Hej RM..

Ja, håber da snart at smage kaffen, sådan rigtigt, for ærlig talt, the ka’ være nok så godt med en scones, men ska’ jeg ha’ en chance for at vågne, så kræver det altså en kop kaffe i morgenstunden, og derefter en røg. Men jeg ska’ vist ha’ en kur med lidt bredspektret forinden, vi får se.

Det var nu mere Ebbe Rodes pamflet ”Mit Frederiksberg”, ”Troldguld” og ”På Stikord”, jeg tænkte på. ”Harry og Kammertjeneren” er ganske rigtigt en vidunderlig oplevelse, for øvrigt sir du alt det væsentlige om sproget selv, selv synes jeg der underneden i dialogerne ligger et ønske om at fritage hinanden for bl.a. ubehagelige spørgsmål. Fx ved at komme dem i forkøbet med evt. løsninger, der så skaber et nærmest lettelsens smil hos registranten. Med sproget skabes der luft til albuer og skægget, der jo også var ret busket på den tid, som på den måde virker ret frigørende – Arne har også lidt af det, i sig, godt sprog ud i ønsket om en respekt (dog uanset forholdet), for altså at skabe luften og dermed pladsen. Fx er det jo vidunderligt at se, hvordan Kammertjeneren kom Harry til hjælp i den vanskelige situation – der selvfølgelig næppe havde fundet sin løsning i dagens Danmark – hvorfor Harry altså fritages for en beslutning, der imidlertid kommer dem begge til gode. Men altså, selve måden og de indskudte bisætninger, du store, den slags ser vi ikke længere så meget af.
Samme sprog findes overalt tilbage i tiden, også i Marple-serien (med Joan Hickson ved roret), særlig i ”Nemesis”, hvor en af tre søstre fra godset i samtale med Marples nevø, tilbyder Marple overnatning men samtidig antyder, at hun slet ikke var klar over der også var en herre involveret, nevøen selv, der hurtigt griber situationen i opløbet, og spørger, om hun dog ville ha’ noget imod, hvis han, der jo holder så meget af hotelophold, blev tilbage?
Måske vi i kraft af at være blevet så utroligt mange om en ”lagkage” der ikke vokser eksponentielt, i stedet går løs på hinanden, som bier der forsøger at drukne sig i honning, måske. Eet er dril, noget andet en truende og virkelig alvor, vi fælles må leve i, i disse tider. På små 50 år har meget forandret sig, også sproget, og bestemt ikke til det bedre.

”Kærestebreve” (med smukke Bodil Kjer) har jeg desværre aldrig fået set – der er jo ingen grænser for hvad jeg hverken har set og læst – så tak for dén. Der er rigtig mange danske film og teaterstykker fra den tid, der aldrig bliver vist, men det ville jo også være forfærdeligt hvis licenspenge skulle bruges på eksempelvis den slags, i såfald ku’ et utal af journalister på DR jo ikke hæve en fyrstelig men meningsløs gage! Derimod har jeg et utal af gange nydt synet af Esau og det ”lille overdrev”, i øvrigt sjovt som folk fortolker Knagsteds betydning så vidt forskelligt. ”Livsens Ondskab” som tv-stykke er noget ganske særligt, og hvor ville man dog ønske den efterfølgende ”Knagsted” også var blevet filmatiseret, men det satte forgængeligheden altså en stopper for, ingen af os vil se andre i rollerne. Men akkurat ”Knagsted” som bog, er næsten min favorit, desuden ligger ”Villa Rørholm” jo også på Frederiksberg, og det er ikke spor svært at se Overlæreren for sig, stående der ved vinduet, mager og lang som en stork i diplomatfrakke, mens han forsøger at åbne vinduet i det røgfyldte lokale, ja hele resten af bogen, der viser alt om tidens menneske, liv og sprog. Men hvad Ebbe Rode ikke har medvirket i, det er i sig selv svært at forestille sig ;)

