Fra en portugisisk poetisk åre flyder mange smukke og sanselige ord ... Alberto Caeiro (Fernando Pessoa) fra digtsamlingen "At være virkelig" oversat af Peter Poulsen


En sommerfugl flakser forbi øjnene på mig
Og for første gang i hele universet tænker jeg på
At sommerfugle hverken har farve eller bevægelse,
På samme måde som blomsterne hverken har duft eller farve.
Det er farven der har farve på en sommerfuglevinge,
I sommerfuglens bevægelser er det bevægelsen som bevæger sig.
Det er duften der dufter i blomstens duft.
Sommerfuglen er kun sommerfugl
Og blomsten bare blomst.

***

Mit blik er strålende som en solsikke.
Jeg har for vane når jeg går på en vej
At se til højre og til venstre
Og indimellem at se mig tilbage...
Og hvad jeg ser hver eneste gang
Er hvad jeg aldrig før har set,
Og jeg forstår mig på disse sager...
Jeg er i stand til at føle en undren så dyb
Som barnet ville føle hvis det, idet det fødes,
Kunne erkende at det virkelig var blevet født...
Jeg føler mig født hvert eneste øjeblik
Til den evige nyhed i Verden...

Jeg tror på verden som på en tusindfryd,
Fordi jeg ser den. Men jeg tænker ikke på den
Fordi at tænke er ikke at forstå...
Verden blev ikke skabt for at vi skulle tænke
på den (At tænke er at være syg i øjnene)
Men for at vi skulle se på den og
komme overens med den...

Jeg har ingen filosofi: jeg har sanser...
Hvis jeg taler om Naturen er det ikke
fordi jeg ved hvad den er,
Men fordi jeg elsker den, og alene af den grund,
Fordi den der elsker aldrig ved hvad han elsker
Eller hvorfor han elsker, endsige hvad det vil sige...

At elske er den evige uskyld,
Og den eneste uskyld er ikke at tænke...

***

Det er måske den sidste dag i mit liv.
Jeg har vinket til solen med højre hånd,
Men jeg har ikke vinket til den for at sige farvel.
Jeg gjorde det for at vise min glæde ved stadig at se den, kun derfor.



Smukt, ikke? :))

Hej RM..

Det er præcis hvad det er - duften af tobak danser tango om næsen, jeg tror Peter Poulsen har tre ben, plus dem i næsen...;)

I skal krone mig med roser
Blå og ubevægelige står de fjerne bjerge
Kun denne frihed tilstår guderne
Den som pløjer sin ydmyge jord
Oven over sandheden sidder guderne
Jeg foretrækker roser

mvh
Simon

Lidt atmosfæriske forstyrrelser af stilhed, fra to enige repræsentanter af musikalitet:

Sensommer samme sted fjerde år i træk

Sent i juli falder eftermiddagslyset
på en meget høj facade af hvidmalet træ
uden vinduer,

så det et øjeblik føles, som om
de bortviste skygger har taget beskuerens
øjne med sig som gidsel

for kun at vende så meget mægtigere tilbage
når rollerne byttes om.

Så går et vindstød gennem majsmarken.
Og i huset smækkes en dør i

til et århundrede
man ved, ville forvandle en til sten
hvis man turde se sig tilbage.

- Henrik Nordbrandt, 3½D, 2012.

*

En statur i stilheden

Der foregår så meget i larmen,
der var så mange klokker at høre,
når folk de elskede, opdagede noget
og behængte hinanden med ordner,
at al det spektakel blev mig for meget
og jeg kom hertil til fods for at leve,
her i stilhedens enemærker.

Når blommen falder fra træet,
når en bølge falder i afmagt,
når solbrændte piger tumler sig
i det bløde, varme sand,
eller et træk af mægtige fugle
går forud for mig og mit videbegær,
min stille rekognoscering,
så er der ikke en lyd, ingen skrålen,
ingen buldren, ingen hvisken,
ja, end ikke en mumlen:
derfor er jeg blevet her for at leve,
her i stilhedens musik.

Her er luften endnu stum,
bilerne glider lydløst afsted
på usynlige veje af vat,
og politikkens menneskemasser
med de behandskede gebærder
forsvinder i en hemisfære,
hvor end ikke en flue summer.

De allermest snakkesalige kvinder
er nu druknet i dammene
eller svømmer omkring som svaner,
som skyerne på himlen deroppe,
og sommerens tog de kører
lastet med frugter og munde,
uden pift, uden hjul der hviner,
som cykloner der føres i snor
af stilheden selv.

Månederne er som gardiner,
som gulvets lydløse tæpper,
hvor årstiderne de danser i ring,
indtil vinterens statue ubevægelig
falder i søvn i salonen.

- Pablo Neruda.

mvh
Simon

Hej i morgenen, RM..

Her lidt mer Neruda til morgenkaffen, mens fuglene jo synger solen op i noget der udmærket ku’ betragtes som en regnmålers slot, skabt i sidstningen, intelligent nok kaldet Sidste Digte, ja mere præcist er disse to stykker berammet i Udvalgte mangler; men i al fald tankers vandring i tid og sted, prikket i træet som de smukkeste etuder, muligvis helleristninger til bløde øjne, han gør jo noget ved én, kirurgen her:

ORÉGANO

Da jeg lidt efter lidt lærte
at tale,
tror jeg nok jeg allerede lærte
manglen på sammenhold:
ingen forstod mig, ikke engang jeg selv,
og jeg hadede de ord,
der igen og igen stødte mig ned
i mit endnu dunkle væsens brønd,
stadig plaget af min fødsels kvaler,
indtil jeg på en perron
eller en netop ryddet mark
stødte på et ord, orégano,
et ord, som fik det til at dæmre for mig,
som om det trak mig ud af en labyrint.

