God-smuk-morgen Simon:

Tak for denne her ... og vil du tro, at den får mig til at tænke på Helligånden.

Glædelig pinse lige snart
Zenia

Tak, Simon



Dejligt digt! Mig minder det om ydmyghed.

En hyldest til forhjernen, til forstanden (begrebstænkningen, til filosofien og videnskaben).

Prolog:

Vi må aldrig lade sjælen (subcorticale fylogentiske forhold vi ontogenetisk råder over takket være vores fantastiske hjerne) undfly vores forhjernevirksomhed, vores forstandighed. For nemlig har vi forhjernen til at begribe det sjælelige (de subcorticale forhold), så vi undgår sjælens ubevidste himmelflugt (indholdsløs intensitet) og tågesnak uden nogen begrebsbestemmelse med inde over. At kunne autonomt i forhjernen, i forbindelse vores forhjernevirksomhed, forstanden, begribe det sjælelige (åndelige) er det samme som at formå at give det et udtryk, lade det komme til udtryk i vores liv, hvor vi på emergent vis formår at manifestere de sjælelige theonome lovmæssigheder og sandheder konkret i handling og form (således er vi i Kristus mere fysiske end fysiske, mere fysiske end vi almindeligvis forstår ved at være fysiske (noget enhver topatlet ved alt om, at når vi er i form, topform, er vi allermest fysisk levende tilstede i verden)). Et forsvar for at få begreb og krop på det sjælelige, gøre det konkret og præcist, som at kunne manifestere det i handling, i fysiske udtryk, fysisk udtrykke det. Og ja som Regin Prenter siger, uden kroppen ville vi ikke kunne handle og alle sjælelige eller åndelige forhold og sandheder ville være ligegyldige som potensløse hinsidige forhold uden relevans for os og vores liv.

Derfor en hyldest til forhjernen, til forstanden (begrebstænkningen, til filosofien og videnskaben).

Og en hyldest til en religionshistorisk enestående person aldrig set før eller siden, en mystiker der peger på at vores lovsang med forstanden skal stå over den med Ånden (som at han advarer imod blind tro). Albert Schweitzer påstår at Paulus religionshistorisk set er enestående i den sammenhæng, hvorfor han også kalder ham for tænkningens skytshelgen, denne på samme tid Åndens Apostel per se, som mystiker i en særklasse for sig, og ja, fald bare ned af stolen, denne Tænkningens Skytshelgen, den vestlige kulturs grundlægger.

Vi ved fra neurovidenskab at begrebstænkning (analytisk såvel som syntetisk) primært har hjemme eller fysisk sæde i forbindelse vores forhjernevirksomhed. Forhjernen symboliserer vores forstandighed, det særegne specifikke ved Homo Sapiens, vores evne til at tænke i videnskabelige begreber (1)*. Demens, som alzheimer demens og nedsatte cognitive evner som vi almindeligvis kan se det ved den aldrende hjerne er stærkt relateret til vores forhjerne (populært kaldet forstanden), dens organiske biologiske tilstand såvel som funktionsduelighed og kompleksitet.

(1)*:





Personligt vil jeg advare imod vores egen Søren Kierkegaard (hans tåbelige ide om at noget kan være et paradoks som kors for tanken (Kierkegaard bliver aldrig voksen, en voksen mand i troen som Paulus taler om det; han forbliver stående udenfor ægte trosliv (mange intellektuelle i danmark siger at de grundet det religiøse må stå af overfor Kierkegaard, jeg siger i tråd med Hegels ånd/intention og ifølge Jungs ord, stik modsat, at det religiøse, eller den religiøse dimension fuldstændig mangler hos Kierkegaard, og at jeg modsat mange intellektuelle i danmark altså må sige fra overfor Kierkegaard fordi den religiøse dimension slet ikke eksisterer hos ham i tænkende moden mands form som Paulus forlanger det af os, når han forlanger at troen skal være tænkende og seende))). I stedet Kierkegaard vil jeg altså fremhæve Paulus, Hegel og Jung, såvel som Tillich, såvel som Andrew Newberg.




Indledning til at Hegel får ordet:

Det med blåt er Hegel's egen position (det Hegel blåstempler som repræsenterer) og det med rødt er den position han kritiserer. Så til en begyndelse vil de to farver indgå, indtil vi bliver sporet ind på Hegels pointer som hans egen position.


