|
0
registrerede
80
gæster og
1290
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Jeg elsker at læse Knud Sønderbys essays, han er det menneskeligste menneske, en humorist udover alle grænser og var en ven af Ebbe Rode, der begræd hans død og sikkert af samme grund. Hans essays findes i samlet udgave, her…
Et tag i Sverige
En uge i det tidligere forår boede jeg på Øresundskysten nord for Helsigør. Lange dage igennem sad jeg p en altan ud mod vandet, som i en fuglerede klinet ind under taget højt oppe på en mur.
Det er, som alt vejr i landet sætter hinanden stævne her i sundets indsnævring. Alt vejrlig presses sammen ligesom skibene og drager i hastigt følge, næsten som i tumult sydpå eller nordpå rundt om Kronborg. Menneskets hukommelse er kort, omvendt proportional med dets tilpasningsevne. Man glemmer den ene årstid for den anden. Hvem har en råkold vinterdag den virkelige erindring om sommeren? Å ja, der er en erindring. Der er visse ord inde i hjernen på En, brokker tabt på vejen af det læs, der kørte forbi. Men selve sommeren, som den drager over verden, lyset og sommeren inde i En selv, det forandrede menneske, man var, det har man glemt, og godt det samme. Hvem kunne ellers stå vinteren igennem?
En da skinner solen, så man ligger halvnøgen på græsplænen og bages med lys og varme helt ind i sjælen. Den næste dag tøfler man i regnfrakke og gummistøvler over den samme plæne på vej mod brændeskuret for at samle pinde til lidt ild. Er det en dag siden eller et år siden, man lå dèr på plænen, og solen skinnede? Lige meget, den virkelige erindring om den anden tilværelse er blevet slettet ud. Vintermennesket husker ikke sommermennesket. Regnvejrsmennesket husker ikke solskinsmennesket. Årstiderne og vejrligene visker hinanden ud på erindringens tavler.
Men oppe ved sundets nordkyst så jeg dem drage forbi, alle vejrligene i kavalkade til demonstration af deres omskiftelighed. Det var et skuespil, hvor det faste land blot blev kulisser. Den svenske kyst blev til en lav linie i dette rum af hav og himmel, blot anbragt dèr for at pointere og give et holdepunkt for perspektivfornemmelsen. Det var i rummet selv, det skete. Bivirkningerne var det, at regn kunne strømme ned over danskekysten, så man måtte rykke sig i stolen, og bivirkninger, at solen i næste øjeblik kunne skinne, så det glimtede som forgrædte barnesmil i vandpytterne på verandaens gulv og rækværk.
Det var himlen og havet, der enevældigt kom til at husere. Tunge skyer kunne komme dragende, et himmelocean i gigantisk oprør, så Sundet og Kattegat kom til at ligge som et fladt vand, en forblæst vandflade blot under skyernes vældige udfoldelse. Skyerne kunne jævnes ud til et upersonligt dække, ikke skyer mere, blot gråvejr, og så fik havet fylde og dybde. Hvide bølgekamme i kast mod kysten med et ekko af kraft og dybde i deres klang mod strandbredden. Her kom havet marcherende med døde skibe i sin favn.
Og på en time kunne det hele have opløst sig, skifte mening igen eller blive dejlig meningsløst. Blot solskin fra en sommerhimmel med vatkugler i letfærdig flugt. Flaskegrønt blinkende hav. Fred og venlighed. Hvem tænkte skumle og dystre tanker for lidt siden? Nu er det glemt. Piger løber i badedragt udover broerne og tager hovedspring i bølgerne. Da de løber ind igen, er det på flugt fra en regnbyge, der striber vandet på vej mod kysten. Kold blæst river i deres badekåber.
Vejrligene kan tørne sammen over Sundets indsnævring, så man sidder stum som over for et skuespil. Alle teatrets effekter prøves. Belysnings- og scenemestre leger med deres virkemidler. Der anbringes lys på Kullen, konturerne træder frem, og den ligger med sit højeste punkt Nörre Ljungås som en formidabel bjergkæde ragende ud i Kattegat. Det slettes ud. Bjergkædens bugnende kulisse hylles i blå tåger, bliver til blot et lille stykke land svævende i en overvældende verden af hav og skyer. Opmærksomheden henledes pludselig på de småbitte huse i Viken. Alt koncentreres om netop dem. De udstilles til spot og advarsel for alverden. En stribe tordensvanger himmel bag dem, svovlgul og uhyggelig, langt ind i det gamle testamente kigger man bag de huse. Lavt og knugende hen over det svovlgule hviler et loft af sorte skyer, et tag af buldrende mørke, der breder sig højt oppe på himmelhvælvingen, så stort, at det undslipper alt perspektiv, men det er Viken, de millimetersmå huse under den centimeterhøje svovlstribe, det gælder, hvad har de mennesker dog gjort? Men se nåden! Op fra de sorte skybanker, på selve vredens tag, højere endnu mod himlen gror en sky, der vokser sig til strålende hvidhed i det hinsidige solskin, som en gylden havblomst står den mod alt det sorte, en skær koralblok øverst på himlen. Også for Viken er der håb!
