Høj-høj i efteråret, RM..

Ak ja, enkelte træer står her blufærdigt i undertøj, afventende som alle, end ikke granerne stolter sig, uden deres vinterdress. Ja, hvad stiller man op?
Man ka’ selvfølgelig gøre som Ove Abildgaard, sætte sig ned, midt i det hele og boble:

Bobler

Hvor solen kun var glitrende striber
gennem skovens tremmede himmellåge,
sad jeg stille og røg min pibe
indfiltred i tankernes fiskende kroge.

Det summede fint som i telefoner
over mit hoved i træernes toppe,
hvor fuglene spandt i et net af toner
imellem de vingede fuglekroppe.

Og glæden steg i mit hjerte, som bobler
i vand der begynder at koge,
så jeg glemte mig selv og fløjtede med
til skoven forsvandt i tåge.

*

Måske du ville holde mere af dén her:

Gammelt vand

Under hvide hvælvinger
hørte jeg hviskende vand –
eller gjorde vinen mig
overfølsom?
I dette hvide hus
skød et mørkt og stærkt træ
op gennem det kalkede vand.
Under bryllupstrappen
af is og guld
betragtede min elskede og jeg
en sjælden mosaik:
opalhimle strøet med
kæmpetårer i turkis og
sølvengle, der holdt himlen oppe,
og engle, der råbte gudernes stilhed
ud over den svimlende afgrund.

- R. Gjedsted.

Nå, man må vel se lyspunktet, ingen får i år vinterdepression og folk på arm & ben afd. ka’ puste ud. Men synet af våde kælke opad mure, mens man knagede går videre på aftentur, vil jeg igen savne. Forleden så vi fra et stuevindue det stærke skin fra et lysstofrør i loftet, og ku’ ikke lade være med at more os over den danske hygge, ja på, hvordan juletræet mon ville ta’ sig ud i dét lys…

Sidst en læseværdig anbefaling, der evt. ka’ kroge sig under træet som gave til tænksomme teenagere, Albert Camus’ Sisyfos Myten. Til dig, ku’ jeg godt finde på at forære Thomas Mann’s Jacobs historier, som jeg forestiller mig ville stå sig godt på natbordet, hvem ved, måske med lidt Bach i baggrunden..;)

Nisselig aftning
Simon

Under så ubestemmelig blå en himmel, må man simpelthen slukke nyhederne, der ligesom politikerne hopper op og ned og kalder det for udvikling. Det er i disse morgenkaffestunder, over en himmelsk smøg, at man ka’ få brug for at stemme i med Svante:

Længsel efter Sverige

Her står jeg at stirrer mod Sveriges kyst
og længes mod højere bjerge.
Mit hjerte tripper og basker af lyst
til at ta med den første færge
og glemme alt det onde
i lyse birkelunde
hvor unge piger ler …
men jeg må blive her

for ellers blir jeg søsyg

Det er som at se det forjættede land
der flyder med fuldfede priser,
hvor tiden næppe har mistet sin tand
og hvor folk synger Bellman-viser
med tyttebær i munde
i lyse birkelunde
mens jeg må blive her
som bolværkspassagér

for ellers blir jeg søsyg

Jeg står i et lille neurotisk land
beboet af smilende gale.
De svenske kan meget som vi ikke kan
og de holder sig tappert neutrale
og er så kernesunde
i lyse birkelunde
og sprudler af ide’r
mens jeg må visne her

for ellers blir jeg søsyg.

Min aske skal sendes til Sveriges land
og spredes for samtlige vinde
så jeg blir båret fra strand til strand
ja, måske vil jeg endelig finde
et sted hvor jeg kan bunde
i lyse birkelunde …
men indtil dette sker
må jeg vel leve her

for ellers blir jeg søsyg.

