P.s.:

Findes der forøvrigt noget mere underholdende end Leonardo Paduras Cubansk Efterårslandskab, fortalt af Paul Becker...;)

mvh
Simon

Himlen er sølvgrå, og et egern med store brune øjne piler rundt i nøgne træer, mis er professionelt ligeglad...

Englebarnet tegner


Englebarnet tegner med gennemsigtige farver på ruden
bag ruden ligger luften og de fjerne cypresser
og sol og sne
hvor moderens bil kører fast
og Rolighedsvej der er moderens vej
og Landbohøjskolen
med de kraftige heste
se min datter
går gennem lyset
fra de gennemsigtige farver på ruden
og fra månen
det er så nær det farligste der findes
datteren græder her
åh hvor er mor fin og gul
sagde englebarnet
som tiden dog går
sommerens blomster visner og sneen
falder grå en morgen
hvor englebarnet står ved ruden
og i et blåt gennemsigtigt lys
svæver bort i hvide gevandter
åh sådan en mørk vintermorgen
åh lille pige
dit smil der smerter mig
men se hun går og siger
kære gamle bamsefar
rejs til paradis med mig
så snart
og undgå døden
nu rejser mor igen
fra sneen lige ind i regnskoven
kom her og leg med englebarnet
råber bamsefar til
det lille barn der græder hjerteskærende
af skræk over jordens overbefolkning
der er så slem at her går folk op og ned mellem potter
og pander
oh lokker moderen
mit barn slå klæde over ansigtet som beskyttelse mod
sandstormen
og kom herned til tuaregerne i det gyldne land
hvisker moderen forførende
i døråbningen
og så sover moderen i et rum af sølv
åh sir englebarnet da hun ser det
se verden i mine øjne
og det lille barn ser op
fortæl mere åh fortæl dog mere
hen over den blanke flade
kommanderer englebarnet
fra sin stridsvogn
og verden er
lutter gennemsigtigt lys.

- Per Kirkeby.

Efter den første morgen


Efter den første morgen søger jeg
sprogets dæmpede jordrøg

Atter og atter kysser jeg mindet om
væk mig! væk mig! Solen og de svir-
rende vinger i morgenbrun damp

Hvad du gav mine tanker, er broddens
modstand, skjult i min svævende
blomst

Hvad du gav mig er lutter morgen

Min lidenskab: at vågne

- Inger Christensen.

mvh
Simon

Ohøj RM..

Anbefaling til natbord & køkken: Provence i Pot og Pande af Annalise & Erik Pouplier.

Denne madbog er simpelthen vidunderlig, og så herligt fri for nutidens robot og maskintænkning, der jo næsten ikke har andet formål at skabe unødig strømforbrug, fremfor alt er bogen herligt fyldt med fortællinger om Erik og Annalises liv i det daglige, med madglæden som smittende omdrejningspunkt. Selvfølgelig er der masser af opskrifter, men det er ingen traditionel kogebog, men dém er der jo også alt for mange af. Altid har jeg forestillet mig Barbaroux som en virkelig karakter, en slagter afbilledet og kendt fra virkeligheden, og mon ikke politiinspektør Grely var politimanden som hjalp dem, da de ankom til Vence.
Eneste fare ved at anbringe Provence i Pot og Pande på natbordet er, at du sandsynligvis ender med at hoppe ud af fjerene for at besøge køkkenet, en fare der vel er til at overse. God fornøjelse.

Nu vi er ved de for livet så vigtige ting, er vandreturen en af de herlige måder hvorpå man skaber appetit, som fx Knagsted, der jo går for sin mave men dermed for livet. Det samme gør hobitter, hvis madglæde jo er legendarisk, og hvor Bilbos vandresange viser en hel del om livet fælles for alle, store som små med støvler på:

Om at vandre
Husråd.

Den eneste fejl ved at vandre en tur
er, at vejene altid forgrenes,
og alle de skæbner, som ligger på lur,
umuligt vil kunne forenes.

Så går man en tur, bør man splittes i to,
så ofte Ens vejbane kløftes, –
og senere mødes et sted, hvor i ro
Ens splittede skæbner kan drøftes.

- Piet Hein.

mvh
Simon

Hej RM..

