Åh ja, Nis P., han er ik' så ring' endda, ham med "De små børns smil"

Jeg har en genbrugsbog med hans samlede digte, og du fik mig da fluks lokket over til reolen ... og se her, hvad jeg fandt fra hans "Hohøjdigte" (skønt ord)


Forår ved Mariager strand

To gyldne sommerfugle fandt hinanden,
og otte gyldne vinger bar dem bort;
en lillebitte skovmus fandt en anden,
og de - nå-ja, de fristedes af fanden,
og livet er så altfor, altfor kort.

Madonna riede med silketråde
så fermt, at der føg trevler trindt omkring.
To spætter koblede så spættekåde,
at gøgen dydeligt tog fat og spå'de
dem reden fuld af spættekåde ting.

Der skød primula og anemoner,
og der skød gøgeurt af jordens lænd.
Der kom hundreder af millioner
af muntre, lattermilde blomsterkoner
og muntre, lattermilde blomstermænd.

For det var forår, og der var larmen
i hver en lysning af solens værk,
og på en græs pude midt i varmen
sad smedens tøs knappet op for barmen
og sy'de løs på en lille særk.


Lige nu har jeg i den grad brug for at tænke på forårets komme, fordi jeg er lige ved og næsten ved at vågne af mit vinterhi. Men hi'et og vinteren trækker mig og trækker ind imellem så hårdt i mig, at foråret synes at være laaaangt væk ... men så er det, at forårsord og -drømme kan gøre godt ... selv for en forfrossen rosenbusk med benene sittende fast i en snedrive

Weekendtanker fra RoseMarie i mellemrummet mellem vinter og forår ...

Hohøj, siger jeg med Nis P.

... Hohøj her i mellemrummet af vinter og forår, hvor en ny dag og en ny uge er begyndt med solskin og en (ho)høj himmel ... og måske kan foråret kaldes frem med sang og hohøjhumør og flere af de gode ord af Nis P.

Sangene

Når solen slår hvirvler på ruden
ved gry skal du synge din sang,
- sangen om tingenes salighed
- sangen om kvindernes dejlighed.
- sangen om børnenes munterhed.
Ved gry skal du synge din sang!

Thi sangene står ved dit leje
- hver svirrende sang, blot du ser den,
og siger med latter i stemmen:
Så syng mig dog, kære - så syng mig!

Så syng mig dog, kære! - og gyng mig
på bølger af tindrende glæde
og bær mine ord på din jubel,
som guderne længst har bestemt.

For Sang er mit navn - jeg er danser
og danser på stiger af stemmer,
- jeg gør, at du nådefuldt glemmer
- og genkalder det, du har glemt.

Ja - Sang er mit navn, og jeg tripper
ad alle de blanke tangenter,
der fylder de grå manualer
på orglet, som står i dit sind.

Og hulker dit hjerte i længsel
- og snøres din strube af kummer
- og hamrer din hjerne - og brummer
af sorgenes sydende kval -
husk - Sang er mit navn, og jeg lærte
iblandt en betynget at smile
og kom til den blindede famlen
forklaret og rolig og sval -.

Når solen slår hvirvler på ruden
ved gry skal du synge din sang,
- sangen om tingenes salighed
- sangen om kvindernes dejlighed.
- sangen om børnenes munterhed.
Ved gry skal du synge din sang!


Hohøjhilsner fra RoseMarie

I dag har jeg lyst til at dele nogle mellemrumstanker med alle her ... tanker, som egentlig opstod i forbindelse med P1's "Eksistens" (nu skulle linket virke) for et par uger siden ...

Udsendelsen i sin helhed omhandler irritation, præstation og retfærdiggørelse ... men lige nu og her tænker jeg på de sidste 15 minutter(fra 42 minutter inde i udsendelsen), som ta'r udgangspunkt i dette citat af en mand ved navn Terry Warner ...

At være hvem du er, menneske, er ikke en præstation. Det er mere som at finde sin plads. Vi bliver mest os selv uden forvrængning, når vi holder op med vores forkrampede jagt på retfærdiggørelse og tillader os selv bare at være.

... men hele udsendelsen er absolut værd at lytte til og måske endda gi' plads til et mellemrum ...

Tanker fra RoseMarie

Ohøj RM..

I denne hjernegymnastiktid kommer jeg til at tænke på Piet Hein, som også gik og vårede, ja faktisk gik han rundt i Dyrehaven - du ved, mellem dyr-haver og dyre haver er der fire ben - og legede forår mens han fattede og for-fattede:

enhver,
som som kan gribe
en pen og slaa klatter,
har ret
til at kræve
at kaldes forfatter.

Men dét,
der er forskellen
mellem forfatterne,
det staar
paa det tomme
papir mellem klatterne.

Jaja, og 'under et anfald af mystisk oplevelse’, gjorde han så dette udfald til Meditation:

Der er ikke form og forskel.
Der findes ikke forandring.
Jeg hviler i verdens midte,
hverken let eller tungt,
mens tiden, den rette linie,
urokkeligt rinder – på vandring
gennem alverdens eneste
archimediske punkt.

mvh og god forårsnipling ;)

Simon

Tak til dig ... og lige over ... sådan lige før forår