Ja, du ska’ godt nok stå tidligt ud af fjerene, hvis du ska’ komme de drabeligste snegle til livs, selv tænkte jeg nu nærmere på selve sneglehuset som værn mod allergien – har du måske nogensinde set en dræbersnegl med høfeber? ;) Har ikke pejling på dræbersnegle-metoder, men har set et utal, der vist altid er endt i resignation og medleven med uvennerne, Hr. Ryge inklusive ;)
At tænke sig, at det allerede smager lidt af forår, alt er vendt på hovedet, helt som når min tobak og kaffe nu smager af hønselort, fy for den da. Jaja, men herlig søndag til dig ;)

mvh
Simon

Hej i aftenkaffestunden, Simon

... eller hur? ;) Er du stadig på the og scones? eller er der ved at være klaring af smagsløgene?
"helt som når min tobak og kaffe nu smager af hønselort, fy for den da" :))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

Sprog og kommunikation er vist ikke bare sådan lige ... at kunne se og høre, være interesseret og ikke kun interessant, at kunne sætte blik, ord og retning med nænsomhed, at kunne modtage det nænsomme med tillid og åbenhed ... og taknemmelighed fordi det hele bli'r så meget større, når et jeg sættes i spil overfor et du.

Ja, meget går op i en højere énhed, når kommunikation og samtale lykkes ... som nu f.eks. i Harry og kammertjenerens forhold og kommunikation. Og det er dét, der gør de scener og samtaler til noget helt særligt (og kærligt) og absolut helt uden for nutidens kommunikationskurser og -teorier. Litteratur og film kan såmænd formidle kommunikation og mellemmenneskelige forhold, som på mange måder overgår de fagteoretiske specialer i det samme.

Ja, jeg nåede aldrig til pampfletten (men den er ikke glemt!), nåede bare til Harry og de andre ... og derudfra videre ud af vejen med Ebbe Rode i hånden ... på opdagelse Og mit næste stop gik ikke længere end til hans ophav, Helge og Edith Rode :))))

... og så faldt jeg altså i staver, og her står jeg stadig og staver med nysgerrige blikke og kigger lidt ind i både de mødrende og fædrende skrifter.

Her et par stykker af Helge Rode


TRÆET

Roligt stander de store Træer,
løfter de fyldige, grønne Kroner
tavst mod Morgenens lyse Skær:
rosesitrende Toner.
Ingen Raslen i Løvet lyder.
Klar er Morgenen, fuld og stor.
Tavst staar Træet og nyder
Luften og Lys og Jord.

*

DANMARK

Du gav os de blomster, som lyste imod os,
med alfelet skønhed, dengang vi var små,
de brogede enge var gode imod os,
vi løb efter røde og standsed ved blå,
og åkandens hellige hvidhed forstod os
og åbned sin løndom, imedens vi så.

Du gav os de marker så bølgende brede,
hvor kornakset modnes og gyldnes af sol,
hvor kløveren dufter af sommer og hede
så sundt som vort brød og så sødt som viol,
hvor lærken ved morgen går op fra sin rede
og melder til skyen, at gårdhanen gol.

Du gav os de skove så dybe og svale
med solspættet skygge, med hulvej og skjul,
hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
fra løvspring i maj, til oktober står gul.
På lønlige stier, i hvælvede sale
vi fejred sankthans og den hvidklædte jul.

Du gav os den himmel, hvor skyerne iler
til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb,
og natten, den lyse, hvor dagen kun hviler
med halvåbne øjne, urolig af håb.

Du gav os de vandrende, vældige vande,
vor vej og vort værn hedder: komme og gå,
og bølgerne togter langs skrænter og strande,
så sorte som graven, som himlen så blå,
og fletter en evighedskrans om din pande
og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!

