Når vi taler om Paulus skal man huske hans baggrund.Bibelen fortæller han var født jøde … altså - han tilhørte guds udvalgte folk, som havde en Messias forventning grundet deres skrifter – og som var særlig stor på daværende tidspunkt, da Jesus forkyndte guds rige på jord.
Paulus var så nidkær for sine forfædres tro, at han forfulgte de mennesker som skilte sig ud fra jødedommen, så de blev fængslet og dræbt.
Nå, man opvokser og bliver indført i kulturen som et must så udleves troen i handling, og i jødernes tilfælde var der jo mega mange regler der skulle overholdes i løbet af året. Regler der var til for at ære den eneste sande gud, men også for at holde sammen på gruppen af mennesker, så de var/forblev en nation.
Når vi så vender tilbage til Paulus, som blev jødekristen, og der tales om ånden, den ånd som kaldte ham til en Jesu kristi tjener, så er der jo tale om
sandhedens ånd.
Gud kan ikke lyve. Han er kærlighed og dette repræsenterede Jesu i sit virke på jord i den gad, at han mente, at kendte man ham havde man set faderen … og vi ved jo, han om sig selv sagde, han var
vejen sandheden og livet.… Når man tilmed sammenholder guds udvalgte folks historie med, at de var besat af romerne, var der vel specielt grobund for en messias trådte frem – men for de som kan udlægge profetierne kan de nok berette, at Jesus som guds udsendte søn fremtrådte på rette tid ifølge skrifterne.
Nu er tro jo en sag mellem gud og den enkelte –
altid …
… men er man i et trosfællesskab hvor rammerne for gudsdyrkelsen er fastsat retter man enten ind og eller holder mund, da man jo ikke ønsker at blive smidt ud, hvad der jo også var gældende hos jøderne da de blev nægtet adgang til synagogerne, hvis de bekendte Jesus som frelser og guds søn.
Jeg vil tro det i dag er langt sværere at forblive i et trossamfund, med al den verdslige påvirkning; for tro er jo også at være trofast, og som kristen skal man jo elske gud først i taknemmelighed, fordi han elskede os først.
Denne kærlighed skulle gerne vise sig i handling til medmennesket og skaberværket som mennesket ifølge bibelen er sat til at forvalte til alles bedste så gud stadig kan se ”det hele” som godt.
Jo en ”opgave” man påtager sig i kærlighed, fordi man ikke kan andet.
*
Nu er Paulus jo ikke en hr. hvem som helst.
Han udnævnte sigselv som apostel til at forkynde evangeliet.
En meget sammensat personlighed, der trods sin jødisk og fanatiske holdning kunne skifte trosretning, der også blev fanatisk til døden.
Så sørger du om:
Hvor skal andre påvirkes til at tro det samme?Regner med du mener: Hvorfor
I forhold til evangeliet handler det om liv og død – både for den som forkynder, og den som der forkyndes for, som nu efter Jesu opstandelse og ifølge Paulus gælder alle folkeslag.
Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære. Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/1***