være hemmeligt indforstået med, har jeg opfordret Ipso Facto til at dokumentere ved at fremlægge dokumenter fra 'The Euro-Arab Dialogue' eller dokumenter fra Rådet eller formandskabet i De europæiske Fællesskaber.

Dette har Ipso Facto enten ikke svaret på eller også besvaret med fornærmethed. Det havde vi en del tovtrækkeri om ovre på KD-debatten.

Her fortsætter han med sine påstande med en sådan vedholdenhed, at man fristes til at gætte på, at han er talerør for kræfter, der ønsker at sprede disinformation. Sådan noget har han jo en vis erfaring i.


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Ransom!

Påstande om, at en opponent foretager "fordrejninger", er "ensidig" eller fremsætter "konspirationsteorier" må dokumenteres, hvis nogen saglig debattør ellers skal tage din vurdering alvorligt.

I min kommentar har jeg i det mindste i et vist omfang dokumenteret hvorfor beskrivelsen af Dansk Folkeparti som et "forkrampet", "bagstræberisk" "nationalsocialistisk" parti ikke holder stik.

Man kan jo spørge debattørerne om de nogen sinde ved et valg er blevet bedt om at tage stilling til de aftaler som siden 1973 løbende blev indgået mellem EF/EU og den Arabiske Liga, kamufleret som parlamentariske dialoger stilende mod en en Euro-Arabisk politisk og kulturel akse kaldet EURABIA?

Faktum er, at befolkningen i Danmark alene har haft mulighed for at vise sin afstandtagen til det europæiske integrationsprojekt, når der skulle afgives endnu mere suverrænitet til en lidet demokratisk Europæisk Union. Når befolkningen stemte nej så resulterede det blot i et propagandabombardement, trusler og nye afstemninger. Men det lykkedes dog trods alt at få indføjet de fire danske forbehold, som eurokraterne lige siden har arbejdet på at få først udhulet og siden afskaffet.

Den anden mulighed for at vise sin utilfredshed med EU og Eurabia var ved at stemme på Dansk Folkeparti, hvilket som bekendt førte til systemskiftet i 2001.

Eurabia er ikke en konspiration i vanlig forstand, for det meste af hvad der blev aftalt med araberne kan dokumenteres. De møder der blev holdt for lukkede døre uden referat kan selvfølgelig ikke dokumenteres. Men resten burde også være tilstrækkeligt, for enhver borger kan med egne øjne se, at Europa er under islamisering og de demokratiske frihedsrettigheder knægtes af hensyn til islam og drømmen om det multikulturelle Eurabia.

Faktisk nåede samarbejdet mellem EU og araberne i den såkaldte Euro-Arabiske Dialog (EAD) et nyt skelsættende højdepunkt i skæbneåret 1983. Samme år hvor det alternative politiske flertal af politisk korrekte slog til på fremmed- og forsvarspolitikkens område.

Det år blev det famøse Hamburg Symposium nemlig afholdt, og mon ikke det er troligt at "de alternative" dér har hentet inspiration og moralsk støtte til at få åbnet Danmark helt op for muslimsk tilstrømning?

Jeg har tidligere dokumenteret hvad dette symposium handlede om, så for at få demonteret påstanden om, at EURABIA blot er en konspirationsteori analog med "Zions Vises Protokoller" eller den i islamiske kredse meget udbredte konspirationsteori, hvorefter det var jøderne eller CIA der stod bag terrorangrebet mod USA i dag for præcis 7 år siden og ikke de fredselskende muslimer, bringes det her til almindelige oplysning:



Så nu er det op til Ransom at fremkomme med den fornødne dokumentation for de af ham fremsatte vurderinger og påstande eller påvise faktuelle fejl i det jeg har skrevet.

Hilsen

Ipso Facto


---------
"Islam has, however, suffered and is still suffering from misrepresentation, for example through hostile or oriental stereotypes, and there is little awareness in Europe of Islam's past contribution or of Islam's potentially positive role in European society today. Historrical errors, educational eclecticism and over-simplified approach of the media are responsible for this situation." - punkt 6. i en længere opremsning af den islamiske civilisations bidrag til europæisk kultur vedtaget i Europa Rådet i 1991.

Problemet er altså, må man forstå ikke islam eller muslimer, men de fjendtligtsindede steorotype forestillinger om islam som er blevet bibragt befolkningerne gennem en eftersnakkende og usaglig historieundervisning. Problemet er ikke muslimernes adfærd eller det faktum, at Europa var udsat for jihadiske erobringsforsøg fra år 711 til 1683 hvor tyrkerne blev drevet på flugt efter for anden gang at have belejret Wien. Heldigvis er det lykkes EU at få rettet fejlene, således at islam i dag overallt omtales som en fredens og tolerancens religion der har ydet uvurderlige bidrag til vor kultur. De der ikke omtaler islam således er ganske enkelt islamofober. - Ipso Facto.