Ja, nu skal jeg ikke gøre mig klog på buddhisme og spørgsmålet om ondskab, men jeg mener nok, at der er noget rigtigt i at se menneskers begær, som noget der forvrænger synet af verden i forhold til, hvad "den rene af hjertet" ser.
”Den rene af hjertet” skal jo forstås bibelsk – og ren af hjertet forhindre jo ikke fejltrin, men henviser vel til der ikke er selviske bagtanker ved en given adfærd.
Eksempel
”Den rene af hjertet” giver dig en gave fordi denne ønsker at glæde dig uden bagtanke om, at du vil gengælde gaven, men gaven kan jo godt være det vi i dag kalder ikke bæredygtigt – og dermed er gaven ikke ren hvis man går ind for bæredygtighed …
… og fandtes begæret ikke ville der sandsynligvis ikke blevet født børn og ej heller gjort fremskridt. Som før skrevet syntes jeg begæret er ok, hvis det får en balanceret plads.
Og der er vel også spørgsmålet: Hvad er ondskab?
Onskab er det modsatte af kærlighed og dermed også ansvarsfraskrivelse …
… men man kan ikke overføre ordet ondskab om dyr der dræber sit bytte, ej heller til de katastrofer som er resultatet af menneskers rovdrift.
Ondskab er forbundet til mennesket …
… og hvornår noget er ondt, har vi vel fra religion.
Paulus skrev jo, han ikke vidste hvad der var synd inden han kendte loven, og sådan er det vel. Vi lærer det som forstås som ondt.
Jeg tænker dog på, at når vi siger om gud, han er kærlighed, hvorfor slår han så ihjel – hvorfor er han selv ”ond” for at fjerne ondskaben … dette må vi bibelsk ikke efterligne som mennesker, trods det vi er skabt i gud billede ...
og hvad er det, der gør, at et oprindeligt uskyldigt nyfødt barn udvikler sig til at skade andre?
Det kan der ikke svares kort på, da baggrund, personlighed og muligheder og evt støtte er afgørende, ud over den pågældendes egen vilje til ændret adfærd.
Jeg mener, det er for "billigt" at skyde skylden på en "Satan".
Satan betyder modstander – og bibelsk er det modstander mod gud … og kan jo sagtens bruges i overført betydning hvis ikke man tror på disse bogstaveligt. Det godes kamp mod det onde.
Paulus kalder det en åndelig krig.
Man kan stræbe moralsk efter, hvad man er overbevist om er ret.
Jo da, men garantere ikke det er sandheden, og ofte må man gå på kompromi og indordne sig.
Man kan også meditativt nå frem til større indre harmoni - og dermed bedre adfærd.
Jo da, men, at man får det bedre med sig selv og sine omgivelse, betyder jo ikke at det man ser/oplever er sandheden. Er jo blot en manipulation af en selv.
Mennesker, der er "kommet galt afsted", straffer vi.
Thjooee – det kaldes retfærdighed.
Måske det var mere effektivt at hjælpe dem til indre harmoni - samt til praktiske muligheder for medmenneskelig tilværelse.
At komme galt afsted er ikke ens betydning med, der mangler indre harmoni, men at man forbryder sig mod gængse regler.
Det skulle ikke undre mig, om mennesker om 100 år - hvis der stadig er mennesker på kloden - vil se vor tids mennesker som barbarer.
Thjooe … bibelen fortæller om kanibalisme grundet hungersnød.
***
Svar
Citer
