Første Mosebog 2:7. Der stod at Gud dannede menneskets legeme af jordens støv. Derefter gjorde han det levende og satte åndedrættet i gang for at livet kunne opretholdes. Og hvad var resultatet? Ifølge Guds eget ord ’blev mennesket til en levende sjæl [hebraisk: næʹfæsj]’. (1 Mosebog 2:7, 1871-oversættelsen) Adam fik ikke en sjæl, men han blev til en sjæl. Denne lære fastholdes konsekvent gennem hele Bibelen. Mange hundrede år senere citerede apostelen Paulus Første Mosebog 2:7, idet han skrev: „Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl [græsk: psychēʹ].“ — 1 Korinther 15:45.

Selvfølgelig har vi mennesker et sjæleligt psykisk liv og her spiller åndedrættet en central rolle, hvilket al neurovidenskab, fx såvidt det autonome nervesystem, kan bevise med al tydelighed.

Vi skal kunne snakke vores sjæleliv, og udforske vores sjæleliv, uden overhovedet at vi dermed behøver inddrage Gud eller noget med sjælens udødelighed.

Men vi mennesker fødes jo ikke som tabula rasa, vi har så meget fylogenetisk arvet stof eller indhold (arketype indhold) med os ind i livet, at der selvfølgelig er tale om et meget rigt indre liv, hvilket vores drømme og trance dagdrømmerier bekræfter. Jung var rystet over at positivistisk naturvidenskabelig psykiatri og psykologi var lykkedes med at tømme mennesket for indre liv, for sjæl og psykisk liv.

Selvfølgelig er ethvert menneske et hel univers eller verden i sig selv, et sjæleligt mikrokosmisk væsen er vi.

Heidegger taler om værensglemsel og hjemlængsel, disse tanker kunne skærpes ved at påpege at vi har tabt vores indre sjælelige mikrokosmiske univers, og havde vi haft dette intakt ville vi have protesteret vildt imod de overgreb vores civilisation konstant begår imod naturen, som vi ødelægger i skræmmende hast uden at vi protesterer. Havde vi haft vores indre sjælelige mikrokosmiske univers, verden, intakt, ville vi aldrig have tilladt disse overgreb på naturen vi konstant udfører.

Og det har rigtig rigtig meget at gøre med vores gamle lugtehjerne og åndedrættet, altså sanselighed og åndedrætslighed. At vi taber denne sans vil medføre en stigning i alzheimer er min hypotese. Det er vores kliniske og abstrakte livsførelse der medfører alzheimer breder sig og som medfører at monogami, tosomhed, ægteskabet, opløses og folk foretrækker single livet. Hvordan vil du forklarer dette Hans? Jo for til monogami hører at vi gider bruge vores gamle lugtehjerne i forbindelse med den seksuelle akt hvorved vi udsættes for oxytocin og at vores åndedræt bliver Guds åndedræt med mulighed for en go orgasme.

Jeg behøver ikke tro på at jeg har en sjæl, jeg ved jeg har et sjæleligt rigt indre liv, sjælelig rigt mikrokosmisk indre liv.

Jeg tror heller ikke på Gud, jeg kender Gud. Så det er ikke noget jeg render rundt og skal holde oppe, holde kørende, gennem mentale tros antagelser, for jeg har et erfaringsnært konkret liv med Gud. Så jeg gider slet ikke disse drøftelser, som Jung ej heller gad bruge sin tid på sådan noget, vi har den mest intime erfaring med.


Menneskets humørsvingninger kan kun forstås ud fra at der findes et sjæleligt mikrokosmisk liv og verden, univers, der kan blive slået i stykker, gå i stykker. Selvfølgelig er der et samspil mellem vores sjælelige mikrokosmiske liv og makrokosmos, vores umwelt. For at barnets indre sjælelige mikrokosmiske univers er intakt spiller moderen en central rolle og for at mandens ditto fungerer spiller kvinden i hans liv en central rolle, så meget at Jung har teorien om anima og ja vice versa animus for kvindens vedkommende.

