Salig blir man ved bare at læse Svantes Viser, det trænger man ikke være fuld for, selv om jeg gætter på at nogen vil hævde det hjælper.
Men tiden er da også til at blie helt deprimeres over, selv om tiden uforskyldt altid får skylden for selv mikroskopiske problemer. En opløftet rusten stemme, lyder nu også som en smørtenor, når om krebsegildet man rækker over det runde bord. Men ak, svært er det jo at samles for tiden, hvorfor man må nøjes med drikkegilder på skrift, men måske der heller ikke er så langt, fra Svante til Sokrates..;)


Svantes Drikkevise


Natten er kold.
Livet er kort.
Vennerne flytter
længere bort.
Tungen er muggen og sjælen er slidt.
Min gangart består af tilbageskridt.
Man må holde humøret vådt.
Jeg er fuld og jeg har det godt.

Brosten for brød.
Fjendtlig trafik.
Lynlås for knapper.
Bitter musik.
Sodede stjerner og utrygge grin
og porter og opstød og brændevin.
Man må holde humøret vådt.
Jeg er fuld og jeg har det godt.

Træthed og gråd.
Hidsige råb.
Afviste hænder.
Håb uden håb.
Tandpine. Søvnløshed. Mavebesvær.
Men livet er stadig en brandert værd.
Man må holde humøret vådt.
Jeg er fuld og jeg har det godt.

- Benny Andersen.

mvh & god weekend
Forårsnissen

Rædsler

Det sker at jeg drømmer om rædsler
så store at de ikke kan huskes
med forstanden i behold.

Men vel næppe større end dem jeg
jævnlig ser i fjernsyn.
Måske er det kun dem jeg drømmer om.
Måske min egen fremtid.

- Villy Sørensen.

mvh
Simon

Vi bringer en efterlysning

Atter tilfældige kendsgerninger:
en mig fremmed er forsvundet
en mand som troede verden
og havde egne øjne egen krop
er uforklarligt gået bort
har knust sin glasdør, efterlyses
Hvorfor er det mig

Jeg kan se ham gå i en skov
han træder varsomt på de mørke nålelag
indsnuser nattens komme
bøjer sig og folder sine hænder
om en kogle
Så sætter jeg mig ned
med ryggen mod den tynde bark
og lader alting komme

Atter går de uroligt
i tilvante nødvendigheder
og tænker Var det min skyld
Fyrretræerne i skovens kant tier
og granmørket lukker sig om mig

Jeg kommer hjem en dag
når I er holdt op med at søge

*

Gå mellem gravstens...

Gå mellem gravstens
solsikre forfald
mærke dine pigetårer
trøste de gamle og døde

sidenhen cykle
ad levende veje

og vende hjem med ungt brød
til vrælende nyfødt té

- Poul Borum.

mvh
Simon

Det sker jo vi hører små fugle synge dagen op, svært forskelligt fra JV’erens stønneri i aftenstunden, der ellers nok mener at opleve sin sjæl brænde for livets gerning:

Du sökte en blomma
og fann en frukt.
Du sökte en källa
og fann ett hav.
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du er besviken.

Skrev Edith Södergran, dog her som fuglen der vitterlig sang aftenstunden ned, mens Aarestrup skrev flg. lille sag:

Det lille Rosenøre
en labyrint af ynde,
hvori to slanger præke
at det er sødt at Synde…

Måske slangerne i også dette tilfælde er øreringe, af den slags der fremkommer når JV’eren med sin basun kimer dørene ind for at berette, at nu står hele verden i flammer og den kinesiske mur er ved at brase sammen, for det har både gud og Trump hvisket ham i øret ved samme teaparty!

Oprindelig var det nu Tom Kristensen, der var ved at gå til over Hans Brix’ ørenringe: ”Jeg beder her for en lille, dansk Strofe, som ved sin poetiske og skønne Umulighed altid har staaet for mig som et Unikum af Genialitet, et Tøjeri, ganske simpelt vidunderligt, – og nu siger Hans Brix, at disse Slanger er nogle dumme Ørenringe, nej, nej, nej, det kan ikke være sandt”, skriver han i 1929 om Ung Dansk Lyrik. Men er der også noget værre end at få sine illusioner ødelagt, ja det skulle da lige være at se enkelte af dem bekræftet. Tom Kristensen hører til mellem mine yndlinge, helt som han var det for et utal af mennesker før i tiden. Nu bor han i en reol med langt mellem snapsene, som tilfældet blev i livets sidstning, sku’ man tro ham på ordet, hvad jeg nu aldrig har gjort, altså hvad lige dét angår. Jeg under ham stadig at bade i livets kilde, og simpelthen fordi han har været en kilde til liv for så mange andre end jeg. Allerede i barndommen tårnede han sig op, og jeg har den stadig: Kina i Oprør eller Bokserdrengen, som jeg yndede at kalde den, fra Chr. Erichsens Børnebøger, bøger man samler på, hvor imellem også fandtes Onkel Toms Hytte, som endnu en fantastisk historie, mit eget exemplar er dog min fars fra 1910.