Hegel:




mange kærlige hilsner HansKrist

der med min pande eller autonome forhjernevirksomhed har formået at begribe de sjælelige åndelige, Hellig-Åndelige, evigt gyldige theonome sande forhold der gælder for os og vores liv, lidt som der fortælles om det i apostlenes gerninger,,, Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver
enkelt af dem eller som det lyder med Hegels ord:

denne umiddelbarhed i troen som vishedens tilfredshed og sikkerhed, der lå i bevidstheden om Åndens forsoning med Væsenet (Kristus) og dettes almene, indre og ydre virkelighed.

En hyldest til Åndens Apostel, HelligÅndens Apostel, over dem alle, Paulus, denne forhjernemonster, Helligånds forhjerne -monster Apostel over alle, Paulus, denne Pinsens Apostel over alle.

Jeg har ikke noget imod mystik, men det skal være tænkende mystik, altså mystik der kan omsættes til noget konkret og koncist, altså som på emergent vis skal kunne manifestere sig i handlinger og i noget fysisk, som fx healing og helbredelse, som et livsmod og en ukuelig kreativ virkelyst som gåpåmod i verden. Jeg vil se resultater, det skal kunne demonstreres og manfesteres konkret i handlinger, i body, det skal kunne legemliggøres, være en legemliggørelsens ny virkelighed vi taler om, som netop Kristusvirkeligheden ind i verden, vores ny væren og virkelighed i Kristus er

Også derfor Paulus kan sige: alt formår jeg i HAM, KRISTUS, som giver mig kraft.

I Esajas hører vi:



Alle disse forhold udforsker Neurotheologien idag på videnskabelig grundlag, spændende spændende, og ja jeg glæder mig vildt til at følge med de næste mange år, det fryder en mand som mig af neuropsykoanalytisk dannelse.

Tak tak Zeni og ilm ;)


"og vil du tro, at den får mig til at tænke på Helligånden".

- Sir du det...;)

Ja man ka' sige mange pæne ting om Thoreaus natursyn ud i div. digte, men mon også ikke Robinson Crusoe dér pludselig havde befundet sig i gabestokken, såfremt han også måtte vrisse ad moder natur som flugtruten væk fra de ”friserede samfindere" – om ikke andet ku’ han da skrige til himlene og ”helligånderne” derude i hytten, over de stride madammers mange meninger om den skæbne han trods alt forsøgte at ta’ på sig ;)
Det var jo også i en tid hvor Brugsforeninger, Kvickly og Irma m.m. endnu ikke havde invaderet ”samfindernes” madkultur, og man derfor måtte opfinde lækkerierne selv, hvis man som han netop ikke havde en lille kone til at påtage sig arbejdet; så han har virkelig udsat sig og haft sit at se til, den gode mand. At der skulle komme pæn poesi ud af dét, havde ingen vel heller gættet sig til, ”samfinderne” har nok nærmest anset ham som en skør kugle og lagt et godt ord ind for ham under aftenbønnen. Jeg gætter på han de par år fik tilpasset sig livet som eremit til Ug med kryds og slange, hvorefter naturen i ham atter drev ham ind til ”samfinderne”, der jo så kunne sige pæne ting og den pæne poesi, hmm…jaja, pænt var det, ikke et ondt ord om pænheden, selv om jeg nu foretrækker én som Mark Twain, den vildbasse ;)

God sol & pinse,
Simon

Nogle principielle metatheologiske overvejelser såvidt vores ego/sjæl, dens stilling, i forhold til the ground of being (Friheden); Gud Skaberen; absolute unitary being.


Skal det overhovedet give nogen mening at tale om at mennesket har en sjæl, da må følgende gælde:

Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

nemlig at vores absolut unitary being, one with God, nirvane, eller hvordan man nu benævner det indenfor megatheologien, at dette mystiske forhold, denne mystiske erfaring som kontakt, ikke svækker vores sjælelige mangfoldighed og spraglethed, vores unikke og særegne spraglede individualitet og personlighed som udfoldes konkret i forbindelse de mange muligheder eksistensen tilbyder os; altså må gælde:

there is no loss of self/soul but an enriching of it

Denne dynamiske dualitet eller polaritet, at mennesket/egoet/Sønnen/sjælen og Gud/Faderen/Ånden kan sameksistere er det Kristologien dogmatiserer eller slår fast en gang for alle. Altså indenfor kristendommen er der intet der kan udslette menneskets individualitet, sjæl, personlighed, ego. Hvilket også betyder at indenfor den kristne kulturkreds takket være Paulus, vi finder en farvestrålende mangfoldighed af meget forskellige personligheder, med hver lige netop deres særegne unikke karakteristikaer, dette dukker op i moderne tid med renæssancen og kulminerer med eksistentialismen.

