Hej Simon

Jeg forstår til fulde din salighed i forhold til Brideshead. Jeg er for længst gået ombord og nyder lige nu lyden af gondolernes bølgeskvulp på vej igennem i Venedigs kanaler. Det er en guddommelig fortælling i ord og billeder.

Letter på nissehuen for dig
RoseMarie

Goformiddag RM..

En himmelblå efterårshimmel som denne, nærmer sig jo truslen om lykke for oppegående morgennisser m/k – små suk i gondolen på vandspejlet, og der ville ingen vej være udenom!

Ja den er pragtfuld, serien Brideshead – en rus af isoleret lykke, og en af de få gange hvor en bog rent faktisk forvandles til noget sublimt. Dén og den tyske serie Heimat er velsagtens det bedste indenfor tv-serier jeg har oplevet.
Jeg ville egentlig ha’ lagt dig et link med den særlige situation, hvor Charles må lide under faderens grufulde hævn: han har inviteret Orme-Herricks & datter til at underholde en aften lang med det mest opløftende parti for flygel/cello! Men desværre ser det ikke ud til at nogen har værdsat situationen, hvor Nemesis griffer flår den lille overtrækker tilstrækkeligt til et link. Det er nu ellers en mindeværdig aften. Men så igen, serien er jo en flod af enestående skuespil og kostelige dialoger, billeder man svømmer hen i, da ikke mindst i Venedig, du ved, dér hvor lykken klukker..;)

Pludselig syntes et moralsk skrig fra vagttårnet at ses i Mellemrummet - nu er jeg ikke leveringsdygtig i ”kristusterapi”, men lægger gerne en planke ud, et bevægende øjeblik:

Over dig har du én der bor,
under dig har du én der tror,
i dig har du ”livets pæl” –
ryst med numsen, frels dig sjæl..

Og nu vi er der, her endnu en nærværelse fra Peter Poulsen – en nydelsesvækker:

Støvets år

I syv årtier har jeg været her på jorden
ikke altid lige nærværende.
Jeg har sovet ca. treogtyve år.

Jeg har været melankolsk i flere,
både lykkelig og trist.
Jeg har sunget på mit sære tungemål.

Jeg har grundet over månens skønhed
på selve himlen
eller spejlet i en vandpyt.

Svalerne har jeg beundrende fulgt.
Tænk at digte kunne skrives,
som de flyver.

Jeg kan ikke dø som rosen
for at blive genfødt.

Når jeg dør, er det for altid.
Endegyldigt.

- Peter Poulsen.

Mvh & go soldag samt fortsat nydelse i Brideshead ;)
Simon

P.s.:

Kulden mærkes for hver dag stærkere, som en gammel optøet isvinter der igen er ved at samle sig, spreder den sig i vore knogler. Snart blomstrer iskrystaller i næsebor og man skutter sig ved indgangen til Hvids, som Helge Rode i Den Litterære Cafe:

Mine Fødder er paa Jorden,
paa den underlige Jord,
mit Hoved stikker op gennem Luften
- gennem denne sære Luft.

*


L. F. Celine


Den klassiske harmoni i den store, ydre
form. Alle regler overholdt i absolut kaos.
Først en sang og sidst en sang. Indimellem
dans. Rigodon. Før krigen. Det grå,
stinkende Paris og byens triste forstæder.
Forfængelighed. De forkerte valg og den pris
der skal betales. Galejslaven i sit hus på skrænten
over fabrikkerne, hvor man ikke længere fabrikerer tanks
men små fikse kasser til små fikse fjolser.
Næsten ulæselig håndskrift med blyant og krampe ind i døden.
Og litteraturen bagefter, langsomt, det dumme svin.
De sindssyge impressionister ved floden i pletter af lys.
Hunde og katte og papegøjer og mejser i badegardinerne,
men han satte aldrig sine hvide stokke i Lucettes danseskole.
Han gik ud i haven, hvor de trofaste dyr var begravet,
og i malariaskælven befolkede han turistbådene med drømme.
Så han en præst slap han hundene løs, og på den sidste rejse
fik de sat en staude hver eller måske en busk, et træ.
Som en tung varm frakke i vinden ved bæltet.