*

SYDENS STJERNER

Har du seet Sydens Stjerner —
du skal se dem ikveld,
som et hvirvlende Snevejr
af sølverhvide Skæl,
der er stanset blot et Nu, før det falder.
I de høje, i de dybblaa Himmelhaller.
Du skal se dem, du skal se dem
i den mørke Julikveld,
som en Rem af Juveler
fra et søndersprængt Fjeld.
Gennem Sølvslør falder, drysser der Krystaller,
Havets milde Perler og Koraller.
I de høje, i de dybblaa Himmelhaller.
Du skal se dem, du skal se dem
ved et kongeligt Held,
som en Skov af hvide Blomster
drysset ud i et Væld,
af en Haand, som har plukket dem i Paradis ikveld.
Hvide Roser, hvide Liljer og Konvaller.
I de høje, i de dybblaa Himmelhaller.
Har du seet Sydens Stjerner
saa fortæl, saa fortæl I
om al Himmeriges Rigdom
om det dybe Skønhedsvæld
om en Storm af Juveler om et Snevejrs Sølverfnug
om en Blomsterskov, en Liljeregn, som glimrer af Dug.


Jøsses da, hvor kan ord begejstre og belive et menneske som mig, ord til en sanselighed, så man både kan høre, se, dufte, smage, så det kan mærkes i maven :))))))))))))))))))))))))))))))))

Glade Rodehilsner fra

RoseMarie

Hej RM..

”Ja, meget går op i en højere énhed, når kommunikation og samtale lykkes ... som nu f.eks. i Harry og kammertjenerens forhold og kommunikation. Og det er dét, der gør de scener og samtaler til noget helt særligt (og kærligt) og absolut helt uden for nutidens kommunikationskurser og -teorier. Litteratur og film kan såmænd formidle kommunikation og mellemmenneskelige forhold, som på mange måder overgår de fagteoretiske specialer i det samme.”

- Jah, særlig venligheden udtrykt på forskellige måder, synes yderst påfaldende (i Harry og kammertjeneren), og den ka’ da fint betragtes som en kærlighed: en gruppe mennesker i et lille byområde med stort kendskab til hinanden, plejer en fælles historie med et særligt sprog, og pludselig spankulerer så et andet miljøs sproghistorie ret ind ad døren, og dér starter historien så, med tre butlere i udsigt til nyt arbejde i en brydningstid for deres stand og tradition, hvor der bliver gjort tykt grin med ”overhøjheden”, særlig af områdets børn. Men i stedet for at føle frygt og løbe deres vej, som det måske ville falde flest ind i vor tid, er de alle tre mest optaget af deres fags ubærlige skæbne, hvor kun den ene af dem ender med at gå linen ud, for ved sine evner ud i dyb menneskelighed og viden, at høste en storartet anerkendelse, samt et varmt venskabsforhold ud i det kærlige der opstår, fordi han ser sig i spejlet og dér lærer noget om sig selv.
Det er en flot historie, ikke mindst p.a. omvendtheden, dvs. ”fattigdommen” der jo altid forventes at være beredvillig til at bryde sin historie og dens normer op, og udelukkende for at stige ind i en anden ”samfundsklasse”, m.a.o. forventningen om, at alt kan købes og sælges, særlig en arbejderklasses ”fattige” idealer. Men i stedet belyses altså så et indbyrdes nærvær til hinanden i livet, en egentlig indre drivkraft og kvalitet – og en mangelvare i det højere borgerskab, hvori kammertjeneren jo havde tjent – der i kraft af en stærk moral og etik, langt overstiger forventninger om salg af sig selv, for enhver pris.
Pludselig tjener sprogområder hinanden udfra samme ønsker, og det er jo stærk tobak. For øvrigt minder det hele mig meget om Christiania vs. Weidekamp-historien, ja såmænd konsekvenserne fra snæversynede politiske idéer om ”Udkantsdanmark”, i kraft af hvilke overlevelse i bymiljøer og landområder er forringet. Men historien er vel, blomsten der rejser sig midt i og på trods af stenbroen, i kraft af en bredspektret livsanskuelse, på tværs af normer, forventninger og uens sprog og kulturformer, der altså sagtens ka’ være hinanden behjælpelig. Men fremfor alt, at frygten er konkret men sagtens kan overkommes med sund menneskelig fornuft. Filmen er værd at se igen og igen! ;)

”Ja, jeg nåede aldrig til pampfletten (men den er ikke glemt!), nåede bare til Harry og de andre ... og derudfra videre ud af vejen med Ebbe Rode i hånden ... på opdagelse Og mit næste stop gik ikke længere end til hans ophav, Helge og Edith Rode :)))).”

