Et vidunderligt program om denne behagelige og tilmed smukke cykel, hvor tanken om at den første danske tilhørte Gustav Wied, der nu skulle være begravet i hans have, næsten gør historien endnu sjovere – såvel som herligt at se de rankryggede vippe afsted med netop en tydelig Wied’sk anstand: https://www.youtube.com/watch?v=cDEC0HiRoik

mvh
Simon

Jeg elsker at læse Knud Sønderbys essays, han er det menneskeligste menneske, en humorist udover alle grænser og var en ven af Ebbe Rode, der begræd hans død og sikkert af samme grund. Hans essays findes i samlet udgave, her…

Et tag i Sverige

En uge i det tidligere forår boede jeg på Øresundskysten nord for Helsigør. Lange dage igennem sad jeg p en altan ud mod vandet, som i en fuglerede klinet ind under taget højt oppe på en mur.
Det er, som alt vejr i landet sætter hinanden stævne her i sundets indsnævring. Alt vejrlig presses sammen ligesom skibene og drager i hastigt følge, næsten som i tumult sydpå eller nordpå rundt om Kronborg. Menneskets hukommelse er kort, omvendt proportional med dets tilpasningsevne. Man glemmer den ene årstid for den anden. Hvem har en råkold vinterdag den virkelige erindring om sommeren? Å ja, der er en erindring. Der er visse ord inde i hjernen på En, brokker tabt på vejen af det læs, der kørte forbi. Men selve sommeren, som den drager over verden, lyset og sommeren inde i En selv, det forandrede menneske, man var, det har man glemt, og godt det samme. Hvem kunne ellers stå vinteren igennem?
En da skinner solen, så man ligger halvnøgen på græsplænen og bages med lys og varme helt ind i sjælen. Den næste dag tøfler man i regnfrakke og gummistøvler over den samme plæne på vej mod brændeskuret for at samle pinde til lidt ild. Er det en dag siden eller et år siden, man lå dèr på plænen, og solen skinnede? Lige meget, den virkelige erindring om den anden tilværelse er blevet slettet ud. Vintermennesket husker ikke sommermennesket. Regnvejrsmennesket husker ikke solskinsmennesket. Årstiderne og vejrligene visker hinanden ud på erindringens tavler.
Men oppe ved sundets nordkyst så jeg dem drage forbi, alle vejrligene i kavalkade til demonstration af deres omskiftelighed. Det var et skuespil, hvor det faste land blot blev kulisser. Den svenske kyst blev til en lav linie i dette rum af hav og himmel, blot anbragt dèr for at pointere og give et holdepunkt for perspektivfornemmelsen. Det var i rummet selv, det skete. Bivirkningerne var det, at regn kunne strømme ned over danskekysten, så man måtte rykke sig i stolen, og bivirkninger, at solen i næste øjeblik kunne skinne, så det glimtede som forgrædte barnesmil i vandpytterne på verandaens gulv og rækværk.
Det var himlen og havet, der enevældigt kom til at husere. Tunge skyer kunne komme dragende, et himmelocean i gigantisk oprør, så Sundet og Kattegat kom til at ligge som et fladt vand, en forblæst vandflade blot under skyernes vældige udfoldelse. Skyerne kunne jævnes ud til et upersonligt dække, ikke skyer mere, blot gråvejr, og så fik havet fylde og dybde. Hvide bølgekamme i kast mod kysten med et ekko af kraft og dybde i deres klang mod strandbredden. Her kom havet marcherende med døde skibe i sin favn.
Og på en time kunne det hele have opløst sig, skifte mening igen eller blive dejlig meningsløst. Blot solskin fra en sommerhimmel med vatkugler i letfærdig flugt. Flaskegrønt blinkende hav. Fred og venlighed. Hvem tænkte skumle og dystre tanker for lidt siden? Nu er det glemt. Piger løber i badedragt udover broerne og tager hovedspring i bølgerne. Da de løber ind igen, er det på flugt fra en regnbyge, der striber vandet på vej mod kysten. Kold blæst river i deres badekåber.
Vejrligene kan tørne sammen over Sundets indsnævring, så man sidder stum som over for et skuespil. Alle teatrets effekter prøves. Belysnings- og scenemestre leger med deres virkemidler. Der anbringes lys på Kullen, konturerne træder frem, og den ligger med sit højeste punkt Nörre Ljungås som en formidabel bjergkæde ragende ud i Kattegat. Det slettes ud. Bjergkædens bugnende kulisse hylles i blå tåger, bliver til blot et lille stykke land svævende i en overvældende verden af hav og skyer. Opmærksomheden henledes pludselig på de småbitte huse i Viken. Alt koncentreres om netop dem. De udstilles til spot og advarsel for alverden. En stribe tordensvanger himmel bag dem, svovlgul og uhyggelig, langt ind i det gamle testamente kigger man bag de huse. Lavt og knugende hen over det svovlgule hviler et loft af sorte skyer, et tag af buldrende mørke, der breder sig højt oppe på himmelhvælvingen, så stort, at det undslipper alt perspektiv, men det er Viken, de millimetersmå huse under den centimeterhøje svovlstribe, det gælder, hvad har de mennesker dog gjort? Men se nåden! Op fra de sorte skybanker, på selve vredens tag, højere endnu mod himlen gror en sky, der vokser sig til strålende hvidhed i det hinsidige solskin, som en gylden havblomst står den mod alt det sorte, en skær koralblok øverst på himlen. Også for Viken er der håb!
Og stor glæde bliver der da også snart derovre igen. Grangiveligt ser man i ånden folk løbe glædestrålende ud af husene og falde hinanden om halsen midt på gaden, gamle fjender forenes i den fælles fryd. Solen skinner igen over Viken. Fordømmelsen er taget fra byen. Solen skinner fra Kulla Gunnarstorp til Kullens yderste pynt og langt ud over Kattegat, så langt som man kan se. Kullen er ikke længere blot en lav kulisse mellem hav og himmel, den liver op i lyset, bliver en formidabel bjergkæde, en forpost med fødderne stejlt i havet. De hvide huse i Mölle er som skum fra en brænding langt borte, det er havet og solen, der nu gør sig gældende. Med lyset brydende i blink over bølgeskråningerne drager Kattegat sydpå.
Mod mørket over Helsingør-Helsingborg. For derude står et andet vejr nu. Man kan blot gætte, at de steder stadig må ligge der. Syd for Sofiero er alt slettet ud i mørke. Ikke tåge, ikke skyer, blot luften, der er blevet sort. Grænsen mellem hav og himmel, skillelinien mellem landene er slettet ud. De solbeskinnede grønne bølger glider ind under tæppet og forsvinder.

