... det er i hvert fald med udbredte arme ... koooooom såååååååå :)))))))))))))))

Af og til kan jeg blive helt ude af mig selv
ved at læse om onde, uretfærdige misgerninger
ved at høre om meningsløse mord
kynisk korruption
stening af uskyldige kvinder
mens voldtægtsmænd går fri
men når jeg omsider får hidset mig ned
er jeg nær ved at hidse mig op igen
hvor pokker var jeg da
da jeg var ude af mig selv?

Da tyr jeg som altid
til min mentor Søren Kierkegaard
Han skriver et sted, at
"Individet har sig selv uden for sig selv i sig selv."


Jeg har aldrig fattet den dybere mening
med dette uforglemmelige udsagn
men det har en beroligende virkning på mig
endelig kan jeg læne mig tilbage
og skåle med mig selv:
"Velkommen igen, du gamle!"

Benny Andersen (fra "Nu og da" 2011)

Gode hilsner fra RoseMarie i Mellemrummet

Hej RM..

Ja, det er rigtig gode sager Martin A. Hansen har skabt, og hvem andre end Fritz Helmut ku’ vel også ha’ præsteret hovedrollen i ”Løgneren” på så gribende en måde? Jeg vil alligevel springe tilbage i tiden, tilbage til Hjalmar Söderberg og ”Martin Bircks Ungdom” (1901) – som ikke er en bog med en masse digte, men historien om en digters sind og opvækst. Hjalmar Söderberg var ligesom Pär Lagerkvist en af de virkelig fremragende forfattere, der kunne det med at pakke læseren ind i historien i kraft af sproget selv. Det er også en side af Mellemrummet, noget det selv kan: at vise frem dét, man måske ikke umiddelbart ville støde på, medmindre altså man udfra et kendskab, søgte netop dét. Men det er altså en sjov tid, hvor forfattere springer ud alle steder fra og næsten ikke får pusten, midt i opstigningen på skuldrene af selvbilleder litteraturprogrammer i tv promoverer mere end historierne selv. Men her putter jeg dig altså direkte ind i kap. 12, som måske viser en anelse af det vi senest har talt om.

”Henrik var kommet ned fra Uppsala. Han havde lige taget Magistergraden og skulle nu om et par uger tiltræde en rejse ned gennem Europa, inden han skrev sin Doktorafhandling »Om den romantiske ironi«. Han havde ingen formue, men hans farbror – nationalbankdirektøren, politikeren, millionæren – havde tilbudt at bekoste hans rejse. Dette vidste Martin allerede af Henriks breve. Men inden han rejste, ville han hvile ud nogle uger. Han var lidt overanstrengt, for han havde arbejdet haardt for saa hurtigt som muligt at slippe væk fra Uppsala, og alligevel havde han faaet tid tilovers til at skrive et par kritiske studier i et tidsskrift og var derigennem blevet lidt kendt blandt den snes mennesker, som interesserede sig for sligt.
Martin havde ventet ham de sidste par dage og havde en flaske vin og en æske cigaretter i beredskab.
Henrik Skyggede med haanden for øjnene mod solen:
- Her er alt ved det gamle, sagde han. Her har tiden staaet stille.
- Ja, paa det nærmeste. svarede Martin. Kun har de bygget en stor fabriksskorsten lige dér ovre. Den har været mig en ret stor adspredelse i ensomheden. En tid arbejdede jeg om kap med murerne, men jeg kom bagefter. Jeg begyndte paa et digt, da de lige var begyndt paa skorstenen; nu er skorstenen færdig, men ikke digtet. Den er i øvrigt smuk, skorstenen altså. Især i skumringen, som silhouet. Røgen pulser ikke længere op af den, man glemmer formaalet med den; det er ikke en skorsten, det er et søjletaarn, bygget af en eller anden kaldæisk fyrste og præst, som stiger derop, naar det bliver nat, og beregner stjernernes gang.
- Ja, sagde Henrik, man glemmer formaalet; og først da bliver den smuk?
- Nej, svarede Martin, den bliver ikke smuk, fordi man glemmer formaalet, men fordi man digter det om til et andet, som har det fortrin at tilhøre en gammel ærværdig poetisk tradition. I øvrigt hører fabriksskorstenene til i sig selv og uden omdigtning til de smukkeste blandt vore moderne bygningsværker. De lover mindre end de holder, og de er i det mindste ikke maskeradefigurer hverken i gotik eller renæssance.
Henrik smilede.
- Firsersnak ! sagde han....”.

mvh & god weekend ;)
Simon

Tak Simon, for herlig inspiration til noget nyt gammelt

Jeg har kastet mig over Hjalmar Söderberg, har søgt og læst lidt om ham og af ham, og lige nu lytter jeg mig igennem "Doktor Glas" som lydbog ... og vupti, så var tanken tilbage hos Martin A. Hansen og "Løgneren" ... alvoren, dybsindigheden, skyggen, livets dilemmaer og valg.

Også en go' weekend til dig her fra stearinlysenes skær

RoseMarie

Hej RM..

Ja, den er medrivende, ikke sandt? – en bemærkelsesværdig måde at sætte vinduet på klem til forklarende kig, ret ind i et menneskes inderste tanker og dennes observationer af menneskene omkring ham, i den verden han bevidst valgte at være tilskuer til. Kun så menneskeligt, og så moralens og samvittighedens tyngde! Det er lidt som gåture sent aften; folk der viser sig frem efter endt arbejde og kigger hinanden lidt an, de stående snakke om indtryk af byen, de andre og livet selv, hvorefter mennesker flest går hjem i seng til verdens uforanderlige puls. Her mere end 100 år efter, kender man igen mange af de indtryk Hjalmar Söderberg fældede ned på papir, selv om rammerne og sproget har forandret sig en del. Folk gør det overalt, sætter vinduet lidt på klem, så de menneskeligste behov synliggøres som noget der sjældent undergår store forandringer.
Han var en stor iagttager af menneskets natur, den Hjalmar, og ikke videre begejstret for det skinhellige og måderne hvormed mennesket kues på. Der er noget Wied’sk Knagsted over ham, noget må ud, uden hensynet til omkostningerne. Sjovt er det også at tænke på, at København var det attraktive alternativ til en svensk hellig borgerlighed, men mon ikke vidste, at nøjagtig det samme ville findes her og dér. Henrik Stangerup blev også en dygtig iagttager og illustrator af livet i menneskets tankeverden. Tom Kristensen skrev om romanen, måske til andres forestående læseglæde: ”Det er kun med forståelse af Hjalmar Söderbergs følsomhed. at man begriber den voldsomme roman Doktor Glas, hvor han lader en læge udrydde en præst, der bruger religionen til erotisk at underkue sin kone, et motiv så makabert, at der blev et ramaskrig i Sverige. Og dog er denne roman en forunderlig blid bog, fordi Hjalmar Söderberg var et forunderligt blidt menneske. Den er som et vindue, man en formiddag har åbnet ud mod Stockholm, og den kølige blæst tager de hvide gardiner, og gardinerne vifter alle de morderiske, uansvarlige tanker bort”.

mvh
Simon