- Jeg kiggede også lidt bagom Ebbe, og sørme, dér stod også Edith Rode med en favn af historier – fandt ”De tre små piger” (erindringer) i egen samling – men efter Ebbe står den i klimabæltet her på Storm, så Fru Edith Rode må vente lidt.
Jeg er fuldt ud enig med dig i sprogbegejstringen, og synes tit man falder over rigtig morsomme historier fra den tid – og nu gør min klukken jo ikke nær så ondt, desuden er kaffen atter smagsfuld og brandvarm; det samme var for øvrigt min læge, i går, bestemt uden den helt store brandtale for tobaksindustrien, snarere tværtimod. Jaja, vi ”narkomaner” må jo lide lidt for skønheden – selv er jeg skam beundrende stornyder ved synet af det forpustede joggefolk, der ligefrem tar tid på puls og strabadser; selv Jesper Klein ville ik’ ku’ ha' gjort mig kunsten ud i nydelsen ved synet efter ;)

Nå, her en vits fra den stormfulde, som findes i Ebbe Rodes ”På Stikord”:

»Kære Ebbe,« lød et brev, »barber Sørensen fortalte mig, at du havde været på barbersalonen. Heldigvis var du gået, da jeg kom«.
Hilsen gamlingen Storm.
P.S. Der danses ikke mere i min tid på Koldinghus
(Hamlet sidste akt, sidste scene).

P.s.P.s: Tegningen vil du kunne se når du låner/køber bogen, den er rigtig Storm’sk, god fornøjelse ;))

mvh
Simon

Hej Simon

Tak for dine stormende ord ;)
... og tak for varme ord om Rode og Harry Dejlige ord om filmens relationer og sammenspil ... ja, du har givet mig lyst til allerede at se den igen

I forhold til de stormende vejrforhold med vindblæst hår, så har jeg bestilt Stikordene, og jeg glæder mig til både at se og le ;))

I ventetiden har jeg kastet mig over Storm P. i Møllehaves bøger, så munterheden og det lattermilde ved Storm har jeg hentet her ... og smilet har jeg svært ved at få tørret af igen ;) Møllehave har en skøn optimisme med sig, som er svær ikke at la' sig smitte af. Han har evnen til at udtrykke de lidt mere mørke sider på en lys og let måde, hvor han åbner læserens øjne og lytterens ører med humorens og smilets adgang.

Så nu får du lige den her Møllehave fra Højskolesangbogen med dig til dagen og vejen. Den har en lethed og en enkelhed over sig, som møder dagen og verden med lys og varme ...


Denne morgens mulighed.
Vi har luft i vore lunger.
Hænder, øjne, ører, tunger,
levende og glade unger.
Denne morgens mulighed.

Denne morgens kærlighed.
Frugter af den fryd vi så`de,
alt blev givet os af nåde.
Her er svar på livets gåde.
Denne morgens kærlighed.

Denne morgens munterhed.
Her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes,
se hvor muntert alting frydes.
Denne morgens munterhed.

Denne morgens mulighed.
Hang du fast i glemte dage,
i en fortid, som kan nage,
alt blir givet nyt tilbage.
Denne morgens mulighed.


Muntre hilsner fra RoseMarie

Hej igen Simon

Jeg ka' ikke la' vær' med at linke til de her klip, hvor temaet er SAK, som formidles bredt, og her fungerer Møllehave virkelig, fordi alle indslagsgivere er i mellemrummet mellem hinanden ... PRAGTFULDT!

https://www.youtube.com/watch?v=HAjNs7ETEk8 (1. del)

https://www.youtube.com/watch?v=hfJGW2Sn4IQ (2. del)

https://www.youtube.com/watch?v=jqql5KD7wnk (3. del)

https://www.youtube.com/watch?v=riEKE3suc5s (4. del)

https://www.youtube.com/watch?v=EJTNios-ex0 (5. del)

Her er jeg totalt solgt til Møllehaves meget levende og helt anderledes og livgivende indslag ;))

... med mellemrum :)))))))))))))))))))))))))))

Fri- og SAKtmodige forårshilsner fra RoseMarie