Og hvad er så det hele andet end en vel forberedt virkning. Pludselig sættes projektøren på. Solen bryder igennem et sted inde i mørket, en bred lyskegle baner sig vej, så det strimer vifteformet fra usigtbarheden, henover den mørke vandflade spiller en gylden solbeskinnet plet, og ud gennem tågerne, frem gennem solstrimerne kommer den sorteste skude af en flyvende hollænder, arbejder sig tungt ind over det gyldne vand, og bagude i Helsingborg er Kärnans fæstningstårn dukket frem i det begyndende lys – verden omskabt til et papetisk exlibris for Ens øjne.
Da skibet en halv time senere er kommet ret ud for En, er det en dybtliggende, pænt grønmalet skonnert med en hund vimsende over dækslasten. Ikke meget eventyr ved det fartøj længere, så tungt lastet er det, at nationalitetsmærkerne rører vandet.
Sverige sætter præget på Nordsjællands kyst mellem Helsingør og Hornbæk. Om natten med kystliniens lys, der somme tider kan ligge som en blinkende perlerad i mørket og somme tider kan gå i et med stjernehimlen. Om dagen ved det perspektiv, kystlinien giver. Kullens blå tågebanker. Et bjerg i sigte fra Danmark! Skorstenene over Helsingborg. Sofieros og Kulla Gunnarstorps bygninger , der skimtes mellem de svenske træer, de småbitte huse i de småbitte byer bag bølgerne, en vinduesrude i Sverige, der pludselig spejler solskin ind i øjnene på En, et stort blankt tag, som man altid lagde mærke til.

