Hej RM..

Det er nu godt at høre din glæde over Proust, som jeg selv har stående og læst flere gange, godt nok længe siden, men givet med samme glæde som du, der sikkert husker Mogens Rukovs glæde over samme forfatter - tidligt i Mellemrummet, lagde du et foredrag med Mogens Rukov ind, som næsten fortjener et gensyn, idet det var så fint et exempel på hvor bidende humoristisk, den næsten tandløse troldmand ud i fortællerkunsten ku' være?

Og nu vi er ved humoristerne, eller rettelig humoriderne og næsten som et komma til Södergrans patos, hva' så med lidt Tannesk af slagsen; vrøvlevers fra hendes barndomsår, her i vrøvleåret 2019 – forresten står de i Thomas Dinesens Tanne, min søster Karen Blixen og som tilsammen med hendes egne breve, gir et vidunderligt billede af den smukke digter, såvel som hendes kærlighed til Denys Finch-Hatton, hun skriver et sted:

»--- jeg venter Denys hertil, maaske i dag, i hvert Fald i
denne Uge, og saa ved Du nok, at:
Døden er intet, Vinteren intet – .«

Vrøvlevers:

Der var engang en ørn,
som gik ud på en mark;
så kom der nogle børn
og gav den et spark!
Ja, sådan går det tusind,
fra kongen ned til musen,
fra vismanden til pogen.
Læs bare her i bogen.

*

Hvis ikke du vil huse
det stakkels lille får,
som, medens storme bruse,
brægende ude står,
da får du engang din straf,
det går dig som min tante,
hvis bedste potteplante
blev ædt af en giraf!

- Tanne.

Ja, man må næsten le sig skak over de 19, som jeg stadig ikke ka' finde ud af at skrive, i skræk over de i forvejen 2018, ak ja.

mvh & go weekend..
Simon
P.s.: når og hvis du kommer ud i den anden ende af Proust med hjertet i behold, står der måske Ulysses på programmet, sådan apropos den godeste Hr. Mogens Boisen? - som han selv sagde, ka' det godt være at det tar' lidt tid at komme i ind i Ulysses stemning, men når først du så ér derinde, ka' det til gengæld vare et liv at komme ud igen..;)

P.s.:

Vedr. Ulysses, her alternativet til Boisens oversættelse, en rumpeglad iver der sikkert kræver sin undersøgelse..;)

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/ulysses-af-james-joyce-0

mvh
Simon

Man vender tilbage
til sig selv

Man vender tilbage til sig selv som et gammelt,
nødtørftigt sammentømret hus, sådan er det:
træt af sig selv som af et hullet sæt tøj
vil man gerne gå nøgen om, fordi det regner;
mennesket vil gerne lade sig gennembløde
i det rene vand, i den oprindelige vind,
og når dog kun at vende tilbage til sit eget jegs
brønd, til den yderst beskedne bekymring
om det har levet, har kunnet udtrykke
eller betale eller skylde eller opdage noget,
som om jeg var så betydningsfuld,
at jorden skulle byde mig velkommen
eller ikke med sit vegetabilske navn,
i sit teater med sorte vægge.

*

For år tilbage…

For år tilbage, på en rejse,
fik jeg en flod at se:
knap et barn, en hund, en fugl var den,
denne flod i sit udspring.
Den mumlede og stønnede
mellem stenene deroppe
i den jernholdige cordillere:
den bønfaldt om at være til
i ensomheden mellem himmel og sne,
højt deroppe, i det fjerne.
Jeg følte mig træt
som en gammel hest
ved siden af naturens nyfødte,
der begyndte at løbe,
at springe og vokse,
at synge med klar stemme,
at lære jorden at kende,
stenene, tidens gang,
at vandre ved nat og dag,
forvandle sig til torden,
indtil den bliver helt svimmel,
indtil den falder til hvile
og vandet flyder bredt af sted
i patriarkalsk og sejlbar ro,
denne lille flod,
lille og kejtet som en fisk af metal,
der efterlader sig skel undervejs
og sprøjter dråber af sølv fra sig,
en flod
som græd da den kom til verden,
som svulmede og svulmede op
for mine øjne.
Dér i mit fædrelands cordillerer,
engang, for år tilbage,
så, berørte og hørte jeg
det, der kom til verden:
en bankende puls, en plasken mellem stenene
var det, der kom til verden.

- Pablo Neruda.

mvh
Simon

Ohøj i frostklar månenat, fru julegeneralinde..

Ole Sarvig var jo noget særligt, denne skæggede nænsomme vildmand i slips, hvis poesi stadig skattes højt. Så her en smule fra Salmer og begyndelser til 1980’erne i udvalg ved Erik Lindgren, der i efterskriftet beretter at salmer ifølge Sarvig ingen genre var, men en fortættet sammenfatning af erfaringer - guderne må vide i hvilken kategori vi så ska' anbringe salmenisserne; mærker du tilhørsforholdet? I al fald, her et par fine sager fra den nænsomme vildmand:

Den nattevind derude
i årets sene skov,
uglen jeg hørte tude
og mærkerne af klov,
som jeg vil se, når lyset kommer
i denne kolde eftersommer,
og lukker døren op,
og dagen den er her
for os, som tænker, tænker
og lytter til de rænker,
som blade, stemmer mumler,
mens flygtningene tumler
i døgnets vandreskær.
Sig, er Du dèr,
ved døren her?
Hvis er den Jordens duft og krop,
som vækker os, så vi ser op?

*

Hvem spinder dette tidselkrat
ved dag, ved nat,
mod dag og nat,
hvem lister dér i stål, kitin
med rædselsmaskers måben, grin,
hvem satte dem
i gang, i gang,
da livets blide aftensang
udklang?

- Ole Sarvig.

Og så begynder Sibiriens isblomster omsider at springe ud, de lange hyleres tid, et ømt syn udfoldes parallelt, ja hvem ved om ikke overnisseskæg blomstrer tilmed, i al fald, gå-nu-nat og go' vind..

mvh
Simon

P.s.:

I WA # 51 fandt man pludselig overskriften: Ordmageren fra Allerød, et lille mindeskrift af Kurt Hollesens om Jac – der ligesom Jacobsen ikke udtales med et S foran J’et –, og hvilken herlig julegave var ikke det; jeg er næsten sikker på du finde det på bib, RM, hvis tallet 2019 sku’ skabe øjeblikkelig trang til en tilbagevenden til de 2018, men her et lille stik i hjertet:

„Hans tale var altid præget, ja, nærmest gennemsyret af hans originale ordsans. Hvis jeg berettede om en god hundeluftetur i skoven, udbrød han, at jeg »var så fuld af hundesmil«. Aviserne fik deres særlige navne ligesom lægen og omgivelserne. Var han forkølet, så »levede han i køkkenrullerne«, stod der ikke noget af værdi i avisen, så »var det en tyndersjas«, trængte han til en øl, var han »bajerbrunstig«, skulle han i banken, påførte hans sig sit »kreditsmil«, og havde Bodil lavet varme hveder, så var hun »store bededag over det hele«. I 1995 mødte han frisk og ulastelig op til min 40-års fødselsdag. Der var han midt i en fire års »leverpause«…”.

Måske 2019 sku’ fyldes med lidt mere fra den tids herlige ordsmede, der i hvert fald og i modsætning til aviserne, ikke vil være en ”tyndersjas”…

Mojn fra
Nissen.