Og stor glæde bliver der da også snart derovre igen. Grangiveligt ser man i ånden folk løbe glædestrålende ud af husene og falde hinanden om halsen midt på gaden, gamle fjender forenes i den fælles fryd. Solen skinner igen over Viken. Fordømmelsen er taget fra byen. Solen skinner fra Kulla Gunnarstorp til Kullens yderste pynt og langt ud over Kattegat, så langt som man kan se. Kullen er ikke længere blot en lav kulisse mellem hav og himmel, den liver op i lyset, bliver en formidabel bjergkæde, en forpost med fødderne stejlt i havet. De hvide huse i Mölle er som skum fra en brænding langt borte, det er havet og solen, der nu gør sig gældende. Med lyset brydende i blink over bølgeskråningerne drager Kattegat sydpå.
Mod mørket over Helsingør-Helsingborg. For derude står et andet vejr nu. Man kan blot gætte, at de steder stadig må ligge der. Syd for Sofiero er alt slettet ud i mørke. Ikke tåge, ikke skyer, blot luften, der er blevet sort. Grænsen mellem hav og himmel, skillelinien mellem landene er slettet ud. De solbeskinnede grønne bølger glider ind under tæppet og forsvinder.
Og hvad er så det hele andet end en vel forberedt virkning. Pludselig sættes projektøren på. Solen bryder igennem et sted inde i mørket, en bred lyskegle baner sig vej, så det strimer vifteformet fra usigtbarheden, henover den mørke vandflade spiller en gylden solbeskinnet plet, og ud gennem tågerne, frem gennem solstrimerne kommer den sorteste skude af en flyvende hollænder, arbejder sig tungt ind over det gyldne vand, og bagude i Helsingborg er Kärnans fæstningstårn dukket frem i det begyndende lys – verden omskabt til et papetisk exlibris for Ens øjne.
Da skibet en halv time senere er kommet ret ud for En, er det en dybtliggende, pænt grønmalet skonnert med en hund vimsende over dækslasten. Ikke meget eventyr ved det fartøj længere, så tungt lastet er det, at nationalitetsmærkerne rører vandet.
Sverige sætter præget på Nordsjællands kyst mellem Helsingør og Hornbæk. Om natten med kystliniens lys, der somme tider kan ligge som en blinkende perlerad i mørket og somme tider kan gå i et med stjernehimlen. Om dagen ved det perspektiv, kystlinien giver. Kullens blå tågebanker. Et bjerg i sigte fra Danmark! Skorstenene over Helsingborg. Sofieros og Kulla Gunnarstorps bygninger , der skimtes mellem de svenske træer, de småbitte huse i de småbitte byer bag bølgerne, en vinduesrude i Sverige, der pludselig spejler solskin ind i øjnene på En, et stort blankt tag, som man altid lagde mærke til.
En tidlig morgen med solskin og klar luft fik jeg en kikkert lige så lang som jeg selv op på altanen og rettede den netop mod det tag. Nu måtte jeg dog vide, hvad det var.
Men du fredsens! Hvilken rolle spiller det tag, når man får det i kikkert. Der havde man gået og narret sig selv med dets betydning alle de gange, man kiggede derover. Blot en ladebygning er det, som man ikke ser andet end det tag af, men foran det ligger et beboelseshus, hvidlænget med rødt tag, gardiner i vinduerne, græsmark helt op til dørtrinet, og på marken græsser får, fem i alt, i den tidlige morgenstund, inden i husene sover folkene tydeligt nok endnu, og omme ved gavlen holder en arbejdsvogn, og der er pæne træer, som man kan se ind imellem og, hold på mig, er det ikke en høne, der spankulerer rundt der, svagt rystende i kikkertlinsens udsnit.
Nu har man altså set det med! Nu har man set en svensk høne i Sverige! Det er til at blive stakåndet af. Man må lægge kikkerten efter sådan et syn. En høne i Viken, det svenske Sodoma, som blot dagen i forvejen lå knuget under en højere gammeltestamentelig vrede. Man ryster på hovedet og kigger med det blotte øje ud over bølgerne, langt på den anden side af dem anes et blankt tag … Mere! Kikkerten op igen! Øjet suges fast til den, som gjaldt det livet … Og ved siden af laden og huset med det røde tag ligger der andre huse, sommerhuse ved en vej, der snor sig op mod skoven, en butik, telegrafstænger, et skur nede ved stranden og både, der er trukket på land. Og nu sker underet! En mand, en rigtig levende mand, en svensker har man lov til at antage, kommer gående ned ad vejen fra skoven, frem med kikkerten, forsovet og intetanende med en flaske i hånden, flytter benene skiftevis, drejer, som var det den naturligste sag, bort fra vejen og hen langs et havegærde, går op ad trappen til butikken med sin flaske i hånden. Men han kan ikke få døren op. Næ! Døren er låset! De har altså ikke åbnet forretningen endnu! Butikken er lukket. Det er, fordi det er tidligt på dagen. Affärn er stängt, farbror! Og der er han kommet gående oppe fra skoven og har regnet med, at der var åbent! Og han skulde endda vide, hvornår en svensk butik åbner, når han selv er svensker! Men der er noget menneskeligt i det! Sådan er det altså også derovre! Han rusker i døren! Han sætter sig på det øverste trin og venter.
Selv sætter man sig til rette på sin veranda og venter også, anspændt med kikkerten for øjet. Aldrig i sine livsskabte dage har man set mage til mand.
Først 20 minutter senere fik han besørget sit ærinde og nåede velbeholden op ad vejen igen med sin flaske.
- Knud Sønderby.
mvh
Simon
|
|
|
|