En tidlig morgen med solskin og klar luft fik jeg en kikkert lige så lang som jeg selv op på altanen og rettede den netop mod det tag. Nu måtte jeg dog vide, hvad det var.
Men du fredsens! Hvilken rolle spiller det tag, når man får det i kikkert. Der havde man gået og narret sig selv med dets betydning alle de gange, man kiggede derover. Blot en ladebygning er det, som man ikke ser andet end det tag af, men foran det ligger et beboelseshus, hvidlænget med rødt tag, gardiner i vinduerne, græsmark helt op til dørtrinet, og på marken græsser får, fem i alt, i den tidlige morgenstund, inden i husene sover folkene tydeligt nok endnu, og omme ved gavlen holder en arbejdsvogn, og der er pæne træer, som man kan se ind imellem og, hold på mig, er det ikke en høne, der spankulerer rundt der, svagt rystende i kikkertlinsens udsnit.
Nu har man altså set det med! Nu har man set en svensk høne i Sverige! Det er til at blive stakåndet af. Man må lægge kikkerten efter sådan et syn. En høne i Viken, det svenske Sodoma, som blot dagen i forvejen lå knuget under en højere gammeltestamentelig vrede. Man ryster på hovedet og kigger med det blotte øje ud over bølgerne, langt på den anden side af dem anes et blankt tag … Mere! Kikkerten op igen! Øjet suges fast til den, som gjaldt det livet … Og ved siden af laden og huset med det røde tag ligger der andre huse, sommerhuse ved en vej, der snor sig op mod skoven, en butik, telegrafstænger, et skur nede ved stranden og både, der er trukket på land. Og nu sker underet! En mand, en rigtig levende mand, en svensker har man lov til at antage, kommer gående ned ad vejen fra skoven, frem med kikkerten, forsovet og intetanende med en flaske i hånden, flytter benene skiftevis, drejer, som var det den naturligste sag, bort fra vejen og hen langs et havegærde, går op ad trappen til butikken med sin flaske i hånden. Men han kan ikke få døren op. Næ! Døren er låset! De har altså ikke åbnet forretningen endnu! Butikken er lukket. Det er, fordi det er tidligt på dagen. Affärn er stängt, farbror! Og der er han kommet gående oppe fra skoven og har regnet med, at der var åbent! Og han skulde endda vide, hvornår en svensk butik åbner, når han selv er svensker! Men der er noget menneskeligt i det! Sådan er det altså også derovre! Han rusker i døren! Han sætter sig på det øverste trin og venter.
Selv sætter man sig til rette på sin veranda og venter også, anspændt med kikkerten for øjet. Aldrig i sine livsskabte dage har man set mage til mand.
Først 20 minutter senere fik han besørget sit ærinde og nåede velbeholden op ad vejen igen med sin flaske.

- Knud Sønderby.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

...og tak for godis med udsigt, kikkert og visit. Ja, man føler jo nærmest selv at ha' været der. Måske det skulle prøves at være en bevinget svensk høne i Sverige? :)))

Essays med Brodsky og Sønderby og så en cykeltur med Gustav Wied, alt er nydt i fulde drag. Og når fruens begejstring vækkes, så vækkes også lysten til selv få sin egen tohjulede støvet af og komme lidt til vejrs :)))

Flere nattetimer er gået med at læse essays, og DR i genbrugsbilleder får lov at hvile i fred. Ja, fred være med dem ...

Nu er solen ved at stå op, og det er tid til morgenkaffe og haverunde :))

Ha' en dejlig dag
RoseMarie

Morn’ RM..

Dvs. hvis du ikke bobler drømme op i sneglehusets tag under denne regnvejrstunge himmel, her lidt mere fra det Vandmærke du et sted i baggrunden slap, hvor Joseph Brodsky efterbesøg hos Ezra Pounds livslange samleverske Olga Rudge, fortæller en anden fin historie men denne gang om sprogets finesser:

Åh, sproget gode gamle suggestive kraft! Åh, denne legendariske evne som ordene har til at rumme mere end virkeligheden kan præstere. ”De uhelbredeliges kaj” har naturligvis sin oprindelse fra pesten, fra epidemier som gennem århundreder udrensede halvdelen af denne by med en folketællings regelmæssighed. Navnet fremmaner de håbløse tilfælde, ikke så meget omflakkende som liggende rundt omkring på fliserne, bogstaveligt taget udåndende, ligklædte og ventende på at blive fartet – eller snarere færget væk. Fakler, røg, gazemasker der skulle beskytte mod indånding, lyden af munkenes kutter og dragter, bølgende sorte kapper, stearinlys. Gradvis forvandler begravelsestoget sig til et karneval eller til en promenade hvor man må bære maske, for i denne by kender alle hinanden. Læg hertil tuberkuløse digtere og komponister; læg hertil mænd med skøre ideer eller æsteter som er håbløst forelskede i dette sted – og kajen har fortjent sit navn, virkeligheden indhenter måske sproget. Og læg hertil at sammenspillet mellem pest og litteratur (poesi i særdeleshed og navnelig italiensk poesi) var indviklet fra første færd. Dantes nedstigen til underverdenen står i lige så stor gæld til Homers og Vergils – i hvert fald episodiske scener i Iliaden og Æneiden – som til den byzantinske middelalderlitteratur om kolera, med dens traditionelle indbildske forestilling om førtidsbegravelse og efterfølgende sjælevandring. Nidkære udsendinge fra underverden der strejfede omkring i den koleraplagede by, skød sig ofte ind på en fælt udtørret krop , pressede deres læber ind mod hans næsebor og sugede livets ånde ud af ham for derefter at erklære ham for død og rede til at blive begravet. Når de først var kommet nedenunder, vandrede hver enkelt gennem endeløse sale og værelser med anråbelser om at han var blevet forvist uretmæssigt til dødsriget og krævede oprejsning. Når han fik den – som regel af en domstol under forsæde af Hippokrates – vendte han tilbage fuld af historier om dem han havde truffet i salene og værelserne dernede; konger, dronninger, helte, ærværdige og æreløse dødelige fra samtiden, angrende, resignerede og trodsige. Lyder det bekendt? Så meget formår fagets suggestive kraft. Man kan aldrig vide om det er en oplevelse der afføder et sprog, eller et sprog der afføder en oplevelse. Begge dele er istand til at udvikle adskilligt. Når man er alvorligt syg, forestiller man sig alle mulige følger og forværringer der så vidt vi ved, aldrig indtræffer. Er det metaforisk tænkning? Jeg tror svaret er ja. Bortset fra at når man er syg, håber man selv håbløst på at blive rask, på at sygdommen ophører. En sygdoms afslutning bliver på den måde enden på dens metaforer. En metafor – eller i bredere forstand sproget selv – er i det store og hele uafsluttet og kræver fortsættelse: et liv efter dette, om man vil. Med andre ord (utilsigtet vits) er metaforen uhelbredelig. Og til dette lægger man så en bærer af dette skrivende fag eller af denne smitte – faktisk af et par stykker, med appetit på en tredje – der en blæsende aftenkommer sjokkende langs kajen, hvis navn udsiger hans diagnose uanset sygdommens art.

*

Sluttelig et par store småting fra Paul Celan, der kan få én til at tænke på poesien skabt på vægge i selve rædselskabinetterne, som tidens blod, støvet, nu har lagt en blid hinde omkring - også hans egne blev skrevet med blod, fx til hans mor. Man ska’ ha’ hård hud, for at gå på besøg i disse kabinetter, bleg kommer man uanset ud:

EN DUNDREN: det er
sandheden selv
som er kommet til
menneskene,
midt i
metafor-foget.

*

DU VAR min død:
dig kunne jeg holde,
mens alt faldt fra mig.

*

LANDSKAB med urnevæsen.
Samtaler
fra røgmund til røgmund.

De spiser
åndssvage-trøfler, et stykke
ubegavet poesi,
fandt tunge og tand.

En tåre ruller ind i sit øje igen.

Den venstre, forældreløse
halvdel af pilgrims-
muslingen – de skænkede dig den,
derefter bandt de dig –
oplyser lyttende rummet:

klinkespillet mod døden
kan begynde.

*

BLIV BLIND allerede i dag:
også evigheden er fuld af øjne –
i dem
drukner det, som hjalp billederne
over den vej, som de kom,
i dem
slukkes det, som var et tegn
tog også dig bort fra sproget,
og du lod det ske som
dansen af to ord gjort af
efterår og silke og intet.

*

I SLANGEVOGNEN,
forbi den hvide cypres,
gennem strømmen
kørte de dig.

Men i dig, fra
fødslen,
skummede den anden kilde,
på den sorte
stråle minde
klatrede du for dagen.

- Paul Celan.