Kun det ene ord ville jeg gerne lære.

Jeg brændte alle ordbøgerne,
lukkede mig inde i disse syngende stavelser,
fulde af billeder af engang, fulde af trolddom
og ville planter,
og skrålende af fuld hals på bredden
af floderne, mellem skarpe dunhammerblade
eller på citadellets cement, i minegange,
på kontorer eller når der blev våget ved lig,
gumlede jeg igen og igen på mit ord orégano,
og det var som om det var en due,
jeg lod flagre op blandt de uvidende.

Hvor lugtede det af frygtindgydende hjerte,
hvor lugtede det af et væld af violblåt,
og hvilken form som et øjenlåg
til at lukke øjnene og falde i søvn:
natten har orégano,
og ofte blev det til en revolver,
der fulgtes med mig, så jeg ubekymret
kunne gå rundt blandt rovdyrene:
dette ord forsvarede mine vers.

En drage, hugtænder (de ville
visselig sønderrive mig),
vildsvin og krokodiller:
da trak jeg bare
mit beundringsværdige ord
orégano op af lommen, råbte af glæde
og svingede med det i min skælvende hånd.

Og pinedød, de bestyrtede uhyrer
bad mig om forladelse og bad mig
ydmygt om orégano.

O sommerfugl blandt ordene,
o helikopterord,
på én gang ubesmittet og svanger
som en præstlig fremtoning,
tung af duft,
eneherskende som en sort leopard,
fosforescerende orégano,
som tjente mig til ikke at tale med nogen
og til at forklare min skæbne,
så jeg gav afkald på veltalenhedens pomp,
takket være ent hemmeligt sprog,
oréganoens sprog.

*

Et andet slot

Nej, jeg er ikke den fyrige,
jeg består af klæder, reumatisme,
iturevne papirer, glemte citater,
usle hulekradserier på noget,
som engang var stolte sten.

Hvor er regnens slot blevet af,
hvor ungdomstiden med dens triste drømme
og hin uretfærdige plan
af udfoldede vinger, af ørn på himlen,
af heraldisk ild?

Nej, jeg er ikke lynet,
hvis blå ild plantes som en lanse
i hvert et hjerte uden bitterhed.

Livet er ikke spidsen af en kniv,
ikke et pludseligt slag af en stjerne,
men langsom slitage i lejekostume
en tusinde gange gentaget sko,
en medalje, der ligger og ruster
inde i en mørk, mørk kiste.

Jeg forlanger ikke friske roser eller smerter,
det er ikke ligegyldighed, som tærer mig op,
men det at hvert tegn er skrevet,
at salt og vindudvisker skriften,
og sjælen nu er en tavs tromme
på bredden af en flod, den flod
som var der og altid vil være der.

- Pablo Neruda.

mvh & god weekend i regnslottet..;)
Simon

Hej Simon

Efter skønne ord fra Neruda er jeg her igen med en sen nattehilsen ... måske en tidlig junimorgenhilsen? Ja, det kunne næsten lyde som en snehvid julemorgenhilsen med alfabetet som morgengave :))


juninatten findes, juninatten findes,
himlen omsider som løftet til himmelske
højder og samtidig sænket så ømt som når
drømme kan ses før de drømmes; et rum som
besvimet, som mættet med hvidhed, en timeløs

kimen af dug og insekter, og ingen i
denne flyvende sommer, ingen begriber at
efteråret findes, eftersmagen og eftertanken
findes, kun disse rastløse ultralydes
svimlende rækker findes og flaggermusens
jadeøre vendt mot den tikkende dis;
aldrig var jordklodens hældning så dejlig,
aldrig de zinkhvide nætter så hvide,

så værgeløst opløste, mildt ioniserede
hvide, og aldrig usynlighedsgrænsen så næsten
berørt; juni, juni, dine jakobsstiger
findes, dine sovende kræ og deres søvndrømme
findes, et svæv af galaktiske kim mellem
jorden så jordisk og himlen så himmelsk,
jammerdalen stille, så stille, og gråden
sunket ned, sunket ned, som grundvand igen

i jorden; Jorden; Jorden i sit omløb
om Solen findes; Jorden på sin rute
gennem Mælkevejen findes; Jorden på vej
med sin last af jasminer, med jaspis og jern,
med jerntæpper, jærtegn og jubel, med Judaskys
kysset i flæng og jomfruelig vrede i
gaderne, Jesus af salt; med jacarandatræets
skygge over flodvandet, med jagtfalke, jagerfly
og januar i hjertet, med Jacopo della Quercias
brønd Fonte Gaia i Siena og med juli
så tung som en bombe; med hjemlige hjerner,
med hjertefeil og hjertegræs og jordbær,
med jerntræets rødder i den jordtrætte jord

Jorden Jayadeva besynger i sit mystiske
digt fra det 12. århundrede; Jorden med
bevidsthedens kystlinie blå og med reder hvor
fiskehejren findes, med sin gråblå hvælvede
ryg, eller dværghejren findes, kryptisk
og sky, eller nathejren, siljehejren findes,
og graden af vingeslag hos jernspurve, traner
og duer; Jorden med Jullundur, Jabalpur og
Jungfrau findes, med Jotunheim og Jura
findes, med Jabron og Jambo, Jogjakarta
findes, med jordfygning, jordrøg findes,
med vandmasser, landmasser, jordskælv findes,
med Judenburg, Johannesburg, Jerusalems Jerusalem

Inger Christensen

Sommernisseligst
RoseMarie