Hej Arne



Jeg tror ikke, at østens religioner er så forenklede, at godhed mod dyrene udelukkende skyldes, at vi selv kan fødes som dyr (det er ikke alle grene af de østlige religioner, der tror på dette, i øvrigt). Det er snarere, at de er sansende væsner, og at al lidelse bør undgås i videst muligt omfang. For mig at se, når jeg læser om disse religioner, så er medfølelse i nuet i centrum, ikke egoisme i forhold til ens egen fremtid.

Med hensyn til "kloden som helhed", så er jeg meget uenig. Netop kristendommen fokuserer på skaberværket som helhed. Men skaberværket er i en falden tilstand, hvor mennesket må slide i det og ikke har det nemt. Dette er dog ikke "telos", det indre formål og mening med skabelsen som vi ser forskellige steder i Bibelen, fx første kapitel og i Romerbrevet kap. 8.



Så sort og hvidt ser jeg ikke på det. Jeg mener ikke, at vi kan "udtømme Gud" eller "sætte ham i logisk system". Men jeg mener i aller højeste grad, at vi er forpligtet til at tage imod det guddommelige meningsfuldt. Og for mig er det IKKE meningsfuldt at påstå, at Gud er ligeglad med menneskers og dyrs pinsler, og at "ulven vil bo med lammet, og at panteren ligge sammen med kiddet" (Esajas).

Jeg på, at Gud vil sørge for, at alt bliver godt. For Gud er kærlighed. Eller som du måske vil sige: Det guddommelige er altomfattende kærlighed.



Selvfølgelig skal vi glæde os over det. Enig. Men vi er dog givet muligheder, ingen andre dyr på denne klode er givet. Valgfrihed til at forstå verden i et større omfang end fluen - og handle på det. Hvis Gud er skaberen, og du og jeg er skabt, så må vi heller ikke fornægte denne Guds gave, dette aspekt af Miraklet.



Og jeg mener omvendt, at vi kan elske Gud med hele vores forstand, sind og hjerte. Det ene udelukker ikke det andet, tværtimod, hvis vi elsker i al ydmyghed, så opstår harmonien. Sådan ser jeg det.



Jeg tror ikke, at løven er ond, når den flænser et andet dyrs kød. Dette er dens natur.

Hej Arne

Der var noget tastefejl i det sidste indlæg (i forhold til "ulven og lammet"). Læs her i stedet for:



Jeg tror ikke, at østens religioner er så forenklede, at godhed mod dyrene udelukkende skyldes, at vi selv kan fødes som dyr (det er ikke alle grene af de østlige religioner, der tror på dette, i øvrigt). Det er snarere, at de er sansende væsner, og at al lidelse bør undgås i videst muligt omfang. For mig at se, når jeg læser om disse religioner, så er medfølelse i nuet i centrum, ikke egoisme i forhold til ens egen fremtid.

Med hensyn til "kloden som helhed", så er jeg meget uenig. Netop kristendommen fokuserer på skaberværket som helhed. Men skaberværket er i en falden tilstand, hvor mennesket må slide i det og ikke har det nemt. Dette er dog ikke "telos", det indre formål og mening med skabelsen som vi ser forskellige steder i Bibelen, fx første kapitel og i Romerbrevet kap. 8.



Så sort og hvidt ser jeg ikke på det. Jeg mener ikke, at vi kan "udtømme Gud" eller "sætte ham i logisk system". Men jeg mener i aller højeste grad, at vi er forpligtet til at tage imod det guddommelige meningsfuldt. Og for mig er det IKKE meningsfuldt at påstå, at Gud er ligeglad med menneskers og dyrs pinsler. Jeg tror omvendt på, at "ulven vil bo med lammet, og at panteren ligge sammen med kiddet" (Esajas).

Jeg på, at Gud vil sørge for, at alt bliver godt. For Gud er kærlighed. Eller som du måske vil sige: Det guddommelige er altomfattende kærlighed.



Selvfølgelig skal vi glæde os over det. Enig. Men vi er dog givet muligheder, ingen andre dyr på denne klode er givet. Valgfrihed til at forstå verden i et større omfang end fluen - og handle på det med "altomfattende kærlighed". Hvis Gud er skaberen, og du og jeg er skabt, så må vi heller ikke fornægte denne Guds gave, dette aspekt af Miraklet.



Og jeg mener omvendt, at vi kan elske Gud med hele vores forstand, sind og hjerte. Det ene udelukker ikke det andet, tværtimod, hvis vi elsker i al ydmyghed, så opstår harmonien. Sådan ser jeg det.



Jeg tror ikke, at løven er ond, når den flænser et andet dyrs kød. Dette er dens natur.

Hej Arne



Jeg oplever det nu ikke som dristighed, at jeg mener, at det guddommelige er større end mig. Hvis jeg kan opleve den uselviske kærlighed, hvor meget mere ER det guddommelige ikke dette - "den altomfattende kærlighed", som du jo selv kalder det. Det ser jo dog ud til, at vi begge mener, at det guddommelige (eller som jeg siger, Gud) er Kærlighed.

Jeg kan derfor heller ikke distancere mig fra - eller være kynisk omkring - den umiddelbare opfattelse, at Gud både har viljen og evnen til at "tørre enhver tåre bort" og sørge for, at alt bliver godt for alle. At du vil være agnostisk omkring dette - og altså mene at vi ikke kan vide, hvorvidt Gud vil alles salighed - er for mig at se "et koldt syn" på det guddommelige. Du kalder det ydmyghed; men for mig at se er det er det en form for selvhævdelse ikke at tillægge alt det gode Gud, men mene at du selv kender til den altomfattende kærlighed, dog uden at ville prise Gud for at have både evnen og viljen til at fuldbyrde den samme kærlighed i sin skabelse.



En computer melder sig ikke i en myres sjæl, som jeg dog vil mene, at Gud - i sin altomfattende kærlighed - giver sig til kende i den elskende.



Den holdning tror jeg, at man er ved at gøre op med. Mange dyr kan mere, end vi tror. Men dog har de næppe den samme forståelse og frihed til at gå mange veje som mennesket. Og her mener jeg, at vi - i den gave vi har fået - må udnytte "vores talenter".



Jeg vil nu nok mene, at vi kan behandle dyrene bedre!



Jeg finder det omvendt passende - med hjertet som lanterne - at søge både formål og mening med vores Gud-givne liv.



Selvfølgelig

Hvis du er med på ideen, vil jeg med glæde fortsætte besvarelsen af dine seks-syv spørgsmål. Har du lyst til det?