Hej Arne



Det er dette og lignende udtryk, jeg støder på, når jeg læser om religion. Især tænker jeg på det, jeg har læst om kristendommen og hinduismen. Men selv i buddhismen tror jeg, at man vil finde noget, der ligner. Alan Wallace (som jeg har lyttet en del til) siger her:

"a careful analysis of Vajrayana Buddhist cosmogony, specifically as presented in the Atiyoga tradition of Indo-Tibetan Buddhism, which presents itself as the culmination of all Buddhist teachings, reveals a theory of a transcendent ground of being and a process of creation that bear remarkable similarities with views presented in Vedanta and Neoplatonic Western Christian theories of creation."

En interessant kristen filosof er David Bentley Hart (måske Hanskrist vil finde ham interessant).



Frans af Assisi var også en handlingens mand. Fra siden:

Frans ville hellere være ridder end købmand, og drog i 1205 mod Apulien for at tilslutte sig en af tidens krigsherrer. Men efter en drøm i Spoleto vendte han hastigt hjem. Han var på ny svækket og syg, men sygdommen forløste også en spirituel vækkelse – og under en pilgrimsfærd til Rom prøvede han at være tigger uden for Peterskirken.

Han begyndte at tage sig af syge, bl.a. overvandt han sin afsky for de spedalske og begyndte at pleje dem.

Og:

Han tog sig også af de spedalske og var med til at genopbygge forfaldne kirker. I 1208 fik han ved at høre dagens evangelium en kaldelse til at prædike bod og leve i fattigdom. Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde, og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og blev hånet af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.



Du bringer følgende definition: "selvfordybelse og filosofisk eftertænksomhed"

Men bliver dette ikke for spekulativt for dig? Jeg er meget glad for selvfordybelse og filosofisk eftertænksomhed. Især på et verdenssyn hvor Den Altomfattende Kærlighed er helt i fokus. Men bøn er for mig meget direkte (og en ydmyg handling efter min mening).

En anden definition på kontemplation er her.

Kontemplation betegner indenfor mystik og meditation en religiøs praksis hvor den udøvende gennem en koncentreret fordybelse mister bevidstheden om sig selv og retter al opmærksomhed mod målet for fordybelsen. Indenfor kristendom er målet for meditation Gud, og kontemplation betragtes som en ordløs bøn.

Dette ligger vist også meget godt i tråd med, hvordan Aldous Huxley bruger ordet.



Jeg mener faktisk, at dette er centralt i kristendommen, hvor Gud er Skaberen, og mennesket er kaldet til at reflektere Guds lys ud over jorden.

Kærlig hilsen Thomas

Hej I to - herligt at du redegør for Frans af Assisi Thomas.

Jeg tillader mig et gammelt indlæg for at vise at jeg går i en fuldstændig anden retning end Arne, end den retning Arne trækker samtlige samtaler om det religiøse spirituelle. Læs om I gider - i det mindste bare for at konstatere at jeg repræsenterer noget der er radikalt forskelligt fra hvad Arne står for. Det er ikke et angreb på Arne men blot for at vise et fuldstændigt anderledes billede og forståelse det religiøse spirituelle end den Arne konstant slår til lyd for. DET ER ET ALTERNATIV - til det menneske der dør af ilt mangel og mangel på lys ansigt og personlighed mangel på GODT HUMØR - og SPIRITUALITET hos Arne.





Vi har haft et år der var "hjerne -året", nu vil jeg her 2017 op til overfladen og gøre 2017 til året for "person og ansigt".

Lad os få sat ansigt og person på hjernen.

Ja lad os vække hjernen med ansigt og smil og ømhed i forbindelse kommunikation.

Kære menneske ("kære" Arne ikke mindst), kom nu op til overfladen, op i person og ansigt, op i billedligheden igen, skønheden som værende hvor sandheden åbenbares.

skal vi lege med ansigter, vore ansigter, ja dette er meget hvad kærlighed går ud på

en leg med ansigter, en leg med vore mange ansigter, alle de mange sider af vores personlighed der i tryghed mellem to mennesker får lov til at blive afprøvet

derfor kan en forelskelse ikke ret godt skjules for omgivelserne

Lad os sætte fokus på ansigtet og participation, altså kristendommens spiritualitet, frem for sindet, det ensomme forladte sind som i mindfulness og buddhismen.

Christfulness er intentional affektfulness.

Til forskel fra affektløse og udtryksløse mindfulness er christfulness udtryksfuldt emotionalitet og affektfulness i ansigtet der er fyldt med de spontane suveræne livsytringer og ja henvendelse, intention og motivation og kommunikation, gennem talens åbenhjertighed.

KRISTUS SPIRITUALITET er KARISMATISK.