Mit navn er stumhed, Mala, er Tatooga:
Slange-omskiftelig-med-gren, mere gren

mere sprog end sproget, kimar-ou:
Man-med-otte-stemmer, ubevægelig …


Også Dan Turèll var helt pladask i Poetens Hoved og dets grønbænkede forfatter, og skriver om denne i Medie-Montager:

Poetens Hoved er en art Jobs Bog, længere er Job ikke fra Orfeus.
Hvor William Blake triumferende kunne sige: ’Jeg hedder intet … Lykke er mit navn’, vil en Højholt holde sig til sin eneste sikkerhed: sit navn for stumhed.

Mon det igen er tid til Højholt, hvis ører sikkert også står i denne poets reol og vibrerer, når ordene drypper ned på papiret:


I dag var jeg i himlen –


I dag var jeg i himlen, passager,
Dan Air til Aalborg, Himmerland i sol,
sad, iført walkman, fastspændt i min stol,
Monica Zetterlund sang, på klaver:

Bill Evans. I min kaffes mørke bølge:
et himmellys. Fra Farsø Sygehus
dernede kørte, vidste jeg, et følge:
Jens Carls Begravelse. Mit plastickrus

blev pludselig en brønd; jeg kunne skimte
ham med sit haglgevær og med sin hund,
bag ved ham så jeg åens bugtning glimte,

mellem dem: morgensolen, rød og rund.
Jeg tømte kruset, inddrak dette minde.
Nu ligger der og skvulper rundt.

*

Nocturne


I

Går hjem, igennem natterøde gader,
opfyldt af samvær, hører sine skridt
slå op fra fliserne imod facader
og slå tilbage fra dem, standser lidt.

De holder inde, aktiveres ikke
før han bevæger sig: akustisk skygge,
er ikke et tragisk tab af elskovslykke,
men kun fysik, er ikke Eurydike.

Imellem skyer: månelys, sporadisk,
afsøger biler, strejfer en butik,
dér kan man, ser han, fjern, lidt overfladisk,
få badelagner, slips og keramik.

Så slår han kraven op til værn mod blæsten,
som støder tundravoldsk og glacial
frem gennem gadeskakten, flår ham næsten
til jorden, triumferende, brutal.

Genvinder ligevægten, eftersporer
de sætninger, de udbrud, han har hørt.
Forgæves: kun fragmenter. metaforer,
af hvilke han forbliver uberørt.


II

Er det de samme huse, samme gader,
som han i årevis har set og kendt?
Er alting ændret og er alting vendt
af hende, Eurydike, blandt najader?

Han véd det ikke og kan ikke finde
et svar i blæsten eller mulmet her.
Hvad kan han tabe og hvad kan han vinde
i livet så substansløst, som det er?

Der findes melodier som forløser,
og andre, som gør hjertet tungt og trist,
der findes astrologer og diseuser –
i stjerner, kaffegrums, de ser hans frist.


III

Tilsidst cafeen: lysets hårde blænde
mod gadens Tártaros; han drikker vin.
I spejlet bag ved disken ser han hende:
dryade i azurblåt, crèpe-de-chîne.

Han vender sig, men straks er hun forsvundet.
Et mytologisk stoptrick? Illusion?
Måske er hendes eksistens forbundet
med spejle og med spejles dimension.

Han løfter glasset, skælver i sin hånd.
Hun er så flygtig og så esoterisk
som natten dronning, gule ordensbånd
i vinternætter, gjort af drøm og ånd,
så luftig som musikken, så æterisk.

- Peter Poulsen.

Man blir for resten lidt gråhåret af radioen, særlig DR, vidste du det, RM?
Det skyldes nok al den ungdommelige glæde, som nu for nylig hvor nogen talte om den udbredte ensomhed, hvortil man havde interviewet en læge der tydeligt betragtede alle de stakkars ensomme mænd uden en kvinde ved deres side, som et nationalt helseproblem der snarest burde ha’ politisk overvågenhed. Her var det så jeg hørte Knagsted brumme fra baggrunden: og hvilket fruentimmer har mon så ruget dén ud for ham! – for øvrigt er jeg slemt bange for at politikere bare misbruger ensomme mennesker til at fylde sig med opmærksomhed, ikke mindst på DR! …

Kort efter tænkte jeg med en klukken så på Mortimers’ Rumpole, hvis kone ”she’ who must be obeyd” nok også ville ha’ fået denne gut til at værge for sig med drømme om øde øers tidløshed; for øvrigt aner han jo intet om hvilke overraskelser der ligger ham i vente, sæt konen hans har ”fænotypen” Hilda i forgrunden! ;)

