Her Halfdans puls i strofer,
en sommerfugls nervemandolin –
sarte ømme strenge,
i vore øjne glitrer blidt:


NOGET OM BILLIGREJSER

Jorden drejer om sin akse
med en masse byer på,
London, Skive, Rom og Fakse,
Novgorod og Åbenrå.
Alle steder bor der mensker,
som er højst forskellige.
En er russer, en er svensker,
og en del er hellige.

Jeg har et hus på denne klode,
hus med lokum, høns og hø.
Jeg er glad og vel til mode
og vil meget nødig dø.
Og når jorden drejer roligt
med mig lille husmandssted,
synes jeg det er helt utroligt,
at jeg også drejer med.

Jeg kan sidde ved mit vindu
når det løber fuldt af vand,
mens jeg tænker på en hindu
i det fjerne Hindustan.
Mon en sådan udenlandsker
sidder drømmende som jeg,
mens han tænker på en dansker,
der sandsynligvis er mig.

Mon hans kone bruger briller?
Er hun liså køn som min?
Mon han har en søn der spiller
på vemodig violin?
Har hans datter papilotter?
Er hun dejlig og banal?
Eller tømmer hun mon potter
på et hinduhospital?

Se, nu går den satans hane
og gør hønsene besat!
Den skal slagtes af en da’ne,
så det er da noget pjat –
Mon de frække hinduhaner
siger kykliky som vor,
eller har de andre vaner
som kun Muhammed forstår?

Nu er solen atter fremme.
Hanen bruger sin alarm.
Det er rart at være hjemme
ved sin egen vindueskarm.
Jorden drejer om sin akse,
drejer rundt med muld og vand.
Der er langt fra mig til Fakse.’
Der er langt til Hindustan.
--

TILEGNELSE

Der faldt også tårer,
der hvor glæden lo.
Vi må kende tvivlen
For at kunne tro.

Vi kan ikke flygte
fra det skøre ler.
Det som aldrig brister
blomstrer ikke mer

Vi må altid flygte
for at finde hjem.
Flugt og savn er brødre.
Tilgiv også dem.

Livet stjæler livet.
Drømme gå i skred.
Vi må gennemleve
for at leve med.

Angsten i vort hjerte.
Tvivlen i vor hånd.
Alt skal gennemleves
for at blive ånd.

Alt vil modnes langsomt.
Alt vil genopstå.
Livet kommer til os
når vi tror derpå.

Livet modnes langsomt.
Bristet frø skal gro.
Der faldt også tårer,
der hvor glæden lo.

Svigter den du elsker?
Elsker han dig mer?
Vi kan ikke flygte
fra det skøre ler!

Vi må gå i mørke
for at finde hjem.
Mange søger hjemad.
Vi må elske dem.

- Halfdan Rasmussen

mvh & god søndag ;)
Simon

Halløjsa her ved synddagens frokostpausetid ;))

Tak for alle ordene dine, som du generøst gi'r mig med på vejen ud i havens udskejelser. Jeg nyder dem i fulde drag, både ordene og udskejelserne ... også selvom jeg i øjeblikket ikke selv bidrager med den store inspirationskilde. Men kilder har det jo med at strømme, også selvom de ikke kan ses med det blotte øje for så pludseligt at vise sig i et klidespring ...

Villy Sørensen ... ja, dét er skis'me da visdom på mange planer, og helt klart en kilde til både spring og fordybelse. Tak for at du bringer ham på banen igen :))

Og Halfdan ... ja, han er ganske klart uundværlig, simpelthen intet mindre! Og her er nogle andre af hans gode ord til rytmen på vejen ud over stepperne :))))))


Trådene synger. Det svundne er med, hvor du går.
Livet har vævet sit mønster af dage og år.

Menneskehænder har skabt det af drøm og begær.
Tynget af støv stod det op for at møde dig her.

Drøm spinder tråd til det kommende. Intet går tabt.
Broderligt når det dig, alt som blev levet og skabt.

Dyb er forblødningens time. Men fødselens stund
ler gennem smærte og klager med smil på sin mund.