*

Stenede profeter kommer ned fra bjerget:
Først er man jøde senere blir man filister
og hverken før eller siden aner man hvem man er
Det er som cowboys og indianere i en grusgrav:
Hvem holder du med spørg ikke hvorfor
for svaret blæser ikke bare lige i vinden
Brutalitetens fremmede maske er brændt fast i huden
og spørgsmålet blæste ad Helvede til for længe siden

- Peter Laugesen.

mvh
Simon

Lidt Benny Andersen hører sig til, som noget folkekært der luner, og guderne må vide hvor mange juletræer, han hvert år ligger pakket pænt ind under. Jeg kendte en diakonisse, der havde ham i sin bogreol – han så ganske velbrugt ud, mon ikke hun holdt af digte som dette:

Lige før vinter

Det skråner nedad mod vinter
og alt som tøver må gøres forbi.
Tar du din byrde på dig
blir du fri.

I nat blir dit hjerte synet
og alt som lever af frygt må forgå.
Vover du undergangen
skal du bestå.

Din er den bortvendte himmel.
I mørke kan kun du se hvad du vil.
Hinsides tanken om frelse
blir du til.

*

Eller hvad med…

Natlig Strandpromenade

Bag månedråben
fløjter en fugl.
Havet tæller langsomt strandens sten.

Pludseligt skænderi fra et sommerhus.
Grenen er knækket. Stumperne
sigter på hinanden.

Alt kommer over mig i nat.
Stilheden nærmer sig skridt for skridt.

*

Pers. har jeg noget med muldvarpe, desværre er det omvendte utænkeligt, men det havde været kækt at gå tisse-af-tur med sin muldvarp før sengetid, stå sammen og grynte veltilfreds, mens man ryster dyret:

Den forårskåde muldvarp

Ved denne tid da de deroppe slipper håret løs
hælder stearinen ud af øret
ryster tungen ren for krummer og fortielser
taler om at grave grøfter ind til hinanden
tunneller under gamle skel og slagord

Ved denne tid da alle har sletter til gode
og der går forår i bukser og vimpler
dukker jeg op af min tue
med mine vingeskovle skabt til underjordsflyvning
misser mod de letvingede deroppe

Hvad om man købte en kvidreparlør
og emigrerede til våren
gik ud af sit gode brystbillede
slog sig løs i det grønne
fandt ud af hvor alle disse rødder ender
hvad der blomstrer i toppen af disse seje kabler
og strømlinede kloaker

Men mon ikke man ville tulre hjælpeløst rundt
støde ind i skarpe lyskanter
nyse ustandseligt
ende som kastebold mellem storpolitiske skovle
Hvorfor give slip på sit gode kaldt som sortseer
bedst at mærke mørke omkring sig
og dybt under rødder kabler kloaker
flittigt gøre dybet farbart.

mvh & gonat-gonat
Simon

Fra Morgenmørke:

Faser

Nymånen over bakken
åbner for rummet; halvcirklen
udstrømmer klarhed, som var
før skyer og skygger.

Fuldmånen over havet lukket
om utilgængelig skønhed;
intet at lægge til og alt at trække fra,
og derfor kun naboskab til døden.

Halvmånen mellem bakkerne svæver
lavt over dybet; under den
flokkes uvisse skygger, bredes
søvnens eventyrhave.

*

Fra Anubis:

Uglen

Tusmørke; varme Sten i Skovens Dige
imod min Haand, og nu, et Lykkestød:
en Vinge med en Krop, mut, rund og blød
mod Himlens skær; saa hører jeg den skrige:
et kort, som hvæssed een en Kniv i Vrede,
fuld af sørgmodig, grundløs, mørk Foragt,
et langt, som styrted Klangen i en Skakt,
blev Rødder, Kilder, Ild, Rubin dernede.
Een sad engang med Lytten, Spejden, Nik,
halvvoksen, majestætisk paa min Finger,
da følte jeg den store gule Blik
undfange Fremmedhed i mit, dyb Ro,
en vild Befrielse; mit Hjærte lo,
da Fuglen løfted sine bløde Vinger.

- Thorkild Bjørnvig.

mvh
Simon