Mvh & go’badedag..;)
Simon

Hej RM…

Og nu under stjernedrys på en sensommerhimmel, længe savnet af også mig, der såmænd gerne står ud af fjerene før hønsene får dem på, for bare at se dette mageløse skuespil på en mærkeligt blå hvælving med en kaffekop og en smøg på sned. Det ér sgu også smukt. Og dér står man så ved et gammelt træ og tænker på, hvem der mon lige nu ligger og stirrer op i et næsten tilsvarende men endnu bredere og klarere syn, måske et sted i Kykladerne, hvor samme tanke løber den anden vej, på hvilken måde ukendte mennesker jo ka’ tænke på hverandre med næsten samme tæppe på snuden – hvad de sikkert har gjort i årtusinder…
Men nu ér det strengt taget morgenstund, sagde min gamle kaffekop der nys blev fyldt, mens lyde knurrer. Snart vågner alle og mis nattejagt er ved vejs ende – det dér med at slikke de bevingede på ryggen mens de er vågne, ska’ man trods alt være en rap missemand for at kunne, ham her må være bessefar til adskillige kuld:

”Flere nattetimer er gået med at læse essays, og DR i genbrugsbilleder får lov at hvile i fred. Ja, fred være med dem ...”

- Ja det er jo desværre et desværre, når man nu tænker på hvad de har i gemmerne, men af forskellige årsager ikke ka’ vise. Måske særlig de gamle skuespil og hørespil, ku’ det ha’ været rart at se/høre for særlig ældre mennesker, der åbenbart heller ikke findes i DR. Efterhånden er både Tinget og DR jo blevet noget af en ungdomsklub, og det af Danmark der endnu ikke er solgt, et stormagasin for turister. Ældre mennesker har skam også deres ”ophøjede” numre på de store hospitaler, uddaterede, urentable, glemte; vi andre i mellemgruppen afventer velsagtens at blive solgt på tilbud – ka’ du kinesisk? ;)

”Essays med Brodsky og Sønderby og så en cykeltur med Gustav Wied, alt er nydt i fulde drag. Og når fruens begejstring vækkes, så vækkes også lysten til selv få sin egen tohjulede støvet af og komme lidt til vejrs.”

- Godt med en cykel, ja du har sikkert én der tilmed ligner en cykel, ka’ jeg tænke. Mange ligner jo nu om stunder ufo’er på hjul, nu også med el-oplader, så de ikke behøver bruge så mange benmuskler på stigninger, og så ”kun” 15-20.000 for sådan en skiderik, herregud, og hvis man så også klær sig ud som marsmand m/k, ja så er billedet vel hip. En el-cykel ka’ jo være smart for ældre eller mennesker uden megen muskelmasse, men da du jo stadig er ungnisse har du selvfølgelig en muskeltramper.
Ja, jeg har også nydt Brodsky mellem andet, der er lige så mageløs en fortæller som Knud Sønderby, hvad man hurtigt opdager, når man sænker blikket i fx hans essays, og siden glad oplever at være tilført noget ikke uvæsentligt, nemlig en viden. Heldigvis får man samme oplevelse fra et utroligt antal fortællere, ikke mindst fra tiders lyrikere som ovennævnte selv blev delen af, med inspirerende henvisninger til hidtil ukendt læsestof – og så står man der, med hatten i hånden…
Historien om Gustav Wieds cykel var fx ny for mig, der er stornyder af hans fortællinger, for ikke at tale om tv-serien, hvor ingen skuespiller ka’ se så fåret ud som Ebbe Rode der nys har fået sin julegave af Esau: den spritny sikel, men ingen duevinger, og som ligner alt andet end en ufo!
Og Esau havde ganske ret, det pædagogiske skelet ser virkelig ganske nydelig ud dér i vejret, med de lange ben der først fortvivlet leder efter pedalerne, men finder dem, og vupti, er der nye horisonter i forgrunden. Mageløse Gustav Wied, som jeg altid har mistænkt for at indeholde ikke så lidt af ironiske Esau, og så pludselig viser der sig også at være lidt af overlæreren i ham! Andet er selvsagt umuligt, man må kende sine pappenheimere…;)

Nå, men go’soldag med endnu et af Celan’s billeder:

TVEFIGUR

Lad dit øje være et vokslys i rummet,
blikket en væge,
lad mig være blind nok
til at tænde det.

Nej.
Lad andre være.

Gå ud af dit hus,
spænd din spraglede drøm for,
lad drømmens hove snakke
til sneen, du blæste bort
fra din sjæls bjergryg.

- Paul Celan.

mvh
Simon