Her lidt lineært rimfrost til gryets sneglehuld,
fra ovnens natteklare skær i nætters mulm...
Men lad os ta’ jægeren først – og er det ikke sjovt og smukt? - :
Spark mælkeflasken om. Idag skal vi ha vin
og grønne kranse drysset paa vor morgengrød.
Ved gavlen staar en dreng og bapper i basun,
han kaster vinden frem i foraarsstærke stød.
Nu klør min frosne taa, nu gaar min jægt sin vej,
nu kildrer frem et nyt og mere yppigt skæg.
Det største under bærer Putte dydigt frem:
læg øret til og lyt: vor høne er med æg -
- Frank Jæger.
Når man har sagt jæger må man også sige Nielsen, for Morten, den livets trækbasun, har igen slået sig på øjnene mine:
Fordi granaternes nedslag
er mer end et nedslag et sted,
men blev til et slægtsleds mærke
paa ubodelig megen fortræd.
Mærket på vores liv
som er gået i skred.
- Morten Nielsen.
Jeg stødte på MN’s digt i Heretica, i en diskussion mellem Ole Wiwel og Erik Knudsen i Århus Kunst og Litteraturforening 1952 – som handler om Kunst, etik og religion -, hvor Wivel taler om en fælles tilskyndelse, som dybest nede i sindet slog op og satte dem i bevægelse, hvor ovenstående strofe måtte stå som eksempel.
Og her kommer vi til Wivels ”dødsstød” med livet som afsats, med sin smerteligt klare påskefanfare, der så tidlig en morgenstund næppe kan andet end lede tanken hen på kimet til ’Hvedekorn’, som eksisterer den dag i dag.
Paaske -
af Ole Wivel.
1.
Det øde land, det graa land under regnbygerne
og fjorden som skraaner, stribet af regn, mellem
fattige klinter. Lave huse, knuget af blæsten,
baaret af blæsten naar sommeren svulmer og
køerne, vaade, tunge af mælk, brøler paa
flade marker. Kvinderne bad de aabne vinduer
lytter, hører at havet synger højt og vredt,
at granskoven lukker sig om sin vilde duft
mens de står med aabne øjne uden mænds
store hænder på deres bryst, deres skuldre.
Skyer driver under den tordenblaa himmel
som røg. Som hastige haarde drømme hvirvler
rovfugleparret paa flossede vinger vestpaa.
Kaal og korn på markerne visner og vogne
gaar i staa. Nu er det stille. Bølgeslaget
hører man ikke, bølgerne standser oprejst
som sejlende heste hvis hove tøver med
at jage imod det faste sand. Det er som om
nogen holder vejret nu. Hvad venter han paa?
Har han mon glemt os under det mørke solskin?
2.
Før var vi hjemme i skovene. Vi plukkede
anemoner Store Bededagsaften imens
kirkeklokkerne ringede solen ned. To og to
med lyse fletninger i den første skumring
eller med aabne kraver gik vi og hørte
hinandens stemmer. Eller sommermorgener
red vi heste til smeden. Eller vi sad
tavse og røg under lindetræet. September. Aften.
Barnet laa sommeren lang i sin vogn og saa
grene bevæge sig, hørte løvet hviske.
Vi var for rige, for ødsle, glemte at
baalet snart ville være nedbrændt, at en flig
af vore egne kapper var fænget og at vi selv
saa lidt som græs eller spindelvæv skulde
overleve. Helt fortabt i denne ydre
uvirkelighed gik vi som unge præster og
prøvede igen og igen en stump af hymnen,
vi vidste hørte til disse ceremonier:
kastanjernes lys brændt ned, det høstlige
orgel og markens brød og vin delt ud.
3.
Nu flammer august. Det er sent. Lydløst
har morild og kornmodskær omspændt
vore baade, fyldt af fisk og sejge garn.
Havet er stille og sort, vi taler ikke.
Vandrer hjem fra havnen til vore huse
ad vejen der lyser svagt som en havbund.
I stuen hører man uret som tørt
siger: dø dø, dø dø, mens kvindens og barnets
aandedræt svarer afmægtigt: aa nej, aa nej.
Her er alt for varmt. Angsten sveder.
Søvnen er ikke god. I morgen staar
som et skinnende lys paa vore lukkede øjne.
Drømmende gaar uroligt som hvirvler med
fremmede fisk i søvnens tangskov.
I morgen skal vi staa op og køre
med toget til byen, tynget af ukendt skyld.
Vi er ventet der, vi skal gøre regnskab
for dette og hint (de mange ting vi har glemt
men bli’r mindet om) og vi ved paa forhaand
at vores dom er retfærdig. Hanegal.
4.
Ansigter, ansigter overalt omkring mig –
vend jeres ansigter bort, vis mig ikke
jeres øjne. Mit blik er raadvildt,
flakser som en anskudt fugl og
flyver fra gadens sten (ingen træer)
mod muren, ruderne, svimler naar
vældige nejer sig, falder
bagover under de drivende skyer. Aa,
dette vildnis af larm og disse
sene danse omkring forfærdelsens tromme.
Her er slægtens minder skrammel paa
lossepladsen, her lever man uden
brug for store venlige skabe, lukket
om gulnede breve (,,Kære veninde, husker du
foraaret 1902”). Aa, I som ikke egner jer
til at ældes, ikke egner jer til at dø, I
hvis ansigter hæsligt forvrænges af graad og
hvis hud er en dansemaske, et livløst læder
med øjnenes kul, læbernes blod, haarets frost:
se hvem der sidder på hug i mørket omkring jer.
5.
Hver dag tar vi afsked. Lad os ikke
skændes i dag, min elskede, som de
smaa uberegneligheder. Kom, vi gaar
og ser for sidste gang disse maager som
flyver i dette solskin og denne blæst.
Nu er det paaske. Dødens uge, op-
standelsens puppetid. Mød mig
i Maj naar sommerfuglen blid og seende
flyver med uskyldsstøv på sine vinger.
(Aa, det er sandt, jeg glemte at vi skal dø).
Kom elskede, lad os omfavne vore
søstre og brødre i deres pjalter (undse
dig ikke ved din nøgenhed). Nu er det
aften, men gennemsigtigt i mørket. Menneske-
skikkelser flimrer saa underligt bort. Se,
mørket stiger som vand over deres bleghed.
Ja, og nu synker vi selv. Nu gir vi afkald
paa de fortrolige ting. Ulegemligheden
aabner sig moderligt for os. Form forvandles.
Kun vore drømme er haarde som hvedekorn.
--
Det var guldet i morgenstunden, som vistnok har spredt skydække med blomstrende udsigter, og nu sover min kaffe; så lige en hyldest til Ole Wivels digte og hans ”Romance for Valdhorn”, ”Tranedans” & ”Kontrapunkt”, som tilsammen udgør de erindringsmotiver som efterlader én i det spændingsfelt man selv kunne ønske duften af – tilbageblik fødes dog altid siden...
mvh
Simon
Redigeret af Simon (02/07/2013 05:14)
Svar
Citer
... i tænkeboks er hun sat ...
