P.s.: Apropos yndlingsdigtere, her lidt at blie væk i og vakt påny, fra ham med den levende violin og jordens ansigt. På et billede her, hænger han siddende på væggen med sin cigaret og ser på én med øjne som svedsker badet i elektricitet, på panden smiler månen under en flok hår, lidt af en intens herre, og digte fyldt med liv:

Nattevandrer

Der hænger ål i mine strømper, min mave er utilpas,
min hat er i sin egen skygge bulet,
mens skyggen, som den kaster på gaden, er glat
og rund og sleben – man ser ikke pletterne i den mørke nat.

Mine forhenværende gule flaneur-sko er ikke gule,
men inden under sålen er de hule
af huller som planetens måne har –
som skinner på deres overlæder med solgult glar.

En herre er en herre, om han så har hul i bagen,
jeg går her på kloden om natten og ikke om dagen,
for jeg tør ikke vise mine sko, min hat – men min skygge
dækker om natten det vandrende hul i min lykke.

*

Skyggen danser

Jeg danser i nat med min nøgne skygge,
kloden løber hen under os med raske trin,
klaveret spiller selv – og månen
gør det hele mere vanvittigt og forrykt,

som hun ser dér på mig, sygt
smilende af elskov til min nøgne
krop med tilbundne, mørke øjne,
som jeg ikke kan se – mens hun slanger

de sorte lemmer mod mig, grotesk
spottende mine egne bevægelser, mes træsk
forførende lader – til vi lader,
som om vi finder hinandens kroppe opad muren,

hvor månens ild nu lader konturen
splittes mellem vældige voksende ben,
der ligger henad jorden, medens een
som bøjer skyggens krop, får lave ben

og lægger sig på jordens knæ, som støder
mod hans, mens andre former former møder,
på kloden, hvor klaverets spil forsøder
elektrisk dem, på hvem en måne gløder.

- Schade.

mvh
Efterårsnissen

Simon, din julenisse :))

... og ja selvfølgelig må denne den lyseste digter træde frem på scenen lige nu og her i denne den mørke novembermåned. Bjørnvig kaldte, Schade svarede, og der blev lys ...

Her som med Bjørnvig, til at tænde lys i hjerterne:


Mørk er november og løvfaldet slut,
vandet begynder at fryse,
lyset fra solen og blomsterne brudt -
da må vort hjerte selv lyse.
Synge vil vi, legen er magt,
mer end beregning, forstand og foragt
værn mod det sorte og tomme.
Om der svæver dødelig dræ,
vil vi dog elske - og plante et træ:
frugter kan uspået komme.

https://www.youtube.com/watch?v=XgS3l1akPmI

Tak for førjuleknus
RoseMarie

Go'solskinsmorgen :))

At sidde og vågne stille sammen med dagen er salighed ... og især da på sådan en klar og iskold novemberdag. Fra nat, til gry, til dag. Det må fejres med Inger Christensen og lidt fra Hemmelighedstilstanden til morgenkaffen ved dagens begyndelse:


"Når vi nu er sådan indrettet, at vi tænker på noget, som ligger uden for alt det, vi ellers tænker på som et eller andet uden for alt det, vi kender. Er det måske fordi dagen og lyset aldrig rigtig kan give slip på os? Fordi vi er lysets børn, som der uden tvivl står i en salme. Fordi simpelthen, mere indlysende end alt, dagen begynder midt om natten.
Eller dagen fortsætter bare gennem natten, ind gennem vore drømme, hvor der altid er så meget lys, at vi kan se, hvad der foregår. Og når vi vågner, må vi konstatere, at dagen har været i gang hele natten, og at det hele af sig selv er gået videre. Så natten er bare dagens begyndelse, ligesom vinteren er årets begyndelse. Og hvad enten man er en løgplante under sneen eller et barn i sin seng, så kan lyset altid trænge ind, så længe vi lever. Og så længe vi lever, kan det heller aldrig tænkes, væk, lyset."

Go' soldag og nyd lyset
RoseMarie

Hej RM..

Det var fine sager til øjne blå, hvorfor du da lige ska' ha’ en sjov historie, selvfølgelig litteratur, dog en noget misset én af slagsen, ja nogen ville måske sige, at det her da lige godt var kattens: https://forskning.no/2017/11/katt-i-hjemmet-pavirker-genene-vare-beskytter-nyfodte-barn-mot-astma

Let er springet jo mellem misforståelser:

Diskret nysgerrighed 7

Der er sætninger der altid sætter mig hen i mismod,
ja, glor mig grimt op i ansigtet.
„Så er vi endelig ved dagens ende.”
Cigaretten går langsomt ud, alt er meningsløst.

