Hvad skal vi med eventyr Lad os gå til skrifterne...
Citat:
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
Har du passet haven Hvem ved Er rollerne fordelt Sæt ikke dit lys under en skæppe Kalder Gud på alle Kongen har brug for dig En ridder af det runde bord er gået i brædderne Hvor er jeg henne...
Hej Thomas. Jeg glæder mig over, at vi begge respekterer andre meninger/holdninger/ former for tro end hver vor egen.
Den indstilling får jeg gevaldig meget brug for, når jeg i dit indlæg læser:
Citat:
Jeg tror ikke, at et menneske kan ændre fx dette univers' udvidelsesmønster. Det er snarere sådan, at jeg gerne lader mig inspirere af det kristne verdenssyn, at denne verden er falden. Universet er blot en skygge - en "falden tid" - af den større virkelig, Guds kosmos, som vil genoprettes og strække sig ind i Guds evighed og fuldkommenhed. I den evighed tror jeg, at bevidsthed er grundlæggende - ikke mindst den kærlighed du føler. Den kan ikke gå tabt, men vil blomstre og fortsætte med at blomstre.
Alene at overveje om vi mennesker kan - eller ikke kan - ændre udvidelsen af dette univers, det er for mig et enormt storhedsvanvid. Min opfattelse er, at det stærkeste, vi mennesker kan på dette område, er at udplyndre og tilsvine denne lille klode, hvor vi i vores grådighed er blevet alt for mange - eller i stedet at være taknemmeligt mådeholdne i vores adfærd. Det sidste lykkes vi jo desværre ikke godt med
Idéen om "en falden verden", der efterfølges af "Guds kosmos" "køber" jeg ikke. Jeg tror vi allerede er - og altid har været - det sidste - "sandhedens mirakel" - men at vi opfører os som "forkælede børn"
Men jeg er meget enig med dig i dine ord om:
Citat:
- den kærlighed du føler. Den kan ikke gå tabt, men vil blomstre og fortsætte med at blomstre.
Den er for mig kristendommens vigtigste bidrag til "denne flygtige verden"
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
Alene at overveje om vi mennesker kan - eller ikke kan - ændre udvidelsen af dette univers, det er for mig et enormt storhedsvanvid.
Jeg skal ikke kunne sige, om nogen overvejer, hvorvidt vi mennesker kan eller ikke kan ændre udvidelsen af universet. Der er nok forskellige holdninger til, hvor langt vi kan nå videnskabeligt. Det er jo faktisk utroligt, hvad vi kan. Min pointe er dog en anden, hvis jeg et øjeblik må tale ud fra den forståelse, jeg har fået af det kristne verdenssyn: Dette univers med ondskab, lidelse og død (foruden alt det gode og skønne) er blot en skygge af Guds virkelighed i sin fuldkommenhed. Alligevel kan og bør vi allerede nu lærer Kærligheden at kende. Inden i os selv. Mellem hverandre. Fra oven. Dette lærer vi i Kristus. En dag vil Gud tørre hver en tåre bort, og hele kosmos vil genoprettes og stråle i al skønhed. Lidelse og smerte vil være borte, og da vil mennesket igen være medskaber i Guds virkelighed. Alt, hvad vi har sået af frø i dette liv, vil den dag blomstre op. Intet godt vil gå tabt.
Det kan synes spekulativt for dig.
Den enighed, du udtrykker sidst i dit indlæg, fortæller mig, at du dog gerne vil erkende noget om Guds virkelighed. Helt agnostisk forholder du dig vel egentlig ikke?
En sidste ting:
Citat:
Min opfattelse er, at det stærkeste, vi mennesker kan på dette område, er at udplyndre og tilsvine denne lille klode, hvor vi i vores grådighed er blevet alt for mange - eller i stedet at være taknemmeligt mådeholdne i vores adfærd. Det sidste lykkes vi jo desværre ikke godt med
Der findes også mennesker, der faktisk er mådeholdne og taknemmelige. Det må vi ikke glemme. Vi mennesker har også anlæg for det fremragende.
Jeg svarede dig tidligere i dag, men måske før du havde redigeret dit indlæg færdigt.
Citat:
Hej Thomas Timotheus min broder "i Kristus".
Eller giver begrebet "i Kristus" - vores dåb og iklædning Kristus og" ikke jeg lever længere men Kristus lever i mig" og de Nye Skabninger vi er i Kristus, etc etc etc - ikke den store mening for dig???
Hej HansKrist, min broder i Kristus. Det giver mening for mig, at vi er i Kristus, og Kristus lever i os, når vi har troen, som er virksom i kærlighed (noget du vist også har citeret for nylig). Jeg er rørt og beæret over, at du henvender dig til mig med disse ord
Citat:
Et af Laws mest kendte værker er "A Serious Call to a Devout and Holy Life" (Alvorlig opfordring til et fromt og helligt liv), der blev udgivet i 1729. I dette værk opfordrede Law kristne til at fokusere på personlig fromhed og helliggørelse. Han argumenterede for, at troen skulle udtrykkes gennem etiske handlinger og et dedikeret åndeligt liv. Dette værk fik stor indflydelse på både anglikanske og evangeliske traditioner inden for kristendommen.
Jeg tror, at jeg har fundet en onlineversion af bogen her:
Hej Thomas. Tak for dit svar: #42664 - 19/01/2024 21:51 til mig. Vor videnskabelige viden om universet, forekommer mig at være særdeles begrænset. F.eks. er vor viden om mørkt stof og mørk enegi nær nul. Så vi har ikke noget at prale ad her
Og når det kommer til, som du påstår:
Citat:
Dette univers med ondskab, lidelse og død (foruden alt det gode og skønne) er blot en skygge af Guds virkelighed i sin fuldkommenhed.
så er jeg i tvivl om, hvorvidt der her alene er tale om en menneskedens egoisme, som har skabt idéen om:
Citat:
En dag vil Gud tørre hver en tåre bort, og hele kosmos vil genoprettes og stråle i al skønhed. Lidelse og smerte vil være borte, og da vil mennesket igen være medskaber i Guds virkelighed. Alt, hvad vi har sået af frø i dette liv, vil den dag blomstre op. Intet godt vil gå tabt.
Jeg kan ikke få øje på nogen grund til, at vi mennesker skulle være det vigtigste i kosmos, at vi skulle være universets centrum, at netop vi skal forkæles, og at denne klode, som vi kalder Jorden, der kredser om denne stjerne, som vi kalder Solen, skulle være skabt specielt til vi menneskers velbehag. Men jeg tror på, at denne klode er en del af miraklet: Verdens væren.
Og når vi taler om ondt og godt, lidelse og velbehag samt liv og død (og udslettelse), så tænker jeg mere i baner som Yin og Yang. Pudsigt nok har jeg netop fundet ord herom fra en Carsten Ploug Olsen, der omtaler Vandrer mod Lyset positivt, og som i øvrigt skriver rigtig meget om kærlighed, som jeg kan følge (At også han, som så mange andre, taler meget om "Gud" er for mig formasteligt, som om det var en person, man kender, hvorfor jeg i stedet bruger udtrykket "det guddommelige" i mangel på noget mere respektfuldt).
Så for mig er kosmos allerede "genoprettet" - og at elske
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed
Lad os gå til skrifterne...
Hvem ved 
Er rollerne fordelt 
Sæt ikke dit lys under en skæppe 
Kongen har brug for dig 
En ridder af det runde bord er gået i brædderne 
Hvor er jeg henne...
Svar
Citer