SJÆL
[hebr.: næʹfæsj (נֶפֶשׁ); gr.: psychēʹ (ψυχή)].
Grundordenes anvendelse i Bibelen viser at en „sjæl“ i bibelsk forstand er en person eller et dyr eller det liv som en person eller et dyr har.
Det erkendes i stigende grad at de inspirerede bibelskribenter ikke lagde samme betydning i det hebraiske og det græske grundord som de fleste mennesker i dag lægger i ordet „sjæl“. Efter en grundig analyse af brugen af næʹfæsj skrev professor C. A. Briggs allerede i 1897: „Ordet ’sjæl’ i nuværende engelsk sprogbrug indeholder sædvanligvis en helt anden betydning end det hebraiske נפש [næʹfæsj], og hvis læseren ikke er på vagt, kan han nemt tage fejl.“ — Journal of Biblical Literature, bd. XVI, s. 30.
Da The Jewish Publication Society of America udsendte en ny oversættelse af Toraen, de fem Mosebøger, erklærede oversættelseskomiteens formand, H. M. Orlinsky fra Hebrew Union College, at ordet „sjæl“ stort set var undgået i denne oversættelse fordi „det pågældende hebraiske ord her er ’Nefesh’“. Han tilføjede: „Andre oversættere har tillagt det betydningen ’sjæl’, hvilket er meget unøjagtigt. Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“ — The New York Times, 12. oktober 1962.

Sjælen er altså selve livet og ikke bare en form af indre sjæleliv som nogen syntes at forestille sig .

SJÆL
[hebr.: næʹfæsj (נֶפֶשׁ); gr.: psychēʹ (ψυχή)].
Grundordenes anvendelse i Bibelen viser at en „sjæl“ i bibelsk forstand er en person eller et dyr eller det liv som en person eller et dyr har.
Det erkendes i stigende grad at de inspirerede bibelskribenter ikke lagde samme betydning i det hebraiske og det græske grundord som de fleste mennesker i dag lægger i ordet „sjæl“. Efter en grundig analyse af brugen af næʹfæsj skrev professor C. A. Briggs allerede i 1897: „Ordet ’sjæl’ i nuværende engelsk sprogbrug indeholder sædvanligvis en helt anden betydning end det hebraiske נפש [næʹfæsj], og hvis læseren ikke er på vagt, kan han nemt tage fejl.“ — Journal of Biblical Literature, bd. XVI, s. 30.
Da The Jewish Publication Society of America udsendte en ny oversættelse af Toraen, de fem Mosebøger, erklærede oversættelseskomiteens formand, H. M. Orlinsky fra Hebrew Union College, at ordet „sjæl“ stort set var undgået i denne oversættelse fordi „det pågældende hebraiske ord her er ’Nefesh’“. Han tilføjede: „Andre oversættere har tillagt det betydningen ’sjæl’, hvilket er meget unøjagtigt. Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“ — The New York Times, 12. oktober 1962.

Sjælen er altså selve livet og ikke bare en form af indre sjæleliv som nogen syntes at forestille sig .

Enig mennesket er en levende sjæl

Og for at det ikke skulle misforstås skrev jeg netop:

Selvfølgelig er der et samspil mellem vores sjælelige mikrokosmiske liv og makrokosmos, vores umwelt.

Men da vi ikke kan se hvad der foregår af sjæleligt liv fylde og rigdom i andre mennesker eller hos andre mennesker, er det praktisk at tale om vores indre sjælelige psykiske liv. Hvilket betyder der er dette liv, ikke at vi render rundt med en sjæl fx adskilt det legemlige fysiske.

Vi må respektere andre menneskers indre sjælelige psykiske liv. Påstår vi mennesker ikke har et sådant liv, rigt indre sjæleligt psykisk liv, har vi reduceret mennesket noget så grusomt og gjort det stor fortræd. Det er et overgreb.

Men det behøver ikke ha noget med Bibelen at gøre. Hvis Gud er den levende Gud, er Gud ikke gået død i Bibelen. Gud gir os mennesker til stadighed både ny skabelse men også ny visdom og indsigt og meget er kommet til siden den bog blev skrevet.

Og som med Tikka, så gælder også dig Jørgen jeg gider ikke drøfte bibelfundamentalisme. Også derfor somo ej heller har min interesse. Gud går ikke død i bøger, Gud er den levende Gud vi alle kender direkte som Paulus har slået det fast for al fremtid. Vi er ikke afhængig af en bog.