Hvad er det for en ende, er det jordpåkastelsen,
en pludselig udsigt fra rullestolen, bliver jeg blind?
Bare det at skulle huske, altid huske,
et par briller til hver jakkelomme,
var det mon alt?

Jeg prøver at stoute mig ud af hængekøjen,
gudskelov er der fodbold og kaffe senere.
Pause og en hurtigpisser, så tilbage til sofaen,
der er snart flere kommentatorer end spillere.
Vi tabte, de vandt,
og askebægrene spandt åh så forgæves.
„Så er vi endelig ved dagens ende.”

- Jac.

Der findes eventyrlige steder, som man aldrig ville forstyrre ved at rejse dertil og se det virkelige, såvel som eventyrlige rejser man bare må betræde. Har du været på tur i Sandemoses Varulven? Man kommer hjem som en anden! Her hører den til blandt favoritterne, gennemtrasket og med et utal af kommentarer og streger, ligner den oplevelsesbogen fra togturen ned gennem Europa, men har kun set enkelte områder den så levende beskriver. Måske den var hans Magnus Opus, en stor læseoplevelse og rejse i mennesket uanset, og man ender ofte med at stå på isen og se ned i hullet.


Nå, god weekend
Nissen
P.s.: Der er ingen grænser for lokalpolitikeres interesse for mennesker i det omgivne, før kommunalvalg…;)

P.s.:
At rejse er livet, livet er en rejse, livets rejse er en kunst eller en tur på kosten med retning mod Bloksbjerg; ja der er ingen grænser for bevingede forslag til lidt luft om ørerne, uanset, her historien om tante Gustava og hendes flyvende Permand, en fortælling der indgår i Aksel Sandemoses Varulven, som jeg jo altså mener man bør læse, inden man går op i røg – ja måske du ku’ påtage dig arbejdet at få den indlæst som lydbog, RM, for besynderligt nok har ingen tænkt på det? ;)

Tante Gustava

Lige inden Venhaug bad han Kristiansen om at køre ned ad sidevejen til tante Gustava. Den gamle kvinde sad ude i sit køkken og havde travlt med nogle bær. Det lykkedes hende ikke helt at skjule sin glæde over, at Erling kom. Det stod sløjt til med hendes ben, nu da hun var henved de halvfems, men hun måtte da ned i kælderen efter æblevin.

Tante Gustava var, så vidt folk vidste, ikke tante til nogen. I mange år var hun vandret som bagestuekone og anden hjælp mellem gårdene, men havde hovedsagelig været på Venhaug, hvor hun før Felicias tid havde haft bedre greb om husførelsen end nogen anden – og hun var forsigtigt blevet holdt på afstand, for tante Gustava havde tendenser i retning af det tyranniske. Hun var fra et lille sted under en af nabogårdene, hvor hendes fader havde et hus mod at gå som daglejer, og hun var blevet forældreløs atten år gammel, for så længe siden at unge mennesker ikke rigtig troede på, at der overhovedet havde været nogen tid dengang. Straks efter at hun var blevet alene i verden, traf hun ham, der kom til at overtage både stedet og hende, men de havde haft en lang forlovelsestid, som tante Gustava ofte mindedes med spydige kommentarer. Hun havde også sit at fortælle om, hvordan ægteskabet senere forløb. Måske han kunne være blevet en anstændig mand, sagde hun forsigtigt. Tante Gustava forfaldt aldrig til begejstring, og måske hun heller ikke længere huskede manden så nøje. Vi havde været gift et halvt år, da det skete, sagde hun (og alle vidste, hvad der nu kom). Det var regnvejr, fastslog hun. Sådan almindeligt, jævnt regnvejr en af de første dage i november. Han var gået ud i skoven for at skaffe brænde, da det lysnede, men han blev båret hjem, da det mørknede. Han havde fundet en gran, som vinden havde taget om natten. Roden lå ligesom en væg af jord og sten, der var flået op af fjeldet, og det måtte enhver da vel kunne sige sig selv, at den ville slå tilbage, når man savede stammen fri. Men Per havde haft sin forstand andre steder den dag. Hvis han da ellers overhovedet havde nogen større forstand, tilføjede tante Gustava, som havde han været en fremmed, hun blot kunne vurdere efter en enkelt begivenhed. Måske han ikke havde så forfærdelig meget, som sagt, jeg ved det ikke. De fandt han langt væk, oppe i toppen af en fyr, han må have fået sig en ordentlig tur for at kunne gøre den rejse gennem luften, og død var han jo, men på den anden side havde han det også med at pimpe lidt, når det var råt i vejret. At tænke sig, at han havde stået på stubben og savet. Han måtte have været lidt løjerlig den dag, sagde tante Gustava med eftertryk. Flyve afsted ligesom en fugl. Man anede en rest af gammel forbitrelse i hendes stemme. Når hun var kommet så vidt i beskrivelsen af sit ægteskab, undgik tilhørerne at se på hende og blev tomme i ansigterne. Tante Gustava knurrede først noget om stort hoved og lille forstand, og så kom det: Hvordan var det med ham der, du kaldte den flyvende hollænder?
Tante Gustava havde oplevet en anden stor skændsel. Sønnen blev født, da hun havde siddet som enke nogle måneder. På en eller anden fødselsdag. jeg havde, plejede hun at indskyde (mærkværdigt nok i et ekstra muggent tonefald). På den manér fik vi samme fødselsdag. Knægten rejste senere til Junaiten, og i fem-seks år sendte han i ny og næ nogle dollars i et brev. Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med dem, men købmanden ville nok have dem, og så kan man jo sige sig selv, at han snød mig. Han skrev hver gang, at han havde det godt, fint. Så holdt han op med at skrive. efter 1916 kom der ikke så meget som et kvæk fra ham. Tante Gustava blev knotten på ham. At han kunne være død, faldt det hende ikke ind at tro, selv om hun nok nærede en mistanke om, at han havde fundet på lignende kunster som sin far. Noget løjerligt, selvfølgelig, for de var løjerlige i den gren af familien. Måske han var draget ud for at grave guld. Men i samfulde fyrretyve år kunne man vel få et par minutter tilovers fra guldgravningen og skrive et kort til sin gamle mor. Folk havde sagt, at Per – som han hed efter sin far – nu måtte være omkring de tooghalvfjerds, men når de sagde det, indskrænkede tante Gustava sig til at fnyse og godtog ikke det som nogen alder.