Barndommens øjne forandrer sig nu ikke stort, meget ka’ jeg læse med samme intensitet, de står jo også dér i reolen sammen med Tom Kristensen som det levende bevis på en verdenslitteratur: man vender en side med et hop, og står øjeblikkelig midt i livet! Det var sådan jeg oplevede Tom Kristensen, og var igrunden temmelig fornærmet over at slutningen betød enden på hele komedien, at ligge dér og slange sig med hovedet i en eventyrverden, og vupti, braser illusionen sammen!
Jeg har det ligesådan med Mark Twain og kan blive helt salig over The Complete Short Stories of Mark Twain, hvori den ene fortælling føder den næste, og forstår af samme grund så inderligt nogens morgensurhed. Er der noget som denne kvidren af sollys fra den anden side af bordet, der mere vidner om den lykkelige opvågning fra mareridtet, hvis man selv sidder dér og bare ønsker sig tilbage i sin drøm? Den slags ka’ få én til lige på stedet at begå mord, i hvert fald karaktermord, og så er det bare lade munden løbe, mens man selv lapper kaffen i sig i overgangen til samme verden.

Det får mig til her at lægge en tredie lille sag på natbordet, nemlig Tjenestekvindens søn af August Strindberg – ikke at ”sibyllerne” ville besjæle sig ved at stikke snudeskaftet i noget så genialt, men for mennesker der ikke har så travlt med at slå åbne døre ind, hører Strindberg ikke uden grund til verdenslitteraturen, og det gør han fordi han som det menneskeligste menneske er nogen vedkommende - og måske fordi han var lidt skør i bolden, som Erland Josephson ville ha’ udtrykt det.

mvh & god weekend..
Simon

Go'morgen Simon

Tak for forårsord som fuglenes morgensang til oplivning og dagens begyndelse. Jeg vil fortsætte med lidt vingeslag og fuglestemmers sang ind i dagens hjerte til Stedernes mening:

Fugle i regn

Der går en stram tråd af lys
Mellem øjet og solen. Når livet sker
Begynder den at synge sammen med alt,
For sporene fra de store træk
Er skrevet dybt ind i dagenes hjerte.
En puls som overskrider tid og land
Og al forstand vil altid finde dig,
Den vil telegrafere sin urgamle drift
Ind til kernen i din kolde marv
Og kernen i marven vil synge med dens skrift,
Hvad enten du vil det eller ej.
Det er hjertets tikkende længsel
Mod skinnernes favnende vej
Det er rejsens lov som vi må følge
Og den vil ikke høre på omsvøb og krav.
Den vil bare tage i tråden.
Den vil bare gribe dagen.
den vil bare give signalet
Og du vil bare give signalet
Og du vil se dig selv
For hvad du virkelig er:

En fugl som sætter af i regn
Og ikke véd andet end verden.

***

Signalet

En ny dag. En ren sol. En
Sprød billet der knitrer
I din lomme da du sætter dig
Og hele verden i morgenberedskab.

På perronen statisternes kroppe
Og ens hvide ansigter i lyset.
De haster uden ord mod kupeen
Eller står under uret og vinker.

Modeltoget brummer og venter.
Skønt alting er ritual og rutine
Ånder alle kort og utålmodigt,
Men konduktøren kender sin tegneserie.

Signalet er tegn til livets afgang,
Det gives roligt uden fagter
Men dog med al den professionelle
Spillers sans for rettidighed.

En fugls skrig og en fløjte
Er den lyd som slutter dagen til.
Pulsen vokser i skinnernes slag.
Det er din film. Du er passageren.

Bo Green Jensen

Denne digtsamling må og skal du gi' en central natbordsplads for ta' den ind fra ende til anden. Den indledes bl.a. med disse ord af Ralph Waldo Emerson:

Rejseri er et tosseparadis. Vore første ture viser os, hvor ligegyldige stederne er. Hjemme drømmer jeg, at jeg er i Neapel og Rom kan beruse mig i skønhed og komme af med tungsind. Jeg pakker min kuffert, omfavner mine venner, går om bord og vågner til sidst op i Neapel, og dér, ved siden af mig, er det barske ansigt, det tungsindige selv, ubøjeligt, det selvsamme, som jeg flygtede fra. Jeg opsøger Vatikanet og paladserne. Jeg lader, som om jeg er beruset af seværdigheder og tanker, men jeg er ikke beruset. Nissen følger med, hvor jeg står og går."


Go' søndag i forårssol og -lune
RoseMarie