Men joda, det har sine sider at leve sammen, al den tid den ene ikke sidder på den anden og den anden ikke partout vil ha’ den ene til at ligne den anden, hvortil så kommer de der nu engang er gladest for hinanden og bedst ka’ være sig selv, ved at leve hver for sig. Der er dog en forestilling om tryghed i tanken om at blive gamle sammen, der såmænd udmærket lader sig gøre med hvert sit nummer over hullet. Men ensomhedsfølelsen findes også i ægteskaber, som er en følelse mennesket og ikke noget bestemt køn vil opleve på et givent tidspunkt i livet, ligesom det givet vil opleve tider med stort behov for at være ene.

Guttens idé er bare gammel, den handler om kvinden som bedre end manden evner at klare sin ensomhed p.a. bedre sociale kompetencer, en psykologisk arbejdshypotese kælet for, men sandsynligvis er pligttro kvinder hoppet i grøften de bedre kan lide, da ensomheden uanset kønnet intet populært samtaleemne er, slet ikke mellem ”karrierekvinder” der tror de har ædt flere kameler end deres BH-løse kolleger. Ensomheden tar intet hensyn til idéer om sociale kompetencer, tværtimod stortrives den i massen af albuer der er blevet så skarpe, at ingen tør nærme sig hinanden udenfor grøften

Også i familien ka’ mennesker føle ensomhed, se sig udeladt af søskendefællesskaber eller forældre i et liv med en gnavende vished om nok at være accepteret, men ikke elsket. Der har altid været en sjov tendens til at anse familien som arnestedet for social tryghed og varme fællesskaber, en idé der går langt tilbage i en tid hvori den sjældent holdt vand, og det handler ikke altid om økonomi.
Små børn oplever forhåbentlig ofte at føle sig elsket, mens enkelte børn i en større søskendeflok mærker gennemtrækken, for vi må ikke glemme at det er idéer vi pusler med, når vi forestiller os familien som det trygge og rare sted for hinanden. Virkeligheden kan være grusomt anderledes, og der findes børn og voksne der ikke bryder sig noget videre om deres forældre, ligesom der findes søskende der slet ikke bryder sig om hinanden, men er tvunget til at være sammen og i øvrigt sjældent taler om familielivet overfor uvedkomne. Ensomheden lærer de snarere at skamme sig over i det konkurrencesamfund, hvor indbyggerne klistrer etiketter med ordlyden ”taber” på ryggen af hinanden.

Hvor særlig politikerne fra 1980’erne og frem til idag har et hovedansvar ingen dog har levet op til, det er dér hvor man helt bevidst udstødte arbejdsløse fra samfundet med samme sociale fornedrelse brugt tilbage 1930’erne – en situation Anker Jørgensen m.f. søgte at forbedre, mens masser af kolleger overhovedet ikke havde andet end deres egen politiske karriere i hovedet, hvoraf flere den dag idag taler nedsættende om ham. Så selvfølgelig findes der masser af ensomhed rundt om i det danske samfund, og det kan blive meget værre, hvilket åbenbart også er hensigten, idet undervisning og uddannelse overalt lider under politiske diktater. Men det er så åbenbart den eneste slags politiker der er at få, hvad der er synd for især børnene, omvendt er det en situation der på sigt kan afstøde masser af pragtfuld kunst og poesi.

I Mord i Mørket skr. Dan Turèll:

Fugle flyver,
fiskene svømmer,
menneskene lyver
menneskene drømmer.

mvh
Simon

P.s.:

Tænk dig et menneske


Tænk dig et menneske,
som har gået og gemt på noget i en menneskealder
og som pludselig eksploderer
i alle retninger
som en stjerne;
eller én, som er flygtet fra al kærlighedssorg
og i mange år har været hovedjæger i Amazonas
eller bolcheplukker på en plantage Ceylon,
og som vender solbrændt tilbage i rette øjeblik:
pigen falder ham om halsen,
barndomshjemmet undgår at blive solgt på auktion -
Eller en kemiker, som falder død om,
fire minutter inden hans livsværk blir virkelighed
og verden for altid går glip af det selvbonende bonevoks.
Tænk dig hvilke spændinger, mennesket underkastes
og alligevel kommer igennem,
på den ene måde eller den anden.

- Peter Poulsen.

mvh
Simon