Jorden havde bonden på gården overtaget, men havde ladet enken blive siddende i huset med en lille have om. Der havde hun i de mange år holdt til med sine potteplanter og sit skeptiske sind – som øjensynligt forlængede livet – og havde holdt udkig med, hvad der skete på vejen.

For en halv snes år siden var den gamle gårdmand død i en alder, som tante Gustava modstræbende kunne acceptere, og det havde givet hende noget nyt at udbrede sig om foruden den flyvende mand og sønnen, der ikke skrev. Den halvfjerdsårige svigersøn, der havde overtaget gården, ville have hende ud af huset. Det harmede hende – og Felicia havde engang sagt, at det gjorde hende lidt bange. Over for Erling og andre viste hun sin harme. Tante Gustava brød sig ikke om, at der indtraf forandringer i verden. Hun pointerede stærkt, at det var hun blevet for gammel til. Når man begyndte at grave dybere i sagen, kunne det komme for en dag, at husleje havde hun aldrig betalt, men hvad skulle det også være godt for. hun var født i huset for snart hundrede år siden, og den gamle bonde på gården havde aldrig åbnet sin mund om noget så dumt som husleje. Det måtte være noget, de havde fundet på inde i Kongsberg.

Erling havde altid stor glæde af at besøge tante Gustava, og han fortalte tit sine bekendte om hende. Men klog på hende blev han aldrig. Blev hun spurgt om hun var tilfreds med livet, så hun mistroisk ud, som forestillede hun sig, at der blev stillet en fælde for hende. Hvorfor skulle hun ikke være tilfreds. Lidt senere kunne hun så antyde et og andet om manden Per, der fik flyvegriller, og sønnen Per, som ikke gad skrive, men ellers var livet vel, som det nu engang skulle være, mente tante Gustava.
Hun er en elskværdig udbytter, erklærede Felicia. En afpresser af rang. Hun stiler ikke særlig højt, men hun kræver ind og får, hvad hun vil have.
Erling blev aldrig helt overbevist om det. Der var et eller andet ved det, der ikke stemte. Tante Gustava havde et usædvanlig stræbsomt liv bag sig. Hun var glad for blomster, og børn elskede hende. Hun var hjælpsom. Man hørte aldrig sladder fra hendes mund. Og så på den anden side hendes forbeholdenhed og skepsis og en næsten stupid fortolkning af et par begivenheder, der havde fæstnet sig i hende tankeverden. Selv kunne han godt lide den gamle kone. Og det samme kunne Felicia, Julie og alle de andre på Venhaug. Men man løb panden mod en mur. Man fandt ingen sprækker og ingen dør i den mur. Hun var sur som eddike, men hyggelig at besøge. Hun var rethaverisk og tyrannisk og påfaldende usnobbet. Erling hældede mere og mere til den opfattelse, at tante Gustava var et koldt kvindemenneske, der blæste på menneskeheden, men som engang for længe siden havde fundet ud af, at når hun selv ville leve og have det rart, kunne andre for den sags skyld også godt få lov til det. At hun altså i virkeligheden var en repræsentant for den etisk set mest holdbare af alle livsopfattelser – bygget på egoisme og fundet på i et middelmådigt, men praktisk bondekonehoved, hvor to og to endnu var fire. Og dette her med tabte Gustava og børn –? Var det måske sådan, at børn – som altid var usentimentale, når ingen havde forkludret dem – netop holdt af en kvinde, som de forstod var medgørlig og rar, fordi det var det letteste? Som så på dem med en så ophøjet ligegyldighed, at de forstod, at det var hende det samme, om de spiste de syltede blommer eller faldt ned fra taget og brækkede halsen? Meget af det han havde set i forskellige hjem, gav ham en mistanke om, at det ikke altid var kærligheden, der skabte en følelse af tryghed hos børn, men kombinationen hos visse voksne af solide nerver og mangel på den overflødige interesse for, hvad ungen gjorde sig livet ubehageligt med.