Altså er spiritualiteten (den paulinske Kristologiske) ikke en asketisk perfektionisme hvor diversiteten og mangfoldigheden, som det særegne og helt unikke ved vores personlighed, sjæl, eller ego, udslettes eller svækkes i mødet eller kontakten med Gud, absolut unitary being, eller ultimate reality (nirvane fx).

Derfor findes der indenfor den paulinske Kristus mystik, en heroisk eller triumferende spiritualitet, fordi mennesket i Kristus er sikret at det ikke opsluges, opløses eller svækkes af Gud, som noget forskelsløst udifferentieret ubevidst værens noget der slører vores højt differentierede bevidste identitet og person, ja for: "there is no loss of self/soul but an enriching of it".

Altså den religiøse spirituelle mystiske transcendens erfaring af Gud, absolute unitary being, hvor vi bliver os selv frie og løse, betyder ikke at vi mister os selv, vores ego/sjæl, identitet, individualitet som de særegne unikke personligheder vi er, nej tværtimod styrkes denne mangfoldighed, multiplicity of human personalities.

I nirvane østens spiritualiteten er egoet, sjælen, vores særegne unikke personlighed og individualitet med alle dets mangefold af karakteristika, the multiplicity of human personalities, et onde, eller noget negativt, der skal overvindes, og ja gerne udslettes eller i det mindste opløses til sidst (som en dråbe i havet). Men altså helt modsat er dette i den vestlige paulinske Kristus Mystisk, Kristologiske Mystik, hvor alle disse forhold i Sønnen/Kristus er guddommeliggjort, eller guddommelig sanktioneret, har Guds JA.

Spørgsmålet er kort og godt, tør vi tro på os selv, som en livsbekræftende eksistentiel udfoldelse af os selv i differentieret konkrethed (1)*? Og det gør man og har man rigtig god grund til, guddommelige grund til, at gøre i en vestlig paulinske spirituel kontekst, også derfor renæssancen; reformationen og humanismen (reformatorerne støttede humanisterne på en lang række punkter); liberalismen (forstået som den personlige frihed (ikke nødvendigvis økonomiske)); sekularisme og eksistentialismen; det moderne vesten, den moderne vestlige kultur, som vi kender idag, og som hele verden øsnker og kræver at få del i, hvorfor det idag er et globalt fænomen, hvor som Søren Mørch siger, der findes kun den vestlige civilisation. Og efterfølgende digt af Benny Andersen, illustrerer hvilken eksistentiel kreativ friheds drik eller spiritualitet vores sjæl tørster efter, det alle mennesker jorden over længes efter:



I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen et rask skænderi
og lidt morgenavis.
Vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
så mere kul på, folkens!
Nye ideer modtages gerne
Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta frakken omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved, en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang så den damper
thi hellere dampe end støve
Skriv tredive breve og plant et træ
efterlign et par fuglestemmer
tillæg din kone en frygtelig last
og tilgiv hende på stedet
det er alt sammen tegn på liv
Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner livstræt om
for i dag skal der sørme leves.
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere din skæbne
tværtimod tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer og visdomsord
Brug store ord i massevis.


fremragende digt,, suverænt, takker RM for at gøre opmærksom på hvor fremragende en digter Benny Andersen er

enhver der har læst mig gennem årene, vil se hvordan den paulinske spiritualitet passer som fod i hose med hvad digtet her ovenfor siger, udtrykker, som enhver vil kunne se hvordan arne, zenia, michael og T. thomas, er tiltrukket og rundet af en ganske anden form for spiritualitet, også derfor mine mange kontroverser med disse mennesker gennem årene, ikke mindst mich


det bedste ved trosfrihed er at vi begynder at få øje på vores forskellige positioner, men dette kræver religionsfilosofisk dannelse, at kunne se vi længes efter noget forskelligt, som at vores spiritualitet medfører at vores liv og skæbne vil udforme sig forskelligt for os, nogle vil gå i en retning med paulus og andre vil med new age opløse sig selv i noget guddommeligt, altså en spiritualitet der svækker vores selv/ego personlighed og individualitet og ikke mindst vores eksistentielle fylde og rigdom, diversitet



derfor lyder min slutreplik som den gør, nemlig: pas på, pas på med hvad I leger med, for måske det slet ikke er fra Gud


mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

bemærk at jeg både nævner megatheologi og metatheologi. De må ikke forvirres med hinanden, blandes (så det er ikke en stavefejl fra min side)