Intet er nyt. Alt er nyt når du møder det frit.
Trygt skal du favne det. Alt hvad du favner er dit.

Alt søger ind til sit mønster. I trådenes sang
sover en rytme der stiger til helhed engang.

Skønhed og hæslighed bløder. I trend og i tråd
toner det evige tema af lykke og gråd.


Mange af de søndige tanker og hilsner fra RoseMarie ;))

P.s. Synd tappert!

Mojn RM..

Jah, det gik vist hen og blev en sjov tradition, sådan at servere lidt fra læseoplevelser her i fælleskøkkenet – så er man fri for højtideligt skabagtige raspende stemmer og røde ører, selv om også de jo er sjov ballade for ørers øjne. Selvfølgelig er det svært at være en knop to steder på én gang, altså medmindre du ka forgrene dig lidt, fru Yggdrasil – samtidig er du glædelig fritaget for både kristne og islamiske forkyndelser, men går måske så glip af synet af missionærerne, der er lige ved at gå i blomst..;)

Jah, Halfdans ord er knuselskende ballader med et utal af stemninger, han har det hele – synd var det sgu’, at han og Morten ikke skulle vandre videre gennem livet sammen, ak ja, men en skæbne de delte med så mange andre vidunderlige digtere.
Her en anden blid lyrikers fødte poesi, hvor et hele ofte afspejler sig i det enkelte, noget hun selv betragtede som ”arvet sorg”, et rodnet af uudryddeligt tungsind, og hvor sindets undertoner måtte bearbejdes med mening og idé. Hendes venner var netop Morten Nielsen, Halfdan Rasmussen, Tove Ditlevsen o.a. unge digtere omkring tidsskriftet Vild Hvede, et miljø der betød uendelig meget for datidens klare bevidnere af en objektiv pågående fælles virkelighed, som hver især stod i inderligt forhold til, med poesien som værktøjet:

Ordet

Jeg søger de levende ord, som er nøgne og bange,
de fattige ord, som bliver rige i lyttende sind.
Hvad skal vi med alle de skønne forstenede sange?
Jeg drømmer om digte, så lette som vinger og vind.

Jeg søger de svævende digte, som ikke er digte.
Kun budskaber, enkle og ny, fra et hemmeligt land.
Kun breve, der kommer fra noget, vi aldrig tør svigte,
vor dybeste drøm, der alene er varig og sand.

- Grethe Risbjerg Thomsen.

mvh fra den tapre synder
Simon

Her, du poetiske slyngplante, et solsitrende jæger’sk digt i en nøddeskal:

Uventet springer træet yndigt ud,
staar mærkeligt i andres blinde vinter
og er et foraar, ingen kunne vide.

Med blomster større end den størstes aasyn,
med blomster mindre end min mindste tanke.
Og hvælver sig i himmelrum af duft omkring
den tætte vækst, som tidens stemme ikke naar.

En skov af dette træ, en skov,
som kun et lys med kun én skygge gennem:
jeg,
som lykkelig og ansigtsløs presser munden
med bare eet af skovens gode træer
og hvisker i dets bark: jeg elsker livet.

--

Lad fingre grønne bære
frugt, dog slå ej rod
og syng poetisk,
på væver fod.

Åh, det mandagspjank! – mon ikke det er bedst ugen får en extra weekend.. ;)

mvh
Simon

P.s.:

Fra gravens rinkesten,
jazzpoetens mund trutter:

Nej hverken ekko eller sang
hverken viden eller trøst
men denne sandflugt
som tusindfuglevinget
kaster sine øjne på bakkerne.

--
Det ku’ ha været Ove Abildgaards mund:

Den undrende stilhed
hvor ingenting støder imod
hvor alt er et åbent spørgsmål
der strømmer fra svarets rod.

--

Hvilken herlig sommer,
solstrejf i grønne lunde
vandpyttedryp i hatten,
tilmed en lille vind –
fra katten…

Der ligger en fortrolighed i et Dannevang i sol og regn, at ristes under en sagte ild, hører til i andre lunde.

mvh
Simon