Hvorledes opstod da Forsoningslæren?

Da Paulus, efter sin Omvendelse, fra at have været en Forfølger af Jesu Disciple, blev en ivrig Forkynder af hans Lære, grublede han, der ikke havde kendt Jesus, tidlig og silde over Problemet: Messias og Jesu Sendelse til Jorden. Apostlene, der, efter deres første Møde med Paulus, ikke stolede paa hans Omvendelse og ikke altid kunde genkende den elskede Mester eller hans Ord i Pauli Forkyndelse, holdt sig fjernt fra ham. Og Paulus, der ikke yndede Peter, vilde i sin Stolthed ikke henvende sig til de »stormægtige« Apostle; han var derfor henvist til sine egne Grublerier og søgte gennem det, han havde hørt, og det, han hørte rundt om blandt Folket, at danne sig et Billede af Jesu Væsen. De faa Samtaler, som han i Aarenes Løb havde med nogle af Jesu Apostle, gav ham ikke noget virkeligt Udbytte, da Samtalerne nærmest drejede sig om de Stridigheder, der var opstaaet Blandt Apostlenes og Pauli Tilhængere paa Grund af de forskellige Forkyndelser om Jesus og de forskellige Udlægninger af hans Ord og Handlinger. Det Billede, Paulus saaledes dannede sig af Jesus, stod i mange Henseender i Modstrid med de virkelige Forhold; og, skønt han, der led af en svag Tilbøjelighed til at stamme, særlig naar han blev ivrig, dog havde Ordet langt bedre i sin Magt, end Apostlene havde, formaaede han ogsaa langt bedre end disse, gennem velformede Taler (senere hen gennem sine Breve) at paavirke Folket og paatrykke det sin Opfattelse. Og under hans mange Forsøg paa at bringe Jesu Ord og Handlinger til fuld Forstaaelse, samt bringe dem i Samklang med Profetierne om Messias, modnedes langsomt den Tanke hos ham: at Jāh’u havde sendt Jesus til Jorden, for at han ved sin Død kunde sone Menneskenes Synder og saaledes blive en Midler (Mellemmand) mellem Jāh’u og Menneskene. Men Paulus, der gennem sin Opdragelse fuldtud var fortrolig med de jødiske Offerhandlinger, saa klart, at Jesu Død udenfor Byen ikke kunde bringes i Overensstemmelse med Reglerne for Soningsofrene i Mose-Lov. Men han kunde dog ikke slippe denne Tanke, og til sidst mente han i Jesu Opstandelse og i hans Færd ved Afskeden med Apostlene efter Paaskemaaltidet3 at finde en Begrundelse for Rigtigheden af sin Antagelse.

Sit Brød og sin Vin havde Jesus givet sine Ledsagere den sidste Stund, de var samlede før hans Domfældelse; hvad kunde der ligge i denne Handling andet end en billedlig Hentydning til hans nære Død, en Død, der var ham beskaaret til Frelse for al Verdens Synder? Med sit Legeme og sit Blod skulde han gøre Forligelse paa en ny Maade. Jāh’u havde sikkert givet ham i Opgave at slette den Pagt, som han i en fjern Fortid gennem Moses havde indgaaet med Israels Folk, og paa hans Vegne indgaa en ny Pagt, der skulde blive en Genløsning, ikke alene for Israels Folk, men for al Verden.

Men hvorledes skulde han forklare sig dette: at Apostlene drak den Vin, som Jesus rakte dem, thi Loven forbød at æde Blodet! Og de spiste det Brød, som han gav dem; men Loven bød, at Syndofferdyrets Kød skulde opbrændes udenfor Lejren!

Og Paulus grublede videre over sit Problem; thi han vilde forstaa Jāh’us Hensigt med Jesu Sendelse. Han granskede derfor de gamle Mosebøger og Profeternes Ord om Messias, og langsomt formede han ud af Skriften en Tankeopbygning, der skulde forsvare Udlægningen af Jesu Død som en Soningsdød:

Da Jāh’u befalede Moses at bygge ham et Paulun med alt Tilbehør, gav Love for de forskellige Ofringer o. s. v., var alt dette kun Afbilleder af det virkelige, det sande, det, der fandtes i Himlen hos Jāh’u. Og den Pagt, han saaledes gennem Moses indgik med Israels Folk, skulde kun være midlertidig, indtil han sendte een, der var større end Moses, større end alle Englene, og som for alle Tider kunde bringe et lydefrit Offer ind i den sande Helligdom (d. v. s. Himlen), der var Forbillede for de jordiske Afbilleder. Da Tidens Fylde kom, sendte Jāh’u sin Søn, for at denne skulde afløse det aarlige Syndoffer ved een Gang for alle: at bringe sig selv til et lydefrit Offer for al Verdens Synd. Som Ypperstepræst var han gaaet ind i Helligdommen for at yde sit Offer. – Som en Ypperstepræst?? – Men Jesus var af Juda Stamme, ikke af Levi!! (Præstestammen). Atter maatte Paulus søge at finde et Støttepunkt for sin Antagelse. Og han fandt det i Abrahams Møde med Kong Melchisedek, der var den højeste Guds Præst, han »som ejer Himmel og Jord« (1. M. B. 14,18–19). Melchisedek var Jāh’us Ypperstepræst før Aron og Levitterne, og Jesus var »Ypperstepræst paa Melchisedeks Vis« (Sal. 110) efter den Højestes Udvælgelse og maatte saaledes staa over den levitiske Præstestand: thi hans Præstedømme er uforgængeligt, fordi han er i al Evighed.

Men for at kunne bringe sig selv som Offer maatte Jesus fornedre sig og komme i Kødet d. v. s. blive Menneske, og hans Menneskeliggørelse (d. v. s. hans Kød) blev Forhænget til det Allerhelligste (d. v. s. Himlen). Ved sin Død gik han gennem Forhænget og gjorde saaledes Vejen fri til det sande Paulun, saa at alle kunde følge efter ham (Jesu Død = Kødets Tilintetgørelse d. v. s. Forhængets Fjernelse). Og efter at have bragt sig selv som Offer een Gang for alle, tog han ved sin Opstandelse Sæde ved den højre Side af Jāh’us Trone, hvor han i al Evighed skulde gøre Præstetjeneste i det sande Paulun, som Jāh’u og intet Menneske havde rejst.

Som den udvalgte, den salvede, maatte Jesus have været vidende om sin Mission, og han havde sikkert billedligt søgt at tilkendegive dette for Apostlene ved sin Afsked med dem: 1) da han gav dem at drikke af sin Vin (= Blod), »thi alt Køds Sjæl er dets Blod«; Jesu Sjæl var i Blodet (= Vin), og ved Nydelsen smeltede den sammen med Apostlenes Sjæle (= Blod), hvorved de rensedes og helliggjordes; (»deres Hjerter stænkedes rene ved hans Blod«) – og 2) da han gav dem af sit Brød = Legeme (eller Kød), hvis nærforestaaende Tilintetgørelse betød Bortfjernelsen af Forhænget for det Allerhelligste. Men ved Nydelsen af Brødet (= Jesu Legeme) blev Apostlene, aandelig set, helliggjorte og derved værdige til at træde ind i Helligdommen ad den Vej, han aabnede for dem ved sit Køds Tilintetgørelse (= Forhængets Borttagelse4). – Og i sine Tanker formede Paulus Ordene: Som Jesus gav sine Apostle af sit Brød og sin Vin, gav han sit Legeme og sit Blod til aandelig Mad og Drikke for sine; ja han gav sig til Syndoffer, et Tegn paa en ny Pagt mellem Herren og os5. (Se Noten pag. 70 i »Vandrer mod Lyset«.) Og ud fra denne Sammenhæng mente Paulus, at han kunde forsvare Nydelsen af Vinen (= Blod) og Brødet (= Kød el. Legeme), naar det betragtedes som et Sindbillede, en aandelig Tilkendegivelse af, at Apostlene og med dem alle, der troede paa Jesus som Messias, var helliggjorte ved Ofringen af Jesu Legeme og Blod een Gang for alle. –

For at kunne have et klart Overblik over de store Uoverensstemmelser, der er mellem de gamle jødiske Offerskikke efter Mose-Lov, Jesu Korsfæstelse og Pauli Udlægning af Jesus som Ypperstepræsten, der bringer sig selv som Offer, maa man stille disse tre Punkter op mod hverandre.

...

V14 Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, V15 og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. V16 Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. V17 Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. V18 For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.