*

Til vinteren

Hybenrød sol
flimrer aflangt ud
på den ridsede isflage.
Tilfrosset snot under drengenæser.
Luft så spids
at man ku rense negle med den.
Af og til hænger vejrtrækningen fast
som i en lynlås.
Skøjteløbere lige i hælene
på sig selv.
Lange blå skygger drejer
som gigantiske urvisere.
Hver gang et par skøjter
overhaler skøjteløberen
mærkes et lydløst bump i isen.
Hårdt vand på denne årstid.
Fjerne gjaldende råb
lyder ganske nær.
Der må være verdenshjørner
lige i nærheden.
En pige kommer strygende
fra baggrundsprik til fuldvoksen
på få sekunder
på en lydløs skøjte
med den anden strakt bagud
ansigtet langt foran
højrøde kinder
salig kyssemund
øjnene vidtåbne
og nu helt nær
Så drejer hun lynsnart
om et verdenshjørne
og væk
Men selv uden skøjter
nåede man at opfatte
at dette var lykken:
sand så kort den varer.

*

Til efteråret

Det blæser op
træerne dunker hinanden i ryggen
og hoster rustne blade op.
Sokkerne blir længere og tykkere.
Det varme vand blir hurtigere koldt.
Fugle samles for at vise hvad de dur til
og undgå gigt.
Nogle folk graver stadig kartofler op
andre gifttromler.
Hvis skovlen ikke eksisterede
måtte man opfinde den.
Det siges
vi er for mange mennesker på jorden
men har man spurgt hver enkelt?
Hun siger af og til:
„Jeg ku æde dig!”
men svarer ikke når jeg spør:
„Er det sandt?”

*

Til Sommeren

En sommerfugl flyver gennem byen.
Det tar nok flere timer
og den kan ikke engang tillade sig
at svede.
Så vi andre må ikke klage.

På torvet står der et mægtigt træ
med en skygge så fed og kold
som en blåhval
men så langt når jeg nok aldrig.
Jeg sidder ved et af de små borde
i udkanten
har drukket et stort glas
iskold limonade.

Fire isterninger ligger tilbage i glasset
og selv om jeg ved jeg på forhånd har tabt
gir jeg mig til at rafle med solen
for at vise
at mennesket er ukueligt.

- Benny Andersen.

mvh
Nissen

Hej Simon

Mange ord, mange toner, mange tanker, megen liv i gråd og latter ... og så elsker jeg mere end noget andet det lille ord ukueligt ... denne fortsatte insisteren på det at være til som et menneske i et levende liv og i en verden blandt medmennesker.

Jeg vil være som en mælkebøtte
der kaster nye liv med vinden
ind i systemernes haver
tværs over hække der hver dag
barberes af brummende forlorne tænder.

Peter Laugesen

Tak for liv og mod til ukuelighed
RoseMarie

Hejsa RM..


Apropos ukueligt, kommer herren herunder ordet nær:


Aaret i Danmark
4 texter under 4 vægmalerier i Det Danske Hus i Paris.

Sommer

Med sol og skyer
leger havets vind.
Kært er os somrens
lunrige vind.

Efteraar

Det lyser gult
i efteraarets hal.
Den lave sol
har lune tonefald.

Vinter

Vi gaar med aarets sol
i vinterhi.
Men mulmet ulmer
lysets klange i.

Foraar

En genfødt sol
velsigner jordens støv.
Hvad jubler grønt
som Danmarks foraarsløv.

*

Frosten har tryllet inat

Stiv og forstenet af kulden derude
ligger min græsplænes levende jord.
Men et forunderligt vinterligt flor
vaagner og gror:
Frosten har tryllet inat paa min rude.

Grene og blade og blomstervæld stiger
ud af min stuelufts frysende em.
Livet har holdt sig en bagdør paa klem,
drømmende frem
iskolde urskoves æventyrriger.

Her er et tegn af uendelig ælde
ristet paa klipper, før livet blev til:
Skabelsens tegn fra de kræfter som vil
formernes spil –
urstoffets drift mod det levendes vælde.

- Piet Hein.

Men landet her ligner jo en fandens drypstenshule, man ku' altså godt ønske sig et julet klima i retning af det man ser i den fremragende film med Walter Matthau & Jack Lemmon, Gnavne gamle mænd.

mvh
Nissen

P.s.

Jamen altså, så kig du bare nordover i det nostalgiske mode, jeg synes, jeg dér fornemmer et strejf af de hvide fnug dalende lige midt ned i julemarkederne ... endda er de mange af slagsen :))

Duften af sne og smagen af vafler ... ;))