|
0
registrerede
19
gæster og
1327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Arne
Det er jeg ikke stødt på før, men det er lige præcis - for mig - det rigtige udtryk!
Og hvis man holder sig til dét, ikke digter videre med diverse egenskaber, og ikke begynder at "snage" i karaktertræk, så fornemmer jeg, at det er den for os mennesker - i hvert fald for mig - rette måde at forholde sig på.
Det er dette og lignende udtryk, jeg støder på, når jeg læser om religion. Især tænker jeg på det, jeg har læst om kristendommen og hinduismen. Men selv i buddhismen tror jeg, at man vil finde noget, der ligner. Alan Wallace (som jeg har lyttet en del til) siger her:
"a careful analysis of Vajrayana Buddhist cosmogony, specifically as presented in the Atiyoga tradition of Indo-Tibetan Buddhism, which presents itself as the culmination of all Buddhist teachings, reveals a theory of a transcendent ground of being and a process of creation that bear remarkable similarities with views presented in Vedanta and Neoplatonic Western Christian theories of creation."
En interessant kristen filosof er David Bentley Hart (måske Hanskrist vil finde ham interessant).
Når jeg læser bønnen, der tilskives Frans af Assisi, og som du præsenterer, så indeholder den - synes jeg - netop de helt rigtige intentioner, men det kan virke lidt som et menneske, der passivt blot afleverer en ønskeseddel - i stedet for selv aktivt at agere.
Frans af Assisi var også en handlingens mand. Fra siden:
Frans ville hellere være ridder end købmand, og drog i 1205 mod Apulien for at tilslutte sig en af tidens krigsherrer. Men efter en drøm i Spoleto vendte han hastigt hjem. Han var på ny svækket og syg, men sygdommen forløste også en spirituel vækkelse – og under en pilgrimsfærd til Rom prøvede han at være tigger uden for Peterskirken.
Han begyndte at tage sig af syge, bl.a. overvandt han sin afsky for de spedalske og begyndte at pleje dem.
Og:
Han tog sig også af de spedalske og var med til at genopbygge forfaldne kirker. I 1208 fik han ved at høre dagens evangelium en kaldelse til at prædike bod og leve i fattigdom. Hans forkyndelse lagde særlig vægt på glæde, og på at penge og rigdom skiller et menneske både fra Gud og næsten. Først var han alene og blev hånet af skarerne på gaden i Assisi, men snart sluttede andre sig til ham.
Og bøn - det at bede om noget - er det nu også det rette at gøre?
Ville det ikke være bedre at starte med kontemplation for ad den vej at nå motivation og styrke?
Du bringer følgende definition: "selvfordybelse og filosofisk eftertænksomhed"
Men bliver dette ikke for spekulativt for dig? Jeg er meget glad for selvfordybelse og filosofisk eftertænksomhed. Især på et verdenssyn hvor Den Altomfattende Kærlighed er helt i fokus. Men bøn er for mig meget direkte (og en ydmyg handling efter min mening).
En anden definition på kontemplation er her.
Kontemplation betegner indenfor mystik og meditation en religiøs praksis hvor den udøvende gennem en koncentreret fordybelse mister bevidstheden om sig selv og retter al opmærksomhed mod målet for fordybelsen. Indenfor kristendom er målet for meditation Gud, og kontemplation betragtes som en ordløs bøn.
Dette ligger vist også meget godt i tråd med, hvordan Aldous Huxley bruger ordet.
Jeg så, du nylig skrev om at elske vore "medskabninger" - og jeg tænker på, om dette ord for dig også betyder: denne klode, solsystemet, galaksen, universet.
Omsorg for denne klode ser man jo desværre ikke meget til i religionernes verden.
Jeg mener faktisk, at dette er centralt i kristendommen, hvor Gud er Skaberen, og mennesket er kaldet til at reflektere Guds lys ud over jorden.
Kærlig hilsen Thomas
|
|
|
|
