|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
”Ja, meget går op i en højere énhed, når kommunikation og samtale lykkes ... som nu f.eks. i Harry og kammertjenerens forhold og kommunikation. Og det er dét, der gør de scener og samtaler til noget helt særligt (og kærligt) og absolut helt uden for nutidens kommunikationskurser og -teorier. Litteratur og film kan såmænd formidle kommunikation og mellemmenneskelige forhold, som på mange måder overgår de fagteoretiske specialer i det samme.”
- Jah, særlig venligheden udtrykt på forskellige måder, synes yderst påfaldende (i Harry og kammertjeneren), og den ka’ da fint betragtes som en kærlighed: en gruppe mennesker i et lille byområde med stort kendskab til hinanden, plejer en fælles historie med et særligt sprog, og pludselig spankulerer så et andet miljøs sproghistorie ret ind ad døren, og dér starter historien så, med tre butlere i udsigt til nyt arbejde i en brydningstid for deres stand og tradition, hvor der bliver gjort tykt grin med ”overhøjheden”, særlig af områdets børn. Men i stedet for at føle frygt og løbe deres vej, som det måske ville falde flest ind i vor tid, er de alle tre mest optaget af deres fags ubærlige skæbne, hvor kun den ene af dem ender med at gå linen ud, for ved sine evner ud i dyb menneskelighed og viden, at høste en storartet anerkendelse, samt et varmt venskabsforhold ud i det kærlige der opstår, fordi han ser sig i spejlet og dér lærer noget om sig selv.
Det er en flot historie, ikke mindst p.a. omvendtheden, dvs. ”fattigdommen” der jo altid forventes at være beredvillig til at bryde sin historie og dens normer op, og udelukkende for at stige ind i en anden ”samfundsklasse”, m.a.o. forventningen om, at alt kan købes og sælges, særlig en arbejderklasses ”fattige” idealer. Men i stedet belyses altså så et indbyrdes nærvær til hinanden i livet, en egentlig indre drivkraft og kvalitet – og en mangelvare i det højere borgerskab, hvori kammertjeneren jo havde tjent – der i kraft af en stærk moral og etik, langt overstiger forventninger om salg af sig selv, for enhver pris.
Pludselig tjener sprogområder hinanden udfra samme ønsker, og det er jo stærk tobak. For øvrigt minder det hele mig meget om Christiania vs. Weidekamp-historien, ja såmænd konsekvenserne fra snæversynede politiske idéer om ”Udkantsdanmark”, i kraft af hvilke overlevelse i bymiljøer og landområder er forringet. Men historien er vel, blomsten der rejser sig midt i og på trods af stenbroen, i kraft af en bredspektret livsanskuelse, på tværs af normer, forventninger og uens sprog og kulturformer, der altså sagtens ka’ være hinanden behjælpelig. Men fremfor alt, at frygten er konkret men sagtens kan overkommes med sund menneskelig fornuft. Filmen er værd at se igen og igen! ;)
”Ja, jeg nåede aldrig til pampfletten (men den er ikke glemt!), nåede bare til Harry og de andre ... og derudfra videre ud af vejen med Ebbe Rode i hånden ... på opdagelse Og mit næste stop gik ikke længere end til hans ophav, Helge og Edith Rode :)))).”
- Jeg kiggede også lidt bagom Ebbe, og sørme, dér stod også Edith Rode med en favn af historier – fandt ”De tre små piger” (erindringer) i egen samling – men efter Ebbe står den i klimabæltet her på Storm, så Fru Edith Rode må vente lidt.
Jeg er fuldt ud enig med dig i sprogbegejstringen, og synes tit man falder over rigtig morsomme historier fra den tid – og nu gør min klukken jo ikke nær så ondt, desuden er kaffen atter smagsfuld og brandvarm; det samme var for øvrigt min læge, i går, bestemt uden den helt store brandtale for tobaksindustrien, snarere tværtimod. Jaja, vi ”narkomaner” må jo lide lidt for skønheden – selv er jeg skam beundrende stornyder ved synet af det forpustede joggefolk, der ligefrem tar tid på puls og strabadser; selv Jesper Klein ville ik’ ku’ ha' gjort mig kunsten ud i nydelsen ved synet efter ;)
Nå, her en vits fra den stormfulde, som findes i Ebbe Rodes ”På Stikord”:
»Kære Ebbe,« lød et brev, »barber Sørensen fortalte mig, at du havde været på barbersalonen. Heldigvis var du gået, da jeg kom«.
Hilsen gamlingen Storm.
P.S. Der danses ikke mere i min tid på Koldinghus
(Hamlet sidste akt, sidste scene).
P.s.P.s: Tegningen vil du kunne se når du låner/køber bogen, den er rigtig Storm’sk, god fornøjelse ;))
mvh
Simon
|
|
|
|