Gud i den kristne tro må forblive person - ikke en upersonlig kraft eller energi eller ide - da det handler om en relation (gerne livslang), et jeg og et du. Jo længere en sådan relation har varet, jo mere indser vi, hvor lidt vi egentlig ved om den Anden/Gud, dette er kærligheden der bliver dybere.

uden ansigt og person kan mennesket aldrig siges at have del i Gud eller i det Guds Billede, Motiv og den Objektivitet, Kristus, vi er skabte til og i

Kristi'lighed eller Christfulness er det Guds Billede og den Skønhed, den person, den vores personhed der selvudgivende vender imod næsten, og det ansigt vi har fra først af, fra før vores de spontane suveræne livsytringer blev stækket.

Christfulness forklarer og herliggør human face. Det er Helligåndens udtryk og udseende og smukke fremsyn og rettethed. Ånden i og over vores ansigt der kommer til udtryk i et fremsynet tiltalende kommunikerende udseende.

Dersom vi ikke bærer Gud og Guds Kærlighed Kristus i hjertet lukker det menneskelige ansigt i, det mister sit affektfulness, de spontane suveræne livsytringer, det mister sit liv og emotionalitet, altså personheden der befinder sig i skønheden, det smukke, går tabt.


Lad os få sat ansigt og person på det religiøse, det med os og Gud. Lad os finde en vej væk fra det upersonlige frem til det menneskelige ansigt og øje, personlighedens liv i og med og ved Gud.

Human face = Kristus som det også er Guds Ansigt, det billede motiv objekt vi er skabte til.

Vi kender alt for godt, fra religiøs hold (jødedom og islam) modstanden imod hvad jeg skriver, præsenterer jer for her. Nemlig billedstormen, ikonoklasmen, som vi ser igen i dag udspille sig, blive ført ud i livet i Syrien og Irak af IS.

Kristendommen der er kropslighed = inkarnation har aldrig været bange for det sanselige og billedlige konkrete, i forbindelse kropslighedens sanselige livgivende nærvær.

Kristendom er God in human face blandt os, at anerkende og se og bekræfte dette forhold gælder for alle mennesker.

Kristendom fører ingen mennesker bag lyset, bag ansigtet, bag nogen person, nej kristendommen bedrager ingen med sort snak eller hård snak om hvad der er Guds Ord eller den rette tro/troenhed. Det forbyder Guds medlidende medfølende ansigt og person Kristus, Guds Kærlighed, der er sendt til os mennesker for at befri os fra alle hårde religiøse ord og domme.

Ordet må aldrig være i uoverensstemmelse med Billedet af Guds Ansigt i verden Kristus.

Sandheden er i LYSET - er et sted oppe i vores ANSIGT og PERSONHED - i vores "i KRISTUS lighed" - det Guds Billede vi er skabte i og til.

Kristendommen - KRISTUS IMPULSEN er karismatisk: billedelighed og skønhed - ANSIGT og personlighed ind i verden i kraft af den Gud Helligåndens Ny Væren og Virke i verden ved mennesket Jesus. Derfor i KRISTUS vi alle løftes op i ANSIGTET op i vores PERSONHED op i LYSET op i de smukke øjne op i kommunikation og social engagement.

Med kristendommen der er KRISTUS MYSTISK vi kan aldrig befinde os under person planet - det personlige - sandheden findes oppe i det menneskelige ansigt oppe i LYSET. I KRISTUS vi har vores karisma - Gud HELLIGÅNDENS mange karismatiske udtryk. Vores udtryksfuldhed - vores sigende emotionelt levende udtryksfulde ansigt hvorigennem vi har vores MOTIVATIONELLE DOPAMINSKE FORHJERNE sociale engagement - "jeg du" kommunikation og spiritualitet - vi ser det tydeligst i forelskelsen mellem to og forældrenes titte bøh leg med de små børn og i forbindelse med festen og ekstasen = gælden.

Det vigtigste begreb overhovedet hvis man vil forstå Paulus og KRISTUS MYSTIKKEN der er Gud Helligånds mystik er HUMØR.

Vil vi trænge til bunds i urkristendommen er det HUMØRET der skal undersøges.

Hvis der er noget kristendommen har skænket verden er det et fandens uovervindelig godt HUMØR.

TRO er dette HUMØR GÅPÅMOD - denne Gud Helligåndens EKSTASE GLÆDE ind i verden.

Derfor Paulus opfordrede til musik og sang - så den kristne SPIRITUALITET og KIRKENS GUDSTJENESTER er mere end noget andet præget af musik og sang.

Dette har kristendommen skænket verden HUMØR GÅPÅMOD - EKSTASE GLÆDE som finder sit ægte symbolske udtryk i MUSIK og SANG - i JUBELEN og KRAFTEN fra oven - et vertikalt spirituelt indbrud i verden fra oven - fra GUD VOR FAR til os alle som GUDS BØRN - hørende GUD til.

Ja vi hører GUD TIL.