Tante Gustava havde altid været vel ved magt, men var efter krigen blevet umådelig tyk. Betegnelsen flodhest om et menneske er som oftest lige så overdrevet, som når folk uden sans for ordenes vægt taler om en virkning som fra en atombombe, når de vinder 250 kroner i lotteriet. Men tante Gustava mindede om en flodhest, og Erling undgik at tænke på hendes vægt. Han havde set hende første gang i efteråret 45, da hun allerde var blevet umådelig fed. Derfor forestillede han sig hende også sådan, når hun talte om sin ungdom.

Hun kom prustende med vinkanden og skænkede et ølglas fuldt til ham. Selv forsynede hun sig med brød og ost fra bordskuffen, som hun trak ud, til den hvilede på hendes vældige bug. Udenfor stod bilen og brummede, men det var hun hævet over. Nå, nu må du til at fortælle, sagde hun og stak det meste af brødskiven i munden. Fra den ene bordskuffe ind i den anden, tænkte Erling, idet han nippede til vinen, før han tømte glasset. Det er altid sådan en god vin du har i glasset, sagde han.
– Tøm du bare kanden, sagde tante Gustava, mens hun væbnede sig med kniven for at skære en til. Hvad har du så lavet siden sidst? Pjanket med pigerne, din buk?
Erling sagde, at han havde siddet og skrevet på noget.
– Nu igen? sagde tante Gustava foragtligt og stoppede brød ind. Ja, jeg forstår mig ikke på folk, der aldrig tager sig noget til. Men til gengæld er du jo meget på Venhaug.
Erling kluklo. Tante Gustava tyggede og så fortørnet på ham. Hvad sidder du og griner ad?
Der var jo i virkeligheden heller ikke noget at le ad. De fleste skrivende folk i Norge kunne trænge til at komme til Venhaug og blive fedet op nogle gange om året. Men sådan var det altid, tænkte han, pludselig alvorlig. Få eller ingen fandt frem til et Venhaug, før de sad trygt med eget hus og egen mad.
– Hvordan er det, er du ikke søn af en landsbyskrædder?
Det kom næsten som kaldet, og han spurgte hurtigt: Hvorfor nu det?
– Å, det kunne man da i hvert fald kalde at tage sig noget fornuftigt til. Hvis for eksempel min mand nu havde kunnet sy …
Erling tømte glasset og rejste sig. Han længtes efter at komme til Venhaug, ellers ville han endnu engang have hørt om manden i fyrretoppen. Hvordan fik de ham for resten ned? spurgte han.
Tante Gustava var allerede i tanken så langt inde på temaet, at hun uden videre forstod ham: Det har jeg ikke fortalt, fordi det var så uhyggeligt, sagde hun, lænede hovedet bagover og fra den hule hånd hældte ostestumper og brødsmuler ned i sit sultne gab, – de fiskede ham ned fra fyrren med en tømmerhage.
– Det går os mennesker forskelligt, tænkte Erling, da han gik ud til bilen i den skyllende regn. Nogle bliver kvalt af en grisesnare, andre med en tømmerhage fisket ned fra toppen af et fyrretræ.

*

Med nærmest vinterhilsner,
Nissen